Crossroads (Mindraper)

Mind brummede svagt og hapsede lidt til hendes man. Han fulgte hende nu i langsom skridt, mens han kort lod mulen glide over hendes krop, når nu han havde muligheden. Han var tavs for en stund, mens han grublede over ordene hun sagde. Han slog et kort slag med halen og mimrede svagt med mulen. han gjorde sig tit tanker om forskellige scenarier. Han konkluderede at livet havde været nemmere dengang han ingen bånd havde til nogen. Ingen at bekymre sig om, intet at miste. Den tid kunne han ikke gå tilbage til mere.

" Ikke mere om lys og skygger for nu.. "

Lød det så fra ham og han nappede hende nu tirrende i ballen i et forsøg på at få lidt mere gang i hende og sig selv for den sags skyld.

[65]

Nappet i hendes balle fik Ava til at lave et lille spring frem i et halvt buk og med et feminint lille hvin. Næsten som hvis hun kun var en lille unghest. Hovedet kastede hun opad og skridtene blev en smule mere trippende for at sætte farten lidt mere op. Engang imellem tillod hun sig selv at "holde fri". Lade andre overtage skansen, og eftersom hun allerede havde vækket sine brødre og søstre, regnede hun med de ville tage over for en stund. Der skulle mere til end bare en lille hoppe for at genvinde den respekt andre havde haft for øen. Andre havde ikke brugt Foehn som en ø man vandrede på hvis man lige skulle tænke en tanke i fred, eller udforske som var det ganske ufarligt. Det var på tide andre lærte en lærestreg.

Ørerne vippede i alle retninger. Lyttende. Det kunne ikke vare længe før bladene ville skifte farve og falde af. Det betød også det gjaldt om at udnytte det grønne træbeklædte landskab så længe man kunne. Der var trods alt steder der nærmest virkede magiske - uden lysets indblanding. Chibale gemte på mange ting. Ava standsede brat da stien delte sig i to - ude af stand til at træffe en beslutning om hvilken vej hun ville tage.

Mindraper fulgte straks trop efter Ava og han dansede næsten afsted bag hende, mens han hapsede til hendes bagparti i ren og skær drilleri. Jo vidst så var han så ganske opslugt af at drille hende at han ikke opdagede at hun pludselig bare stoppede og derfor stødte ind i hende. Der skulle dog mere til at sende de to mod jorden og han stod derfor blot med hovedet hvilende over hendes ryg. Han lod blot mulen stryge langs hendes rygsøjle, inden han nappede hende ved flanken, mens han afventede at hun tog en beslutning. Det skulle dog vise sig at være en yderst langsommelig process, men Mind havde besluttet sig for at han stod egentlig ganske fint her, og brugte tiden på skiftevis at snaske hendes pels med mulen til der hvor han nu kunne nå, eller blot stryge den over hende som en anden opdagelsesrejsende.

" Jeg har savnet den her udsigt.. "

Lød det så en smule bøvet fra ham. Man var vel en hingst. Han kunne dog ikke lade være med at klukke af sig selv med den dybe stemme, der chancerede over i en maskulin brummen, inden han nu i stedet skridtede op på siden af hende.

[67]

Ørerne blev vippet bagud i retningen af Mindraper, da han stødte ind i hende. Hovedet blev drejet i hans retning og et lille nap også, selvom hun ikke kunne nå. Hans kommentar frembragte en lille latter. Hun vidste jo godt han nok ikke snakkede om træerne, for dem kunne han kigge på hvornår det skulle være - det var bare at besøge Chibale. Stedet var jo ikke ligefrem gemt særlig godt.

"Den udsigt behøver du jo ikke nødvendigvis komme til at savne..."

Idét Mindraper nåede op på hendes side, kastede Ava sig sidelæns og fortsatte fremad hen af den sti der lå tættest på h ende. Den var næsten paralel med den anden, indtil den drejede væk. Hun fortsatte i den retning i en tilbageholdt galop, for at være sikker på hun ikke fortsatte alene. Strakte hun først for alvor benene ud, ville hun snildt kunne bevæge sig i fart mellem træerne og skyde genvej, men hun valgte at blive på stien. Den havde hun fulgt nogle gange før.

