A Magical Event | Ava

[47]

Ava gjorde et enkelt nik med hovedet. Et enkelt, en bestemt nik. Beslutningen var blevet taget nu, og hun havde ikke tænkt sig at ombestemme sig. Ikke hvis hun kunne undgå det. Selvfølgelig ville det være nødvendigt hvis det viste sig hun ellers ville ende med at blive taget af bølger eller understrøm, for selvom hun ville give sit liv for at hjælpe mørket, hørte det at drukne ikke til. Det var jo bare ren og skær stædighed fra hendes side af - noget hun havde været siden hun var helt lille.

Et blik blev kastet hen over skulderen og tilbage mod Volontaire, før det gled ned mod vandet der skyllede hen over hendes hove og klaskede mod hendes ben. Hun var ikke et sekund i tvivl om han ville følge efter hende. Volontaire var en af dem hun ville stole blindt på - eller i hvert fald næsten. En skyggebror der havde valgt samme vej som hende, men ikke kun for at få magt over alle andre. Der var ikke mange hun turde stole på, men nogle af hendes brødre og søstre ville hun ikke tvivle på - bare ikke alle.

"Jeg har ikke en chance mod Illana..... Jeg ved ikke med jer andre. Jeg ved ikke engang om det er nok hvis vi er en hel flok.... Tror du det ville være nemmere hvis hun kunne lokkes til Foehn?"

På den måde kunne de i hvert fald håbe på lidt hjælp fra de brødre og søstre der ikke havde knyttet sig til en skyggebærer - selvom der også ville være risiko for hun trak lyset med sig. Hvis to neutrale kunne gøre det, ville hun vel også kunne. Men man kunne også håbe på mørket på Foehn kunne neutralisere noget af lyset. Idéen kom til hende, som hun stod der og så mod den ø, hun egentlig skulle over til, men som hun tøvede en anelse med at svømme hen til, på grund af hendes egen svaghed. Men det var også det, der havde fået hende til at tænke over hendes fjendes svagheder.

Der gik yderligere nogle øjeblikke, før Ava tog en dyb indånding, og trådte længere ud i vandet. Det sænkede hende jo længere det nåede op af hendes ben, men alligevel lod det til at have en lille hjælpende effekt også, da hun nåede til det punkt vandet hjalp med at holde hende en anelse oppe.

"Volontaire?"

Den sorte hingst betragte Ava, der stod der i vandet, mens det klaskede op imod hendes ben. Han var i tvivl om, hvorvidt den sorte hoppe ville klare turen på egen hånd, og han var derfor også hele tiden klar til at træde ned langs hendes side, hvis hans hjælp skulle bruges. Generelt var han ikke meget for at hjælpe andre, men når det gjaldt hans skyggebrødre og søstre, ville han til en hver tid hjælpe dem, guide dem og beskytte dem. Han ville endda gå i døden for dem, hvis det var sidste udvej.
Hun talte nu, den sorte søster. Talte om Illana, og at hun ikke havde en chance imod hende. Volontaire lyttede til hende, og kom med nogle mørke og eftertænksomme brummende lyde, inden han trådte lidt mere med hende ud.

,,At lokke Illana, lyshoppen, til Foehn, tror jeg ikke er nemt. Hvis hun skal lokkes hertil, skal det være fordi vi har noget at lokke hende med, eller at vi lader som om, vi har noget at lokke hende med.. Vi skal kende hendes svagheder, hvem hun har nær. Kan vi få dem til Foehn, holde dem fanget her, kan vi måske lokke hende. Men hun er klog; og jeg tvivler på, at hun nogensinde ville sætte sine hove i vores hjem, uden at have andre vogtere ved sin side, Ava”

Svarede han, med dybe og hæse toner. Han havde kendt denne lyse hoppe i mange år, og hun ejede klogskab. Han tvivlede stærkt på, at lyshoppen ville gå til Foehn, uden at have de andre med sig, for hun ville vide, at det var det rene selvmord at komme her alene. Ava kiggede bagud på ham, og lød nu spørgende. Volontaire trådte længere ud til hende, og rettede blikket på hende.

,,Mhm?”

Mumlede han med den mørke tone, besvarende til hendes spørgende tone. Mon noget gik hende yderligere på?

[4]

10

Ava måtte give efter for et smil. Lokke Illana til Foehn… Svært… Måske… Men Ava havde alligevel et par idéer og måske ville det ikke blive helt så svært som andre måske lige gik og troede. Hun vidste godt Volontaires veje havde krydset Illanas, men Ava havde været i samme flok som hende. Havde delt ”familie” med hende og derudover havde hun en lille smule info om, hvordan hun rent faktisk kunne lokkes.

