A Magical Event | Ava

Den sorte hingst var vandret til Chibale – egentlig ikke med noget formål, men bare fordi hans vandring havde ført ham hertil, frem for kun at opholde sig på Foehn.
Mange af de almindelige sjæle og sågar også Vogterne, søgte til Foehn, vandrede rundt der, som om det var det mest naturligt for dem; så hvis de kunne betræde hans hjem, hans land, så kunne han også betræde deres! Ja, den hjerteløse vandre gik bestemt efter ordsproget der hed ”noget for noget”. Så nu vandrede den sorte skyggehingst på Chibales træbeklædte ø.

Hans sorte ben bar ham afsted med lange og maskuline skridt, og det store korpus blev holdt rankt og stolt. Hans blik gled frem i et ryk, idet der pludselig kunne ses et meget skarpt lys ude i det fjerne, mellem træerne. Et lys, der var så skarpt, at det fik hans mange skygger til at hyle i hans indre, og de forsøgte at gemme sig væk i hans sorte skind. Den hjerteløse vandrer stoppede op, med en stiv bevægelse, mens de isblå pupilløse øjne stirrede i lysets retning, som langsomt forsvandt. Han bevægede sig fremad igen, smygende mellem træerne, mens ørene klistrede sig bagud – hvad foregik der? Han vidste godt, at det nok var en Vogter der havde udsendt dette lys; men hvorfor?

Tanken fløj igennem hans sorte sind; var en søster eller broder i bekneb?
Han satte fremad i en taktfast trav, inden han kastede sit store korpus frem i en kontrolleret, men meget hurtig galop. Han brummede i mørke og truende toner, ganske højlydt, idet han kunne se Ava ligge der på jorden, fladt og nærmest livløs i hans øjne – men så hørte han hendes ord. Hun var i live. Imellem træerne kunne han kort ænse en skikkelse, en gylden en af slagsen. Det måtte være Illana. Volontaire hukkede sine forhove i jorden, da han kom til Ava’s front. Han stillede sig ind foran hende, med bagparten i hendes retning og hamrede begge forhove hårdt i jorden, mens han udstødte et hyl der kun ejede mørke og advarende toner; ingen, INGEN skulle komme i nærheden af de to skygger nu. Den gyldne skikkelse var helt væk nu, og derfor drejede han smidigt omkring sig selv, og lod hovedet falde ned til Ava der lå der.

,,Ava?”

Brummede han i mørke toner, og puffede til hendes pande, der var beklædt med de blå farver, præcis som hans egen krop var. Han lagde sig ned på sine knæ, og lod bagparten lægge sig ned også. Han brummede atter, og lod sin mule hvile imod hendes skulder, mens hans skygger begyndte at danse henover Avas krop, mængede sig med hende, og hvislede til hendes skygger, som søgte de at fortælle deres skyggefællesskab, at kysten var klar. De kunne godt komme frem igen.

[45]

"Zeymah..... Vokunne.... Jeg var ikke stærk nok"

De blå cirker havde stadig en grå-blå farve, men pulserede alligevel en smule mere kraftigt. Det var som om hun kunne trække en smule på skyggerne fra sin skyggebror. Det ville ikke være nok på længere sigt. Hun måtte tilbage til Foehn, hvis hun skulle kunne genvinde sin fulde styrke hurtigst muligt.

"Jeg må tilbage til Foehn, men jeg kan ikke alene...."

Under alle omstændigheder var hun nødt til at vente lidt tid. Skyggerne var hendes livskilde. Der flød ingen blod rundt i hendes årer, kun skygger. Dem der ikke var flygtet var højst sandsynligt brændt op af det skarpe lys, på trods af det skulle igennem hendes pels og krop først. Men skinnede det stærkt nok ville det heller ikke være helt umuligt. Der skulle ikke meget lys til for at fjerne en skygge, hvis bare det ramte rigtigt.

"Vi kan ikke klare os alene. Det her er ikke første gange. Det er den værste gang indtil videre."

Ava havde før stået ansigt til ansigt med lys-hoppen, men den gang havde Mindraper blandet sig. Han havde været skyld i hun kunne slippe. Havde hun bare haft chancen dengang, var hun nok ikke lige så stærk som nu. Ava lod hovedet søge tættere på den anden skygge.

"Vi har mistet al respekt. Hvor er Fuyu?"



