Ashes to Ashes [Mylle]

Raikiri var efterhånden ved at finde sig godt tilpas på den lille askeø, som han havde lært hed Foehn. Da han først var ankommet til Andromeda, havde han aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig, at han skulle ende med at bosætte sig på denne gudsforladte, kedelige ø. Men det var hurtigt gået op for ham, at ondskaben flød i luften på denne ø, og at det var her, alle de magtfulde holdt til. Med andre ord var han slet ikke i tvivl om, at dette var øen for ham - og at hvis han ville gøre sig noget håb om at få magt i Andromeda, så var det her, det skete.
Han havde allerede mødt mange interessante Skyggeheste. Volontaire, N'zall, Ava... Alle som én havde fascineret ham på hver deres måde, og han var ikke et sekund i tvivl om, at han ønskede at slutte sig til broderskabet og blive en af dem. Nu måtte tiden blot vise, om Herren ville finde ham værdig...

Han kom roligt skridtende henover den askebeklædte jord. Asken fløj rundt i luften med vinden og satte sig som et tykt lag i hans mørke pels. Det var noget, man hurtigt vænnede sig til, når man levede tæt på en aktiv vulkan... Udadtil kunne Foehn godt virke som en tør og intetsigende ø, men når først man havde lært den at kende, fandt man hurtigt ud af, at øen faktisk var rig på både frodige områder og skønne søer - man skulle bare vide, hvor man skulle lede.
Hans isblå øjne spejdede let henover området foran ham, mens en maskulin brummen forlod hans strube. Mon der var andre ude i dag?

Aske og atter aske. Man skulle tro at andre ville udtrættes af dette, men skyggerne trivedes i disse omgivelser. De holdt øje med hende som hun vandrede rundt på øen, det dog var lykkedes hende for at forlade, men af en eller anden årsag var hun vendt tilbage hertil, for i sidste ende havde hun ikke andre. Ikke at hun havde det her, men det var som om at i dette mørke landskab faldt der en ro over den iltre hoppe. Sindet var ustabilt og med årene kunne det diskuteres om det efterhånden blot var et stigende vanvid. Ingen vidste det, end ikke hoppen hvis sind der kunne spekuleres i timevis omkring. Hvis nogen var tossede nok til at bruge tid på dette.
Men her vandrede hun på den gudsforladte ø, i en vuggende skridt, mens de mælkehvide øjne var ganske vågne på omgivelserne. Der var andre derude, ja ganske tæt på kunne hun dufte en fremmed.
Stoppe. Det gjorde hun sig ikke i, men fortsatte blot ligefrem mod denne fremmede. Nyt kød på øen skulle ses an. Om det var nyt kød til skyggerne var uvist, mon ikke de ville forsøge at rekruttere alt med en puls.

Hun rundede et hjørne og længere fremme kom en massiv klippe af en hingst til side. Han bar de samme nuancer som hende selv, lyse øjne, sølvtonet man og en sort krop. Han var sparet for de sirlige aftegn og de store hvide aftegn, men det var alligevel et sjældent syn. Myth stoppede op og missede en anelse med øjnene.

Til hans store fornøjelse kom en skikkelse til syne foran ham, lige da han havde rundet et hjørne. Og til hans endnu større fornøjelse var det endda en smuk hoppe! Han stoppede op og lod blikket glide beundrende over hendes krop. Hun havde et meget unikt udseende! Hendes krop var sort og hvid, men hendes aftegninger hen over kroppen lignede lynnedsslag, der flækkede himlen... Han havde aldrig set noget lignende! I hans hoved var han derfor slet ikke i tvivl om, at hun måtte være endnu en af Skyggehestene. Han sendte hende et blik, der ikke lagde skjul på, at han kunne lide, hvad han så, og brummede dybt og maskulint, inden han hilsende bukkede nakken for hende og sendte hende et charmerende smil. "Vær hilset, du smukke Skyggehoppe."

Myth var stoppet helt op og lod ham blot kaste sine beundrende blikke på hende. De mælkehvide øjne hvilede dog skarpt på ham som små projektiler. Hans charme prallede helt af på hende, men hun afviste ikke hans tilnærmelser. Hun hævede blot hovedet i det han bukkede nakken og udstødte et kort kluk af latter til hans ord. Skyggehoppe. Hun himlede med øjnene med en trækning på hendes mundvige der dog gav udtryk for hun fandt det morsomt.

" Jeg er ej ven af skyggerne, fremmede. Tværtimod. "

Lød hendes bløde feminine stemme da til hingsten der bar en lighed i farverne. Hun havde aldrig set ham før, så hun antog at hans tid i landet ind til videre havde været kort. At han allerede kendte skyggerne sagde måske noget om ham, siden han endda kunne komplimentere en han antog var en af disse skygger.

