Crossroads (Mindraper)

[50]

Ava var begyndt at tilbringe mere og mere tid på Chibale. Hun var nødt til at tage tilbage til Foehn af og til, for der hørte hun til, der hørte hendes Herre til, der hørte broderskabet til. Ud over det, var det også der hendes livskilde holdt til. Det var tidlig formiddag, og solen var stadig på vej op. Solens stråler var endnu ikke alt for skarpe og Ava havde krydset vandet da lyset kun var begyndt at vise sig i det fjerne. Pelsen var ikke helt tør. det var kun vinden og varmen der kunne sørge for det, for hun bar ingen kropsvarme. Manen, halen og pandelokken var det der viste mest tegn på turen fra den ene ø til den anden. Ava havde fundet sig et sted i skyggen, ved en lysning. Hver dag, ventede hun på sin datter, og indtil videre var hun hver dag taget hjem uden hende.

Selvom Ava havde haft et uheldigt sammenstød med en af vogterne på øen, var hun ikke bange for at sætte sine hove der igen. Hun ville gerne bevise hun ikke var så nem at knække, og skulle lys hoppen dukke op endnu en gang, ville hun heller ikke tøve med at kaste sig ud i en konfrontation - men ikke med ord.

Mindraper

Den spraglede hingst havde fundet vej til Chibale denne tidlige morgen. Det var køligt, men tilpas for den store hingst som havde fulgt en fært i det fjerne. Den var bekendt, men duften havde ændret sig med tiden. Harsk kunne man næsten kalde den, men det var ikke noget harsk han forbandt den med. Den sorte skikkelse fandt han snart. Lille Ava med det store temperament. Kunne hun døjes med ham i dag? Tiden ville ganske snart vise det i det han snart stod ved hendes side. Der var ikke megen tøven i ham, som han åndede tungt ud så den varme ånde nærmest frembragte dampe over hendes kolde krop.
Hun måtte have opdaget det var ham for længst. Spørgsmålet var så bare om hans selskab var ønsket denne morgen.

[55]

Ava havde godt fornemmet Mindraper på afstand. Skyggerne havde ligeledes hvisket til hende. Hvisket i hendes ører, men også fra hendes hoved. Det var som om de hviskende stemmer kom alle steder fra. Nogen gange gav de mening og andre gange gjorde de ikke, men bare det at de var der, gav Ava en ro i kroppen. Det var værst hvis de var væk. Hun flyttede sig ikke ud af stedet. Blev stående med blikket rettet fremad mod det fikserede punkt. Ventende. Først da han stod ved hendes side, lænede hun hovedet til siden og lod det hvile mod hans hals - stadig uden ord.

Nok havde skyggerne taget mere fat i hende, og hun holdt mere og mere af dem, men der var stadig få ting fra hendes "gamle" liv hun ikke kunne kaste væk. Noget hun foretrak at holde fast i.

"Hun kommer ikke, gør hun vel?"

Han så ned på hende med rolige øjne og sukkede dæmpet, nærmest lettet, da hun lod hovedet ramme hans hals. Den spraglede hingst var stille da ordene nu forlod den sorte hoppe og de stak i ham. Han strøgmulen over hendes blå cirkler i panden, hvor den hvide gennemløbende blis havde været. Han brummede svagt.

" Nej.. Ikke i dag.. "

Lød det stille fra ham i det han lagde hovedet om hendes hals. Han synes bestemt ikke at hun skulle begynde at gå nogle steder, så ind i mellem måtte man jo benytte sig af sin monstrøse størrelse. Nu havde han lige fundet hende igen, så skulle hun ikke rende fra ham igen.

[56]

"Heller ikke i dag"

Ordene var knap nok tydelige. De var næsten mumlende og der var kun lige nok lyd på til de ikke var hviskende. Hun havde stået der tit og ventet. Nogle dage var hun godt nok sprunget over, men hun var sikker på hun nok skulle få at vide, hvis nogen havde bragt hendes nymfe til Chibale, som hun havde efterspurgt så tit. Det var som om alle var imod hende. Der var ingen der ville hjælpe. De forstod ikke hvor meget det betød for hende.

"Ved hun overhovedet jeg ikke bare forlod hende?"

Det var jo Avas største frygt. Tænk hvis hendes lille nymfe troede hun bare havde forladt hende. Var skredet som om hun ikke ønskede hende. Det kunne ikke være mere forkert. Var der overhovedet nogen der havde fortalt hende at hendes mor ønskede at se hende? Ava mimrede en smule med mulen, inden hun sendte et lille nap mod Mindrapers skulder.

Mindraper kunne fornemme en snært af sårbarhed, men han lod det ligge for der var ingen grund til at puste til ilden. Han følte sig selv sårbar, og Ava var den eneste der kunne frembringe det i ham. Det de havde var så spinkelt og følsomt at det næsten var som at røre det skrøbeligste porcelæn. Hendes ord ramte ham, hårdere end man umiddelbart skulle tro. Der var en snært af skyldfølelse over han ikke havde set Nymfen. Han kunne fornemme hende, men var aldrig kommet tæt nok på.

