Satisfaction [Zitkala Aiyana]

Zitkala Aiyana

Zitkala lod blikket hvile mod den anden som hun kommenterede på hendes venner. Det var endda med et lille smil, som så hun dem for sine indre øjne. Måske var de kun minder fra den dag af, men det var gode minder.

"Det er.... Var de bestemt også. Kuckunniwi var ikke ligesom os. Han var et andet slags dyr. De var ikke i stand til at bruge deres forben på samme måde som os. Det så helt forkert ud. Kun deres føl kunne finde ud af det"

Der var så mange forskellige ord der var blevet brugt, men Zitkala forstod kun nogle af dem. Hun kendte de kommandoer Kuckunniwi brugte når de var ude på tur sammen - han havde lært hende dem, så de kunne kommunikere sammen, men ud over det var det kropssproget de brugte til at kommunikere med. Zitkala måtte smile lidt ved tanken igen, men skubbede også minderne en smule væk igen, for dem kunne hun hygge sig med på et andet tidspunkt

"Men har du ikke også sådan nogle venner? Sådan nogen du vil gøre hvad som helst for?"

[ 1 ]

Hun lyttede fascineret med til den anden hoppes fortælling. Det lød helt utroligt, at hun kunne kommunikere med et andet slags dyr, der gik på bagben og brugte sine forben på andre måder. Men det lød vildt spændende, og hun ville have gjort alt for at se det! Hun kunne ikke lade være med at smile let ved synet af det lille varme smil, der dannede sig på hoppens mule. Det var tydeligt, at denne såkaldte Kuckunniwi havde været en god ven, som hun savnede dybt. Gad vide, hvad der var sket med dem, siden de ikke længere var sammen? At dømme på hendes egen historie kunne det jo kun betyde, at der var sket noget forfærdeligt, der gjorde, at hun ikke længere var i sit eget land, men derimod var kommet her til Andromeda.

,,Min fortid har desværre gjort, at jeg ikke har nogen venner - udover min familie. Ser du, jeg er født ind i en kongelig familie, og som prinsesse har du ikke mulighed for at have venner - der er alt for stor risiko for, at nogen bare vil komme tæt på dig for at skade enten dig eller din familie og overtage kongeriget for dem selv. Så jeg har aldrig haft andre venner end min familie og så de tjenestefolk, der arbejdede for os. Men min familie... Åh jo, jeg vil gøre hvad som helst for dem! Desværre tror jeg bare ikke, at de er i blandt os mere... Vi alle sammen blev fanget i en brand, og det er kun mig, der kom hertil."

Hun så lettere bedrøvet ned i jorden. Hun havde ingen anelse om, om hendes familie havde overlevet branden lige som hende eller ej... Men hun havde en foruroligende fornemmelse af, at det kun var hende selv, der havde været så heldig at få en ekstra chance i dette efterliv. Åh, hun ville gøre alt for at se dem igen...

Zitkala Aiyana

Ligesom det at rende alene rundt, kunne Zitkala heller ikke forestille sig nogensinde ikke at have haft nogle venner. Selvfølgelig kan ens familie godt fylde noget af pladsen, men venner er bare den familie man selv vælger. Det er dem der kan udfylde den plads familien ikke altid formår at gøre. Men nu kunne Zitkala jo heller ikke rigtig sætte sig ind i, hvordan Nzuri havde det med sin familie. Hun havde jo ikke selv haft et så tæt bånd med sin. Ikke at hun aldrig havde noget med dem at gøre, for både hendes far og mor var blandt de andre i flokken hos stammen. Men hun havde ikke været tvunget til konstant at hænge ud med dem for ikke at være helt alene. Hun havde andre at snakke med – mange at snakke med og mange hun derfor også havde holdt af.

”Det er jeg ked af at høre. Selvfølgelig kan ens familie også være venner, men nogen gange er man måske også mere tvunget til at holde sammen som familie i stedet for frivilligt, som med venner. Venner er noget af det bedste man kan have. De er ligesom den familie man selv vælger. Dem man har det rigtig godt med. Dem man for alt i verden ikke kan undvære. Dem der ikke skælder ud når man laver fejl.”

Jo vist kunne man da også komme op og diskutere med sine venner, eller direkte skændes fordi de ikke har brudt sig om det man enten gjorde eller sagde, men rigtige venner ville også kunne forstå det alligevel, eller i hvert fald acceptere at man havde sine egne grunde for enten ordene eller handlingerne.

