A Touch of Gold | Tsavani

---

Stemningen imellem de tre heste blev lidt anspændt, da Nymfen reagerede meget skeptisk på deres ankomst. Men den gyldne Tsavani bebrejdede hende naturligvis ikke - hvem ville ikke være skeptisk, når to fremmede heste kom hen til én og tiltalte én ved navn? Et lille fnys forlod hendes mule, men derefter så det endelig ud til, at hun slappede en smule mere af. Hun nikkede nemlig nu til Tsavani med en smule mindre mekaniske bevægelser og svarede ja på spørgsmålet, samt spurgte hvem de var. En dæmpet brummen forlod nu den skimlede herres bryst, inden han trådte et skridt frem og hilste den sorte hoppe an ved at strejfe hendes skulder med mulen. Han åbnede derefter munden og begyndte at tale. Han sluttede sine ord af med, at de kom med et budskab, som han håbede, at hun ville lytte til, og det fik Tsavani til at nikke bekræftende med hovedet. Han gjorde nu plads til, at hun kunne træde frem ved hans side og fortsætte, og den var hun med på. Uden tøven trådte hun derfor op på hans side og smilede mildt til den sorte hoppe.

,,Mit navn er Tsavani, og vi kommer ganske rigtigt med et budskab - en meddelelse fra din mor, Ava. Hun ønsker at finde dig, Nymphadora, og hendes kærlighed til dig er så stor, at vi ikke har kunnet se bort fra den. Vi ønsker derfor at lade dig vide, at du kan rejse til Chibale og møde din mor, hvis du har lyst. Jeg håber dog også, at du vil tage imod vores advarsel først: Skyggerne er snu og ikke til at spøge med. De er meget farlige, og det er højst sandsynligt, at din mor vil forsøge at lokke dig med til Foehn sammen med hende. Hvis du først kommer derhen, så er din skæbne ude af vores hænder, og vi her i Teylar kan ikke længere hjælpe og beskytte dig. Men kære Nymphadora, du er gammel nok til selv at tage en beslutning, og valget er derfor dit. Hvis du ønsker det, vil jeg derfor med glæde fortælle dig, hvor du kan finde din mor."

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Den sorte Nymphadora lod sine isblå øjne søge imod den skimlede, der trådte frem. Hans måde at bevæge sig på, hans holdning og stemme, kastede hurtigt den ibenholtsorte hoppe tilbage i mindernes vold; og imens han talte, fortalte at han havde mødt hende før - så blev hun mere og mere sikker på, at denne hingst der stod foran hende nu, var den samme, som hun huskede fra hendes barndom af. Det stemte godt overens med det han fortalte, og langsomt lod den sorte hoppe sine ører glide helt frem. Han huskede en glæde og kærlighed, som Ava havde udvist den sorte Nymfe; en kærlighed hun selv huskede, og som hun inderligt savnede. Hun måtte lade sit blik vige, og hun bed sig i underlæben et øjeblik. Det savn, der væltede op i hende, fik nær tårerne til at trille ligeså; og hvis ikke det var fordi den guldfarvede hoppe selv trådte frem, og begyndte at snakke, var den unge sorte nok blevet overvældet af de stærke følelser, hun ikke helt havde fundet ud af at kontrollere. Hun løftede blikket og vendte det imod den store hoppe, der nu fremlagde det budskab, som den skimlede havde varslet om; et budskab som netop kom fra hendes mor. Hun lyttede opmærksomt, det gjorde hun, men en skygge gled over hende; en skygge af smerte, foragt, savn og længsel. Hun trådte et skridt tilbage og virrede en anelse utilpas med hovedet, inden hun sænkede sin slanke hals og lod hendes ører tippes tilbage. Hun gumlede i frustration, et forsøg på at holde sammen på alle de tanker og følelser der fór rundt i kroppen på hende. Det tog hende flere minutter at samle sig nok, og da hun endelig havde fået taget på følelsernes vold, løftede hun atter blikket en anelse imod de to - men så ikke direkte på dem.