Betydning:
Zeymah - Bror
Vokunne - skygger/skyggerne

Den sorte vandrer lå ved Ava’s side – og der havde han skam tænkt sig at blive liggende, så længe at hun ikke kunne rejse sig. Han ville ikke vandre væk fra sin skyggesøsters side, for han ville ikke lade hende ligge der, ude af stand til at beskytte sig selv og dermed deres Skygger, deres fællesskab. Han lyttede til hende, lyttede til hendes ord. Hun havde ikke været stærk nok, hendes krop var bukket under for Vogteren af lyset. Og han forstod det godt – Illana havde stærke kræfter, ikke at han havde oplevet det på egen krop, men han huskede godt deres vandreture, dengang han endnu ikke var en skyggehingst, men hvor hun var en Vogter. Det havde hun været længe; og derfor var de magiske kræfter nok kun blevet stærkere og stærkere med tiden. Ligesom for skyggehestenes vedkommende, for deres magi voksede også sammen med deres fysiske styrke.

Volontaire brummede i mørke toner, og rettede blikket rundt om dem, opmærksomt. Ingen skulle overraske dem, ingen. Og han skulle nok sørge for, at de der vovede sig nærmere dem, kom væk i en helvedes fart. Ava skulle tilbage til Foehn, det vidste han. For hun skulle heale, hendes skygger skulle tilbage og have mere kraft, for at live hendes krop ordentligt op igen. Den gyldne Vogter måtte have brugt meget energi på at skade Ava sådan, og det fik vrede frem i hans pupilløse øjne.

,,Jeg får dig til Foehn, Ava. Om jeg så skal bære dig hele vejen!”

Sagde han, med en dyb og stædig stemme. Han ville bære hende, hele vejen hvis det var nødvendigt. For hun skulle hjem. Og han var den der bedst var i stand til det, af alle deres søstre og brødre, for han var stærkest i sit korpus. Hun talte igen, og han lyttede – hun sagde de ord, som han så længe selv havde tænkt. De kunne ikke klare sig alene, de skulle stå sammen. Respekten var væk; og det samme var Fuyu. Volontaires øre røg kort i nakken, tænksomt og samtidig vredt. Han var skuffet over deres leder, skuffet over at han var væk og forsvundet fra Foehn.

,,Fuyu har ikke vist sin hvide skikkelse i evigheder. Jeg tror ikke længere på, at han kommer tilbage. Noget må havde jaget ham væk, væk fra os og Dem. Ava, det er på tide at flokken, fællesskabet, får nogen at følge – nogen at søge råd hos. Vi må samle os, samle vores brødre og søskende. Og vi to, skal stå sammen. Lede dem. Vi er de stærkeste, Ava; lad os føre dem, De, og følge Hans befalinger”

Volontaire talte med en dyb stemme, og kiggede ned på den Sorte Ava der lå der på jorden. Hun var svag lige nu – men det var hun ikke normalt. Der var hun stærk, fysikken hos hende fejlede intet; og det gjorde den heller ikke for den sorte Volontaire. De kunne udrette store ting de to, og de kunne bære flokken langt – de ville vinde. Vinde over Andromeda og udslette Vogterne!

[12]

[46]

"Kogaan"

Ava stolede langt fra på ret mange. Faktisk var det kun meget få hun turde overlade sig liv til. De fleste af dem var skygge-brødre eller skygge søstre. Men selv blandt dem, var det ikke alle hun stolede lige meget på. Hun havde trods alt oplevet en forædder iblandt dem, som oven i købet var halv skygge, selvom han ikke var indviet. Den anden halvdel havde været for stærk og taget over. Lyset igen der havde sat sine spor på Foehn. Det var rædsomt og forkert.

"Drem, zeymah... Hvad vil du gøre hvis han dukker op igen? Kæmpe imod ham? Han var den første, mener jeg. Den første Alduin tog til sig"

Det ville ikke være smart at gå imod en skyggebror, hvis det oven i købet far den førstevalgte. Den første af deres slags. Deres overhovede, deres storebror. Der var kommet en smule mere lys i de blå aftegn, og en lille smule mere liv i den lille hoppe. Hun var ikke stor, men hun var stædig og hun bar en styrke der var stor i forhold til hendes størrelse. Hun var bestemt ikke ufarlig, men om hun ville kunne stå ansigt til ansigt med skygge-ræven og komme ud i live på den anden side af en kamp, var hun alligevel ikke sikker på.