”Ville du så skulle leve resten af livet sådan….. Helt alene og kun med dine forældre?”

[ 1 ]

Hun smilede mildt ved hoppens ord. Det var hun ked af at høre... Sådan havde Nzuri egentlig aldrig tænkt på det før; altså, at andre ville få ondt af hende, når de hørte hendes fortid. Hun følte jo selv, at hun havde været rigtig heldig og priviligeret at have sådan et liv - også selvom hun selv havde hadet det, det meste af tiden i hvert fald. Men Zitkalas ord fik hende rent faktisk bekræftet i, at hun nok ikke burde skamme sig så meget over at hade sit tidligere liv, som hun gjorde - fordi det faktisk ikke lød særlig fedt i andre ørers heller.
Hun lyttede til hoppens spørgsmål og smilede mildt.

,,Ja, det skulle jeg... Min søster og jeg var arvinger til tronen, så vi var dømt til at leve sådan, indtil vores forældre en dag ville gå bort, og vi ville blive dronninger. Men ja, jeg har heldigvis haft min tvillingesøster sammen med mig, og hun er det tætteste, jeg nogensinde er kommet på en rigtig ven. Desværre er vi bare så forskellige, så hun brugte det meste af sin tid på at stikke af og rende rundt efter hingste. Men jeg elskede hende nu ikke mindre af den grund, og savner hende sådan." Hun så på hoppen med et lille smil. ,,Hvad med dig, Zitkala? Hvad var din rolle i livet, inden du kom hertil?"

4

Zitkala lyttede. Lyttede og smilede. Et varmt smil som var det en historie med glæde og intet andet. Blikket søgte en anelse ned af mod hendes egne hove da der spurgt ind til hendes egen rolle i livet. Hvilken rolle havde hun selv haft? Da hun så op igen var det med en eftertænksom mine i ansigtet.

”Hvis jeg skal være helt ærlig ved jeg det ikke. Jeg blev født ligesom alle andre. Er vokset op ligesom alle andre og jeg kommer til at dø ligesom alle andre. Den eneste jeg nogensinde har haft ansvaret for er Kuckunniwi. Jeg skulle sørge for at få ham sikkert hjem fra jagt. Der er aldrig nogen der har skulle gøre som jeg sagde eller ville have. Intet land eller område at lede. Måske det er derfor jeg er her fordi det er her min rolle i livet findes?”

Det andre ville kalde overtro var noget af det Zitkala havde levet efter. Ritualer og viden blevet givet videre fra mund til mund igennem mange generationer. Nogle af dem havde sikkert ændret sig med tiden, men nogle af dem var med garanti lige så sande som de blev fortalt. Der var alle de tegn man skulle holde øje med for at undgå ulykke og alle de små tegn man skulle holde øje med for at opleve held. Der var intet andet for end at fortsætte den levemåde i Andromeda. Selv hvis nogen mente det var de dødes land, måtte der være en grund til hun var havnet der. Intet skete tilfældigt.

Hun lyttede interesseret med til den brogede Zitkalas fortælling og vippede lyttende ørerne i hendes retning. Det var en smule... brysk holdning at have til livet, det dér med at vokse op og dø lige som alle andre. Men i sidste ende havde hun selvfølgelig ret i, at det var sådan, verden forholdt sig. Hun tilføjede da, at hun aldrig havde haft andet ansvar end at bringe sin tobenede ven sikkert hjem fra jagt, og at hun måske var blevet sendt hertil for at finde sin rolle i livet. Nzuri smilede varmt og nikkede ivrigt.

,,Det synes jeg lyder som en god forklaring! Hvis det her ikke er et form for efterliv, og vi derfor ikke er døde, så må vi være blevet sendt hertil for at få en ny chance i et nyt land!"

Zitkala Aiyana

[ 4 ]

”Måske ikke engang en ny chance”

Zitkala kunne ikke komme i tanke om noget hun skulle have brugt en ny chance til. Hun havde gjort sit bedste for at holde Kuckunniwi i live, og måske havde hun – hvis dette sære land var efterlivet – taget hans plads for at han kunne leve videre. Men der var også en anden teori. Hvis ikke det var efterlivet, hvis ikke hun skulle bruge en ny chance på at holde hendes tobenede ven i live og bringe ham sikkert hjem, måtte der jo være en anden grund.

