A Magical Event | Ava

Den gyldne Illana var atter at finde på Chibales trædækkede ø. Stilfærdigt vandrede hun under skovens tætte tag, diskret og lydløst. Solens sidste stråler var at skimte i det fjerne, mellem de tykke stammer, men snart ville nattens mørke atter falde på, og de glubske skygger få frit lejde. Nok vidste Illana, at det var de færreste af Skyggerne der faktisk var levende og i stand til at vandre frit; nemlig de, som færdedes sammen med en skyggebærer. Illana vidste at de bredte sig, søgte længere og længere væk fra deres hjemstavn, vulkanøen Foehn. De udgjorde en trussel; og i sin nu lange søgen efter de, som delte Lysets velsignelse havde hun været langt omkring og stødt på et par enkelte Skyggesjæle på sin vej.
Lyset om hendes hals glødede endnu klart; men en anelse mere diskret end normalt. Når mørket faldt på, ville de være synlige, og selvom Lyset ønskede at vise dets energi, da vidste det, ligeså vel som Illana, at det var farligt i disse tider at tiltrække for megen opmærksomhed, når de vandrede alene.

Ava var lydløs. Fuldkommen stille, som hun betragtede en skikkelse gennem det tætte buskads. Hendes lave højde og spinke, men muskuløse krop, var ikke specielt svært at gemme væk. Ikke med så mange træer tætgroede planter. Når først mørket brød frem, ville hun endnu nemmere kunne skjule sig. Det eneste synlige ville være de blå aftegn og de næsten lysende blå øjne. Ava trak sin energi fra natten. Det var kun et spørgsmål om tid før hun ville føle sig fuldkommen.

Så snart den anden sjæl var for langt væk, fulgte Ava efter. En tilpas afstand blev alligevel holdt, for hun havde før stået ansigt til ansigt med hoppen. Men denne gang var der ikke nogen til at afbryde. Mindraper var der ikke til at stille sig i vejen. Denne gang måtte hun have en bedre chance. Hoppen så ud til at være alene. Mere perfekt blev det ikke.Jo mere solen forsvandt, jo tættere på vovede Ava at nærme sig. Der virkede stille, foruden fuglene der sang solen ned. Så snart de var faldet til ro, vidste Ava hun ville være den smule stærkere end i solens skarpe stråler.

Illana fortsatte ufortrødent, selvom hun aller bagerst i sit sind, havde tanken om at måtte skjule sig. Nattens mørke og mystik havde hun ofte forbundet med noget farligt, især når hun vandrede udenfor flokken, og alene. På sin vej, i hendes søgen efter de velsignede, havde hun også søgt en ganske særlig og savnet sjæl; nemlig hendes mage, Samael, som hun desværre ikke havde set længe. Et sagte suk forlod hendes mule i takt med de sidste stråler gled om bag horisontens krumning, og mørket nu sænkede sig over landet.

Der gik ikke længe, før hun bemærkede det. Som en kuldegysning kunne hun fornemme en tilstedeværelse skjult i hendes omgivelser. Hun standsede op, ganske kort, for at spejde rundt mellem de nu mørke stammer; og ej kunne hun se nogen, men Lyset kunne sanse det, og blev strakt blegt og mat, som søgte det at gemme sig i den klare krystal, som det boede i. Det var en ganske særlig tilstedeværelse, af meget mørk karakter som havde fundet vej til øen - for Lyset sansede dets værste fjende. Skyggerne havde fundet vej til Chibale, og et sagte fnys forlod Illana's mule af ren nervøsitet. Hvem havde opsporet hende, hvilken Skyggebærer kunne hun risikere at stå ansigt til ansigt med?

Det føltes som mæthed uden at være forspist. Det føltes som at være fuldkommen udhvilet og klar på dagens strabadser. Ava følte sig hel. Følte skyggerne bevæge sig, selvom der intet var at se. Hørte dem, lyttede til dem. Lyttede til deres hvislende ord ingen andre end hendes brødre og søstre ville høre. Hun fornemmede dem, fulgte dem, lod dem lede hende på vej. Kun af den grund, havde hun fundet sin vej hen til en af lysets tilhængere.