Hans høflige hilsen og charmerende ord prellede tilsyneladende helt af på den mørke tordenhoppe, der blot hævede hovedet og udstødte en kort, klukkende latter. Hun himlede da med øjnene, men trak også mundvigene op i antydningen af et smil, mens hun sagde, at hun ikke var ven af Skyggerne - tværtimod. Han hævede let det ene øjenbryn og så lettere undskyldende på hende. Det var pokkers... Han havde ellers været så sikker i sin sag, siden hun befandt sig her på Foehn og havde det udseende, som hun havde. Hvad lavede hun overhovedet her på Foehn, hvis hun var skyggernes fjende? Det var da deres ø, var det ikke? Havde man nogen grund til at besøge Foehn, hvis ikke det var for at komme i kontakt med Skyggerne? Han så en anelse skeptisk på hende. Var hun mon en trussel? Burde han forsøge at jage hende væk?

Han blev dog hurtigt enig med sig selv i, at han var alt for ny og uvidende til at afgøre, hvem der måtte færdes på Foehn eller ej - det var en beslutning, der måtte være op til de mere højere rangerende i flokken. Derfor fortsatte han blot sin sædvanlige stil ved at smile charmerende til hende. ,,Det må du undskylde... Jeg var ellers sikker på, at du ville være en af dem med det specielle udseende, du bærer."

Et charmerende glimt skinnede i hans øjne, inden smilet om hans mund blev bredere. "Må jeg spørge, hvad du laver her, hvis du ikke bryder dig om Skyggerne?"

Hun missede let med øjnene over han skeptiske udtryk, men rystede blot på hovedet af ham. Hun gloede blot på ham som han nu talte videre og hun fnyste blot opgivende. Han måtte vel være naiv når han blot regnede med hun ønskede at plapre løs til en fremmed, men det lille udefinerbare smil dannede sig igen på den hvide mule. Hvis han absolut ville vide det. Hun havde trods alt intet at miste.

" Mit udseende er jeg født med. Det var en bøvlet process at få det hele tilbage jeg først var kommet til Andromeda. "

Hendes ord var monotone og der var ikke meget andet end en øredøvende tomhed at spore i dem. Men sikke dog et bøvl. Det havde det ikke været i øjeblikket, men alt det som det havde bragt med sig havde været et ufatteligt opslidende mareridt.

" Jeg har aldrig sagt jeg ikke bryder mig om dem, men de er ej mine venner. Jeg er tvunget til at blive her, men der er noget galt, for jeg har mange gange vandret herfra uden den hvide skygge eller hans brødre eller søskende har forsøgt at stoppe mig. Hvorfor bliver jeg ved med at komme tilbage så? Se det er den sjove del. "

De mælkehvide øjne blev rettet mod den hingst som bar samme pelstoner som hende selv. Hun trådte tæt på ham og gav ham blot igen af sin charme, men rørte han hende ville han få stød. Var han opmærksom nok, så ville han kunne mærke elektriciteten summe omkring hendes pels.

" Her, her føler jeg mig ganske godt hjemme. "

Hvislede hun så.

Hun missede let med øjnene og rystede på hovedet af ham, inden hun fnyste opgivende. Han hævede lettere undrende sine øjenbryn og forstod ikke rigtigt hendes reaktion. Hendes udseende var jo ikke ligefrem normalt, så havde det virkelig været så dumt af ham at gætte på, hun var en Skyggehest? Et lille udefinérbart smil dannede sig dog på hendes mule, da hun alligevel besluttede sig for at fortælle ham om sit udseende.
 Han lyttede til hendes ord og så nysgerrigt på hende. Det var da ikke normalt, at man blev født med sådan et udseende, var det? Og hvad mente hun med, at det var en bøvlet process at få det med til Andromeda? Man skiftede da ikke udseende, når man kom hertil, gjorde man?
Der var så mange ting, han ikke forstod, så han brummede blot charmerende og så spørgende på hende.

,,Er det en process, du kunne tænke dig at indvillige en uforstående i?"

Han lyttede til hendes svar på, hvad hun lavede her, og måtte atter se uforstående på hende. Sikke dog en fascinerende hoppe... Alt, hvad der kom ud af hendes mund, var et totalt mysterie, som han aldrig havde hørt mage til før. Han lagde let hovedet på skrå.