,,Jeg... jeg ved ikke, om jeg ønsker at se hende.. En sort hingst jeg mødte for nyligt, havde samme budskab. Og jeg er så forvirret.."

Hendes toner var dirrende, usikre og bar tydeligt præg af, at der både lå savn og svigt bag hendes ord. Hun savnede Ava, inderligt - men følte sig så svigtet, at hun ikke var sikker på hun ville se den hoppe, er engang havde været hendes mor. Ava var desuden en helt anden nu, end hvad den unge hoppe huskede - en skyggehest, der nu delte krop og sind med ondskaben. Ønskede hun virkelig at slutte sig til de onde, for at være sammen med en mor, hun for længst havde mistet? Hun vævede lidt igen, blikket flakkede imellem de to. Efter lidt landede det på den skimlede - og hun trådte et lille skridt nærmere på ny.

,,Jeg husker dig.. Jeg husker vores leg. Min mors latter og den ro der lå over hende, da du var der. Hvis jeg kunne, ville jeg tage tilbage dertil.. Da alt var normalt."

[8]

Imens den majestætiske guldfarvede hoppe trådte frem, for at fortælle den unge hoppe omkring det budskab de i fællesskab bar, studerede den skimlede hingst Nymhadora ganske diskret. Hun bar mange ligheder med hendes mor, men var en kende mere spinkel. Hovedet havde samme fine træk, og de isblå øjne var gået i arv. Hendes sorte farve havde samme intense nuance som Ava's og hendes ben var ligeså bygget til fart. Hun var en ganske yndefuld skikkelse, det måtte han sande. Han brummede let, inden han vendte blikket imod hans guldfarvede følgesvend; hun fremlagde Ava's budskab ganske godt, og til lettelse for den skimlede hingst, lagde hun valget helt og aldeles op til den sorte hoppe - nøjagtigt som Den Vise havde bedt ham om at gøre. Et lille smil at ganske gådefuld karakter tegnede sig om hans mørke mule, inden han så frem imod den unge hoppe, hvis krop nu udviste ganske utilpas adfærd. En nærmest sørgmodig rynke tegnede erstattede smilet, imens hans så på den unge hoppe, og uden tøven trådte han lidt nærmere. Han ventede ganske tålmodigt, imens hun genfandt en rolig grund, hvorfra hun kunne svare, og en svag, men medfølende brummen forlod ham da hun svarede. Han forstod ganske godt, at hun havde svært ved at kapere det, som de havde fortalt hende; men han havde lovet Ava at beskytte hende - og dette var den eneste måde hvorpå han kunne gøre det. Da hun havde henvendt sig til ham, trådte han hende nærmere igen og denne gang lod han sin mule søge hendes. Hans mørkeblå øjne søgte hendes lyse, der stod i ganske stor kontrast til hans egne.

,,Din forvirring er forståelig, unge Nymphadora. Den hoppe du husker, er dog stadigt et sted dybt bag skyggernes lag - men selvom jeg gerne ville, kan jeg ikke garantere dig for, at det er hende du vil møde, såfremt du opsøger Ava. Du har været ude for noget, som hverken jeg eller Tsavani kan forestille os, og selvom det er ringe trøst, så kan vi ikke gøre andet, end at tilbyde dig vores støtte."

Han smilede let, mest med de mørkeblå øjne der afspejlede universets dybde. Derefter skævede han en anelse tilbage imod Tsavani, og gjorde sig en nærmest usynlig gestus til den større hoppe. Han bød hende lidt nærmere, så de alle tre kunne mærke hinandens tilstedeværelse. Derpå så han atter på den unge hoppe, og hans drømmende toner lød på ny.

,,Jeg er glad for, at dette minde atter er at finde i dit indre, Nymphadora. Det er også et minde, der fylder meget hos mig - fra en tid, hvor verdenen var langt mere ubekymret for os alle. Måske engang, du kære sorte, vil du få lov at opleve det minde igen, hvis du selv tror på det og ønsker det."