Hun kunne fornemme hoppens nervøsitet. Noget der bragte et lille og næsten utydeligt smil frem hos Ava. Hun havde meget at frygte. Ava var ikke bange for at benytte hvilke som helst midler hun fandt nødvendige. Nogen fuglte bestemte regler eller et bestemt kodex, men Ava fulgte ikke andet end sin Herres ønsker. De blå øjne var rettet mod krystallen med det svage lys. Hun ville have fat i den. Krævede den. Ville gøre hvad som helst for at slippe Herren fri. Som hun til sidst kom inden for en afstand på bare nogle meter, gled blikket i stedet op mod hoppens.

"Hvor gemmer du dine venner henne?"

I det dunkle mørke skilte den gyldne hoppe sig let ud. Hendes skind, der stod i stor kontrast til den mørke baggrund kunne ej skjule hende, og den lysende krystal om hendes hals gjorde hende blot endnu mere synlig i de mørke timer. Nok havde Lyset, da det sansede Skyggernes nærvær, søgt at gemme sig, men ej var det slukket. Illana rykkede et øre bagud, lyttede så godt hun kunne. Nogen rørte på sig, det var klart; men den gyldne hoppe besluttede hurtigt at det ville være uklog at flygte. Nok kendte hun landet godt, men denne fremmede kunne måske følge med hende, trænge hende op i en krog; måske ville flugt blot indgyde til aggressiv adfærd hos denne Skyggebærer, der lurede i det ukendte.

Illana ventede derfor tavst. Der gik lidt, inden nogle særlige blå aftegn kunne spottes mellem de sorte stammer. Blå aftegn, som Illana genkendte; for de tilhørte hoppen Ava, som tidligere havde været medlem af den samme flok, som Illana kaldte hjem. Illana rykkede det gyldne hoved op og vendte hurtigt fronten imod den slangelignende hoppe, der nu lod sit blik hvile imod Illanas ravfarvede. Hun fnøs sagte ved de ord, som Skyggehoppen udtalte; men ej et fnys der udviste foragt eller afsky. Et fnys der afspejlede den gyldnes lettere nervøse sindsstemning. Alene vidste hun, at hun ej havde mange chancer; for selvom hun bar magi, havde Illana aldrig været en, som begik sig godt i kamp - især ikke når det var for alvor. I stedet håbede hun, at hun ved ordets magt kunne undgå mere fysiske konfrontationer imellem de to sjæle.

,,Selv hvis jeg kunne, da ville jeg ej gemme sjæle for andre. Alle kan vandre frit, som de ønsker - som du selv gør det under mørkets tag, Ava."

Der var ingen afsky, ingen negative miner at sporer i den gyldne hoppes toner. Distanceret formalitet, var hvad der kunne tydes fra hendes nu lettere fromme udstråling; og selvom den gyldne hoppe frygtede Skyggerne, og ej forstod den sti deres bærer havde valgt at tage, da var der ikke had i den gyldne hoppes sind - kun uforståenhed, som drev hende til at være nysgerrig omkring de, der symboliserede hendes største frygt. Den gyldne hoppe havde altid haft et nysgerrigt sind, og ønskede gerne at forstå de, der var den komplette modsætning af hende selv.

En lille latter forlod Ava. Der var en smule morskab at spore i den, men den døde lige så hurtigt hen som den var startet. I stedet lyste morskaben ud af hendes øjne. Ikke fordi det Illana havde sagt var decideret sjovt, men simpelthen fordi hun kun var med til at styrke Avas meninger om Vogterne.

"Så fine ord. I er alle sammen ens. Næsten. Hvordan kan i trække vejret med mulerne helt deroppe i skyen? Bliver det ikke koldt og ensomt uden alle andre end jer selv?"

Hun hentød selvfølgelig til måden Illana talte på. Alt skulle lyde så fint. Præcis som de fleste andre af hendes slags. Et par af hendes brødre og søstre kunne selv finde på det, men Ava var også overbevist om det kun var fordi de havde været udsat for vogternes hjernevask. Det ville lægge sig igen så snart de lagde deres gamle liv fra sig. Ava gav sig til at kredse om hoppen, som hun havde for vane at gøre ved dem hun udså sig som værende et muligt offer. Som en slange ville sno sig om et bytte.

"Mmmmmm, jeg ville ikke vandre rundt her, hvis jeg kunne have mit hjem i fred. Men det kender du vel ikke noget til?"

