A Magical Event | Ava

"Min begrundelse er ligegyldig"

Måske var det det hun gik efter, men der lå også noget andet bag. Skjulte hensigter om man ville, og dem havde hun ingen intentioner om at dele med Illana. Hendes ønske om at blive forenet med Nymfen måtte have nået Teylar mere end bare en enkelt gang. Ava havde bedt flere om hjælp, og selvom de glædeligt ville bevæge sig rundt på Foehn, var ingen dukket op med hendes datter.

"Spørgsmålet er; Vil du lade min slags vandre rundt i dit hjem?"

Det var jo dét det hele handlede om. Ville hun lukke Ava og hendes brødre og søstre ind, ville Ava såmænd heller ikke have noget imod at lade de andre betræde Foehn. . . På eget ansvar. Alt for mange havde efterhånden søgt hendes hjem uden nogen særlig begrundelse andet end at de efterstræbte magt. En magt de kunne holde over andre, og ikke for at udføre Herrens ønsker og ordrer. Men ene og alene på grund af de kræfter der fulgte med når man gav sig selv til skyggerne. Dem kunne hun slet ikke garantere for. Dem ville hun hellere end gerne gøre det af med - eller i det mindste skræmme væk til det punkt de ikke længere turde sætte deres hove i vandkante på øen.

Illana lagde et øre i nakken, da den sorte hoppe hurtigt affærdigede hende. Den sorte hoppe var som en mur af facader, som ej kunne gennembrydes. Illana havde forsøgt, ved at fremhæve den ene ting, som hun havde kendskab til at den sorte hoppe stadigt ønskede - hendes datter; men den sorte lod til at undvige. I stedet hæftede hun sig atter ved, om Illana ville lukke hende ind i flokken. Det vidste den gyldne godt var udenfor hendes evner, at tillade Skyggehoppen at træde ind i flokken. Desuden ville hun forråde hendes ansvar overfor flokken; men også hendes tanke om, at alle sjæle havde en plads i landet, og at alle var lige. Illana hævede hovedet, og sagde med sikre, ærlige toner ord, der kunne være afgørende for resten af dette møde mellem Lyset og Mørket.

,,Jeg står ej som værende den, der vælger til eller fra, i forhold til hvem der betræder Teylar. Ava, jeg vil dog gerne følge dig - og dig alene - til flokken. Hvis du efterlader dine Skygger, kan du følge med mig og møde din datter; mere kan jeg ikke tilbyde. De, der vandre på Foehn, vandre der på eget ansvar, som det er nu, men hverken du eller jeg er herre over, hvem der må vandre hvor. Hvis du ønsker at betræde øerne i landet, da kan du det, ligesom jeg og alle andre kan betræde Foehn. Jeg ønsker ikke krig, Ava. Jeg søger ikke at slås over vores fælles hjem; jeg søger ikke at skade dig, eller dine brødre og søstre - men jeg har oplevet Skyggerne forsøge at skade andre og mig selv. Dét ønsker jeg ikke skal overgå de, jeg holder kært. Og eftersom du ikke kan garantere nogens sikkerhed, hvis de betræder den flok du bor i, kan du vel heller ikke garantere at dine brødre og søstre ikke søger at udøve skade på de, der bor i Teylar."

Derpå tav Illana. Såfremt Ava ville gå med til at slippe Skyggerne, og gå som hende selv, var hun altid velkommen i flokken. Men Skyggerne måtte for alt i verden ikke skade dem, som Illana havde lovet at beskytte; også selvom det betød at hun måtte vige fra hendes princip om at behandle alle lige. Ava ville med sikkerhed hæfte sig ved dette; og Illana frygtede nu, at den sorte hoppe ville forsøge at straffe hende, for at sige nej.

"Jeg vil ikke se min datter!"

Ordene kom i en hissende snerren, og igen med et stamp i jorden med den ene forhov for at markere sig. Hun ønskede ikke kun at se sin datter, hun ønskede at bringe hende væk fra flokken. Væk fra vogterne. Væk fra Teylar og alle dem der kunne hjernevaske hende. Nymfen var hende. Nymfen var det eneste ud over broderskabet, hun havde tilbage. Godt nok havde hun selv ofret Ekpeo, men han ville højst sandsynligt aldrig komme til at fungere helt optimalt når han blev større. Det eneste hun kunne trøste sig selv med, var at hun i det mindste havde gjort hvad hun kunne for at give ham noget der mindede om familie og kærlighed.

