Crossroads (Mindraper)

[13]

Lige så snart Mindraper rejste sig på bagbenene gjorde Ava det samme. Det var sjældet hun opførte sig særlig feminint. Heller ikke på trods af hendes mors forsøg på at opdrage hende som en "fin" dame. Hun stak i hvert fald meget gerne af fra de lektioner hvis hun kunne, eller gemte sig så de ikke kunne finde hende, bare for at lege med unghingstene og hendes bror.

"Nå så det gør jeg?"

Øjnene kneb hun sammen som hans tunge gled hele vejen op af hendes næseryg. Det blev til en virren med hovedet og bakke nogle skridt væk fra ham. Alligevel kunne hun ikke lade være med at grine af ham.

"Okay, okay! Jeg overgiver mig"

Mind fandt hendes reaktion ganske morsom. Han havde ikke haft det så sjovt i uendelige stunder og det var som om at han i hvertfald for en stund genfandt noget han ikke troede han skulle opleve igen.
Han stoppede derfor op og så på Ava med et særligt glimt i de gule øjne der normalt ikke husede megen venlighed overfor andre. Han brummede svagt og så sig kort over skulderen.

" Du ved godt hvor meget jeg holder af dig Ava.. "

Lød det stille fra ham. De mandelformede ører vippede stille frem og tilbage.

" Jeg forstår det stadig ikke, men det er ikke op til mig at forstå hvorfor du er hvor du er nu.. Jeg holder ikke mindre af dig af den grund.. Jeg har svært ved at fungere uden dig.. Jeg vil gerne tage med dig, og måske lære at forstå .."

Det var en stille hvisken, men han vidste at Ava var hans livs lys, paradoksalt nok.

5

[18]

"Mind....."

Tonen var blevet en anelse bedrøvet. Hun vidste det jo godt, men det gjorde det ikke nemmere når han sagde ordene højt. Tvært imod. Det var i forvejen svært for hende at balancere den gamle familie med den nye. Hun følte til tider hun blev trukket i to retninger, selvom der kun var en vej at gå.

"Du behøver ikke forstå det. Det er mit valg, men jeg forstår hvorfor du ikke ønsker at følge samme sti. Du har ikke set det samme som mig, og derfor har vi forskellige meninger."

Selvom han måske ikke direkte hørte til i Teylar, hørte han heller ikke rigtig til i Aljun. Han var ikke ligesom de andre, og selvom han til tider kunne virke hård og kold, vidste Ava jo godt han også havde en mere kærlig side. Havde han været fuldkommen ligeglad, havde Ava ikke følt sig helt lige så splittet. Hun endte med lige så stille at ryste på hovedet.

"Det er bedre du ikke tager med. Så længe Nymfen er i Teylar er det bedst nogen er der til at holde øje med hende. Vi kan ikke begge bare forsvinde derfra."

Nogle gange vidste Mindraper ikke hvor han stod i forhold til Ava efter alt det her. Han sukkede svagt ved hendes toneleje. Det gjorde det ikke nemmere, nej. Hvis han kunne læse hendes tanker så ville han være dybt enig med hende. Det var tortur for sjælen at være adskilt fra hende. Han missede kort med de gule øjne i et smertefuldt udtryk. Det var ikke altid logisk, måden den spraglede hingst reagerede på. Ava burde vide det. Hun vidste trods alt hvordan han kunne være, hvordan han var overfor de fleste andre. Temperament lå i familien, men Mind havde heldigvis arvet sit fars rolige ydre på nogle punkter.

” Jeg har altid ville følge den sti.. Mit mål da jeg kom hertil var at se lyset falde, tage hævn for at det frarøvede mig alt.. Indtil jeg mødte dig. ”

Han stemme var lav og blikket en anelse stift. Han sukkede kort og slog et slag med hovedet. Hvorfor.. Det var noget han kunne spørge sig selv om mange gange. Han fortrød ikke, men hvorfor..

” Hvorfor.. ”

Mumlede han nu svagt for sig selv, mens tankerne fandt vej ud i verden gennem hans stemme.

6

[19]

"Og alligevel tvivler du nu, selvom jeg er en af dem og de er en del af mig? Hvad har du tilbage ved lyset der betyder så meget, hvis ikke Nymfen?"'

Hun vidste jo godt han også havde sin veninde, Illana, en af dem Ava havde aller mest had til. Hun kendte jo derfor også godt svaret på spørgsmålet og krævede ikke noget svar. Egentlig havde hun bare stillet det for at få ham til at tænke sig om. Han havde jo valgt hende fra den dag han valgte at beskytte lyset - stille sig i vejen da Ava gik efter halskæden.

"Fordi du ikke ønsker hun skal komme til Foehn....."

Det havde han sagt flere gange. Det havde mange sagt - at de ikke ville bringe hende til Foehn heller, ligesom Ava heller ikke selv ønskede hendes Nymfe skulle dukke op der. Men hvis begge hendes forældre var der, ville hun vel enten føle sig forladt og blive bitter og måske gå med vogterne ligesom Ava gik med skyggerne, hvilket så absolut ikke var en særlig velkommen tanke - eller også ville hun dukke op på Foehn for at slutte sig til resten af familien.