Han klukkede blot let af hendes kommentar, inden han i al hast måtte følge efter hende. Den spraglede hingst gik godt i et med omgivelserne, men når han var på stien så betød det ikke så meget. Han skulle ikke skjule sig for nogen, men blot følge Ava, mens han fortsat nød den ganske fine udsigt, som han i ny og næ også nappede til i kådhed, inden han selv slog op i en serie bukkespring. Han fandt derefter et godt tempo, mens han lå ganske tæt på hende.
Stien blev bredere og han kunne nu nå op på siden af hende. Han nappede let til hendes skulder.

" Som jeg sagde, hvis det er det der skal til, så gør jeg det "

Han refererede til deres tidligere samtale, omkring at beskytte hende fra vogterne og i nogle tilfælde også omvendt. Han gav ikke noget for hendes broderskab, men kun hende. Hvilket han også havde givet udtryk for.

[69]

Nappene fik fortsat Ava til at give nogle små lyse og legesyge hvin fra sig. Halen blev svirpet fra side til side, som var han et insekt der skulle viftes væk. De små buk var trodsalt uden spark, for lige den spraglede hingst, var en af de få hun ikke ønskede at skade. En tanke gik gennem Avas hoved, og fik hende til et kort øjeblik at sætte farten ned til trav. Så er det kun Nymfen der mangler. Men hun ønskede heller ikke Nymfen satte sine hove på Foehn. Mindraper var noget andet. Han var ikke hendes datter, og han var i forvejen en smule forstyrret nogen gange. Noget Ava knap nok lagde mærke til længere.

Med et lille lyst hvin kastede hun sig fremad igen i en højere fart end før, og fortsatte af stien til det lignede den endte blidt. Træerne var blevet en smule tættere og det betrådte område fyldte knap så meget mere. Stien drejede nemlig også i en anden retning, men det var ikke den Ava havde tiltænkt. I stedet havde hun sat kursen mod en lille lysning hvor solens stråler lige kunne skinne ned og ramme en lille sø, hvor vandet faldt fra sten der lå for enden af en å, og fortsatte i den ene side af søen ned af flere sten.

Hendes hvin var næsten som sød musik for hans mandelformede ører. At opleve hende sådan her efter alt det der var sket var faktisk en stor lettelse og gav ham et håb om at der stadig var lidt Ava derinde. Han kunne godt klare de mørke twist. Han var trods alt ikke den mest artige hest og ville nok aldrig blive det. Han snublede næsten over hende da hun faldt i trav, men formåede dog ikke at vælte, inden han igen måtte være op dupperne og følge efter hende, nu i højere fart.
Stien snævrede ind og han måtte igen genfinde pladsen bag hende, men ja udsigt, så det var ikke så slemt. I stedet nappede han hende blot lidt bag i igen.
Grundet hans størrelse i forhold til hende, kunne han nu se lysningen foran dem, og derved også søen. Mind hapsede hende nu i siden og i det de trådte ud i lysningen passerede han hende og med et stort hop sprang han uden tøven ud i søen med et ordenlig plask. Vandet var dejlig køligt og han drejede nu hovedet for at se på Ava.

[70]

Ava satte farten ned igen da hun nåede lysningen, og fulgte Mindraper med blikket da hun blev overhalet og lidt efter måtte flytte hovedet på grund af vand der stod ud til alle sider. Det fik hende til at ryste på hovedet med et lille grin, der knap kunne høres. Hun fulgte ham ikke ud i vandet, men trippede lige så fint ned mod kanten og fortsatte med sine smidige bevægelser langs kanten til hun i stedet kunne finde et sted hun kunne nå vandet for at stikke mulen ned til det og labbe noget vand i sig. Det gik ikke lang tid før hun hun igen havde løftet hovedet og betragtede den spraglede hingst med vand dryppende fra mulen.

"Du ved godt jeg ikke kan varme dig når du engang kommer op derfra, ikke?"

Et drillende smil pyntede den mørke mule - et der endda viste sig i de blå øjne. Noget man ikke så så tit længere.

Mindraper oksede mod breden med vandet sprøjtende op omkring ørerne og han slog let med hovedet inden han hapsede ud efter hendes mule med et smil på hans egen. Han så på hende med et kækt udtryk i de gule øjne, noget som hørte til sjældenhederne, men Ava var en af de få privilegerede. Hendes ord fik ham til at klukke let, inden han trådte op af vandet og strøg mulen ømt over hendes hals.

" Kulde er ikke noget der generer mig "

Lød det så hviskende fra ham, mens han trak på smilebåndet nok en gang. Den varme ånde fra hans næsebor stod i skarp kontrast til hendes kolde pels den bredte sig ud over. Han nappede da let til hendes man.