"Skyggerne har måske forsøgt at skade dig, men lyset har forsøgt at skade mig. Har skadet mig. Endda tæt på mit eget hjem. Og for hvad? Medlemmer af jeres flok havde begivet sig ind på vores område....... Hold dem væk fra os hvis ikke vi har tilladelse til at søge jeres hjem. Hvis ikke du har mulighed for at stille noget op, så bed en der kan om at holde dem væk"

Ordene var stadig snerrende. Ava ville jo egentlig bare gerne kunne passe sig selv. Måske skræmme en enkelt eller to i ny og næ på neutral grund eller på Foehn.

Illana hørte hoppens ord, men noget i hendes indre sagde, at hoppen ønskede at se hendes datter, selvom det ej var det hun sagde. Illana reagerede ved den sorte slangehoppes udbrud, ved selv at stampe i jorden; nok skræmte hoppen hende - nok mere end nogen anden skyggehest havde gjort det - men Illana var ikke helt uden mod. Lidt var der gemt i hendes rystede indre, der skreg af hende, bad hende om at søge væk fra slangehoppen.
Ava's næste ord fik Illana til at føle både sig en anelse ambivalent. Den sorte Ava sagde direkte, at alle skulle holde sig fra 'deres' ø, hvis ej hun kunne få adgang til Teylar. Store krav, en stor trussel; men Illana havde en vished om, at nok kunne den sorte hoppe søge at jage alle bort fra hendes ø; men indtil nu havde hun også været den eneste der havde udvist en sådan adfærd, af hvad Illana kendte til. Kunne hun stille krav til resten af landet? Hun kunne prøve.

,,Jeg kan kun give dig mit ord på, at jeg ikke vil søge dit hjem, hvis du føler det så stor en krænkelse. Hvad alle andre sjæle i landet foretager sig, er deres eget ansvar, og det kan kun de stå til ansvar for. Jeg søger ikke en fejde mellem os, Ava. Så du har mit ord på, at jeg vil holde mig væk."

Mere sagde hun ikke. Der var ikke grund til det. De kunne stå og diskutere længe omkring retten til at være bestemte steder i landet, årsagen til hoppens ønske om at besøge flokken; men det ville ikke gøre nogen af hopperne godt. Ava kunne ikke kræve at alle skulle afholde sig fra bestemte steder af landet. De, der ej var velsignet af Lyset, kunne ej forvolde andet skade, end den fysiske - og de, der bar Lyset i deres sjæl, kunne Illana ikke forestille sig ville søge øen for at forvolde skade. Hvordan Ava ville få sit krav om total fred ført ud i livet, var en gåde hun selv måtte løse; Illana havde gjort hvad hun kunne, for at give slangehoppen fred; afgivet et løfte.

[7]

Et smil var alt Ava svarede med. Ikke et af venlighed men et direkte wicked smil. Et af de utilregnelige der gjorde det helt umuligt at regne ud hvad det lige vad der foregik oppe i hendes hoved. Der var ikke ret mange der gjorde det i forvejen. Man kunne bebrejde Ava for hendes idéer og syn på verdenen, men det var verdenen og andre selv der havde været med til at skabe dem. Hun var blevet formet af Andromeda. Skabt i Andromeda om man ville. Hun havde været en hel anden da hun endnu var hos sin familie, og ikke var blevet påvirket i hverken positiv eller negativ retning i dette land. Bægret var løbet over. Den sidste dråbe havde sørget for det den dag hendes bror og den skimle dukkede op på Foehn. Aldrig ville hun tillade andre at bringe lyset med sig til Foehn, den ø, hvor hun burde føle sig tryg.

"mmmmmmh men inden du går....... Du har noget jeg gerne vil have"

Ava var igen begyndt at kredse omkring hoppen, og hver gang hendes blik fik mulighed for det, fæstnede det sig ved krystallen om halsen på Illana. Hun lagde ikke skjul på hun gerne ville have den. Have det lille lys. Hun skulle bruge det, de skulle bruge det. Det var nødvendigt for at slippe Herren fri. Det ville måske ikke hjælpe lige med det samme, men det ville være et skridt i den rigtige retning. Hun tillod endda sig selv at snappe ud i retningen a halskæden, dog med en pæn nok afstand til ikke at ville kunne nå den alligevel, bare for at skræmme en smule.