”Hvordan var dit forhold til Illana?”

Spørgsmålet var måske meget direkte, men der var heller ingen grund til at pakke det ind. Hvis han kunne bruges ville det være en plan. Så var der i hvert fald en plan A og B – og hvis de var heldige kunne de måske komme med en C også. Det var i hvert fald ikke helt umuligt. Slet ikke hvis de alle sammen stod sammen og handlede som en i stedet for mange.

”Hvor godt kender du til vores brødre og søstre?”

Skyggesøsteren havde mødt nogle stykker af dem. Den hvide skyggesøster, Volin og selvfølgelig Volontaire. Hun havde aldrig snakket med den hvide skyggesøster siden den dag hun sluttede sig til broderskabet – kun den hjerteløse og ræven. Hun nærede en kærlighed til dem alle, men ingen af dem så meget som til den hvide skyggeræv, der ikke var blevet set længe. Hun havde holdt af ham som mere end bare en bror. Noget der måske også kunne have taget del i hendes situation. Den splittede familie og følelsen af at være alene.

Ava forventede ikke et svar med det samme, for hun ville ikke selv være i stand til at føre den helt store samtale, hvis hun samtidig skulle sørge for at holde hovedet ovenvande. Det krævede i forvejen en del af de kræfter hun havde tilbage, men jo tættere hun kom på Foehn, jo mere føltes det også som om skyggernes stemmer blev højere og som om noget af energien vendte tilbage.

Den sorte hingst, fulgte hele tiden hans skyggesøster – han ønskede at hjælpe hende tilbage til deres hjem, hvor energien og styrke igen ville tilfalde hende, når skyggerne på hendes krop havde sundet sig og kunne suge energi fra nye skygger. Han vidste, at de begge ønskede det samme for Andromeda. At overtage det med deres skygger, og lade den rigtige Herre, deres Herre, styre og regerer landet som det rigtigt skulle være. Ava spurgte direkte, om hans forhold til denne gyldne hoppe, bæreren af lys, Illana. Volontaire kom med et kort og lettere vredt fnys, ved tanken. Ikke over hendes spørgsmål, men over det forhold han havde haft, det kendskab han havde haft, til denne gyldne skabning.

,,Mit forhold til Illana…Er noget jeg hver evig eneste dag fortryder. Du må forstå Ava, at vi var ganske tætte. Jeg vigede mit liv til hende, og søgte at beskytte hende. Mit hjerte blev givet til Rumpelstilskin, for at beskytte hende. Til ingen verdens nytte – for valget havnede på en anden hingst”

Et kort og nærmest ildevarslende grin forlod hans store korpus, inden det trak sig bort og et vanvittigt smil i stedet formede sig på hans mule, et smil der bestemt ikke var venligt stemt. Det var vanvittigt, et smil der slet ikke matchede hans ord, inden han fortsatte.

,,Men dér gik det op for mig, hvordan hun.. Hvordan de, skulle bøde for deres forkerte valg. Jeg søgte til Skyggerne, og Fuyu tog imod mig. Det var intet nyt, at jeg var ankommet hos ham. For samtalen havde været der én gang før. Valget blev taget, og Skyggefællesskabet fik taget mit hjerte retur – og nu er det bunder til Ham, Dem”

Afsluttede han så, og det vanvittige smil forsvandt.

,,Hun var den bedste og værste beslutning i hele mit liv – den bedste, fordi jeg fik en guiding til den rigtige vej, Skyggerne. Den værste, fordi jeg spildte flere år på hende.”

Han fortsatte med Ava, men holdte en talepause, da energien også skulle bruges på at svømme. Han fortsatte sit svømmeri, uden at svare på hendes sidste spørgsmål, før efter en del tid, hvor han kun havde fokuseret på at holde sig ovenvande, og samtidig støtte den sorte Ava når der var behov for det.

,,Kendskabet til dem, er smalt. Mange ved jeg hvem er, men uden dybere kendskab. N’zall har jeg haft mange samtaler med. Deadly Myth også. Men mange af de nytilkomne er fremmede for mig – dem kender jeg kun svagt, igennem Skyggernes hvislen om en ny broder.. Vi er ikke tætte i vores gruppe mere.. Og det skal vi have ændre, Ava”

Ordene døde ude, og han fortsatte med at svømme.

