|
|
Post by Deleted on Aug 11, 2017 15:00:44 GMT 1
 Lancelot |Strejfer x Hingst |
Træerne var højere end de fleste, græsset var kort og nærmest kvalt af mos og manglen på lys gjorde skoven kølig. I mellem træerne kunne man spotte en lille skabning, ikke engang en meter høj ved skuldrene, men hovedet var holdt højt og den sorte pandelok var blevet blæst til hver sin side, den hvide stribe på undersiden af pandelokken var synlig og de blålilla øjne ligeså. Han travede afsted, hans korte, tykke ben bevægede sig i et relativt hurtigt tempo, men for den lille hingst var dette bare et behageligt tempo, der fik ham frem i lige den fart han ville. Han kunne sagtens gå hurtigere, men hvem gad det, når der var så meget nyt at se? Lannie var navnet på den sorte, lille hingst. Og han var lige dumpet ned i dette land.
Han slog let med den lille hale og drejede med ørene ved lyden af en ny fugls sang. De klare øjne fandt fik øje, med deres dristige og drilske glimt, på en lysning forude og de små ben travede en smule hurtigere.
|
|
|
|
Post by Melli on Aug 14, 2017 10:03:46 GMT 1
Melli var ankommet til øen Chibale sammen med den brogede herre, Brêgo, der havde vist hende sit hjem i Teylar, som hun nu glædede sig til at være en del af. Hun havde fået en god nats søvn i flokken og var nu taget videre ud på øen på egen hånd. Hun kunne slet ikke vente med at udforske mere af dette fantastiske land! Selvom hun kun havde været her i et døgn, havde hun allerede mødt mange helt fantastiske sjæle, der kun havde været med til at give hende et fantastisk indtryk af dette smukke land. Hun savnede naturligvis sin familie derhjemme og var meget bekymret for, hvad der mon var sket med dem - men når nu hun var så heldig at være endt i paradis her efter sin død, ville hun bestemt ikke klage!
Hun kom let travende igennem skoven i et livligt tempo, der fik hendes små hove til at slå som trommestikker mod den tørre skovbund. Hendes hoved var højt løftet, og de små ører kørte opmærksomt rundt til alle sider, så hun rigtigt kunne få alle indtryk med. Skoven her var enorm, og alt var meget stort for så lille en pony som hende - men hun var ikke bange, tværtimod! Hun var blot vildt fascineret over denne store, vilde skov; og så vidste hun jo, at Teylar var lige i nærheden, hvis nu hun skulle rende ind i problemer.
Hun snåede snart frem til en stor lysning og travede ivrigt ind i den og så sig omkring. Wauw, hvor var her smukt! Græsset var langt og frodigt, og taknemmeligt begravede hun sin mule i det og åd med stort velbehag. Mums! Græsset her smagte 10 gange bedre end det nedbidte græs, hun havde gået på de fleste steder i sit hjemland - og der var ikke engang nogen mennesker til at passe det?? Brêgo havde fortalt hende, at de aldrig løb tør for mad her, selvom de ikke havde nogen mennesker til at passe dem - det var altså fantastisk! Hun var i den grad kommet i paradis!
Hell yeah, I'm short! God only lets things grow until they are perfect
- and some of us just didn't take as long as others! |
|
|
|
Post by Deleted on Aug 23, 2017 6:48:55 GMT 1
Lysningen kom tættere på og de blå-violette øjne så det vilde græs, der ikke skulle vokse ret langt før det ville være højere end ham. Han måtte være kommet til at sted hvor alt var lavet til giganter! Hvor ubehøvlet fra naturens side.. Han havde ikke set et eneste menneske, hus eller vogn og han var begyndt at tro, at dette land ikke indeholdt de tobenede. Hans lille hjerte gjorde et spring af glæden over friheden til aldrig at gøre noget han ikke havde lyst til at gøre. Han skulle aldrig gå med små tobenede mennesker, der savlede og ville flette hans man mere! Ligesom han overvejede fordelene ved ikke at have mennesker i nærheden, så kom han ind i lysningen og han så noget velkendt. En lys pels, halvt gemt af græs, med mulen til jorden. Han stoppede og på den anden pony. Var det? Nej, det kunne da ikke passe. Han var kommet her alene. Han var vågnet op alene og der var en meget lille chance for at det overhovedet var hans kusine. Dog der lå en genkendelig fært under duften af skov, eng og andre heste. Han vippede med ørene og han gav sig til at trave så godt han kunne hen mod den lyse pony. Hans små ben blev flere gange grebet af græsset og han måtte rykke til for at komme fri. "Melli?!" Han hævede stemmen en anelse og ventede på den andens reaktion. Enden så var det hende eller også var det en anden pony i gigant land. Han kunne ikke lade være med at have en spændt følelse i maven og holde vejret. Melli havde altid været forrygende selskab, åndssvag positiv og accepterende over for savlende småmennesker, men hun havde også accepteret ham, i hvert fald det meste af tiden, og hans opførsel. En af de få skabninger han rent faktisk holdt af og gerne ville være sammen med, helt frivilligt.
|
|
|
|
Post by Melli on Aug 26, 2017 8:59:37 GMT 1
Hendes små, lodne ører blev nysgerrigt rettet fremad, da hun kunne høre hovskridt komme imod hende. Og da hun løftede hovedet, så hun en lille, sort pony komme travende imod hende, kæmpende for at komme fri fra det høje græs, der halvt skjulte ham. Synet gav et kort sug i maven på hende, da genkendelsen skyllede ind over hende. Den sorte pony kunne have været hvem som helst, men de blåviolette øjne var ikke til at tage fejl af. Ingen havde øjne som ham... Det var hendes fætter, Lancelot! Og ganske rigtigt hørte hun nu også sit navn blive sagt. Hun lyste op i et stort smil og aflagde den sidste afstand til ham i et par små, energiske hop.
"Fætter Lannie!"
Den lille, sorte hingst havde et stort temperament og kunne være meget gnaven, og derfor faldt han ikke altid i andres smag. Men Melli elskede sin fætter højere end nogen andre! De to havde et helt specielt bånd, og selvom de nok var så forskellige af personlighed, som man overhovedet kunne blive, så harmonerede de bare hinanden rigtig godt!
Hun stoppede op foran ham og nappede kærligt ud efter hans pandelok.
"Hvor er jeg glad for at se dig! Jeg troede, at jeg var den eneste, der var kommet hertil!"
Hell yeah, I'm short! God only lets things grow until they are perfect
- and some of us just didn't take as long as others! |
|