Den skimlede bar på mange sider af sig selv, men én side som han netop i dette møde havde holdt nede, var hans drømmerier. Han havde siden han ankom i landet haft en mission - at lede en anden ind i den fantastiske drømmeverden, han selv troede på fandtes. Hoppens mor havde været den første og eneste, som han havde delt dette med - men måske, når tiden var inde, ville han gøre det med hendes datter lige så.

[5]

---

Den unge Nymphadora virkede ikke til at reagere særlig positivt på hendes ord. Hun lod nemlig sit blik vige og bed sig selv i læben, alt imens hun måtte kæmpe for at holde tårerne tilbage. Man kunne nærmest se de følelser, der vældede op i hende; den ubehagelige blanding af savn og svigt. Hun løftede nu blikket og så på Tsavani igen, og det var som om, at en skygge gled hen over hendes ansigt. Pludselig trådte hun et skridt tilbage og virrede med hovedet, inden hun truende sænkede sin hals og lagde ørerne tilbage, alt imens hun gumlede ud i luften. Tsavani forstod godt hendes reaktion - hvem ville ikke reagerede sådan, hvis man var blevet opsøgt af to næsten fremmede heste og var blevet fortalt sådan en personlig og følelesladet ting?
Nymphadora blev stående sådan i flere minutter, mens hun tydeligt forsøge at samle sig selv igen. Endelig virkede hun til at få styr på sine følelser og løftede derfor blikket op mod dem igen - men hun så blot lige igennem dem, og det var tydeligt, at hendes blik vandrede i minderne lige nu. Hendes ord lød nu, og Tsavani nikkede forstående. Det var kun forståeligt, at den unge Nymphadora var i tvivl om, hvorvidt hun ønskede at se sin moder eller ej. Tsavani vidste jo, at Ava elskede hende overalt på jorden og absolut kun ønskede hende det bedste - men det var klart, at Nymphadora tænkte anderledes, når hun ikke havde set hende i så mange år.

Hendes blik vendte nu tilbage til virkeligheden og flakkede lidt imellem de to heste, inden det landede på den skimlede, og hun trådte et lille skridt nærmere. Hun huskede ham fra en tid, hvor der havde været ro og latter i hendes moder, og hvis hun kunne, ville hun tage tilbage dertil, hvor alt var normalt. Tsavani kunne ikke lade være med at blive rørt over de ord, og den følelse blev blot endnu større, da den skimlede nu trådte frem og lagde mulen mod hende. Hun lyttede til den skimledes ord og nikkede tilkendegivende. Hun var meget enig og kunne ikke have sagt det bedre selv. Han skævede nu tilbage mod hende og gjorde en lille, næsten ubemærkelig gestus til hende om at træde nærmere. Hun brummede varmt og tøvede ikke med at skridte frem, så de nu stod hinanden meget nær - en lille, tæt og fortrolig cirkel. Hun lyttede nu til den skimledes sidste ord, og da stilheden kort faldt imellem de tre heste, benyttede hun sig af lejligheden til selv at tale videre.

,,Din frustration og forvirring er absolut kun forståelig, kære Nymphadora. Jeg er sikker på, at alle ville reagere sådan, hvis de stod i din situation. Og du skal vide, at valget helt er dit eget - ingen af os vil forsøge at overtale dig til noget, du ikke har lyst til. Men ja, som han så rigtigt sagde, så vil vi forsøge at beskytte og støtte dig så meget som muligt, hvis du tager beslutningen om at møde din moder. For unge Nymphadora, du skal vide, at din moder elsker dig meget højt. Det kan måske være svært at se lige nu, men din moder har aldrig opgivet dig. Hun er bare ikke selv i stand til at rejse til Teylar, så i stedet har hun bedt om hjælp til at kunne se dig i alle disse år - men ingen har villet hjælpe hende. Før nu. Jeg er derfor sikker på, at hendes intentioner er rene, og at hun vitterligt bare ønsker at se, at du er okay. Du skal vide, at hun befinder sig på Chibale, hvis du har lyst til at se hende. Hun rejser derhen hver eneste dag for at se, om nogen skulle have holdt deres løfte og guidet dig dertil... Og Nymphadora, jeg tror virkelig ikke, at der vil ske noget dårligt, hvis du rejser til Chibale og snakker med hende. Det er bare super vigtigt, at du ikke rejser med hende tilbage til Foehn - for hvis du først gør dét, så kan vi ikke længere beskytte dig, og så er din skæbne ude af vores hænder, hvis der skulle ske dig noget."

