Eternity [Lucan]

Den lyse hoppe kom roligt skridtende hen over ørkenlandskabet i det nye land, hun ved et tilfælde var vågnet op i. Hun havde stadig ingen anelse om, hvad der var sket, og hvordan hun var kommet hertil - men hun vidste bare, at hun var alene. Hendes familie var brændt op lige for øjnene af hende, og hun havde end ikke fået muligheden for at sige farvel... Men flammerne havde ligeledes ædt hende op, så hvorfor var hun stadig i live? Eller endnu værre... var hun allerede død? Var det her efterlivet? Hun havde vandret længe langs det golde landskab, der ikke syntes at ændre sig på noget tidspunkt, og hun havde end ikke mødt så meget som én sjæl. Var det dét her, der ventede hende fra nu af? En evig vandring alene til evig tid...

Han var endnu forvirret og en smule rundtosset efter at være havnet i dette nye land. Knap havde han fundet sit kald, før han blev sendt ud på en mission. Lyset omkring ham var blændende i et øjeblik, inden hans syn vendte tilbage. Han stod på en ø, en sandet gold ø, der var orangerød så langt øjet rakte. Men dog en ø. Han kunne lugte saltvand i den varme vind, og det gav et hjemligt strejf - havde det ikke været for varmen og sandet. Han smaskede let og så sig omkring - han var mere til regn og klipper og langt stridt græs. Og vand. Havet. Han savnede det. Med beslutsom mine vendte han sig imod vinden og gik imod kysten.

Hun havde snart vandret, i hvad der føltes som flere timer, uden at der var sket en skid. I starten havde hun prøvet at holde en lidt kold og ligeglad fascade - hun var jo trods alt en fighter, der ikke bare satte sig ned og begyndte at tude! Men hun måtte indrømme, at jo længere tid der gik, jo mere panikslagen blev hun. Hvor længe skulle hun gå her uden at komme nogen vegne? Resten af dagen? Flere dage? Uger? Måneder? År? Resten af sit liv... eller død... eller hvad det her nu var? Hun mærkede sulten gnave i sit indre og følte, hvordan hendes hals var tør helt ind til svælget. Hvor længe havde hun gået uden mad og vand? Tiden blurrede ud i ét for hende, og minutter blev til timer...

Han fulgte den svage duft af saltvand han kendte så godt. Mange ville ikke have bemærket den, og måske var den også mere ubevidst end bevidst; han var født op opvokset ved havet, og det gav god mening at han blot fulgte det der lugtede det mindste smule hjemligt. Men han vidste at det var mere end det. Idolet vejede tungt om hans hals, og han vidste at den viste ham vejen. Han rankede sin slanke, lille krop og satte frem i en let galop. Sandet føg let om hans små hove og han opdagede til sin forundring at han næsten ikke sank ned i sandet, nu da han bevægede sig hurtigere. Ha! Så nøglen var hurtighed.. nemt!
Han fortsatte frem med stor værdighed, og en udholdenhed der var opbygget igennem mange år. Alligevel kunne han mærke en træthed gnave i ham, som om han havde fået frataget en del af sig selv. Han tænkte tilbage på de sidste fortumlede minder han havde, og konkluderede at det nok var meget tæt på sandheden.
Et øjeblik efter hørte han lyden af mågeskrig. De høje, skingre, rullende skrig sang sødt i hans ører. Nu var der ikke langt! Han satte farten en smule mere op i sin iver efter at se det første blå glimt i horisonten.

Endelig, efter en lang og hård vandring igennem det tunge sand, dukkede et blåt hav op i horisonten. Så var der altså en ende på denne ellers så gudsforladte ø! Synet af de blå glimt fik hende til at live op med nyfunden energi, hvilket fik hendes ben til automatisk at bevæge sig hurtigere og hurtigere, indtil hun fløj igennem sandet i en svævende trav. Hun stoppede først op, da hun var helt nede ved vandkanten, hvor hun tog et langt galopspring ud i det turkisblå vand, der let sprøjtede op omkring hende. Ahhh! Den forfriskende fornemmelse af saltvandet, der ramte hendes varme ben, var fantastisk.

Hun stod i sine egne tanker og plaskede lidt med vandet rundt omkring sig, da hun pludselig fik øje på en hest, der kom galoperende imod hende. En smuk hingst, hvis brune farve let glødede i den stærke sol. Wauw! Han var et syn for guder, som han kom løbende dér med vind i håret, og Lumine havde straks øje for ham! Hun trådte op fra vandet med lette skridt og rystede kroppen, så dråberne fløj som krystaller omkring hende, inden hun lod et feminint vrinsk lyde i hans retning.

