[Trinse] - Why this place?

Hun vippede lettere utilpas med ørerne, mens hun lyttede til hans videre forklaring om denne Celtic. Hun beundrede, hvordan han bare kunne stå så roligt og snakke om ham. Hvordan kunne man bare være så afklaret med at have to personligheder? I hendes verden lød det vildt skræmmende at have en dræberhingst boende inde i sig, der kunne komme op til overfladen, hvornår det skulle være!

,,Det er godt, at han ikke har så meget magt over dig mere. Det må være meget skræmmende at have sådan en dræbermaskine boende inde i sig."

Hans næste ord kom lidt bag på hende og fik hende derfor til at lægge hovedet lettere undrende på skrå. I følge ham havde han ikke gjort det ordentligt, hvis hun ventede et afkom? Var det virkelig alt, han havde at sige? Ikke den mindste smule medfølelse over for hende - bare at hingsten ikke havde gjort det ordentligt? Hun kneb let øjnene sammen, men tvang sig selv til ikke at blive oprevet. Denne hingst havde åbenbart ikke empati eller følelser for andre, og sådan var det jo bare... Hun ville under alle omstændigheder ikke gøre noget for at provokere ham mere - for tænk nu, hvis denne Celtic kom frem til overfladen!!

,,Jeg tror desværre, at det var hans plan med det hele... Kender du til skyggerne? Han har efterladt sådan én på mig. Jeg er bange for, at den er her for at meddele tilbage til ham, når føllet er født."

Blikket gled på denne hoppe og det var tydeligt at hun var en smule bekymret over hans Celtic side, han overvejede at lade Celtic stikke hovedet frem og sige hej til hende, men det var som om at når Celtic først kom frem, var han ikke til at gemme væk igen. Han smældede med halen og fik en ide, han lukkede kort øjne og da han åbnede dem igen - så var de slet ikke til at kende. De før mørke og kolde øjne var nu kølige, hadfyldte og man kunne nærmest se blodet i øjne på ham. Han smældede hårdt med halen og trådte lidt advarende et skridt mod hende. Han lod hende se det dybeste had i hans øjne før han atter lukkede dem og lod Chaos komme til overfladen. Han brummede og betragtede hende så kort, han ville elske at se hendes reaktion.

"Celtic er ... anderledes og så længe han kan kontrollers ender ingen døde..."

Han trådte et skridt tilbage og betragtede hoppen lidt, hun var tæt på at føde og han vidste at hvis han lukkede Celtic ud, ville han gøre alt i hans magt for at dræbe dette føl hun havde i maven. Han hadede føl og ønskede på ingen måde at føl skulle leve, han vidste dog godt at der skulle føl til for at verden ville løbe rundt - så længe det ikke var hans, var han ligeglad, de skulle bare holde sig fra ham.

Pludselig lukkede den sorte Chaos øjnene i, og da han åbnede dem igen, var det ikke længere de samme brune øjne, der så på hende. De her øjne var kølige og hadfyldte, og de lyste op af blodtørst. Hun trådte forskrækket et skridt tilbage, da han trådte advarende imod hende, og var klar til at flygte for sit liv. Var det her mon denne Celtic, der var blevet vækket til live?

Lige som hun skulle til at tage benene på nakken og flygte for sit liv, lukkede han da atter øjnene i. Og da han åbnede dem igen, var det de samme brune øjne, hun før havde set. Hun sukkede lettet, da hun hørte hans ord, og han nu trådte et skridt tilbage igen. Så var det altså Celtic, hun havde set... Men gudskelov kunne han kontrolleres! Hun kunne dog ikke lade være med at frygte, hvad der ville ske, hvis han en dag ikke kunne styre ham længere, og derfor lagde hun spørgende hovedet let på skrå.

,,Er du ikke bange for, at du en dag ikke kan styre ham?"

"Jeg har altid kunnet styre ham.. indtil for nylig"

Han så på denne hoppe og så hendes frygt, havde det været Celtiv havde han nydt det, han havde levet af det og han havde ønsket mere. Der var så voldsom stor forskel på de to hingste at det ikke engang burde være samme hingst, men det var det - Celica var en del af ham og dette ville aldrig ændre sig. Men lige for tiden kunne han ikke styrer den store hingst og det var en af de ting han fortrød lige nu - han ønskede mere kontrol over ham, men så alligevel ikke - han ville lade den sorte hingst komme frem , mishandle og gøre hvad han ville og så derefter kunne det være at den mørke hingst atter kunne kontrolleres, men dette var langt fra sikkert.