"Men jeg er enig, Volontaire. Der må gøres noget. Vi der er tilbage må stå sammen. Vi må genskabe sikkerheden på Foehn. Vores sikkerhed vel og mærke. Jeg har set lyset med mine egne øjne. Mærket lyset. Det var ikke vogtere der bragte det med sig. Bragte ham med sig. Hvis det sker, er det ikke kun vogterne vi skal værne os imod. Det er alle. Jeg vil ikke tillade dem at rende frit rundt i vores hjem. Ikke nu hvor jeg har set de kan bære lyset med sig. Vi må holde sammen... Er du med mig?"




Betydning:
Kogaan - Tak / Jeg takker / noget man er taknemlig for
Drem - tålmodighed
Zeymah - bror

Han brummede i mørke toner, og nikkede kun ganske kort, som svar til hendes ‘tak’, af at han ville hjælpe hende. Hun behøvede ikke at takke; for hun var en del af fælleskabet og en del af ham – når hun var svækket, svækkede det hele broderskabet; og den sorte hingst havde brug for dem alle, for at de til sammen kunne være stærke nok til at yde modstand i mod den verden, som snart skulle forandres til det bedre – hvis det da stod til ham.

,,Hvis han kommer tilbage, vil jeg lade broderskabet bestemme. Vi er et fællesskab – og jeg forventer, at hver skygge er i stand til at sige deres mening og at deres ord er sande. Hvis han kommer, må det være op til Skyggerne, Os, Dem, at bestemme hvem der skal lede vores flok.”

Han nikkede eftertænksomt. Han kunne godt slås imod Fuyu – det kunne han. Men at slås imod en skyggebror, så han ikke som nogen god løsning. Han ville slås, hvis Fuyu selv ønskede at vinde flokken tilbage på den måde; men selv så han det som en bedre løsning, hvis de i fællesskab istedet kunne stemme om, hvem der skulle lede dem og guide deres vej.

,,De har ikke noget at gøre på Foehn, Ava. Og det er på tide at de ser, at så længe de vandre til vores land, invaderer det med deres slangehviskende tunger, at så vandre vores broderskab også frit. Vi skal vokse – men ikke med alle og enhver. Jeg er med dig, til den bitre ende Ava; og længere end det, hvis det er muligt.”

Han snakkede stadig med dybe og hæse toner, inden han kneb øjnene lidt i.

,,Kan du rejse dig?”

Han kiggede hende ind i de blå øjne, der stadig havde pupiller. Selv var hans isblå øjne pupilløse, og det var nok det der skræmte de fleste. For mange så øjnene som værende et spejlbillede af sjælen; og den havde han da endnu, sjælen. Men den var delvist ejet af Skyggerne, af Ham.

[13]

[49]

"Et fællesskab.... Vi var et fællesskab. Nu er vi intet andet end flakkende skygger. Vi kan blive et fællesskab igen, men det kræver vi finder alle der er tilbage, og samler dem....."

Det var med garanti ikke nogen nem opgave. Men hvis det var meningen det skulle være nemt, ville hvem som helst jo kunne tage skyggerævens plads. Der måte arbejdes for det. En ting ville være at ville lede fællesskabet, noget andet var rent faktisk at kunne gøre det.

"Mu kent orofaal fir"

De der vovede sig ind på Foehn, måtte jages væk, hvis ikke de frivilligt ville gå, eller lokkes med til ildbjergets top og ofres til Herren. Hvis rygtet begyndte at spredes, at dem der satte deres hove på Foehn ikke kom uskadte derfra, hvis de overhovedet kom derfra, ville det med høj sansynlighed mindske trafikken til øen.

"Måske"

Ava var ikke sikker på om hun kunne, men alligevel flyttede hun på sig for at komme op at stå. det gik lige, men benene føltes stadig en smule som gelé. Hun måtte bruge nogle sekunder på bare at stå med benene let spredte for ikke at vælte som et lille føl.

"De skal få det betalt...... Dette får mig ikke til at trække mig. Tvært imod. Og jeg begynder at kunne se et mønster. Det er lyset. Jeg er ikke stærk over for lyset. Vokunne er min livskilde. Kan vi få nogen på vores side, som ikke er brødre eller søstre, har vi en meget stor fordel........"