Illana, den gyldne, lod et øre vippes i nakken ved den sorte slangehoppes latter. Nok døde den hurtigt hen, men alt ved den mørke silhouette med de isblå aftegn udstrålede fryd og morskab. Hun morede sig over de ord, som Illana havde ytret, morede sig over den idé Illana havde om, at alle var ens. Illana brummede sagte, inden hun rettede sig en smule op. Nok bankede hendes hjerte hurtigt i hendes bryst, og nok var nervøsiteten stor, men Illana søgte ikke at udvise dette overfor Skyggerne og nærer deres ondskabsfulde henseender.
Illana nåede ej at tale, førend en sorte hoppe begyndte at kredse om hende. Illana fulgte hende konstant med blikket, og Lyset om hendes hals var nu så mat, at det næsten ikke kunne anses. Faren var eminent, og Illana vidste at hun skulle træde varsomt for at undgå konfrontationer. Hun rømmede sig let, og svarede nu den sorte hoppe med ganske neutrale toner.

,,Vores veje i landet er meget forskellige, Ava. Dog kan ingen af os påstå at have valgt den rigtige vej. Nok er din vej rigtig for dig, men det betyder ikke den er rigtig for alle andre; ligesom min vej, er den rigtige for mig, men ikke for alle andre. Det, jeg er blevet skænket, har ikke afskåret mig fra alle andre. Jeg har venskaber, der ikke er defineret af de egenskaber, jeg nu engang har."

Hun tav et øjeblik, inden hun tillod sig at flytte en anelse på sin krop. Hun havde stået lidt afskåret fra en flugtvej, og hun trådte diskret en anelse til siden, så hun langsomt kunne nærme sig et mere åbent område, i tilfælde af hun skulle få behov for at løbe.

,,Jeg føler mit hjem er sikkert; årsagen til min vandring alene er af helt anden karakter. Jeg søger en, som er mit hjerte kær - og længe har han været forsvundet fra de stier, jeg normalt har kunnet opsøge ham. Derfor vandre jeg her alene, langt fra mit hjem."

Det var kun halvdelen af sandheden, men Illana leverede den troværdigt. Hun ønskede ikke at fortælle den sorte slangehoppe, at hun også søgte Vogterne der boede i landet, for at samle dem. For at gøre dem bevidste om den trussel, som Ava og hendes broderskab udgjorde imod det land, som hun og mange andre holdt så kært.

Der kom en lyd fra Ava, der mest af alt lød som en snerren. Hun kunne til tider opføre sig næsten som et rovdyr, selvom hun ingen skarpe tænder havde. Hun var dog ikke ufarlig af den grund, bare farlig på en anderledes måde. Ava var ikke ond, og hun gjorde ikke andre fortræd af ondskab, men hun ville gøre hvad som helst for Herren, for sin overlevelse og for sin datter. I hendes optik havde vogterne frarøvet hende hendes nymfe. Hun havde været gammel nok til at klare sig selv, og Mindraper havde aldrig rigtig været fan af skyggerne. Nogen, som ham, brød sig ikke om dem, nogen frygtede dem, men Ava takkede dem. Takkede dem for den tryghed de havde givet hende. At de havde været med til at åbne hendes øjne for hvad andre ikke ville se.

"Hvem snakker om rigtige og forkerte veje? Jeg snakker om dig og din slags. I har alle sammen næsen i sky"

De skulle alle sammen bruge så fine ord og tale så fornemt. Det var en måde de var nemme at genkende på. Det gik igen for alle de vogtere Ava havde mødt. Om det så var bevidst eller ej, kom de meget hurtigt til at virke som om de lå et niveau over andre. De vidste ikke mere end andre, men de havde fået et ansvar af hvad end for en grund lyset havde fundet på. Noget der i Avas optik lige så nemt kunne være frygt. Hvem som helst kunne blive "forfremmet" fordi lyset var bange for Ava, hendes brødre og søstre, hendes Herre, skulle få bare en smule mere magt i landet. Lysets krigere var måske stærkere, men havde også været lavere i antallet.

"Ah-ah-ah!"

De tre små stavelser kom meget hurtigt efter hinanden, som hoppen flyttede på sig. Næsten som blev hun opdraget på som et lille føl. Ava havde godt opfanget hvad planen var. Hun ville ikke lade lys-hoppen Illana stikke af. Denne gang skulle hun ikke få lov til at slippe lige så nemt som sidst.