"Han er ikke en hingst som finder sig i at være gemt væk og jeg kan tydeligt mærke at jeg ikke kan styrer ham for altid - på et eller andet tidspunk skal han nå få overtaget og det glæder jeg mig egentlig til, så kan jeg slappe af og behøver ikke hele tiden kæmpe om at holde ham inde. "

Han lod blikket glide lidt væk og hans ord havde været sande, han ønskede ikke at holde på hingsten længere, han vidste ikke hvordan han ville genvinde kontrollen - men ønskede han overhovedet at genvinde den kontrol når før han havde sluppet? Ville han kunne leve med at være den anden side af en morder?

Hun lyttede med gru til hans ord om, at han altid havde kunnet styre ham - indtil for nylig. Hun vippede usikkert med de mandelformede ører og frygtede, hvad hun ville komme til at høre.

Hans ord var ikke rare, præcis som hun havde forventet. Faktisk kom det decideret bag på hende, hvad han stod og sagde. Han glædede sig til, når han ikke længere kunne styre Celtic, fordi han så kunne slappe af... Hvordan kunne han sige det?? Hvordan kunne han bare acceptere det faktum, at han ville blive en koldblodig morder? Hun så uforstående på ham.

,,Men... Er der slet ikke noget, du kan gøre for, at det ikke kommer til at ske? Jeg mener... Hvordan kan du leve med tanken om, at du måske en dag bliver en samvittighedsløs og koldblodig morder?"

Han så på hoppen med et undrende blik, hun ville aldrig kunne forstå hvordan det var, han kæmpede konstant for at holde hingsten i ham i skak og det betød også at det tog ufatteligt meget på hans kræfter, hvis han bare valgte at lade Celtic tage over, så skulle han ikke tænke på alt det med at holde ham i skak. Han smældede med halen og lagde blikket på denne hoppe, han kunne mærke Celtic og irritationen begynde at buldrer i det inde, men han ville ikke slippe ham løs for nu.

"Hvis jeg lader ham slippe fri, er jeg ikke sikker på at jeg vender tilbage, han er den der holdt mig i live, han er den der sørgede for at jeg ikke døde i mit tidligere liv, hvorfor skulle jeg ikke ville have ham - uden ham havde jeg ikke været her i dag, jo han har før gået amok og gjort ting jeg ikke ønsker at snakke om - men uden ham ville jeg aldrig have overlevet -men lad ham aldrig møde dit føl... han har slået mange føl ihjel - han har revet lungerne ud på dem, han har bidt ben af føl og ja.. han er ikke god til føl.. "

Han smældede med halen og lod blikket glide ned over hoppen, hun ville ikke være en hoppe som ville egne sig som en af dem Celtic mødte, hun ville nede som en af hans hopper - han ville tvinge hende til at dræbe hendes føl eller gøre ting som var endnu værre.. Han rystede kort på hovedet før han atter så på hende..

Han så på hende med et undrende blik, inden han smældede frustreret med halen. Hun kunne godt mærke, at hun var ved at irritere denne hingst, og hun ønskede virkelig ikke at provokere ham med vilje - men hun var bare så chokeret over hans ord, at hun var nødt til at sige noget til det! Hun kunne slet ikke forstå, hvordan han kunne stå og forsvare sin onde side på denne måde... Forstod han da slet ikke, hvad den slags ondskab gjorde ved folk?! Hendes møde med Kraniehingsten... Hun ville aldrig blive den samme igen!

,,Og det forstår jeg også godt, men... Alle de folk, han skader... Alle de familier, han efterlader i dyb sorg... Går det dig slet ikke på?!"

Hun spærrede chokeret øjnene op ved hans ord om føllene. Føl, der havde fået revet sine lunger ud og bidt sine ben af... Sikke en skrækkelig tankegang! Hun rystede frastødt på hovedet af ham og veg et skridt tilbage. Det var simpelthen for meget for hende!

,,Hvor er det skrækkeligt! Hvordan kan jeg undgå, at dette monster kommer i kontakt med mit fremtidige afkom??"