,,Altså, mener du, at du ikke kan komme herfra rent fysisk - altså at du bliver ved med at ende her igen, selvom du prøver at komme væk? Eller bliver du bare ved med at rejse tilbage hertil fra de andre øer af?"

Hun trådte nu tættere på ham med en charmerende udstråling, og han mærkede sin krop sitre let ved fornemmelsen af hendes krop, der kom tættere på hans. Han hørte hendes hvislende ord om, at hun følte sig ganske godt hjemme her, og nikkede forstående. Det var en dejlig ø, som han også følte sig hjemme på. Han vidste, at langt de fleste ikke havde det som dem, og det havde han aldrig forstået - i hans øjne var Foehn den perfekte ø.
 Han kunne ikke holde sig tilbage meget længere og skridtede derfor helt tæt på hende. Men lige som han skulle til at lade sin krop berøre hendes, mærkede han nogle vibrationer i luften. Og da han koncentrerede sig om at lytte efter, kunne han nærmest høre en elektrisk summen omkring hende. Han så på hendes lynende aftegn og lignede ét stort spørgsmålstegn, inden han så på hende med et næsten måbende blik.

,,Er jeg ved at blive skør, eller er dine aftegn rent faktisk elektriske lige som rigtige lyn?"

Han havde mange spørgsmål, denne vellignende hingst. Han lignede hende i farven, men eller var de vidt forskellige i statur. Hun havde et let spillende smil på den hvide mule, for den store hingst virkede blot så lille og naiv. Myth fandt det morsomt og besluttede sig egentlig for at forsøge at have det lidt sjov til en afveksling. Hun rystede dog afvisende på hovedet af ham. Hun ønskede ikke at uddybe. Snart var han tættere på, men for nu rørte hun ikke på sig, andet end det ene øre vippede en enkelt gang.

” Både og, både og. ”

Hviskede hun nu stille til ham. Hun burde være fanget her, men ingen havde stoppet hende, og alligevel havde hun vendt tilbage til stedet. Myth nåede dog ikke at tænke mange tanker før han kom helt tæt på, men han fornemmede den advarende summen omkring hende. Hun så blot op på ham med et intetsigende blik i de mælkehvide øjne, mens hun sagligt brummede. Naiv var han, det mærkedes tydeligt. Han ville blive nem. Der var ting der stadig nagede den sorthvide hoppe, men hun trængte til at glemme det hele for en stund. Hun lo blot af hans kommentar, inden hun strøg kroppen tirrende mod hans. I og med hun tillod hans nærvær ville han ikke få stød, endnu. Man kunne jo aldrig vide sig sikker med tordenhoppen.

” Jeg tror du er skør, men det er helt okay, det er vores lille hemmelighed. ”

Hviskede hun nu med en forførrende ømhed i stemmen. Hun stolede ikke på ham, men hun havde trods alt intet at miste ved dette lille sidespring.

Til hans store skuffelse rystede hun bare afvisende på hovedet af hans spørgsmål. Han havde håbet at kunne få stillet sin nysgerrighed, men selvfølgelig kunne han ikke regne med, at hun ville indvige sine planer til en komplet fremmed, så han smilede blot forstående til hende. Forhåbentlig kunne han gøre et godt indtryk på denne hoppe og vise hende, at han var til at stole på - og så ville hun måske fortælle ham det senere.
 Hans næste spørgsmål blev besvaret af en hemmelighedsfuld hvisken, der heller ikke gav ham noget tydeligt svar. Han kunne dog ikke lade være med at smile stort. Hendes hemmelighedsfulde væremåde var alligevel ganske charmerende...

Hans sidste kommentar fik hende blot til at le, inden hun til hans store overraskelse strøg kroppen tirrende mod hans. Han mærkede sine hår rejse sig og sitre let, men det var blot en kildende fornemmelse, der skyldtes hans hingstede instinkter, og ikke elektriciten fra hendes krop. Han følte sig derfor en smule dum, da hun nu svarede, at han var skør, og han ganske rigtigt ikke fik noget stød af hende. Han rystede let på hovedet af sig selv. Hvad havde han dog også regnet med? Selvfølgelig kunne heste ikke være elektriske!
 Til hans store lettelse tilføjede hun dog med en nærmest forførende hvisken, at det var okay, og at det var deres lille hemmelighed. Han smilede charmerende til hende og nippede opstemt ud efter en af hendes hvide lokker.

,,Det er vist umuligt ikke at blive skør i selskab med en hoppe som dig."