"Dit hjem er sikkert, ja. Men mit er ikke. Din slags og alt for mange der ikke hører til, invaderer Foehn, mit hjem. Bliver det ved må jeg, må vi, mine brødre, mine søstre, jeg, finde andre områder. Lad mørket fortære mere af Andromeda for at skabe os et hjem andet steds. Hvis du og din slags ønsker at beskytte Andromeda, hvis det er jeres opgave, er i godt og grundigt på vej til at fejle!"

Illana veg ikke blikket fra den sorte slangehoppe, imens hun trådte til siden. Hoppen befandt sig foran hende, og det gjorde netop pladsen stor nok, til at Illana vovede at flytte sig. Hendes ene ører var vippet frem imod den sorte skygge, det andet flakkede rundt, lyttende efter omgivelserne og alle tegn på andres tilstedeværelse. Hvis sandheden skulle frem var Illana ikke særligt tryg ved at stå alene overfor denne Skygge; nok havde hun sine evner, men aldrig havde den gyldne hoppe begået sig godt i slagsmål. Hun havde sin stemmes magt, hun havde sin visdom - men kampens teknik havde hun aldrig lært. Sidst hun havde været i selskab med en, som havde ønsket hende ondt, var hun endt i saksen; og hun ønskede ikke at gentage dette.
Illana's ører blev dog snart fikseret i nakken. Den direkte diskrimination som den sorte hoppe udtalte, ramte hende faktisk. Hoppen mente at alle vogterne mente de var mere værd end andre, og rendte rundt med næsen såkaldt i sky. Illana mente ej, at det gjaldt således; hun kendte vogterne, og havde aldrig oplevet at nogen prøvede at hæve sig over andre, eller følte sig for fine til at snakke med alle, de mødte på deres vej. Selv havde Illana, trods hendes frygt for Skyggerne, udvekslet op til flere ord med både Volontaire, Sicarius og Ayin; selvom de var hendes åbenlyse fjender, havde hoppens natur alligevel budt hende at prøve at forstå den modsatte side af landets historie. Illana fnøs sagte og langtrukkent, inden hun tyggede et par gange. Den sorte hoppe stoppede hende med en nærmest hånende og irettesættende tone. Illana valgte dog at 'adlyde' og stoppede hendes glidende, diskrete bevægelser; hun gjorde hvad hun kunne for at undgå, at den sorte hoppe skulle få lysten til at angribe. I stedet hævede hun hovedet en anelse og lod et lidt fjernt blik falde imod Ava - for den gyldne gjorde hvad hun kunne, for at skjule den frygt der sad i hendes indre.

,,Men når du kan skelne mellem de, der vandre i landet, på den måde, Ava, så kan jeg forstå på dig, at du mener det, som jeg tror på, er forkert. Og selvom du har ret til at udtale dig som du gør, vil jeg mene det er en meget bred påstand, at alle vogterne opfører sig, som er de mere end alle andre. Deri er jeg uenig; men lad det være det. Hvis du ønsker at dømme de andre sjæle, som ikke vælger Skyggernes vej, på baggrund af deres valg - så er det din egen vilje, og den har du for dig selv."

Illana tav lidt. Hoppen havde snerret af hende, og hentydet til at 'Illana's slags' invaderede det hjem, som hun havde på Foehn. Og dog stod de nu, på øen Chibale, og hvis man skulle tage den sorte hoppes syn på verden, så invaderede hun nu andres hjem; fordi hun søgte hævn? Fordi hun ville udjævne den ulighed, hun så i andres tilstedeværelse på øen? Illana trak vejret dybt, inden hun med et let hævet øjenbryn - simpelt fordi hun ej forstod hoppens ræsonnement - atter talte.

,,Ligesom du gør nu, Ava? Ligesom mange af dine brødre og søstre gør? Jeg har mødt op til flere, fra dit hjem, som er søgt udenfor det, som I kalder jeres. Jeg har ikke selv sat hoven på vulkanøen, og kan ikke gøre rede for hvor mange der har; men kunne det tænkes, at de som betræder øen, ikke er fjender? Ikke søger at ødelægge dit hjem, men simpelt undersøge landets mangfoldigheder?"