Hedndes skræk stod malet i hendes hoved, denne angst var spættet af en foragt han ikke havde set længe. Denne foragt som hoppen følte var nøjagtig den foragt som han selv bar over denne hingst som levede i ham. Den hingst som havde holdt ham i live, sørget for at han var her nu.. Men til hvilken pris? Han havde set andre blive tortureret, han havde set heste lide og han havde følt latteren runge ud over den kulsorte mule - men det havde ikke været ham, han var ikke denne hingst - han var... ja han var ikke Celtic. Han så på hoppen og hans øjne afslørede meget, afsløret hadet til denne anden side af ham, afslørede foragten, afslørede det inderligste han følte til denne anden skygge i ham. men han var træt af kampen, den tærede på ham og han vidste at den sorte hingst ville elske at komme frem på dette nye sted og snakke sig frem igennem mængden.

"Celtic har reddet mig.. Han har holdt mig i live, men dette har kostet meget, det har kostet mig mit sind, min psyke og alt hvad jeg før troede på. Jeg stoler ikke på nogen, jeg knytter ingen bånd - så at påstå at jeg ikke føler bare det mindste ansvar for ham.. det er hårdt... Men mit liv har ikke været værd at kæmpe for og er det stadig ikke. Jeg er en hingst som har alverdens sindssyge inde i mig, som jeg kæmper for at holde inde... "

Han smækkede hårdt en hov i jorden, i frustration over sig selv. Han var en dybt depressiv hingst, men han vidste også at samtlige ting han gjorde kunne fremtvinge hans mørke og han ville være ligeglad med hvem han dræbe, sårede eller endda lemlæstede.. Så han havde endnu ikke opgivet kampen. Hun spurgte nu omkring hendes afkom og han vidste virkelig ikke hvad han skulle svare. Han vidste ikke hvordan man holdte Celtic væk..

Hun så dybt ind i hans øjne, og for første gang så hun sandheden - denne hingsts inderste følelser. Han var ikke en kold og kynisk hingst, der nød at lade sit alter ego slagte andre heste; nej, hun kunne se både hadet og foragten til denne hingst i hans øjne. Og straks ændredes hendes holdning til denne Chaos drastisk, og blikket i hendes øjne blev mildere. For denne hingst... Hun havde ondt af ham. Tænk at være tvunget til at leve sammen med et monster mod sin vilje. Hun kunne ikke forestille sig noget meget værre.

Hun lyttede til hans ord og mærkede et lille stik i hjertet. Ja, selvom denne hingst var et halvt monster, så følte hun ikke andet end medlidenhed med ham. Hun havde ondt af ham, og hun ville ønske, der var noget, hun kunne gøre for at hjælpe ham.
  Hun lyttede til hans ord om, at hans liv ikke var værd at leve, og hun kunne se hans frustration over sig selv, da han hårdt smækkede hoven i jorden. Hun så medfølende på ham. Hun ville ikke tillade ham at tænke sådan om sig selv - men hvad kunne hun dog sige for at hjælpe ham?

Hun trådte forsigtigt et skridt tættere på ham og sendte ham et blik, der brændte af beslutsomhed. ,,Det passer ikke! Godt nok kender jeg dig ikke så godt, men jeg ved, at dit liv er værd at kæmpe for. Jeg ved, at du er mere værd end denne Celtic - for jeg har selv set det. Du kunne have valgt at angribe mig, da jeg først viste tegn på aggression over for dig - men det gjorde du ikke. Du tøjrede denne Celtic og valgte i stedet at lytte til mig og åbne dig op over for mig. Der er flere gange i løbet af vores samtale, hvor jeg har sagt ting, der kunne have provokeret Celtic og få ham til at komme frem og skade både mig og mit afkom. Men det er ikke sket - for du har holdt ham inde og reddet os. Så det passer ikke, at du ikke er noget værd uden Celtic - du er så meget mere værd end ham!"

Hun snakkede til ham, prøvede at overbevise ham om noget, som han tydeligt vidste ikke passede. Uden Celtic ville han ikke eksisterer, denne hingst havde holdt ham i live og han var en meget dyb del af ham - men selv om han hadede hingstens måde at være overfor andre på ... ville han ikke undvære ham, han vidste at hvis han endte i en situation han ikke kunne klare - så ville Celtic kunne redde ham fra denne situation. En hånlig latter buldrede i hans indre sind, hånede ham, nedgjorde ham og ydmygede ham. Hingsten inde i ham tvang hans tanker i mange retninger - men den stemme som var mest gennemtrængende var at han var svag, tænk ikke at kunne leve uden sit alter ego.. Celtic syntes at han var svag. Hans hoved vendtes lidt væk og han stemme var nu hviskende, psykotisk og indgående

"Shh Chaos, lad mig nu komme frem og lege!"