2

Ava lyttede. Nysgerrigt, intenst. Hun var interesseret i hver lille bid information hun kunne opsnappe. Hver en følelse skyggerne lod hende føle også. Hendes skyggebrors følelser smittede nærmest af på hende – ikke som følte hun dem selv, men i stedet løb gennem kroppen på hende som en lav summen fra elektricitet. Hun følte smerten, og alligevel var det som om der kun var en form for glæde indvendigt. En glæde over en anden delte hendes had til vogterne. Det var trods alt ikke alle der delte samme syn på dem.

Snakken virkede distraherende – distraherede Ava, så hun ikke tænkte over, hvor langt der var tilbage af den vej der skulle svømmes før de ville ramme Foehns kyst. Noget der var mere end velkommen. Selvom det nogenlunde gik, var det ikke lige så nemt som alle andre gange. Luften var hun selv nødt til at spare på, og derfor var det langt lettere at lytte-

Da de nåede Foehns kyst og Ava lige så stille kunne begynde at sætte hovene mod havets bløde bund, var det som om kroppen også blev tungere. Der var ikke længere noget vand til at sørge for den delvist blev holdt oppe, og oven i det var både pels, man og hale gennemblødt og ekstra tunge. Det gavnede hende ikke på trods af hun bedre kunne fornemme skyggernes liv. Det resulterede i hun nær var skvattet så snart hun nåede sandet, men forblev alligevel oprejst.

”Ville hun stadig mene årene er spildte? Ud fra hvad jeg har lært omkring hende ville jeg tro hun ville hoppe i med alle 4 hove, hvis du havde tænkt dig at give hende en chance?”

Der var noget lusket over ordene og det tilhørende smil. Selv blikket matchede det utilregnelige og alligevel lumske smil. Der var absolut ingen tvivl om Ava gerne ville have lyshoppen ned med nakken. Udryddet hvis muligt. Aller helst uden håb og udstillet så alle kunne se hvad der skete, hvis man gik i vejen, men så ville der garanteret være dem dumme nok til at tro, at det var muligt at befri hende og dermed skabe mere håb frem for respekt eller frygt.

”Jeg havde en familie. Havde en jeg holdt af. Og en datter. Under stenskreddet eller hvad det var, stod jeg ansigt til ansigt med Illana. Jeg gik efter lyset…. Han stoppede mig. Han valgte at beskytte hende. De havde allerede taget min Nymfe fra mig. Måske kan han bruges. Hvis han kan lokkes hertil…. Hvis jeg kan lokke ham hertil….. Kan vi bruge ham som motivation og bede hende komme alene…… Det giver hende de to valgmuligheder; at komme alene og være i undertal, eller lade en ”ven” komme ud for en grusom ulykke.”

Ava blev stående i sandet uden at fortsætte videre ind på øen lige med det samme. Hun ville lige give Volontaire chancen for at få vejret igen inden de fortsatte, for det kunne så absolut ikke være nemt at svømme og snakke på samme tid – og så være ”babysitter” oveni. Øjnene havde fået lidt mere liv og selvom det uden tvivl ville tage nogle timer eller en dags tid at komme helt på toppen igen, var det alligevel en ganske rar fornemmelse – fornemmelsen af stadig at være i live.

”Fuyu...... Jeg savner ham.”

Den sorte Volontaire fulgte Avas tempo. Der var ingen tvivl om, at skyggehingst holdt et skarpt øje til sin søster; for han var hele tiden klar til at svømme til hendes side, give hende en pause med svømmeriet, støtte hende, generelt bare hjælpe hende videre i vandet, hvis behovet var til det. Hans sorte øre vippede kort, lyttede til den vejrtrækning der kom fra hende. Ligesom han var lettere forpustet, var hun nok også – og måske endda mere end ham, fordi hun var skadet af Lyset..

De holdt begge pause fra deres snak, lod stilheden tage over fra dem. De svømmede videre, og Volontaire holdt sig ved hendes side, så tæt på hende som muligt, men uden at røre eller skabe problemer for hende med hendes bevægelser. Han kiggede nu frem for sig, og så hvordan Foeh bugtede sig foran dem, deres hjem, deres ø. Dér hvor de var allermest i sikkerhed. De kom tættere og tættere, til Ava til sidst fik fodfæste, og derefter gjorde han. Han fulgte hende op til sandet, hvor hun mest af alt lignede en der snart kollapsede – men hun gjorde det ikke, hun forblev stående på alle 4. Og kort efter lod hun nu ordene komme. Besvarede det han havde sagt, derude midt på havet.