"AH, Det var ikke det jeg sagde. Jeg siger bare, at din slags er nemme at genkende på jeres måde at tale på til andre. Så fine ord igen. Jeg forstår knap halvdelen af hvad du siger, og det er ikke fordi jeg er dum. Jeg skal bare bruge tid på at oversætte det. Du ved.... Pøblen er ikke oplært i fin snak. Det har intet med hvilken vej man har valgt."

Ava kunne lige så nemt selv begynde at snakke deres sprog, hvis hun havde lyst til det. Men det havde hun ikke. Hun forbandt det alt for ofte med de "øverstbefalende" hun havde mødt både hjemme, men også af dem der nu befandt sig i Andromeda, som kom andetsteds fra, hvor de havde haft en betydning. Autoritet var ikke noget Ava brød sig særligt om længere. Den eneste hun lyttede til var Herren. Selv Fuyu ville hun ikke altid lytte til, med mindre det gav mening, men hun gik selvfølgelig til ham når noget var galt i flokken eller noget var på færde, så han kunne tage sig af det.

"Ligesom jeg er nødt til!"

Hoppen havde hævet stemmen og hakkede samtidig ud i retningen af den palomino farvede uden at ramme, men kun for at markere sig. Det var ikke med hendes gode vilje, men hendes liv havde allerede været på spil en gang og endda på Foehn. Der var så mange der ikke hørte til, der stadig mente de havde ret til at vandre rundt som det passede dem. Hvis en enkelt gjorde det, ville der ikke gå lang tid før resten af stedet vrimlede med dem også, og hvor skulle Ava og broderskabet så befinde sig? Invaderet af dem der bare var nysgerrige, dem der ikke brød sig om dem og lyset? Vogtere havde før betrådt Foehn, og de havde tilmed plantet frø i hovedet på en af hendes søstres sønner til han endte med at forråde dem.

"Lyset hører ikke til på Foehn. Men dem der ikke hører til der, bringer det med sig! Hvis du som vogter, landets beskytter, bør du så ikke også beskytte vores hjem? Eller gælder det alle andre end min slags? Hvis ingen af jer gør noget, hvem beskytter så?"

Ava's spottende reaktion på den gyldne hoppes ord, fik hende til at rykke ørerne en anelse utrykt i nakken. Det var tydeligt, at den sorte hoppe havde vendt det onde øje imod de, som betrådte Lysets sti - Illana og hendes 'slags'. Det var ikke noget der vakte positive tanker i den gyldne hoppes sind; tværtimod gjorde det hende en anelse bedrøvet, at den sorte hoppe havde så stærk en følelse af, at det var hende - hendes brødre og søstre - mod resten af landet. Da den sorte slangehoppe med præcis finesse huggede ud efter Illana, måtte hun tøjle alle hendes instinkter, for ikke at vige brat og flygte. Hun ville lyve, hvis hun sagde hoppen ej skræmte hende; og ja, noget af det var kunne tilskrives Skyggerne. Dog var det ej de alene, som gjorde at Illana frygtede Ava - nej, det var hendes adfærd, som var den ellers venlige og åbensindede hoppe blevet opslugt af noget, der mindede om ondskaben selv. Illana's ravfarvede øjne forsøgte at fastholde sig imod den sorte Ava med de sirlige blå aftegn, men det var svært. Dog opretholdt den gyldne sjæl endnu en rolig facade; men det var blot et spørgsmål om tid, før den ville krakelerer. Den sorte Ava havde nu snakket færdigt, imens hendes truende kredsen endnu stod på. Illana samlede sig, inden hun gav sig til at svare; svare en hoppe, der var så opsat på, at hendes eksistens var truet af de, der ej havde samme overbevisning som hende selv.

,,Jeg vil mene, at tale ej definere de, som er velsignet af Lyset. Kun få af os er født i landet, og dermed opvokset med den kultur, som vokser her. Alle er vi af forskellig oprindelse, og med vores forskellige ophav, følger forskellige kulturer. Mit sprog er ikke defineret af den rolle, jeg har i landet eller omvendt. Den sammenhæng du søger, kan være et simpelt tilfælde; og blot fordi nogle taler med andre tunger, end andre, betyder det ikke at de kan adskilles i en "pøbel" og en "overklasse". Jeg anser alle som værende lige i dette land, med lige muligheder. Der er blot forskel på, hvilke muligheder den enkelte vælger at benytte sig af."