Hingsten rystede nu på hovedet og betragtede så hoppen foran hende og for første gang var der et anderledes glimt i hans øje, noget havde kæmpet sig frem. Men hingsten var stadig i skak - dog var der et lille glimt af de øjne hun før havde set.. Nej ikke endnu Celtic... Han prustende en smule, men alt i ham ændrede sig da hoppen trådte tættere på, hans instinkter slog igennem og ørerne blev lagt helt i nakken.. Han tændte for sine kampinstinkter, sine forsvarsmekanismer og alt i ham gjorde klar til kamp. Den store krop spændte op og blikket lå hårdt på hende. .

Hun betragtede med nervøs mine, hvordan han lod til at ændre sig i løbet af hendes lille talestrøm. Hans hoved blev pludselig vendt lidt væk fra hende, og da han talte igen, var hans stemme indgående, hviskende og nærmest psykotisk at høre på. Hun spærrede chokeret øjnene op, da ordene lød i hendes ører. Shh Chaos, lad mig nu komme frem og lege! Hingsten rystede på hovedet, og da han atter så på hende, måtte hun skælve let. Hans blik var... forandret. Hun så et lille glimt af de øjne, hun havde set i starten. De brændende, ondskabsfulde, vrede øjne...

Da hun var kommet tættere på ham, prustede han let, inden alt ved ham ændrede sig. Hans ører blev lagt ned langs nakken, hans store krop spændte helt op, og hans blik hvilede hårdt mod hende. Hun bed sig nervøst i læben og stoppede tøvende op. Synet foran hende var chokerende. Hun var ikke helt sikker på, hvad der lige var sket, men hun havde en foruroligende fornemmelse af, at det ikke længere var Chaos, hun stod over for...

,,Chaos...? spurgte hun prøvende. Hendes stemme var svag og tøvende.

Mørket skyllende end over ham som en bølge: Hadet, det drabelige og alt det kolde væltede ind over ham. Han smældede indgående med halen og lod de kolde og nærmest sultne øjne betragte hende – han lignede et rovdyr som så på sit nye bytte – et skadet lam som han blot kunne slagte og æde. Han spændte yderligeer op i de store sorte muskler og gik tættere på hende, glimtet i hans øjne var ikke til at tage fejl af. Chaos var væk – Celtic havde fundet frem til overfladen og hvis han nu valgte at dræbe denne hoppe, så ville det betyde at han kunne få to drab i et.


”Løb Silvara”


En stemme som kort fik de følelser tilbage af Chaos kom frem – den hingst hun havde mødt tidligere viste sig en sidste gang, han bad hende løbe – ellers var han sikker på at hun på ingen måde ville overleve dette. Celtic rystede kort på hovedet i takt med at det sidste af Chaos blev lagt i baggrunden. Neej Chaos var her ikke længere, nu var det kun Celtic hun måtte døjes med.


”godaften i to..!
"

Hans stemme var klam, hvislende og indbegrebet af ondskab, han lod blikket glide på hendes mave og et stort smil lagde sig på hans mule – han ville bestemt nyde at dræbe dette føl og hende.

Hun kunne nærmest se mørket skylle ind over ham som en bølge af ondskab, der langsomt gjorde ham mere og mere drabelig og kold at se på. Hun skuttede sig let, da han smældede med halen og lod sine kolde øjne betragte hende med et nærmest sultent blik, som var han et rovdyr, der betragtede sit bytte. Hans muskler blev nu spændt yderligere op, mens han trådte tættere på hende. Blikket i hans mørke øjne var ikke til at tage fejl af - der var ikke længere noget godhed i denne mørke hingst.
Pludselig hørte hun en stemme. Løb Silvara... Det var Chaos, hun kunne genkende hans stemme. Men stemmen kom fra dette uhyre, der stod foran hende...

,,Chaos???"