Hun tog et enkelt skridt fremad, og var allerede der ved at vælte igen. Hun måtte tilbage til Foehn, og det kunne kun gå for langsomt. Den svaghed Ava følte i hele kroppen gjorde hende ikke mindre mild en normalt. Tværtimod. Den gjorde hende mere stædig, mere arrig og dermed mere farlig. Man skulle ikke sige hende ret meget imod, hvis ikke man var var bror- eller skyggesøster.

"Ruth!"




Betydning:
Mu kent orofaal fir - vi må genvinde respekt / respekten
Vokunne - skygger / skyggerne
Ruth - bandeord

,,Og dem finder vi – det er på tide at alle samles. På tide, at vi tager vores egen skæbne i hånden, sammen med Ham, Dem, Skyggerne, vores Herre. Vi kan ikke bare se til længere, Ava”

Svarede han hende, med den dybe og mørke tone, inden han lod de isblå øjne hvile en omgang omkring dem. Han var deres beskyttere lige nu, ikke kun sin egen beskytter, men også hendes. Kom der et angreb imod de to skyggeheste, var det kun den hjerteløse hingst der havde muligheden for at svare tilbage med et angreb eller et forsvar af de to sjæle. Og ikke nok med det, befandt de sig også i de fremmedes land, for det her var ikke deres skyggeø – det var i stedet en ø, hvor mange af de ækle vogtere vandrede frit omkring.

Han nikkede kort af hendes ord, hun havde ret. De skulle genvinde respekten; og det skulle ske snarest muligt, det var der ingen tvivl om. Han rettede blikket ned på hende, da hun begyndte at lægge an til at rejse sig. Selv stod han hurtigt op, og lod sit store korpus rette sig ind til hende, således at den sorte hoppe kunne hvile sig imod hans sorte korpus. Men som hun stod der, med benene spredte som et lille nyfødt føl, var Volontaire, skyggevandreren godt klar over, at hun ikke ville komme til Foehn på denne måde. Han kneb øjnene sammen, eftertænksomt. Men han nåede ikke at sige så meget, før hun talte. Tale om lyset og dets energi. Det fik den sorte Volontaire til at gløde indeni, gløde og ulme. Lyset var for stærkt. Han fnøs hidsigt, men ikke til den sorte Ayvah.

,,Vi skal finde en, der kan vandre til deres flok, uden at være skygge. En sjæl der er villig til at arbejde for os, men som også er uskyldig og ren, i deres sind. En, der kan blive i deres flok, deres tryghed, for blot at fortælle os om individerne, deres styrker og deres svagheder”

Han nikkede dybt, og så til, mens hun tog et skridt fremad. Hun var ved at skvatte, og Volontaire var hurtig til at tage sin nakke under hendes halv.

,,Ayvah, lad mig bære dig tilbage.”

Det var ikke så meget et spørgsmål til hende, mere en bøn og on konstatering; for hun ville ikke komme væk fra denne ø, uden at tage imod hans hjælp om at bære hende. Og hun skulle hjem. De skulle hjem!

[15]

[76]

"Zeymah, du har ret. Endnu en gang. Vi må vise vi ikke giver op. Vise vi ikke er så svage som de tror. Vise at vi sagtens kan stå samlet. Vise at de har noget at frygte... Respektere... At de ikke bare kan vandre rundt i vores hjem uden at blive straffet."

Hun støttede sig til sin skyggebror da det var nødvendigt. Hun brød sig ikke om at vise den form for svaghed - at hun havde brug for hjælp. Det var ikke sket i lang tid, og det skulle bestemt heller ikke til at blive til en vane.

Ava havde fejlet igen, og denne gang var der ikke andre end hende selv at pege fingre ad. Der var ikke nogen der var gået i vejen denne gang. Hun havde bare været for svag. Endnu en ting hun ikke brød sig spor om. Der var ingen tvivl om hun fra den dag af ville arbejde for at blive stærkere. Have mere kontrol over hendes evne, og ikke mindst ikke lade andre overrumple hende. Der var ingen mercy når det kom til vogterne - hopper eller hingste.

"Jeg har tænkt samme tanke. Men det skal være en der ikke lader sig hjernevaske af deres vogter-pjat. En der er stærk nok til at modstå dem, men samtidig vil tjene Herren uden at kræve kontakten til skyggerne. En der ikke kræver magt."

Den slags var sikkert ikke nem at finde. Men det betød ikke Ava ikke ville lade være med at søge. Det kunne måske endda være nogen kunne lokkes med til Aljun og joine dem som uindviet med et løfte om "betaling" for sine tjenester........

