Lead Me to Salvation | Den Vise

Taia
☽ ° ☾

Tag | Den Vise

Det var en underlig udefinerbar følelse, som fyldte spøgelset mens hun stod i den lille lysning. Hun følte hverken sorg eller vemod, som hun stod der i sin egen verden og så på de solblegede knogler, der stak op mellem vegetationen. De havde tydeligvis ligget der længe, for mærket var de af årstidernes skiftende vejr. Hun ville ønske hun kunne sige, at hun vidste præcis hvor lang tid de havde ligget der, men hun havde til sin store sorg ingen fornemmelse for det. Tiden var blevet noget, som drev som en flod for hende. Hun vidste den bevægede sig, men hvor hastigt vidste hun ej, for der var intet at følge. Hun vidste dog, at de havde ligget der alt, alt for længe...

Omkring knoglerne havde planter af alle afskygninger vokset. Nogle snoede sig omkring dem, lod ribben være deres støtte, mens mosser dækkede større flader hvor det havde fået fæste. Vigtigst var dog den plante, som voksede hvor et hjertet engang havde slået, for det var den plante, som havde stoppet de livsgivende slag. Beskyttet af den, som ufrivilligt havde givet sit liv, voksede Livets Blomst.

Forsigtigt gik spøgelseshoppen tættere. Hun lod sin mule stryge langs knoglerne - så vidt muligt i hvert fald, for der var aldrig meget at mærke når man ikke vandrede i den levende verden.

Surrealistisk var det eneste ord, som kunne beskrive det at stå her. Ingen forventede, ingen forestillede sig, at stå i en situation som denne. Ingen burde se det, som man aldrig selv skulle se, og alligevel var det det, som Taia gjorde. Det føltes forkert, som var det forbudt. Og alligevel var hun her, draget af noget, som hun ikke kunne forklare. Følelsen havde været der før. Den havde ført hende mod ting, hun ikke vidste hun søgte eller ej vidste hvor var.

"Hvad er det du vil have af mig?" Stemmen var lavmældt, men ikke desto mindre hørbar. Ej fordi hun forventede et svar, men blot fordi det føltes forkert ikke at sige det højt. Der måtte være nogen som ledte hende her og hvorfor lede hende her, hvis ikke man havde et formål? Et fnys forlod hende. Måske ønskede hendes guide blot at håne hende, vise hende hvad hun havde tabt, men hvis det var tilfældet, så ville hun ej lade sig lokke i fordærv.

Uanset hvad, så ville hun finde sin vej tilbage før hendes kære fandt vejen til hende...

☽ ° ☾

En ren energi havde længe fulgt den arrede hoppe. Altid havde den været med hende, våget over hende og søgt at styrke hende, hvor den kunne. Den Vise, som havde ønsket at give sin velsignelse til den arrede Taia, havde stået bag hende siden hun trådte ind i De Dødes verden, og for hvert skridt hun tog tilbage imod livet, havde Den evige sjæl søgt at låne hende lidt mere af sin energi. Dette ville Taia formegentlig ikke havde kunnet mærke, for Den evige Sjæl havde ikke så stærkt et tag i dette parallelle univers, hvor de døde vandrede. Dog havde hans tilstedeværelse aldrig forladt hende - og nu hvor Taia havde fundet så megen styrke, var hun klar til at møde ham igen.

Hun var søgt tilbage til det sted, hvor hun døde. Resterne af hendes tidligere krop kunne findes blandt den vildtvoksende bevoksning, der over månederne havde dækket de resterende knogler. Den Vise kunne mærke hende nok så tydeligt og langsomt brød Lyset frem foran Taia's sjæl.

Det startede i det små - som blev omgivelserne blot en anelse mere klare. Herefter begyndte det klare, hvide lys at komme til syne, og det nærmest omringede en skikkelse af den hvide hingst. Taia, hvis sjæl ej længere var tilknyttet en levende krop, ville som den eneste i landet være i stand til at se direkte på Den Vise, se hans træk, se hans klare øjne. Og han så direkte imod hende, med en varme i sin sjæl, der sagtens kunne mærkes.