Under det gyldne skind begyndte Illanas krop så småt at dirre. Den sorte hoppe Ava, som var besat af Skyggerne, svarede ikke på de ord, Illana kort forinden havde ytret. Ord, som hun håbede kunne danne en form for neutral grund mellem de to, så Illana kunne vandre herfra uden at den sorte ville angribe. Dog var det ej, hvad der skete - for tværtimod synes den sorte slangehoppe nu nærmest manisk, og Illana kunne på ingen måde forudsige, hvad hun ville gøre nu. Illana's muskler var spændte under hendes tynde pels; hun måtte være klar på at slå ud, hvis den sorte nærmede sig.

Da den sorte snakkede, lagde Illana ørerne i nakken. Hun vidste udmærket hvad den sorte ønskede at få fat i; for det var ikke første gang, at Ava havde søgt at tage Lyset. Sidst havde de to dog ikke stået alene, og andre havde kunnet hjælpe den gyldne. Nu stod hun alene, og hendes chancer imod den sorte slangehoppe var ej store; for nok havde Illana styrke, men det var ikke noget hun formåede at udnytte særligt godt. Da den sorte snappede ud efter halskæden, slog Illana markerende et forben frem. Hun ville på ingen måde tillade den sorte at få fat i Lyset.

,,Lad mig gå, Ava."

[6]

[13]

"Med glæde...... Jeg bryder mig heller ikke om dit selskab. Men jeg kan ikke lade dig gå så længe du har noget jeg skal bruge."

Det ville jo være fuldkommen dumt bare at give efter for Illanas lille ønske og bare lade hende gå. Ville hun overdrage halskæden med krystallen til Ava skulle hun såmænd nok få lov til at gå uden at frygte noget som helst fra den sorte Ava. Hun var ligeglad med Illana. Hun havde ingen betydning for noget som helst, andet end at hun i øjeblikket var i vejen.

"Det behøver ikke være så besværligt alt sammen. Tænk på hvor meget lettere det ville være ikke at skulle have den krystal dinglende omkring halsen. Desuden....... Hvad har du at bruge det til?"

Hovedet blev lagt en anelse på skrå. På intet tidspunkt havde hun tænkt sig at lade den palominofarvede i nærheden af flugtvejen. Selvfølgelig kunne hun gøre et forsøg på at stikke af hvis hun turde, men hun kunne også være sikker på Ava ville være lige i hælene af hende og så ville der højst sandsynligt ske ubehageligheder.

Illana, den gyldne, med nærmest mekanisk tænderne sammen, da den sorte slangehoppe bad om at få halskæden. Illana vidste godt, at det var den hun var ude efter, men derfor stak det kraftigt i hoppens indre, da slangen sagde det højt. Illana fnøs afvisende, inden hun lagde sine guldfarvede ører ned. Den sorte hoppe ville aldrig få Lyset, og selvom Illanas evner til at forsvare sig selv var ringe, ville hun på ingen måde opgive et forsvar, hvis det kom så vidt. Samtidigt følte Illana hvordan Lysets energi nærmest trykkede sig som en skræmt fugl i krystallen, som søgte det at komme ud at dets bo og søge sikkerhed i Illanas egen krop. Det var dog ikke muligt, selvom det ville gøre slangehoppens forsøg på at tage halskæden ligegyldigt, hvis energien fra den var forsvundet.
Illana stampede atter i jorden, da den sorte slange nærmest nonchelant sagde, at Illana alligevel ikke skulle bruge den til noget; det var langt fra sandheden, men Illana havde godt luret hvad den sorte ønskede med disse provokationer - og Illana ønskede ikke at falde i dén fælde.

,,Du kan sagtens lade mig gå. Du har intet krav på noget i landet, ej heller halskæden om min hals. Så flyt dig, og lad mig vandre videre i min søgen."

Illana's toneleje var ganske roligt, trods hendes indre var frustreret. Selvom den gyldne var god til at forholde sig anstændigt og afslappet, betød det ikke, at hun ikke havde følelser der kunne komme i kog; hun tøjlede det bare bedre end mange. Hun fik ingen gavn af at råbe og skrige - overhovedet.