"Jeg skal bare tættere på Foehn..... Der kan jeg genvinde min styrke. Måske er støtte nok?"

Volontaire stod stødt og tungt på sine hove; han stod fæstnet til hende side, for at støtte hende i hendes skridt. Han have ingen intentioner om at forlade den sorte Ava, for han ville beskytte hende, værne om hende, og sørge for at ingen kom i nærheden af dem i dette øjeblik.
Han ville til hver en tid kæmpe deres kamp, den sorte hjerteløse hingst; for de var ét, de var et fællesskab, de var Skygger.
Den sorte skyggehingst rakte en del over hendes højde, og dette gav en fordel lige nu, fordi han dermed var nemmere at bruge som en støtte for Ayvah.

,,Vi finder den rette, Ayvah. Det vil måske tage tid, men hellere det end at tage den forkerte, så fordelen ikke længere er hos os. Men vi må samle alle, samle vores brødre og søstre; men først når du har genvundet din styrke.. Vi er de stærkeste i flokken, og dem der skal være i fronten.”

Han nikkede dybt og eftertænksomt. Det var de to, der skulle lede flokken; sammen. Han kunne ikke se andre gøre det, men det skulle stadig være en fælles beslutning de tog i broderskabet; og hvis de valgte en anden, måtte skyggehingsten blot accepterer broderskabets valg. Hun ville helst gå, og det forstod han. Selv ville han aldrig lade en bære ham, men i en situation som denne, så han ikke Ava som svag eller slået; hun havde blot mødt magiske kræfter, hun ikke kunne stå imod alene.

,,Det er dit valg, Ava. Jeg bliver ved din side, så længe du ønsker det”

Han nikkede dybt, og brummede i mørke toner, mens hans skygger smygede sig omkring ham, men også hen på hende, kærtegnende. De fortsatte deres vej, med et mål for øje; øen Foehn!

[17]

[82]

Ava tog en dyb indånding og lukkede luften ud med en eftertænksom mine. Det ville helt klart tage tid, men om nogen kunne lokkes uden deres magtsyge var ikke sikkert. Alle dem hun havde mødt der ønskede at hjælpe Herren, var alle sammen nogen der ønskede de kræfter skyggerne kunne tildele - og tit af egoistiske grunde. Hun brød sig ikke om dem. Hun kunne ikke stole på dem. Nok var de skyggebærer også - men når de var det af egoistiske grunde, hvordan kunne de så være ét med alle andre?

"Jeg er bange for det bliver svært at samle alle. Jeg kender minimum en, der har joinet os, joinet dem, af egoistiske grunde. Han ønskede kun den magt vokunne kunne give ham - og at joine os, joine dem for at få skyggernes gave. Jeg stoler ikke på ham."

Ordene kom fra et mørkt sted. Det sted i Ava der besad aller mest had. Næsten samme had der var rettet mod vogterne. Dem der kun ville joine fællesskabet for at få magt, ville hun ikke lægge sit liv i hovene på. Når det først kom til en kamp - ville han så overhovedet hjælpe til eller bare vente på de alle var udryddet til han var den eneste tilbage med skyggernes gaver og magten over Herren og Foehn.

"Jeg takker"

Denne gang var tonen blødet lidt op. Hun havde ingen grund til ikke at stole på hendes skyggebror, når han stod der og tilbød hans hjælp - ikke bare tilbød den, men rent faktisk reagerede på hendes brug for hjælp. Og selvfølgelig fordi han tillod hende at prøve den løsning der fik hende til at føle sig mindst svag. Med støtten kunne hun også bedre træde nogle skridt fremad, og sørge for at læne sig til den ene side, hvis hun følte hun var ved at få overbalance.

Volontaire gik stødt ved den sortes side, langsomt og fulgte hendes tempo. Han trådte ikke hurtigere end hende, og hvis hun var ved at miste balancen, var han hurtig til at skubbe sin skulder imod hende, for at forsøge at holde hende oprejst. Skyggerne på ham dansede videre på ham, men mere langsomt, for de forsøgte at live hendes skygger op igen, og delte sig op således at de både holdte energien i ham, men også søgte at live Ava’s skygger op igen, så deres søster kunne komme tilbage til i sin fysisk form igen.
Hun havde ret i det hun sagde. Mange søgte deres fællesskab med kun magt for øje; og det var forkert. Som fællesskab skulle de stå sammen, for kun sådan ville de være stærkere end vogterne og de andre. Men hvis de hver især hev i deres egen retning, og ikke ønskede at være en del af et større komplot, gjorde det det svært for dem at følge Ham, Skyggerne, og deres ønsker. Han brummede i en dyb og eftertænksomt tone, en anelse utilfreds over sine egne tanker – hvor vovede de, at blive en del af Dem og Ham, hvis ikke de ønskede andet end selvstændig magt?!