,,Sidst jeg så Illana, var hun sammen med denne.. hingst.. Men rygterne har ladet mig fortælle, at han ikke længere er at finde i landet. Forsvundet, ligesom så mange andre. Så en chance har jeg måske.. Måske.. Jaaah…”

De sidste ord kom nærmest hviskende, hvislende, mens et lumsk og sindssygt smil bredte sig på hans mule. Genial plan.. Han kunne lokke Illana.. Han kunne søge til hende, og bede om hjælp. Bede hende komme til Foehn, hvor hans søstre og brødre ventede på dem, og dernæst ville de kunne angribe denne lyshoppe. Volontaire legede med idéen, mens hans smil kun blev mere og mere lusket – det var genialt! Ingen ville kunne gætte det…
Han lyttede nu til hendes fortælling. Hun havde lidt – præcis ligesom han havde. Hun var blevet forrådt af dem hun holdte allermest af; som han også var blevet det. Ørene gled kort bagud, i en form for sympati med Ava, der fortalte. Og også delte sin plan. Flere planer var gode, gerne både en A, B, C og D plan. Han brummede i dybe og mørke toner. Han betragtede hende, som hun stod der i det våde sand. Hendes øjne havde lidt mere liv, mere gnist, men hun måtte uden tvivl stadig være svækket og nok også træt efter turen. Han trådte op til hendes side, og nikkede til hendes sidste ord Fuyu..

,,Fuyu var noget ganske specielt.. Og ingen af os, kommer til at kunne udfylde det hul han har efterladt – men vi er nødt til at føre hans ønske videre. Vi må ikke tabe dette broderskab, blot fordi han ikke længere er her”

Volontaire savnede ham også. Ganske meget endda. Men selvom tabet var stort, ville den sorte ikke svælge i det – for det vidste han, at Fuyu ikke ville ønske.

,,Jeg kan drage mod Leventera… Opsøge Illana.. Måske jeg har en chance hos hende.. Skade mig, ville hun aldrig gøre, medmindre jeg søgte at skade hende. Hun ville ikke tage den første kamp op, medmindre jeg startede det… Det ved jeg.. Jeg kan lokke hende i fordærv, tage hende med til Foehn, med den påstand at jeg skal bruge hendes hjælp. At jeg har brug for hende..”

Hans stemme var hvislende, og smilet kom frem igen – sindssygt, legende og lusket. Ak ja – hvis det da bare kunne lykkes det hele; så ville alt flaske sig for dem.

5

Den sindssyge der nærmest hvilede over Volontaire, afspejlede sig også i Avas blik. Det luskede, det utilregnelige. Hun glædede sig over andres ulykke til tider, og jo værre det gik for dem, jo bedre havde hun det. Man kunne sikkert sagtens køre en psykoanalyse på hende og forklare hendes trang til at se andre lide, kom fra hun selv havde lidt en del – men fakta var, at Ava bare nød at se dem der havde vendt hende ryggen, behandlet hende med manglende respekt eller dem som bare mente de kunne tale til hende som de ønskede, lide. Der ville ikke være ret meget bedre end at se lyshoppen drukne i sit eget blod. Sådan havde Ava ikke altid været. Hun havde ikke altid været fyldt med had på den måde, og måske skyldtes en lille del af det nok, at skyggerne havde overtaget hendes sind for en lille stund – men nu, hvor skyggerne var efterladt svækkede i hendes krop, var det et rimelig godt bevis på det var ene og alene Avas eget sind der var så forskruet.

”Hun er naiv nok til det måske ville kunne lykkes. Desuden er der heller ikke noget faretruende over det hele, hvis det kun er dig der tager derhen. Spørgsmålet er mere om hun nu også ville tage med til Foehn alene?”

Hvis alle andre i Andromeda fik lov til at tro på et splittet broderskab, ville der ikke være ret mange der ville se det komme, hvis de havde fået lagt en plan og slog til i samlet flok. Og alligevel var der også nogle andre tanker der langsomt var begyndt at tage form. Planer. Fremtidsplaner. Andre måtte have tænkt på nøjagtigt det samme, men det måtte tiden vise, når tiden var inde.