Hun gjorde et sidste panikslagent forsøg på at komme i kontakt med ham, men hingsten rystede nu på hovedet, og hun var ikke længere i tvivl om, at han var væk. Hun stirrede med gru på hingsten foran hende, der nu havde gennemgået en total forandring. Hans ord lød nu i hendes ører, og hans stemme var både klam, hvislende og skreg af ondskab. Han lod nu blikket glide ned mod hendes mave, hvor et stort smil lagde sig på hans mule. Men det var ikke et venligt smil, der reagerede med varme på at se en hoppe i fol - nej, det var et sygeligt smil, der tydeligt viste hans trang til at skade dette føl. Hun veg et skridt tilbage og flakkede nervøst med ørerne. Denne hingst gav hende store flashbacks til den dag på Foehn, hvor føllet var blevet skabt... Det var nu anden gang i hendes liv, at hun stod foran den rene ondskab.

,,C-Celtic?"

Blikket hos den mørke hingst var på ingen måde til at tage fejl af, han havde rent ondskab i hans blik. Han ønskede at skade denne hoppe, han ønskede at dræbe denne hoppe og hendes føl.. Han smældede hårdt med halen og så ned på denne lille skabning. Han ville give hende få sekunder til at stikke af og redde dem begge, ellers ville han gå lige i kødet på hende og hvis det så stod til ham, ville han slagte hende – som i en smerte hun på ingen måde ville overleve. Hun så skræmt ud og nu prøvede hun at kalde på hans… svækling af en hingst der nu var gemt inde i ham.


”Desværre lille skat.. Chaos er gået en tur og vil ikke komme tilbage forløbig”


Han trådte helt hen til hende og kørte mulen køligt op af hendes kæbe. Han kunne mærke de små rystelser der gik igennem denne hoppe og han kunne fornemme frygten som stormede ud af hende. Hun var nærmest panisk og han elskede hvert eneste øjeblik af det. Han smældede atter hårdt med halen og så på hoppen, hans tænder blev meget kort og lidt let placeret på hendes hals.


”Jeg smukke .. Celtic.. Fordi jeg er ny her, vil jeg give dig 2 minutter til at forsvinde ellers så kan jeg love dig en smerte du aldrig før hat oplevet. Jeg vil dræbe dig og dit afkom.. ”


Han stemme var ærlig og helt igennem kold, han havde sluppet hendes hals og løftede nu afventede hovedet for at se hvilket valg hun havde valgt at foretage sig. Ville hun miste sit føl ved at blive eller ville hun være klog nok til at få hovene på nakken?

Blikket i hans øjne var på ingen måde til at tage fejl af. Der lurede ikke andet end ren ondskab under hingstens overflade, og hun var slet ikke i tvivl om, at han ville slå hende ihjel. Hans stemme lød nu og meddelte, at Chaos var væk. Det løb hende koldt ned ad ryggen, da han kaldte hende lille skat og omtalte Chaos, som om han var en helt anden person. Hun havde aldrig stået foran en hest med splittede personligheder før - men det var godt nok uhyggeligt!
Han trådte nu helt hen til hende og kørte sin kolde mule op ad hendes kæbe. Hun gøs let under hans berøring, men blev stående som fastfrosset til jorden. Flashbackene kørte igennem hendes hoved fra den dag på Foehn, hvor hun havde mødt Kraniehingsten, der havde ændret hendes liv for evigt. Selvom denne ø ikke var Foehn, og denne hingst ikke var Kraniehingsten, så havde denne episode alligevel en skræmmende ligmed med den anden.

Pludselig satte han tænderne i hendes hals, hvilket fik hende til at spjætte og hvine udbrydende. Åh gud, ikke flere bid! Hendes krop var allerede totalt arret efter mødet med Skyggehingsten...
Han præsenterede sig nu som Celtic og bekræftede hende dermed i, at hun havde haft ret i sine antagelser. Denne hingst var den skrækkelige Celtic, som Chaos så pænt havde forsøgt at advare hende imod. Hun havde spurgt om råd til, hvordan hun skulle undgå at støde på denne hingst - og alligevel stod hun nu her lige foran ham.
Til hendes store overraskelse slap han hurtigt taget i hendes hals og sagde, at han gav hende to minutter til at forsvinde, ellers ville han dræbe både hende og hendes føl. Hun så måbende på ham og kunne næsten ikke tro sine egne ører. Han viste hende nåde?

Hun trak sig taknemmeligt tilbage og bukkede respektfuldt nakken for ham. ,,Mange tak, min herre."
Derefter skyndte hun sig at vende ham ryggen og galopperede væk uden at se sig tilbage. Hun håbede aldrig, at hun skulle støde ind i denne uhyggelige hingst igen - men hun ville alligevel aldrig glemme ham for at have skånet hendes liv.

[Silvara out. Tak for tråden!]