Post by Deleted on Aug 30, 2017 10:11:27 GMT 1
Hans hove var blevet ført over en sandet ø, for så at møde et fremmed hav. E hav der havde en så klar blåturkis farve, at han måtte stoppe måbende op. Derpå havde han med glæde omfavnet dette nye hav, dette nye hjem, og svømmet hele vejen til denne ø. Den var meget anderledes end den orange, sandede ø - den virkede mere hjemlig, med tykke skove og store, sprukne klipper, oldgamle monumenter der havde været her i årtusinder. Hans hove havde nu bragt ham dybt ind i en skov, og stilhed fyldte hand ører. Jorden var dækket af tykt, blødt mos der dæmpede hver eneste lyd. Mosset bulede og bølgede, for under det var der gamle stammer, grene og blade. Han gik på dette grønne tæppe, og følte sig helt usynlig. Han kunne knap selv høre sine hovslag. Omkring ham voksede grantræer, halvkvalte af mossen der voksede op af deres stammer. Og over ham faldt lyset blødt og gyldent ned igennem kronerne, skabte flagrende glimt af lys og skygge i den grønne atmosfære. Et veltilpas suk forlod ham - han havde ikke noget imod at være alene.