" Hun har ikke sagt meget, men jeg tror hun ved det.. Hun skal nok dukke op en dag når du mindst venter det.. "

Brummede han så stille. Mulen mimrede over hendes pels. Han knugede hende kort til sig i ren og skær savn efter hendes nærvær, inden han slap taget en anelse og lod mulen hvile i hendes fugtige man. Det var underligt med så kold en krop stående i skrigende kontrast til hans varme. Han havde altid haft en god kropstemperatur, måske var det derfor han trivedes så fint i kulden.

[57]

Ava rystede ganske svagt på hovedet. Der var ingen der forstod det. Heller ikke Mind, men på den anden side vidste han jo heller ikke hvorfor. Han kendte vel ikke til lyset på Foehn. Eller hendes lille sammenstød med Illana. Han vidste ikke hendes brødre og søstre langsomt forsvandt uden nogen vidste hvorfor eller hvorhen. Hun vidste ikke engang selv, om hun ville være en af dem en dag.

"En dag er det forsent. Det er ligefør det var forsent...."

For en kort stund var der igen noget dystert hvilende over Ava. men det forsvandt lige så hurtigt igen som det var kommet, erstattet af en form for tristhed. Hun ville jo bare gerne se sin nymfe inden det en dag blev hendes tur. For det var en ting hun vidste med sikkerhed. Hendes tid skulle nok komme, og måske før hun selv ville regne med det.

Mindraper vippede kort ud til siden og så ned på hende. Han vidste ikke meget. Det eneste han vidste var vel hvor meget han holdt af Ava. Ellers havde han nok ladet hende sejle sin egen sø, ligesom han gjorde med de fleste andre. Hans mørke sider var efterhånden gemt væk, men de var der, ingen tvivl. Han var ikke en åben, venlig, lalleglad og godmodig hingst. Det ville være synd at sige. De dystre ord fik ham til at tilte hovedet på skrå, mens han missede med de gule øjne. Ville han vide det?

" Men alligevel står vi her.. "

Lød det så fra ham. Ava var en stædig satan, og han var sikker på hun nok skulle holde ud på den ene eller anden måde. De gule øjne søgte hendes i det han slap sit greb om hende, men øjnene afslørede en længsel efter hende. Det slog knuder i hans indre ved tanken om at miste hende helt. Han vidste at det ville han ikke kunne klare.

[58]

"Ikke takket være Illana......"

Lyshoppen havde før været den der havde givet dem problemer - hvis ikke næsten var hende der havde startet det hele. Selvfølgelig havde Ava givet sig selv hen til skyggerne, men det hele havde på en måde ændret sig siden den dag Mind havde stillet sig imellem de to hopper. Ava gav et lille fnys fra sig og vendte ørerne mod nakken ved tanken om hoppen. Ingen kunne bringe et lige så stort had frem som hun kunne - ingen af de andre vogtere havde hun lige så meget imod som lyshoppen.

Mindrapers blik fik lidt efter lidt Ava til at slappe af igen. De muskler der automatisk var blevet spændt op i, slappede hun igen af i. Den kolde mule blev placeret mod hans næseryg, mens hun gav et lille suk fra sig. Der var ikke mange der kunne bløde den ellers stædige og ofte hidsige hoppe op. Kun de ganske få der havde VIP plads i hendes hjerte.

"Mit hjem er ikke sikkert længere. Jeg er ikke i sikkerhed nogen steder længere"

Mindraper trak en svag grimasse ved hendes ord. Det behagede ham ikke at høre, men han valgte blot at tie for nu. Mellem de to stod han klemt som en lus mellem to negle. Ingen tvivl om at den gyldne aldrig havde fået lov til at krumme et hår på Ava hvis han havde været der. Han sukkede let da hun så ud til at falde til ro og derpå lagde mulen mod hans næseryg. Stilheden sænkede sig kort over det to, mens han blot for nu nød at have hende tæt på. Han vidste det var et flygtigt øjeblik. Men hvorfor skulle det være sådan. Han rettede sig lidt op og så på den sorte hoppe, da hun nu igen talte.

" Det er ingen af os.. "

Lød det hæst fra ham. Han satte nu panden mod hendes, inden han sukkede tungt, inden han lukkede øjnene i. Det pinte ham at han ikke blot kunne tage hende under armen og blot flygte fra alt det her nonsens. Ligenu ønskede han blot at glemme omverden, bare for en stund. Han strøg derefter mulen over hendes, inden han trådte om på siden af hende.

[59]

"Du forstår det ikke...... Lyset var på Foehn. Lyset..... Det der har bragt alle her til Andromeda.... Det der skaber vogtere......"

Det lys hørte ikke til der. Det lys skyggerne var imod - det der havde spærret hendes herre inde. Det dominerede allerede alle de andre øer, ligesom alle lyselskerne, så hvorfor kunne det ikke bare blive på de øer.