Hendes ord var sikre; den indre dirren havde hun skjult. Hun kunne fornemme at Ava følte sig forrådt, følte at der skulle være forskel på "dem og os". Illana brummede sagte, inden hun lagde hovedet en anelse på sned - for Ava's ord om, at hun var nødsaget til vandre udenfor askeøen kom let bag på hende.

,,Foehn er en del af Andromeda. Det hjem, som du og dine flokmedlemmer har skabt jer på øen, er ikke i fare. Så vidt jeg ved har ingen søgt at ødelægge jeres hjem, ødelægge øen. Den er en del af det land, vi alle bor i; så Ava, jeg vil mene, at vi alle beskytter dit hjem. Min viden om Skyggerne er begrænset; men jeg kan forstå, at i, endog ganske effektivt, kan jage såkaldte fremmede, som dog deler landet med jer, bort fra de områder, som i kalder jeres. Så som jeg ser det, beskytter I det ganske godt selv - men jeg vil vove at påstå, at Foehn ikke er truet, selvom du mener Lyset ikke hører til på øen. Jeg kunne opsætte samme påstand om, at Skyggerne i så fald ikke hører til andre steder, end på askens ø, hvilket ville gøre din tilstedeværelse her uberettiget; som du mener andres tilstedeværelse på Foehn er. Dog er jeg ikke enig i en sådan påstand, og vil mene, at landet er til for os alle - uanset hvad, vi end bærer med os."

Illana's ord var i bund og grund sande. Måske pyntede hun lidt på det, for at forsøge at tale til hoppens fornuft. Illana vidste godt, at Skyggerne var en trussel mod det, som hun fandt rigtigt; det Andromeda hun havde kært - for hun havde set hvad Skyggerne søgte at gøre med landet. Den Vise havde vist hende, hvordan Andromeda havde set ud, før han ankom til landet; og det var hvad Skyggernes Herre ønskede at retunere landet til. Mørke, intethed, tomhed. En verden hvor Skyggerne alene vandrede, og deres bærer blot var svage skygger, af hvad de engang var. En energikilde for ondskaben, intet mindre. Illana sukkede sagte; hun vidste, at det engang ville ende i åben krig imod Lyset og Mørket - en krig, hun selv i samme stund var i gang med at forberede. Men sandheden i hendes hjerte var tydelig; hun ønskede ej, at de sjæle der levede i landet skulle bekrige hinanden, og kunne det undgås ved at finde fælles fred, var det en skæbne Illana gerne ville kæmpe for.

"Stilhed!"

Ava var for et kort øjeblik standset for at stampe i jorden mens hun hævede stemmen, men genoptog hendes kredsen omkring den anden. Ordene var ligegyldige. De var ikke interessante og Ava havde absolut intet at bruge dem til. Hun havde kun en ting i hovedet. Blikket fløj engang imellem ned mod krystallen, når hun befandt sig foran Illana, men var ellers fast rettet mod hoppen. Fra tid til anden tillod hun endda sig selv at snappe ud efter Illana, eller endda træde bare en smule tættere på.
Et smil var dukket op. Et af de utilregnelige. Et af dem der viste, hun var en man burde passe på. Ikke alle var lige gode til at læse de tegn - nogen valgte endda direkte at ignorere dem, men en ting var sikkert. Lyttede man ikke ville man også hurtigt kunne komme til at fortryde det.

"Vi snakker ikke ødelæggelse....... Hvis alle er så velkomne i mit hjem, så luk mig og mine brødre og søstre ind i dit."

Der lå en farlig lille tilfredshed i stemmen. Som var hun en uskyldig lille hoppe der ikke var ude på at narre nogen. Men kunne hun nu få lov til at sætte sine hove i Teylar, ville den flok være 1 medlem mindre når hun forlod området igen. Hvad hendes brødre og søstre ville gøre, kunne hun selvfølgelig heller ikke garantere for, ligesom den anden hoppe ikke ønskede at blive stillet til ansvar for hendes slags.