,,De der ikke ønsker at være en del af fællesskabet, må vi tage hånd om, Ava.. Vi må se, hvad de i virkeligheden vil.. Måske kan vi finde en måde at bruge dem på alligevel – for ikke alle vil overleve, når vi går imod vogterne. Ofre vil og skal ske”

Han nikkede dybt og et smil bredte sig på hans mule. Ville de ikke være en del af fællesskabet, måtte de ofres i deres tjeneste, uden at de fik nys om dette. Hun takkede ham, og han nikkede kort til svar. Der var intet at takke for – for dette var noget han ville gøre for alle dem og De, der var en del af ham selv, en del af Dem. Volontaires blik gled rundt, meget opmærksomt, inden det røg fremad; for stranden kunne nu svagt ses ude i horisonten, mellem de mange træer. De var snart ved udkanten af Chibale – men der var lang vej til Foehn herfra, for først skulle de betræde den sanddækkede ø. En ø, som han hadede så inderligt, fordi der ikke var meget skygge at finde. Han gruede kort ved tanken, og det kunne mærkes ved, at han spændte op i musklerne. Men Ava ville aldrig klare at svømme direkte til Foehn, ikke sådan der. Så der var to muligheder.. Enten at hun lod sig læne på hans ryg, igennem vandet til Foehn, eller at de holdte et hvil på Zenobia, øen af sand.

,,Hvad ønsker du, Ava? Et hold på Zenobia, eller ryggen af mig til Foehn?”

Han ville gøre som hun ønskede – os selvom det måske var til øen Zenobia.

[22]

[86]

Ava delte hans utilfredshed. Der var i forvejen ikke ret mange hun stolede på, og egoistiske skabning ikke ligefrem bedre. Bare ordet "egoist" fik hende til ikke at stole på dem. Hun stolede ikke på vogterne heller. Stolede ikke på de lyselskere der til hver en tid ville stille sig i vejen for at standse hende, hendes brødre og hendes søstre.

"Du har ret, zeymah. Nogen af os vil falde. Nogen af os skal distrahere, mens andre udfører den egentlige plan. Dem der ikke følger ordre kan ikke bruges. De er her ikke for at tjene Herren. De er der kun for at tjene dem selv"

Så enkelt var det måske ikke. Men i store træk var det sådan det hang sammen. Man kunne sagtens sige man gerne ville følge ordre - hjæpe skyggerne, udføre deres planer - men det var ikke det samme som rent faktisk at gøre det, uanset om prisen for det ville være den visse død. Ava selv var en af dem der ville gøre hvad som helst for at behage skyggerne - hendes brødre og søstre. Men hun havde alligevel sine forbehold når det kom til andre skyggebærer.

"Hun ønsker at komme til Foehn. Men er du sikker på det kan lade sig gøre uden at blive ydmygende?"

Hun kunne i hvert fald ikke hænge på tvers uden at det ville ligne hun var et eller andet bytte der var blevet nedlagt. Og det var jo heller ikke sikkert han rent faktisk ville kunne bære på hende. Måske var hun ikke så høj, men så længe hun ikke selv kunne hjælpe så forfærdelig meget til, var det nok en smule sværer.

Den sorte skyggehingst stod stille og lod blikket vandre henholdsvis i Zenobias retning og derefter øen Foehn. Der var et godt stykke vej. Han lyttede til den sorte Avas ord, og hun havde ret. De der ikke lyttede og ikke ønskede fællesskabet, kunne de bestemt ikke bruge til meget - og dog. I Volontaires sind, kunne de bruges som lokkemad. Som ofringer. Nogle skulle dø i denne kamp, og nogle skulle sendes i front. Så det var en mulighed at sende de der ikke ønskede andet end magt, i fronten for dem; og lade dem miste livet. Men hvis de da slet ikke ønskede at samarbejde, så ville han bestemt ikke være bleg for selv at likvidere dem; uden tøven.
Hans smil trak op i mulen, ganske kort, ved sine egne tanker og de hvislende skyggers stemmer. Ak ja, de skulle nok finde en løsning!