Sandet fløj bag ham i kaskader da han kastede sig hen over klitternes toppe, ned langs deres stejle skråninger og ud på den flade strand. En mågeflok fløj forskrækket i vejret, skrigende og skræppende, utilfredse med hans uhøflige opførsel. Han ænsede ikke andet end det glitrende turkisblå vand der lå udstrakt foran ham. Han havde aldrig set så klart og så smukt vand. Derhjemme var havet i nuancer af gråt, mørkeblåt og sort, og under storme kunne det få et strejf af noget dybgrønt. Men aldrig havde han set vand, der lignede himmelen.. nej, end ikke himmelen kunne måle sig med denne farve! Hans blik bevægede sig lynhurtigt til siden, da hans måbende betagelse af havet, blev afbrudt af et feminint vrinsk. Han var ikke alene. Interessant. Mon denne hoppe skulle være der første der skulle høre Nagakabourous's bud. Han satte brat alle fire hove i jorden, og gjorde et glidende holdt, der fik hans lange lyse man og hale, til at flagre bag ham som en fane. Da han stod stille igen, blev hans krop indhyllet i de silkebløde hårstrå. Hans krop virkede spinkel ved første øjekast, men kiggede man efter ville man se, at han langtfra var svag. Han var en hurtig ilder, en snu ræv. Hans ører blev spidset imod hende, let buende indaf. Så bredte der sig et bredt smil om hans læber, idet han svarede hende i et dybt maskulint vrinsk.

Tillykke, du har fundet det lilla julehjerte!

Hingsten bemærkede hende nu og satte brat alle fire hove i jorden, hvilket fik ham til at glide let henover sandet i et glidende holdt. Wauw! Han så om muligt endnu mere godt ud end før, som den lyse man og hale flagrede efter ham son fane og derefter indhyllede hans krop. Et smil bredte sig nu om hans læber, inden han svarede hende tilbage med et dybt, maskulint vrinsk. Hendes ører var interesseret vendt mod ham, da hun skridtede imod ham og aflagde den sidste afstand til ham. Hun stoppede op foran ham og knejsede let med nakken, så den blev vist fra hendes bedste side.

"Sikke De kan bevæge Dem!"

[1]

Han knejsede af ren refleks i nakken lige som hende. Han fandt det ganske fornøjeligt at han var mindre end hende - det var sjældent han mødte så høje hopper! Det drilske smil hvilede permanent om hans læber, og de skinnende brune øjne, havde et dybt glimt af noget forførende. Han var født som en lille charmør, og det faldt ham meget naturligt, ligesom hans små julelege og luskede sindelag var skabt fra naturens hånd.

"Kun til ære for dig," sagde han og blinkede til hende.

Han betragtede hende længe, lod blikket glide over hver eneste detalje på hendes krop. Hun var slank og hendes pels var skinnende og lys som solskin. Så lad han blikket falde ud over det smukke hav, der kaldte så inderligt på ham. Smilet om hans mule blev kækt.

"Har den smukke, unge dame mod på en svømmetur?"

Han travede en hastig runde om hende, med manen bølgende om ham. Så bukkede han dybt i nakken og dansede sidelæns ud i brændingen. Bølgerne slog varmt og behageligt op om hans koder. Han prustede tilfredst og rakte en forben frem for at plaske i vandet med det, drillende, i hendes retning.

Det drilske smil om hans læber var yderst charmerende, og hvis hun ikke tog meget fejl, ville hun mene, at der nærmest hvilede et forførende blik i hans øjne. Hun var vant til, at hingstene faldt i svime over hende i sit hjemland, men det var første gang, at hun havde mødt en forførende hest lige som hende selv her i Andromeda - så det var så sandelig et kærkomment syn!
 Hans charmerende ord lød nu, mens han blinkede til hende. Hun blinkede igen og sendte ham et charmerende smil.

,,De er vist en værre charmør."

Hun kunne se, at han tjekkede hendes krop ud og bestemt ikke prøvede at lægge skjul på dette. Hun smilede forførene og knejsede stolt i nakken, mens hun rigtigt gjorde sig til og viste sig frem fra sin bedste side. Hans beundrende blikke var så velkomne, og det lagde hun bestemt heller ikke skjul på!
 Hans blik gled nu ud over det glitrende hav, og hun fulgte hans blik, mens hun lyttede til hans ord. Hun var egentlig ikke meget for at forlade Zenobia, da hun jo nødigt ville forlade Atlas - Men hey, en lille svømmetur gjorde vel ingenting? Der var jo ingen, der sagde, at hun skulle svømme hele vejen hen til en af de andre øer.
Hun gengældte derfor hans kække smil og sendte ham et blik, der glimtede af charme.

,,Altid!"

Med de ord betragtede hun hans smukke bevægelser, som han travede en runde omkring hende, inden hun dansede med ham ud i vandkanten. Solen spillede mod hans mørke skind og gav rigtigt liv til hans smukke, varme farve. Hun kunne ikke lade være med at betragte ham, som bølgerne slog varmt og behageligt mod deres koder. Han var virkelig en smuk hingst, og han blev kun smukkere og smukkere, for hvert minut hun tilbragte i hans selskab!
 Pludselig rakte han et forben frem og plaskede vand i hendes retning. Et lille, tøset hvin forlod hende, mens hun så fornærmet på ham og smældede med den korte hale. Men så brød hun ud i en varm latter og plaskede ligeledes efter ham.