[10]

[15]

Ava fnøs. Hvad var det dog for noget sludder. Ava havde lige så meget krav på noget i landet som alle andre. At hun havde skygger flydene i sine årer i stedet for blod gjorde ingen forskel. Hun var stadig en beboer i landet. Stadig en Andromedarie.

"Du mener måske du har mere krav på lyset end mig? Du tager fejl......"

Bare fordi det var hende der rendte rundt med den halskæde betød det jo ikke hun ejede det. Det kunne godt være hun skulle "passe på" den og sørge for den ikke faldt i de forkerte hove, men de forkerte hove var vel relativt. Det kom meget an på hvilke øjne man så med. Hvilken side man holdt med. Og ifølge Ava var det allerede i de forkerte hove.

"Lyset tilhører ikke dig"

Illana fastholdt sin position, eftersom den sorte ikke var nærmet sig yderligere. Og imens hun årvågent holdt øje med den sorte, og lyttede til hendes nærmest spottende ord, forsøgte den gyldne ihærdigt at udtænke en vej ud. Hun kendte sine evner, både den fysiske og magiske, og umiddelbart var der ingen af dem, der var særligt velegnede til kamp. Hun kunne nok stå i et forsvar, men om hun direkte kunne angribe, det kunne hun ikke helt vurdere. Tungt trak den gyldne hoppe vejret, inden hun med fortsat lagte ører svarede på de ord, som Ava ivrigt forsøgte at pille hende ned med.

,,Lyset tilhører ingen. Hverken dig eller mig. Krystallen, som holder Lyset, er blevet givet til mig, og derfor får du den ikke. Jeg har hverken mere eller mindre krav på noget af landets righeder."

Illana fnøs sagte, så sagte at det dårligt kunne høres. Derefter tog hun modet til sig og trådte frem i den retning, hvor en udvej kunne findes. Hun var forberedt på, at den sorte slange ville spærre vejen, hugge ud eller sparke; men Illana havde et lille es i ærmet. Selvom Lyset i krystallen nærmest var blegnet væk, havde gemt sig, så kunne hun benytte sig af de evner hun besad; evner, der forhåbentlig kunne give hende et lille vindue til at slippe fra skyggehoppen. Og det gode var, at hun ikke behøvede berøre den snu slange for at bruge dem - og Illana vidste, at Ava ikke kunne skade hende fra afstand.

[13]

[26]

"Hvis jeg ikke har krav på landets righeder, så har du heller ikke. Du bør ikke rende rundt med en krystal med lyset i. Selv hvis den er blevet givet til dig, tilhører den ikke dig. Den tilhører Andromeda. Hvad du bærer rundt på er ikke din ejendel. Heller ikke min, men ser du, Jeg skal bruge den. Du kan få den tilbage bagedet hvis du mener den pynter så fint"

Ava var blevet mere snerrende i sine ord. Hoppen foran hende gik hende kun mere og mere på nerverne. Det var næsten som om vogterne automatisk mindede hende om, hvorfor hun hadede dem, lige så snart hun havde glemt præcis hvor meget det egentlig var. Selvom man kunne genkalde en følelse ville den aldrig være lige så stærk som når den kom af sig selv.

Så snart Illana tog et skridt i retningen mod frihed, hukkede Ava ud lige så hurtigt som en giftig slange der skulle fange sin aftensmad. Ikke efter hoppen, men krystallen.

Illana hørte godt den sorte; men det stod hende klart, at hun ikke kunne få den sorte Ava til at se ud over hendes idé om, at hun frit kunne tage krystallen fra den gyldne. Illana fnøs dybt, inden hun blot rystede på hovedet. Hun svarede den sorte, med én simpel sætning - en sætning, der bar præg af, at Illana ikke længere ønskede at fortsætte diskussionen.

,,Du får det ikke, Ava."

Hurtigt efter huggede Ava ud. Illana vidste godt der ville komme en reaktion, da hun trådte frem; og mest af alt havde hun nok forventet et bid. Dog var det rettet imod krystallen, der hang om hendes hals, frem for Illanas krop, og det fik Lyset til at skrige tavst - et skrig, som Illana ikke kunne høre, men føle. Instinkterne satte ind hurtigere end Illana kunne nå at tænke, og imellem de to hopper skød et skjold af det rene Lys frem. Et Lys, der var så kraftigt, at det ville få Skyggerne til at rive og flå for at komme væk. Illana havde ikke øvet denne evne meget, men hun vidste den var stærk - kraftfuld overfor Skyggerne. Illana hævede hovedet med et lettere sigende udtryk. Den sorte skulle flytte sig og lade hende komme væk - og det skulle være nu.