” Du er den eneste der nogensinde har fået mig til at tvivle. Illana har været medvirkende til at du er den eneste. ”

Det var ord der egentlig skulle være kærlige, men den spraglede hingst næsten hvislede dem hæst ud gennem tænderne. Hans åndedræt hvæsede næsten, som om noget vred sig i hans indre for til sidst at briste, inden han slog et slag med hovedet, inden han i stedet rystede på det.

” Hvorfor har jeg ladet mig selv blive svag.. Jeg skulle have vidst bedre ”

En fjern hvislen. De gule øjne stirrede på den sorte hoppe, og varmen forsvandt fra dem. De fyldtes med den velkendte tomhed, som havde hvilet i dem den gang han for flere år siden kom til øen. Ava ville kunne genkende det. Hun havde trods alt set det før.

” Så hent hende. ”

Lød det så hult fra den spraglede hingst, som nu havde vendt ørerne bagud.

7

[20]

Ava vendte ørerne i nakken ved navnet. Hun hadede navnet mindst lige så meget som hun hadede hoppen. Det ene blev forbundet med det andet. Sådan var det bare. Og Ava var aldrig rigtig kommet sig over det betrayal hun havde været ude for den dag. Det havde alligevel været værre end de mange Ava havde sendt i retningen af Nymfen, for kun få var venner og de fleste var enten manipuleret eller måske endda tvunget - som så havde ombestemt sig så snart de var uden for rækkevidde. Men Mindraper havde jo forestillet at være den hun skulle stole på. Det muntre humør man så sjældent fandt hos Ava nu, var som blæst væk af en orkan. Det kunne lige så nemt have været en indbildning, for som hun stod der tilbage og så på Mindraper, var det ikke med andet end noget mørkt i blikket. Noget mørkt og udefinerbart.

"Den var lav den der, Mindraper. Selv for sådan en som dig...... Du ved udmærket godt jeg ikke kan træde ind i det område. Ikke så længe hun er der. Og den brogede basse ville vide jeg var på vej så snart jeg havde tænkt tanken.... Hvis ikke du sladrer først"

Med hun mente Ava selvfølgelig Illana. Over for hende havde Ava ikke en chance. Hun fik næppe lov til at nærme sig sådan en klynge vogtere og bare gå derfra uden en lille lærestreg.

Mindrapers mimik fulgte Avas og ørerne plantede sig nu I nakken. Hun stolede ikke på ham, havde hun mon nogensinde gjort det? Var det derfor hun blot var gået en dag og vendt tilbage som en af dem. Han fnyste og virrede let med hovedet. Hun talte og han følte i den grad han blev bekræftet i at hun ikke ønskede at stole på ham.

” Det går jeg ud fra ikke længere er mit problem. Gør hvad du vil, jeg holder dig ikke tilbage denne gang..”

Med de ord efterfulgt af en bitter vrissen, drejede den spraglede hingst væk fra den sorte hoppe, han holdte kært. Jo han elskede hende stadig overalt på jorden, men det var også derfor han reagerede som han gjorde. Han vandrede nu væk, men ikke i retningen af det han kaldte hjem. Nej han havde en helt anden destination.

8

[21]

Hvis Avas blik kunne blive mere mørkt, var det blevet det. Kunne det slå ihjel var Mindraper død på stedet. Hvor vovede han at tale sådan til hende? Det dirrede næsten i hele kroppen. Ava kunne måske sagtens slippe afsted med at kalde det et uheld, men inderst inde ønskede hun også at skade Mindraper. Selvom hun normalt ikke behøvede fokusere, gjorde hun sig alligevel meget umage med at ramme ordentligt, for at skabe en blødning ved hans lunger.

"Kryb du tilbage til Illana som det usle lile kryb du er.......... Jeg skal nok få fat i Nymfen på den ene eller den anden måde......"

Ordene var snerrende. Ava gjorde et smæld med halen før hun selv satte fremad i skridt og hen forbi ham som om han ikke eksisterede overhovedet. Hun havde ikke tænkt sig at se sig tilbage.

Han kunne mærke det. En hosten kom fra ham og smagen af jern spredte sig i hans mund. De gule øjne veg dog ikke for horisonten forude, men tempoet blev sat ned. Hendes ord lød som et fjernt ekko for hans ører, inden hun forsvandt ud af syne. Først her stoppede han nu op, med en anstrengt vejrtrækning, og blod dryppende fra næseboret. Han stod i noget tid, blot og stirrede tomt ud i luften. Da han var sikker på at hun var helt væk, kunne han nu ligge sig ned ved et træ, som han hvilede sit hoved imod.
De mandelformede ører vippede ud til siden, og det mørke blik ændrede sig igen til et sørgmodigt et. De gule øjne fyldtes med vand og han sukkede tungt, med en svag dirrende rallen han gemte nu hovedet i hans forben. Han kunne alligevel ikke komme ret meget rundt i den tilstand han var i..
Han vidste heller ikke hvor han skulle tage hen..

9

Sikke en trist afslutning på en ellers så sød tråd... </3