”Måske er der bare mere brug for os her? Selv hvis vi ikke ved det endnu. Jeg har ikke været her længe nok endnu til at forstå landet. Det taler til mig på sine sære måder, men det er anderledes end der hvor jeg kommer fra”

Hun lød vel nærmest skør i bolden som hun talte om hvordan landet talte til hende. Hun mente selvfølgelig ikke med ord, men landets eget non-verbale sprog. Lyde, lugte, de andre sanser der blev beriget af landet, og hvad det havde af betydning. Lugtene var anderledes. Luftfugtigheden var anderledes og at dømme ud fra hoppen hun havde mødt, var sjælene her også anderledes. Det ville tage noget tid at lære at forstå det nye land og dets klima samt sjæle.

”Føler du at du havde brug for en ny chance?”

Hun lyttede til hoppens ord og vippede opmærksomt med ørerne. Selvom det måske var nogle lidt forvirrende ord, så troede hun godt, at hun forstod, hvad den brogede hoppe mente. For selvom landet selvfølgelig ikke kunne tale til hende med ord, så følte hun også selv, hvordan hendes hjemland havde "talt" anderledes til hende, end dette land gjorde. De to lande var så forskellige, at de nærmest talte deres eget sprog, og hvis man var en opmærksom lytter, kunne man let høre forskellen. Hun smilede varmt.

,,Det er i hvert fald en god teori, den med at vi er blevet sendt hertil, fordi der er mere brug for os her. Det ville give meget god mening."

Hun kom straks til at tænke på den sorte hoppe, hun havde mødt på Foehn i sin tid. Hun havde lovet hende, at hun ville gøre sit bedste for at stoppe den meningsløse krig, der var på vej her i landet. Kunne det være dét, der var hendes kald her i livet? Kunne hun være blevet sendt hertil for at være en slags peacemaker, der havde til opgave at stoppe spliden her i Andromeda?

,,Måske ikke en ny chance, da jeg ikke ligefrem har gjort noget forkert i mit tidligere liv... Men måske mere en slags ny begyndelse? Et mere indholdsrigt og meningsfuldt liv... Ser du, jeg har aldrig rigtigt trivedes i mit hjemland. Den rolle, jeg blev født ind i, har aldrig rigtigt passet til min person. Så måske det her er en mulighed for at starte et nyt liv og være lige præcis den person, jeg altid har drømt om at kunne være?"

1

Zitkala tyggede lidt på ordene. Nzuri havde måske en anden grund til at være der hvor de var. De kunne vel heller ikke alle sammen være havnet i landet af samme grund. Zitkala havde altid passet ind hvor hun havde været. Passet ind i stammen sammen med Kuckunniwi. Hun følte sig mere malplaceret i Andromeda. Hun havde aldrig været alene før, og af hvad hun kunne høre, lød det til hun skulle se at lære det. Der var ikke nogen Kuckunniwi til at passe på hende, til at pusle om hende og give hende opmærksomhed.

"Måske. Det må have været træls ikke at kunne være den du altid har drømt om at være?"

Hun kunne ikke forestille sig hvordan det måtte være ikke at kunne være sig selv, eller gøre hvad man ville. Zitkala havde altid været fri som fuglen, selv i hendes makkerskab med den tobenede. Hun havde aldrig stået bundet, havde aldrig fået skæld ud for at være gået lidt for langt væk eller var blevet kritiseret for at rulle sig i mudder. Hun følte ikke selv der var noget hun ville have gjort anderledes. End ikke i de skæbnesvangre minutter før hun var revet væk fra alt hun havde kendt hele sit liv og i stedet havde slået øjnene op i et fremmed land, alene.

Hun lyttede til Zitkalas ord og nikkede let. For ja, det havde bestemt ikke været nemt at være tvunget til at leve rollen som en fin prinsesse indespærret bag slottets mure, når man i virkeligheden ikke følte sig finere end alle andre og blot drømte om et ubegrænset liv ude i det fri.

,,Det var det bestemt også. Selvom jeg selvfølgelig ikke havde noget at klage over..."