[23]

[30]

Noget der mindede om et skrig kom fra Ava i det øjeblik lyset ramte hende. Hun flyttede sig ikke med det samme, men vred sig i stedet i ubehag. Hun kunne mærke skyggerne indvendigt forsøge at søge væk, men hvis hun lod dem få deres vilje ville hun ikke få fat i den krystal hun var så tæt på. Alligevel tvang det hende til at træde et par langsomme skridt bagud. Det var som om skyggerne gemte sig eller på anden vis forsvandt. De efterlod hende med dirrende ben af udmattelse for at stå imod. Det var som om lyset i Avas øjne og de blå cirkler nærmest pulserede for at dø stille hen. Den blålige farve blev mere mat og på grænsen til noget blå-grå i stedet inden Ava til sidst måtte give efter og lade sig falde sammen. Hun var stærk, fysisk, men lyset var stærkere end hendes skygger.

"Vi er ikke færdige! Bare vent. Vi skal nok få fat i den halskæde......"

Lyset i halskæden blev gradvist mere klart, jo større afstand der kom til Skyggerne. Illana, og selve Lyset, kunne på en måde fornemme, hvordan Ava's skygger blev mere svage, og hvis Illana ikke tog meget fejl, nærmest blegnede den sorte slangehoppe. Skjoldet stod stærkt, nærmest pulserende af den kraftige energi, og da Ava trådte et par skridt bagud - om end modvilligt - trådte Illana lidt frem. Hun ønskede at skubbe Ava så langt tilbage, at hun kunne komme udenom, og dermed lægge så stor afstand til slangehoppen, at hun ikke længere kunne finde den gyldne. Illana prustede af anstrengelse; for selvom det kunne se ud som om dette skjold var selve Lysets skabelse, så tærrede det på den gyldnes kræfter at holde det oppe.

Ava's øjne og aftegn synedes underligt pulserende et øjeblik - af hvad Illana kunne se igennem hendes mur af Lys. Til sidst stoppede det, og det var som om den sorte hoppes skygger gav op for en stund; hun faldt sammen. Illana trådte nu sideværs, så hun endnu holdt muren af Lys imellem dem, og begav sig ned på den anden side af Ava, så hun nu kunne komme væk. Først da hun var tilfreds med afstanden, lod hun muren forsvinde.

,,Jeg håber inderligt, Ava, at vi ikke ses igen.."

Derpå vendte Illana rundt, og satte i en udstrakt galop væk derfra. Hvor hurtigt den sorte hoppe ville gå sine kræfter tilbage, vidste Illana ikke, og hun turde ikke blive hængende for længe for at finde ud af det. Afstanden mellem dem blev hurtigt øget, og snart var Illana borte i skovens indre, på vej tilbage imod Leventera, og hendes hjem Teylar.

Afsluttes
[24]

[44]

"Faz naah, Illana! Zu'z fen siiv hi! Du kan løbe men du kan ikke gemme dig"

Ava måtte bruge en stor del af sine sidste kræfter på at råbe efter hende. Selv hvis hun ikke havde gjort det, var sansynligheden for hun bare kunne rejse sig op i løbet af 5 minutters tid ikke så forfærdelig stor. Sidste gang skyggerne havde trukket sig og flygtet, havde hun været på Foehn. Der kunne hun hurtigt samle sin energi igen. Trække lidt på skyggernes kræfte, der var at fornemme på hele øen, men på Chibale? Her fandt hun intet andet end træer og de skygger de efterlod når solen forsøgte at skinne igennem dem.

Hun følte sig udmattet og det var som om kræfterne stadig var igang med at forlade hende. Jo tungere hovedet blev, jo længere ned sank det, og til sidst måtte hun lade det hvile mod forbenene. Øjnene blev lukket for at finde roen og en smule koncentration. De hviskende stemmer var stort set væk, og det var ikke noget Ava brød sig særligt meget om.

"Hon hi zu'u. Zu'u yah hin aak"




Betydning:
Faz naah - fanden tage dig
Zu'u fen siiv hi - Jeg vil finde dig
Hon hi zu'u - Kan i høre mig?
Zu'u yah hin aak - Jeg søger jeres hjælp