Den sorte hingst stod med blikket på den skyggesøster, der var ved hans side. Øjnene var døde at kigge i, fordi der ingen pupiller var, men i stedet bare en isblå masse. På mange måder, ville han i andres øjne nok virke sjælløs, og som om han var overtaget af skyggerne, og ikke længere selv havde en mening om tingene. Men det var ikke sandheden. Nok levede skyggerne på ham, og han levede for dem. Men han var stadig sin egen – og det ville han altid være, den sorte hjerteløse hingst. Han fulgte sin Herre, men gik ikke på kompromis med sin egen sjæl, sine egne tanker.
De to sorte sjæle, stod med samme lumske og vilde blik i øjnene. De delte deres tanker. Deres håb. Deres had til dem, Vogterne. Han ville drage til Leventera.. Han ville finde Illana og tage en.. Snak med hende. Et lusket smil gled over hans mule, veltilfreds over de mange tanker.

,,Hun vil stole på mine ord. Jeg kender hende. Hendes svagheder.. Jeg spiller mine kort korrekt, og så vil hun følge min side. Med troen på, at jeg har valgt forkert. At jeg ønsker, at komme tilbage til hende og dem, og ikke følge Herren på Foehn. Hun vil tro mig.. Fordi hun tror på det bedste i næsten alle.”

Hans blik stirrede stift på hende nu, intenst og ledende. Det var genialt. Han skulle til Leventera. Han ville finde hende, og lade hende høre hans ord. Utålmodigheden ramte ham, og han virrede derfor med hovedet.

,,Rejsen må begynde, hurtigst muligt. Mens du samler vores brødre og søstre.. Men kun dem, du stoler på, Ava”

Han nikkede dybt, og brummede i mørke intense toner. Hun skulle samle dem. Gøre dem klar, til angrebet på den lyse hoppe.

12

Ørerne vippede i alle retninger, lyttende. Ava vidste godt selv hvilke svagheder havde. Hun vidste godt det ikke var en offensiv hoppe. Hun ville hellere gemme sig bag de andre og sit skjold. Hun vidste også hvor lokkende vogterne kunne være, men det var smartest at sende Volontaire alene afsted. Flere ville vække for meget opsigt, og det kunne hurtig betegnes som et angreb.

”Jeg stoler på ingen.”

Det var ganske rigtigt. Hun stolede kun meget lidt på sine brødre og søstre. Hun stolede på de ville Herren det bedste, men hun ville aldrig lægge sit liv i andres hove end Alduins eller de rødøjede skygger. Selv ikke Volontaire, selvom han lige havde bevist han var til at stole på. Men Ava havde før stolet på den spraglede hingst, på sin bror, på sin ven…… På sin familie……. Alle havde vendt hende ryggen alligevel, på trods af de også havde bevist de var til at stole på.

”Jeg vil samle dem jeg mener vil have en chance mod Illana.”

Volontaire lyttede til den sorte hoppe, der stod der, mere rank end før. Foehn gjorde hende stærkere, hjalp hendes sårede Skygger til at heale, og tog imod nye og stærkere skygger. Men det ville tage lidt tid endnu, før den rette mængde energi og styrke igen var hos hans skyggesøster. En tid, som hun ville tilbringe alene, uden ham, når han vandrede mod Leventera, for at finde den lyse hoppe, bæreren af Lyset, der hjalp med at udrydde de Skygger, som han selv var en af. Han var en del af dem.

,,At stole på nogen, kan også vises sig at være ganske fatal, Ava”

Brummede han mørkt og anerkendende. Hun talte dog igen, og sagde, at hun ville samle de, hun mente kunne have en chance imod den gyldne Illana. Han nikkede dybt, og slog et svirp med den sorte hale bag sig. De havde en plan nu.. En plan, der skulle vækkes til live, ved hjælp af den sorte hjerteløse hingst – for det var ham, der skulle vandre til Leventera. Han lod blikket hvile hos hende. Indgående. Men hun ville klare sig her; for her var hun hjemme. Han brummede i en eftertænksom tone, inden han så trådte nogle skridt ud i vandet igen, og knejste nakken, stadig med fronten til hende.

,,Vores møde slutter her, Ayvah. Min vandren, fortsætter nu til Leventera.. Saml dine kræfter, og find derefter de, som du mener du kan bruge”

Hans toner var dybe og hvislende, inden han vendte sit store korpus omkring, og nu bevægede sig ud imod vandet igen, dybere og dybere ud, til han til sidste ikke kunne bunde mere, og dermed fortsatte han ved at svømme, længere og længere ud i det dybe hav…. Et møde skulle ske nu – et møde, der ville være fatalt for én!

[Out… For nu fortsætter Volontaire til Leventera ]

[24]