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Den skimlede trådte hende nærmere, og hendes første og mest umiddelbare reaktion var at trække sig en anelse; ikke nok til at hun flyttede benene, men vægten blev lænet væk fra ham et øjeblik. Hun var såbar og alle de tanker og følelser der fór rundt i kroppen på hende, gjorde det svært at fokusere. Dog var der en ro over den skimlede, som havde en smittende effekt på hende, og hendes indre kaos blev snart mere strømlignet; tankerne faldt på plads, og roen sænkede sig over hendes krop. Ja tilmed lænede den unge Nymhadora sig en anelse imod den grå, som for hende var et levende minde; et minde fra en tid, hvor bekymringer, svigt og frustrationer ikke fandtes. Hun tippede et øre imod ham da han snakkede, med toner af nærmest drømmende karakter. Han forklarede at hendes mor stadigt var et sted under de ondskabsfulde skygger, og et sted dybt i hendes indre troede hun også på ham - men hun havde svært ved at anerkende det. Hun tyggede kæberne en smule sammen, men formåede ellers at holde samling på sig selv. Hans stemme fortsatte, og de ord han nu fremsagde, fik næsten den unge Nymphadora til at fælde en tårer - for faktisk var der ikke noget, som hun ønskede sig mere. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle svare på hingsten, og flyttede derfor blikket for at skjule de meget blanke, tårefyldte øjne.

Da den større hoppe nærmede sig, tvang Nymphadora dog sit blik op. En enkelt tårer forlod hendes øjenkrog, inden hun med et sagte fnys forsøgte at holde resten tilbage. Hun så imod den guldfarvede som nærmede sig, og selvom den guldfarvede ikke havde samme 'betydning' som den skimlede havde, så ønskede Nymphadora hende alligevel tæt. Hun kendte hendes mor, måske endda bedre end den skimlede af hvad den unge hoppe kunne forstå, og derfor følte hun sig nærmest draget af den store skikkelse; hun anså hende lidt som en, der kunne svare på de mange spørgsmål den unge hoppe havde - spørgsmål, som hun dog vidste at hun burde stille sin egen mor.
Hun lyttede til hoppens toner, og hun fortalte at hun kunne finde Ava på øen Chibale. Ava drog dertil hver dag, i sin søgen efter den sorte hoppe med de gråsprængte ben. Nymphadora hævede sit hoved med et nærmest vantro blik, der snart gled over i et undrende og dernæst længselsfuldt blik. Kunne det virkelig være? Den unge hoppe blev næsten så opslugt af dette 'håb' om at hendes mor stadig var god, at hun næsten overhørte den advarsel, som den guldfarvede kom med - hun skulle ikke følge Ava til øen Foehn. Hun kneb sine øjne en anelse sammen, imens hun tænkende lod blikket flakke imod jorden mellem de tre heste. Skulle hun opsøge sin mor? Der gik flere minutter hvor den unge hoppe var opslugt af sit sind, inden hun atter så op -først på den gyldne.

,,Tak.. Tror jeg. Jeg havde ingen anelse om at hun kom til Chibale for at lede.. Hvis bare jeg havde vidst.."

Hun tav et øjeblik, inden hun en anelse mere resolut rankede sig en anelse. Hun så nu imod den skimlede og et smil tegnede sig ganske svagt omkring hendes mule.