Ava's stemme trængte gennem alt; stoppede selv den gyldne hoppes tanker. For blot et øjeblik, ej mere end et sekund, stirrede den gyldne hoppe forbavset imod den sorte slangehoppe, inden hendes tanker vendte tilbage. De ord, som Illana kort forinden havde udtalt havde provokeret hoppen, det var tydeligt. Den truende kredsen startede igen, og den snu slange huggede af og til efter Illana, snævrede cirklen ind og gjorde den bredere igen på skift. Illana trampede markerende i jorden når hoppen kom hende for nær, eller nappede efter hende - også selvom hun ikke ramte - men Illana følte sig truet; og hun reagerede på det, så tappert hun kunne. Hoppens adfærd ændrede sig til noget mere.. utilregneligt. Som havde hun luret den gyldne, og blot ønskede at lege med hende nu, se hvor langt hun kunne drive den lyse hoppe fra vid og sans. Illanas hjerte hamrede faretruende hurtigt, og hendes sind prøvede ihærdigt at finde vejen ud af dette; men det så ikke godt ud.

Hoppens ord fangede Illanas opmærksomhed og trak hendes fra hendes flugtanker. Hoppen bad Illana om at lukke hende ind i hendes hjem. Illana kneb sine øjne sammen - så lidt, at det knapt var synligt. Med et overvejet prust gav den gyldne hoppe sig hurtigt til at svare.

,,Du er allerede i mit hjem, Ava. Landet er mit hjem, ligesom det er dit."

"Ikke dette hjem. Et land er ikke et hjem. Dit hjem.... Teylar. Lad mig vandre frit i Teylar og jeg vil lade nysgerrige sjæle vandre ind i mit hjem. Lade din slags søge Foehn, men på eget ansvar. Jeg vil ikke love de kan forlade øen i et stykke"

Chibale var ikke Avas hjem. Enophis var ikke hendes hjem. Zenobia og Leventra var heller ikke hendes hjem, men Teylar havde været hendes hjem, indtil hun blev forvist for at være den hun var. For at være skyggebærer. For at slutte sig til dem der gav hende mest tryghed. Dem der i lang tid havde hvisket til hende og holdt hende vågen. Overtalt hende til at joine dem. Vist hende den sandhed hun så. De blå øjne havde søgt den andens hoppe, som hun standsede foran. Ikke længe, men bare nok til at lade hende se alvorligheden.

"Tør du lukke min slags ind i Teylar, tør jeg lade din slags vandre på Foehn. Så længe invitationen gælder hos dig, gælder den hos mig."

Måske var det ikke Ava der ejede Foehn, men hun gjorde sit bedste for at passe på ingen kom for tæt på hendes hjem. Hun tillod ingen at komme forbi hende, hvis de ønskede at opsøge Herren. Kun hvis hun så muligt potentiale. Men skulle andre have lov til at invadere hendes hjem, som hun anså Foehn til at være grundet dets mørke, ville hun også have lov til at invadere andres. Leventra var større end Foehn, så derfor vidste hun det ikke ville være et problem for hende at få lov til at færdes langt væk flokkens område.

Hoppens ord ramte Illana ganske dybt i hendes indre. Illana havde godt regnet ud, at Ava mente flokkens rammer; det hjem, som de engang havde delt. Illana prøvede med snilde at tale sig udenom dette, for hun vidste godt at hun ikke kunne lade Skyggerne trænge ind i flokken - Hvis Ava kom uden disse, ville hun være mere end velkommen.
Illana gennemtænkte det kort. Og hun havde en idé om, hvorfor det var Ava ville søge tilbage til Teylar. Det var ikke for at træde over grænser, og selvom den gyldne havde en sær tiltro til, at slangehoppen mente hvad hun sagde - da tvivlede hun på at Skyggerne ville lade alle betræde deres hjem, som Ava følte truet. Illana hævede hovedet; og i stedet for at svare på den sorte slangehoppes spørgsmål, stillede hun et nyt.

,,Du søger din datter, ikke? Det er grunden til at du vil have adgang til Teylar.. Har jeg ret?"

Illana udtalte ordene langsomt, men velovervejet. Hun vidste at dette kunne udløse en voldsom reaktion fra skyggehoppen, men hun tog chancen. Hun ville aldrig kunne lade Ava vandre over grænsen; hun havde svoret at beskytte dem, som levede der, efter hendes bedste evne. Desuden var det lederen Brêgo, som havde den endelige beslutning, såfremt det skulle komme på tale at lade en skyggehest passere grænsen til flokken. Dog vidste Illana, at Ava havde noget dyrebart i flokkens område, noget hun savnede. Hendes datter.