[79]

"Det ved jeg"

svarede Ava tilbage med noget i stemmen der sagde hun ikke lige mente fysisk kulde. Han havde jo ikke lige været den mest hjertevarmende hingst da hun først havde mødt ham. Den gang kunne hun eller aldrig have forestillet sig de to ville skabe nyt liv to gange. Hun nappede drillende ud efter hans man før hun gjorde et lille kast med hovedet. Ava tog nogle trippende skridt væk fra ham, som blev til en lille dans i en cirkel omkring ham.

"Du trængte vidst også til et bad"

Lød det fra hende i et drillende toneleje.

Han trak let på smilebåndet af hendes kommentar. Han forstod det skam godt. Han havde aldrig forestillet sig nogensinde at åbne sig op overfor nogle, og slet ikke som han havde med Ava. Han rystede let på hovedet og hapsede ud efter hendes hale i det hun trippede væk fra ham. Han betragtede hende med et tilfreds udtryk i de gule øjne.

" Pfft. Måske. "

Klukkede han blot af hende, mens han trippede et par skridt til siden, for at afbryde hendes lille cirkel.

2

[11]

Hans nap efter hendes hale fik hende til at slå et svirp med den, som forsøgte hun at ramme ham. Ava måtte stoppe da han afbrød hendes cirkel. Selvfølgelig kunne hun bare have trippet uden om. Hun knejsede en anelse i nakken og lod blikket hvile mod ham. Hun blev dog kun stående i et kort øjeblik, før hun trådte nærmere og lod mulen søge hen mod hans hals. Halen lod hun stadig hvisle gennem luften af og til. Et lille legesygt nap blev sendt ud efter hans man, før hun lod sig stryge op langs hans side, og fortsatte med nogle små drillende nap ned langs den og et sidste placeret lige over halen.

Hun pirrede ham. Mindraper krængede kort overløben op, selvom der intet var i luften, men hendes nærvær var oftest nok til at få ham til at svimle som en anden forelsket plag. Han drejede hovedet mod hende og nåede lige akkurat at nappe ud efter hendes balle, som hun strøg sig ned at siden på ham. En dyb brummen kom fra ham, mens han drejede rundt og gengav blot nappet mod hans hale på hendes egen. Han var ikke sen til at være ved hendes side igen, mens han fast men blidt hapsede fat i hendes manke, dog uden at gøre yderligere. De store hoved smøg sig under hendes hals, og han hapsede blidt til hendes knæ, nu hovedet var dernede. Halen svirpede let i takt med hendes.

" Du leger med ilden, unge dame "

Klukkede han blot i et drillende toneleje. Inden han duttede mulen mod hendes med et varmt pust.

3

[12]

Hans nap mod hendes knæ fik hende til at bakke trippende og leende. Det var ligesom at være en helt lille hoppe igen - som dengang hun legede med de andre i flokken. Tingene var bare anderledes nu. Hun var voksen, havde et ansvar, havde pligter. Alligevel havde hun lagt dem bag sig for et lille øjebliks "mig" tid, som var blevet til leg med en af dem hun holdt rigtig meget af.

"Nå så det gør jeg? Og hvad har du tænkt dig at gøre ved det?"

Ava trak hovedet op og gav sig i stedet til at nappe efter hans man, pandelok og ører. Hvad som helst hun kunne få fat i, selvom det ikke var det nemmeste. Igen trippede hun lidt sidelæns mens hun lige så stille vendte sig rundt for i stedet at stå med fronten mod ham. Et næsten lusket smil viste sig omkring hendes mule.

Mind lo af hende og hapsede ud efter hende endnu engang. Han sendte hende et lusket udtryk og løftede nu hovedet højt så det ville være svært for hende at få fat i både ører og pandelok. Et bredt drillende smil spillede på hendes mule og gav genspil i de gule øjne som ikke veg fra hende.

" Det finder du ud af "

Klukkede han hemmelighedsfuldt inden han lettede forparten fra jorden og sprang frem mod hende og hapsede ud efter hendes man. Forbenene slog ud i luften, dog uden at ramme hende. Han vidste Ava kunne tage lidt hingsteleg. Hun var bestemt ikke sart af sig. Han stak tungen ud og placerede et meget vådt slik op af hendes næseryg, inden han hoppede væk fra hende med en perlende latter.

4