Han svirpede med sin sorte hale, og lod blikket falde ned på den sorte Ava, der ønskede at komme til øen Foehn; men som også frygtede at blive ydmyget på vejen. Han forstod hende godt. Volontaire trak ganske kort på skuldrene, og kneb øjnene en smule i, mens han betragtede hende og tænkte over sine ord.

,,Ydmygheden vil forsvinde igen. Istedet skal du fokusere på, kære Ayvah, at du kommer hjem og kan samle dine kræfter; og blive stærkere end nu. Jeg skal gøre mit til, at det ikke bliver for ydmygende - men det er dit valg"

Han kunne lyve, sige at intet var ydmygende. Men sådan var han ikke, den sorte Volontaire - for han ville selv hade situationen!
Ordene døde ud, inden den hjerteløse vandre kort puffede til hende, for at gøre hende klar på, at de skulle frem til vandet, og derefter trådte han ud i det salte vand. Han trådte helt ud, så det gik ham til skuldrene.

,,Når vandet er lidt dybere, så svømmer jeg under dine forben. Du kan ligge over mig med forkroppen hvilende mod min ryg. Tag et tag i min man, for at holde balancen; det er den hurtigste måde at nå til Foehn. Og ellers svømmer vi side om side til Zenobia, Ava. Hvad ønsker du?"

Han spurgte igen - for han ville ikke tvinge hende til at støtte på hans ryg, hvis hun helst så dem svømme til Zenobia først og tage et hvil istedet. Han kiggede afventende i mod hende.

[27]

"Jeg er ikke så sikker...... Men du har ret. Jeg skal fokusere på at samle mine kræfter"

Ava havde aldrig rigtig været god til at modtage hjælp. Ikke når muligheden bød sig, selvom det ikke var ret tit. For det meste var der ikke noget hun ikke kunne klare selv. Ikke efter hun havde givet sig selv hen til skyggerne. Volontaires puf fik Ava til at tage nogle få skridt fremad som en start, mens hun lod ham følge med. Hun overvejede mulighederne lidt igen. Selvom hun først havde sat sig for at skulle direkte til Foehn, så var det måske en bedre idé at bide turen over i to. Det ville jo også blive svært for ham, hvis han skulle bære både sin egen og hendes vægt.

"Der er kortere til Foehn end Zenobia..... Men dybere end fra Zenobia til Foehn. Men det er lige så dybt hvis ikke dybere fra Chibale til Zenobia. Måske er det smartest at tage direkte til Foehn....... Jeg vil gerne prøve at svømme.... Hvis ikke det går, kan vi tage plan B?"

Hun lod blikket glide mod ham, inden hun rettede det fremad igen. Hun havde taget turen til Zenobia mange gange, men på det seneste var det Chibale hun begav sig imod. Det var trods alt der hun håbede på hendes datter ville dukke op. At nogen rent faktisk havde holdt sit ord og ville hjælpe hende. Men for hver dag der gik, blev håbet mindre og mindre.

Den sorte hingst stod og betragtede hende, afventede hvad den sorte Ayvaaah ville. Han havde ikke tænkt sig, at gå imod hendes vilje; for det var der absolut ingen grund til. Og hvad skulle han også få ud af det? Istedet forsøgte den hjerteløse vandre, at væbne sig med tålmodighed – og det havde han egentlig ikke så pokkers meget af. I hvert fald ikke altid.
Han brummede i dybe toner, mens hun så ud til at stå og fundere over, hvad der var bedst for hende, og mindst ydmygende.

En beslutning blev taget fra den sorte skyggesøster, og han nikkede ganske roligt, og gav hende blot lov til at bestemme hvilken vej hun ville i havet, og hvordan. Hun ville svømme – og det forstod den sorte hingst egentligt ganske godt.
Han ville nok selv have gjort det samme, og kun søgt hjælp hvis han virkelig var nødsaget til det.

,,Vi svømmer mod Foehn; slipper kræfterne op, så siger du til. Så støtter jeg dig resten af vejen”

Han brummede i eftertænksomme og mørke toner, inden han gik lidt længere ud i vandet, og derefter stod stille igen. De pupilløse øjne blev drejet mod Ayvah, som han ønskede svømmede forrest, så han kunne se hende, og hjælpe hende, hvis behovet var der for det.

,,Jeg følger dig, Ayvah”

Nikkede han så, og forblev stående afventende.