Hun smilede skævt. Hun kunne ikke lade være med at føle lidt dårlig samvittighed over for sine forældre, når hun talte om sit tidligere liv på denne måde. Hun vidste, at hendes forældre blot havde gjort, hvad de kunne for at beskytte hende, fordi de elskede hende så højt. Og hun vidste også, at mange ville være dødmisundelige på hendes livsttil, så hun havde på ingen måde ret til at beklage sig. Men alligevel måtte hun altså indrømme, at hun var blevet en helt del gladere og mere veltilpas, efter hun var kommet til Andromda...

2

"Nej der er vel altid nogen der har det værre end en selv"

Zitkala kunne kun tænke tilbage til de gange hun før havde mødt Kachada. Dem der holdt hendes slags fanget.Mishandlede dem til tider. Gjorde ting Kuckunniwi aldrig ville udsætte hende for. Det var forfærdeligt. Nogle af dem havde accepteret at det var deres liv, mens dem der ikke accepterede det, fik problemer og blev straffet. Hun var aldrig selv blevet straffet, men kunne kun forestille sig hun ikke ville finde sig i det. Og hvis det var på samme måde for de andre, kunne hun kun forestille sig de heller ikke ville finde sig i det og at det derfor kunne fortsætte til de var helt knækket.

"Det er forfærdeligt hvad nogen må igennem"

Hun anså sig selv for at være meget heldig, og selvom Nzuri ikke havde haft mulighed for at være præcis den hun ønskede at være, var hun sikkert også en af de heldige.

Hun lyttede til Zitkalas ord og nikkede let. Det var præcis sådan, hun også selv tænkte.

,,Ja, lige præcis. Det er meget godt at huske på en gang imellem for at sætte sit eget liv lidt i perspektiv. Selvom ens liv aldrig vil være perfekt, så er der så mange, der lider en meget værre skæbne end én selv. Så det er vigtigt nogle gange lige at stoppe op og tænke på, hvor heldig man rent faktisk er."

De to hopper nåede snart frem til en af Chibales små skovsøer, hvilket fik Nzuri til at lyse op i et stort smil.

,,Åhh, vand!"

Med de ord satte hun frem i trav og travede ud med alle fire hove i vandet, hvor hun begravede sin mule i det kølige vand og begærligt slukkede sin tørst. Åhh ja... Efter et helt døgn på den tørre askeø var det her virkelig tiltrængt!

5

Zitkala nikkede i takt med hoppens ord. Alligevel var der et ord der stak ud. Held. Held vidste hun nu ikke rigtig om det havde noget med det hele at gøre. Hun overvejede det i lidt tid før hun selv åbnede munden for at komme med sit syn på sagen.

”Jeg tror ikke man kan sige man er heldig. Jeg tror på man får hvad man fortjener, og hvis ikke du ønsker ret meget, og du har hvad du kan ønske dig, er det ikke nødvendigvis held at du har det, så meget som dig selv der har gjort dig fortjent til det? Mig for eksempel. Jeg behøver ikke meget. Jeg har mit gode helbred, jeg sulter ikke, jeg tørster ikke – eller jeg er ikke ved at dø af tørst. Men lad os sige jeg var. Så ville jeg finde vandet, ikke? Dermed er det ikke held jeg finder det, men en fortjeneste på grund af min søgen.”

Der var kun et par få ting Zitkala ikke havde fundet endnu eller ikke havde, men som hun ønskede. Men intet af det ville komme til hende gennem held heller. Hvis hun var i et nyt land, som ikke var spøgelses verdenen og hun ikke havde mulighed for at møde Kuckunniwi igen, var der kun en ting hun søgte: en nye familie. En ny flok om man ville. Sådan en ville hun heller ikke finde ved held, men i stedet med sin egen søgen.

”Nogen af os er født under andre omstændigheder som man kan kalde ”uheldige” eller ”heldige” men vi har alle en chance for at ændre på det. Vi kan enten acceptere det eller gøre noget ved det. Lad os sige du var født i fangenskab. Et lille område du ikke kunne forlade…… Ville du så acceptere din situation og sige: surt show, jeg er bare mere uheldig end andre? – Eller ville du gøre noget ved det? Sidstnævnte, har jeg ret? Jeg ser det som en prøvelse der skal overståes for at man kan opleve den sande glæde. En prøvelse der gør dig fortjent til det du ønsker.”