,,En dag håber jeg at kunne holde dig op på dit ord, mindehingst. En skønne dag."

Hun nikkede let imod ham, inden hun lod sin mule strejfe den skulder, hun havde fundet tryghed ved. Så førte hun mulen over imod den store, majestætiske guldfarvede og tillod sig også at række taknemmeligt ud efter hende.

,,Jeg tror jeg vil prøve at finde hende.. Snart. Hvis jeg finder hende, skal jeg nok fortælle at i holdt jeres ord. "

Den sorte hoppe trak mulen til sig og nikkede så imod de to skikkelser. Derpå trådte hun fremad, og med et lille smil hilste hun de to farvel med en graciøs bevægelse med hovedet. Hun søgte nu længere ind imod midten af flokken, for at finde ro til at tænke og overveje - overveje om hun skulle søge mod Chibale og hoppen der engang havde været hendes mor, eller affinde sig med at hun aldrig ville se hende igen, og forblive i tryghed i flokken.

[Nymfe out]
[2]

Den skimlede hingst mærkede en sær, og diskret, lettelse glide igennem ham. Det gik så småt op for ham, som den unge sorte hoppe faldt mere til ro, at den mission han var stedt ud for at udfører, nærmede sig en ende. Han brummede sagte, og et smil fandt atter vej til hans mørkegrå mule, da den unge sorte lod sine feminine toner lyde. En dag ville hun holde ham op på hans løfte - og dette ville blive en dag, han ville se frem til.
Mødet imellem de tre sjæle løb mod sin ende, og snart takkede den sorte Nymphadora dem farvel. Hun var endnu uvis omkring om hun ønskede at søge den sorte Ava på Chibale, men der var en tryghed gemt i den skimlede sind om, at den unge hoppe nok skulle finde den rette vej i hendes liv. De havde gjort deres - den gyldne Tsavani og ham selv - og med et graciøst nik hilste han den unge hoppe på gensyn.
Derpå vendte den skimlede hingst sine midnatsblå øjne, med samme dybde som stjernehimlens, og en sagte brummen forlod hans strube. Han rettede sin en anelse, inden han let puffede imod hans gyldne selskab, og derpå begyndte han at snakke.

,,Tsavani, vores fælles opgave er udført. Jeg er dig meget taknemmelig for, at du ville søge den unge hoppe med mig - og jeg er sikker på, at vores budskab er leveret på bedste vis; for begge parter. Tsavani, selvom det nager mig at udspørge dig om flere tjenester til min egen vinding, da har jeg en forespørgsel til dig, som jeg håber du vil høre."

Han lagde hovedet let på sned og trak mulen til sig igen. Et lille smil kunne anes i hans blik - glimtet ændrede sig stille og roligt fra det alvorlige, til det mere drømmende. Han tippede sine ører frem og og lod på ny sine toner lyde.

,,Tsavani, jeg vil spørge dig om du vil føre mig til det sted i landet, hvor du først satte dine hove. Det lyder måske mærkeligt, men Det Evige Lys bad mig lede os begge dertil. Jeg ved, at dette for nogen er en privat sag, og jeg bebrejder dig ej, kære gyldne, hvis ikke du ønsker at vise mig dette - men hvis du vil, vil jeg følge dig i dans dertil."

Han trådte et elegant skridt til siden og sænkede sit ædle hoved i en respektfuld "bukken". Han brummede med hingstede og drømmende toner, inden han lod blikket søge direkte imod den gyldne hoppes. Spørgsmålet lå nu i det åbne; ønskede hun at danse med ham, til det sted hun første gang betrådte landet, eller ville hun afvise hans forespørgsel og lade ham tilbage i det uvisse?