"Det brænder skyggerne væk........."

Det lød måske ikke så slemt i hans ører - eller andres ører generelt, hvis ikke man var skyggebærer, men eftersom skyggerne var hendes livskilde, var det ikke noget positivt. Det kunne være farligt. Dengang havde hun jo været på Foehn, så det tog hende ikke lang tid at suge skygger til sig igen. Men på Chibale var det en helt anden sag.

"Illana gør det samme....."

Ordene var ikke mere end en lav mumlen, men tydelige nok til Mindraper kunne høre dem. Mere var ikke nødvendigt, for selv hvis der var andre i nærheden, vedkom samtalen ikke dem. Selv hvis der var andre i nærheden var det ikke noget hun lagde mærke til. Hun følte sig sikker nok til ikke at have paraderne oppe hele tiden.

Han lyttede skam til hende, og han var oprigtigt bekymret for hvad der kunne ske hende hvis hun skulle komme i klammeri med vogterne en gang til. Han tyssede stille på hende og lagde halsen om hendes og trykkede hende ind til sig. Han havde i sinde at beskytte hende af bedste evne. Hun kunne godt nok selv tvære ham ud, men det forhindrede ham ikke i at ville beskytte hende til en hver tid. Han lod mulen glide over hendes hals.

" De får ikke lov til at brænde dig væk. Hører du.. "

Han trådte nu et skridt tilbage så de gule øjne kunne kigge med ramme alvor ind i hendes. Han stod længe, selvom han egentlig ikke havde i sinde om at tøve. Han strøg nu mulen over hendes, inden han genfandt sin position med panden mod hendes.

" Jeg kommer med dig, for at være sikker på de ikke gør.. Og det er ikke til diskussion "

Nok havde hun det fysiske overtag, men en snært at dominerende adfærd kunne afspejles i hans sidste sætning. Han kunne rent faktisk godt skrue bissen på når situationen var der. Ava skulle i hvert fald ikke forsøge at få ham til at ændre mening. Han kunne sagtens modstå de såkaldte skygger.

[61]

"Det kan godt være jeg gik efter lyset om hendes hals, men jeg har ikke rørt hende. Hun påstår jeg ikke kan gøre mere krav på det end alle andre, men det kan hun heller ikke, og alligevel render hun rundt med det. Lyset stjæler fra Andromeda og deler det ud til hvem end der kan blive kaldt værdig nok....."

Ava veg selv en smule til siden da Mindraper trådte tilbage, for bedre at kunne se på ham. Øjnene viste en snært af bekymring. Det kunne da godt være Ava engang imellem udviste en opførsel der tydeligt var præget af skyggerne, men det var nødvendigt når hun skulle holde ubudne gæster væk fra hendes hjem. Holde dem væk fra Foehn. Til tider var det jo også for deres eget bedste. Hun ville jo heller ikke lade nogen tro de kunne dominere hende....

"Tag med mig og bliv? Man behøver ikke være skyggebærer for at være i Aljun..."

Ava havde det med at rode sig ud i problemer. Det vidste Mind. Han var jo selv gået imellem en gang og det havde hun ikke været særlig glad ved. Han satte mulen mod hendes da hun blev ved med at snakke. Han tyssede på hende igen. En lav brummen kom fra ham og han strøg hende over næseryggen. At gå til den flok.. Han var ikke glad ved ideen, men igen han delte ikke skyggernes synspunkter, og ville nok aldrig komme til det.

" Jeg er ligeglad med lys, og skygger, hvem der er den sande herre eller ej. Det eneste jeg bekymrer mig om er dig.. Du er det eneste der betyder noget. Så hvis jeg skal tage med dig og blive hos dig, for at sørge for de ikke brænder dig væk, så er det hvad jeg gør. "

Der var ingen tvivl om hvor meget hun betød for ham. Om så resten af hendes såkaldte broderskab skulle brænde op, så ville han være ligeglad. Han ville gøre næsten hvad som helst for at holde nogen fra at gøre Ava fortræd, om hun så kunne lide det eller ej.

[63]

Ava gav et lille pust fra sig. Det var bare ikke varm luft der kom fra hende som fra andre, men i stedet kølig luft. Et lille nip blev sendt ud efter hans pandelok, og et mildt smil blev ligeledes fundet frem. Hans ord gengældte hun dog ikke, for han var ikke det eneste der betød noget for hende - Nymfen betød mindst lige så meget. Hun slog et lille svirp med halen ført hun lænede sig fremover og tog et par skridt frem for ikke at falde på næsen. Blikket blev rettet mod Mindraper med et spørgende udtryk. Der var ingen grund til at stå stille, når man havde en hel ø at vandre på. Selv hvis der var andre, var der alligevel en masse træer der dannede en form for mur.

"Jeg er bange for det er lettere sagt end gjort. Jeg var heldig på Foehn. Jeg var måske endnu mere heldig her. Hvis ikke det havde været for en af de andre skyggebærer havde jeg ikke haft nogle skygger at trække på. De er min livskilde....."