Han virkede til at være en dame glad hingst, denne Raikiri. Ligenu generede det ikke den sorthvide hoppe, der delte samme farver som ham. Han måtte for hendes skyld gerne være dette. Det gjorde trods alt tingene nemmere. Hun lod sig ikke som sådan charme, som en anden unghoppe. Den tid var forbi efter alt det hun havde været igennem. Hun lod ham ganske enkelt få lov til at være så tæt på hende. Uvant ja, men hun havde trods alt stadig visse behov, selvom hun var det mange nok ville definere som vanvittig. Den vanvittige behøvede ingen samvittighed. Lidt nærvær skadede trods alt ingen. Medmindre han blev for fræk. Et hoppet suk kom fra hende og hun holdt sig blot tæt på og tillod at han nippede til hende.
Hun strøg nu mulen op af hans skulder i en flygtig bevægelse.

” Hmmmm ”

Brummede hun nu forførende, og slog kort et slag med den hvide hale. Hun indblød ham til nærkontakt, ved at stille sig op ad ham, men blev han for frisk i det, så ville han få et zap, men hendes grænse lå meget højt.

Det sitrede let under hans pels, da hun strøg mulen op ad hans skulder. Hendes berøringer gjorde ham helt kuldret... Men når alt kom alt, var det også længe siden, han sidst havde været i kontakt med en hoppe på denne måde. Der var ikke mange... villige hopper på Foehn, så fornemmelsen af endelig at være tæt på en hoppe igen, var helt fantastisk.
Et forførende hmmm forlod nu hendes strube, inden hun stillede sig helt op ad ham. Han gengældte hendes lyd i en forførende brummen, inden han let lod mulen glide over hendes lynende aftegn. Hun var virkelig en smuk og unik skabning... Men det ville blive for klichéagtigt at sige det, selv for ham. Så i stedet kom han blot med nogle små hingstede og opstemte lyde, mens hans berøringer blev mere og mere intense.

Hun lod ham blot røre for nu. Hun nød opmærksomheden og nærværet i denne stund, og hun lænede sig derfor op af ham, mens hun kort gned sig op af ham. Hun kunne mærke intensiteten stige og hun kørte den blot helt ud. Hun havde det mægtigt morsomt med at lege rundt med ham og sende små misvisende signaler. Halen svirpede et par gange bag hende, inden hun kom med et hoppet hvin, men hun veg ikke fra ham. Nej hun forsøgte blot at tirre ham yderligere, selvom han lignede en der var ved at springe. Hun trådte et enkelt skridt frem og lod mulen glide tirrende over hans bringe.
Hun var spændt på at se hvor langt denne hingst turde gå, men hvis han blev lidt for frisk så kunne han få lov at blive zappet. Spørgsmålet var bare hvornår. De summede i den sorthvide hoppe for at slippe den elektricitet løs som hobede sig op indvendigt.

Hendes signaler var misvisende, og for en primitiv og lettere bøvet hingst som ham var det ret svært at forstå. På den ene side gned hun sig op ad ham som en sulten kat, og på den anden side svirpede hun irriteret med halen og hvinede på den dér skingre måde, der som regel betød, at en hoppe var gal. Hun veg dog ikke fra hans side, men trådte i stedet et skridt frem og lod mulen glide over hans bringe. Han kunne atter mærke sin krop sitre under hendes berøringer, mens hans øjne blev spærret opstemt op. Hans vejrtrækning blev hurtigere, og han kunne snart ikke holde sig i skindet længere. Han fnøs et par gange, mens han bare så på hende med et blik, der både var spørgende, tirrende og lettere udfordrende på samme tid. Hvor langt var hun villig til at gå?

Myth fandt lyn hurtigt ud af at hun egentlig var træt af at lege, og hun fnyste derfor hoppet, og svirpede halen i hovedet på ham, irriteret over hans tilstedeværelse. Det mandelformede ører blev lunefuldt vippet bagud, men hun blev dog stående og gjorde krav på dette stå sted. Om hingsten så var kvik nok til at opfatte at nu var tiden til at han skulle tage og flytte sig, eller om han blev stående var spændende. Hvis han ikke flyttede sig så ville han nok kunne få det at mærke.
Hoppen løftede nu hovedet i et sidste advarende signal før helvede ville bryde løs.

Endnu et hoppet fnys forlod hende, inden hun irriteret svirpede halen lige i hovedet på ham. Det gav et lille sviende slag, da de stride hår ramte hans ansigt. Av... Hvad skulle det nu til for? Han vendte sig om og så uforstående på hende, blot for at møde et sæt bagudvendte ører og et hoved, der advarende var løftet. Han trak sig omgående væk fra hende og sendte hende blot et undrende blik. Hvad gik det her ud på? Hvad fanden var hun for en utilregnelig hystade...?