[1]

---

Den kære Nymphadora virkede noget forvirret over alle de ord, der blev hende fortalt, men Tsavani var fuld af forståelse. Det måtte være noget af en mundfuld at sluge på én gang, specielt når budskabet blev leveret af to nærmest fremmede sjæle. Hun fandt dog ro i sjælen, da den sorte hoppe atter havde talt og fortalt, at hun ville prøve at finde Ava snart, og at hun nok skulle fortælle, at de havde holdt deres ord. Tsavani smilede mildt til den sorte hoppe, da hun takkede af, og lige inden hun skridtede væk, gav hun hende selv et par varme ord med på vejen.

,,Det var en fornøjelse at møde dig, kære Nymphadora. Jeg ønsker dig god vind fremover og håber, at du finder en god løsning på det hele. Vi ses forhåbentlig snart igen."

Den skimlede sølvhingst vendte nu atter blikket mod hende og begyndte igen at tale. Han fortalte, at deres fælles opgave var udført, og at han var meget taknemmelig for, at hun havde søgt den unge hoppe sammen med ham. Hun brummede mildt til ham og nikkede let med hovedet som en accept af hans tak. Til hendes store overraskelse fortsatte han dog nu og tilføjede, at han desværre var nødt til at spørge hende om endnu en tjeneste. Hun lagde nysgerrigt og en smule undrende hovedet på skrå. Hvad kunne hun mon mere være behjælpelig med? Hun var lutter øren, da han fortsatte med at tale og fortalte, at han ville spørge hende om at føre ham til det sted i landet, hvor hun først havde sat sine hove. Det Evige Lys havde bedt ham om at lede dem begge dertil. Nu blev hendes nysgerrighed for alvor vakt. Hvad i alverden var mon Lysets plan med at føre dem dertil? Hvad havde denne hingsts opgave mon med hende at gøre? Hun var dog fuld af forventningens spænding og mærkede også en varm stolthed over, at Lyset pludselig begyndte at vise interesse for hende. Hun havde stadig ikke på noget tidspunkt overvejet, at den skimlede herre kunne tale usandt. Han virkede så oprigtig i hendes ører, at hun uden tøven valgte at stole 100% på ham. Da han trådte til siden og sænkede sit ædle hoved i en bukken for hende, tøvede hun derfor ikke med at træde hen til ham og tage imod hans invitation til dans.

,,Det vil være mig en ære at følge dig dertil, du ædle sølvhingst. Hvis det er dét, Lyset ønsker, så er det naturligvis dét, vi gør. Så kom med, og lad mig føre dig til Enophis."

[Skal vi lave en ny tråd til dem på Enophis? ]

---

Den skimlede rejse sig fra sin nejen foran den store, gyldne hoppe, og da hans vægt var ligeligt fordelt på de 4 ben, lod han sit hoved hæves og sine mørkeblå øjne søge hendes lyse. Hans ører blev tippet fremad, lyttende, men ikke forventende. Han forventede ej, at denne hoppe ville føre ham dertil, hvor hendes liv i landet begyndte - han kunne blot håbe.
Den gyldne skikkelse var trådt ham nærmere og hendes kropssprog talte tydeligt for sig - hun ønskede at tage imod hans invitation til dans, og nærmest øjeblikkeligt rankede den skimlede hingst sig galant. Han havde aldrig været en hingst, der fremtrådte med dominans, og hans rankede holdning bar heller ikke præg af en autoritær personlighed; nej, hans måde at bære sig på bar præg af hans drømmende indre, og med nærmest flydende bevægelser trådte hans nogle enkelte skridt frem, og smøg nærmest sin krop omkring den større gyldne.

,,Jeg vil følge dig, kære gyldne, og takke dig for din uselviske væren. Det betyder meget for mig, at du vil føre mig til det livs begyndelse i dette land - og jeg lover dig, at jeg for altid vil huske den tjeneste, som du har gjort mig."

Hans stemme var oprigtig, drømmende. Han strøg forsigtigt den gyldne hoppe over den tætte pels, inden han ligudrettede sin krop og indlod dansen, der skulle føre dem til bjergenes ø - Enophis.

[Fortsættes på Enohis]
[1]