Zitkala gjorde et halt stop ved hoppens udbrud og måtte smile skævt. Hun fortsatte selv i sit skridtende tempo, og nåede derfor også først hen til den lille skovsø efter den anden hoppe. Mulen lod hun køre snusende hen over vandet, inden hun selv skabte fysisk kontakt til vandet for at drikke.

Hun vippede opmærksomt med de gyldne ører, alt imens hun lyttede til Zitkalas ord og slugte hvert og et af dem. Det var et meget interessant synspunkt, som hun bestemt var nysgerrig på at høre mere om. Hun blev altid så glad, når hun mødte nye sjæle, der havde meget stærke holdninger om et eller andet. Hun elskede at høre deres forskellige synspunkter og lære nyt. Det var i hendes optik noget af det mest fascinerende ved at være hest; at man alle sammen havde forskellige synspunkter og meninger, alt efter hvilken kultur man kom fra.
Hun ventede, til Zitkala ligeledes var trådt ud i vandet ved siden af hende, inden hun tog en sidste slurk vand og derefter løftede hovedet igen og så på Zitkala med et mildt smil.

,,Det er i sandhed en interessant vinkel at se tingene fra, og jeg må da også erklære mig enig i en stor del af det. For ja, du har fuldstændig ret i, at jeg aldrig bare ville acceptere at være fanget på den måde, men derimod kæmpe alt, hvad jeg kunne for at komme fri. Men jeg ved dog også, at det måske ikke er alle, der har denne viljestyrke. Hvis man er født ind i fangenskab og aldrig har kendt til andet, er det jo slet ikke sikkert, at man overhovedet ved, at der eksisterer en verden udenfor, og at der dermed findes en bedre måde at leve på. Og sommetider kan der jo også være særlige omstændigheder, der gør, at det ikke altid er så ligetil at tage et valg om at flygte. Her kan jeg jo blandt andet tage mig selv som eksempel. For selvom jeg voksede op på mine forældres slot og dybest set ikke var tilfreds med den mangel på frihed, der blev mig givet, så ønskede jeg jo alligevel ikke at flygte, fordi kærligheden til mine forældre alligevel var for stor. Selvom jeg godt vidste, at de ikke behandlede mig helt retfærdigt, så formåede jeg alligevel ikke at hade dem nok til at ønske at forlade dem. Og derfor skulle der faktisk noget så drastisk som dette underlige Lys og portalen hertil til at få mig til at indse, at mit liv faktisk er bedre uden dem."

Hun sendte hoppen et mildt og lettere undskyldende blik. Hun var godt klar over, at hun havde plapret løs om alt muligt mere eller mindre relevant, men hun var ikke altid så god til at fatte sig i korthed...

6

Zitkala sendte hoppen et mildt smil. Ørerne var nysgerrigt rettet mod hende, mens hun lyttede til et hvert ord. Hun forstod hende jo godt. At hun ikke havde gjort noget selvom hun vidste hun ikke var blevet behandlet retfærdigt. Der var sikkert langt flere end man lige anede, der havde stået i en situation lig hendes. Zitkalas egen kunne have været den samme. Men hun følte sig ikke fanget på samme måde og havde ganske godt brudt sig om den måde hendes menneske havde behandlet hende på, mens andre der måske skulle være i hendes sted for en dag ville være dybt uenig og føle de var alt for fanget.

”Du havde hvad du behøvede i den tid. Måske ikke hvad du ønskede dig, men hvad du behøvede. Det er nok til at overleve. Måske ikke et liv man drømmer om, men det er mere end nogle har. Det er hvad jeg går efter her. Ikke hvad jeg ønsker, men hvad jeg behøver”

Hun behøvede en der kunne tage Kuckunniwis plads. Ikke fordi hun ønskede det, for ønskede hun noget, ville det være at have ham hos sig igen eller være hos ham, men hun behøvede en hun kunne følge, for hun havde aldrig stået på egne ben før, og ønskede heller ikke kaste sig ud i det, med mindre hun ikke havde andet valg. Og så længe hun havde et valg, var det ikke hvad hun ville vælge.

”Det glæder mig du føler dit liv er bedre uden frem for værre. Det gør det hele lidt nemmere. Jeg ved ikke om mit liv er bedre uden Kuckunniwi. Men det tænker jeg at jeg får masser af tid til at finde ud af.”