,,Taia, du rene sjæl; længe har du vandet i dette ensomme univers. Du har haft en søgen, en kontakt til de levendes verden, søgt denne og dens beboere - og i takt med at du har vedligeholdt dine bånd til selve landet, har du styrket din egen energi. Jeg har søgt, når jeg kunne, at bringe dig lidt at min styrke, give dig muligheden for at nærme dig livet igen - og nu står du her, med styrken til at genfinde dig selv. Jeg ønsker intet af dig, men jeg bringer dig et valg. Træd ind i de levendes verden igen, med et bånd til den du forlader. Hjælp de, hvis sjæle mister kontakten til livet, til at finde vej. Hjælp dem, guid dem - eller find din egen fred. Jeg kan bringe dig videre til evig fred - men valget er dit, kære Taia. Uanset hvilken sti du vælger, har du fortjent den, du rene og ærede sjæl."

Stemmen var varm, klar, kærlig. Den Vise elskede Taia, som han elskede alle sjæle i landet, og han ønskede intet andet end at give dem hoppe, det liv hun ønskede. Et sted i den rene energi var der stadigt en skyldfølelse; for hvis ikke Den Vise havde sendt hoppen ud efter den forheksede blomst, ville hun være blevet blandt de levende, og kunne blive med dem hun elskede. En sagte 'brummen' forlod den rene sjæl, alt imens de varme og rene stråler gav så megen energi til spøgelset Taia, at hendes statur langsomt kom til syne igen.

Taia
☽ ° ☾

Til at starte med bemærkede Taia ej, at nogen i omgivelserne ændrede sig. Hendes fokus lå i stedet på knoglerne, på trods af at intet ville komme sig af det. Selv hvis hun stirrede på dem i århundrede, så ville de ej blive hendes igen - i hvert fald forventede hun det ikke og det var ikke en teori hun havde i sinde at afprøve, for så meget tid havde hun heller ikke. Og dog stod hun her stadig og lod sig blive opslugt af synet.
Da skikkelsen begyndte at komme til syne hævede hun dog sit blik. Lyset virkede forkert, unaturligt, og da hendes øjne endeligt faldt på ham vidste hun hvorfor. Der var ikke et øjebliks tvivl at se hos hoppen. Selvom hun aldrig havde set ham før, så vidst hun, at han ej var en trussel, for hun vidste præcis hvem han var.

Den Vise

I stilhed lyttede hoppen til skikkelsens ord. Han havde fulgt hende, våget over hende i det skjulte. Et sted i hendes tanker ønskede hun at blive vred over, at han intet havde gjort for at vise hende, at han var der. Noget af hende ønskede at føle sig forrådt, men hun overgav sig ej til den skyggeside af sin sjæl. I stedet bukkede hun let sit hovede da han gav hende et valg. Et valg om at vende tilbage til Livet eller endeligt vælge Døden. Det burde have været et let valg, et valg som kunne tages uden den mindste tøven, og alligevel følte hoppen pludseligt en tvivl vælde op i hende.

Hvad ville hendes kære tænke? Var de der overhovedet endnu? Hvor meget tid var passeret mens hun havde vandret her?

Taia lukkede sine øjne et øjeblik før hun lod sit blik falde på ham igen, et fredeligt blik i hendes øjne. Hun havde bestemt sig og fundet ro med det valg, hun nu tog. "Jeg hilser Dem, Den Vise, og takker for Deres hjælp og det valg, som De giver mig. Jeg vælger at vende tilbage til dem, som jeg har kært, og jeg takker for, at De lader mig beholde båndet til denne verden - havde De ikke gjort det, så ville jeg selv have bedt om det. Ingen bør vandrer her alene, for ensomheden kan tage mere fra en end man tror..."

Med hendes valg truffet faldt den døde hoppes blik tilbage på det, som engang havde været hendes. Ville de mon blive hendes igen? På en måde ønskede hun det ikke, men samtidigt virkede det ikke rigtigt, hvis hun vendte tilbage til de levendes verden, og hendes knogler så stadig lå her gemt væk for verden. På den anden side, så var her et gemmested for blomsten. Her kunne den sprede sig mere end den allerede havde gjort - måske en dag kunne den fylde hele lysningen. Uanset hvad der skete, så ville hun altid bære den med sig på både godt og ondt.

☽ ° ☾

Den kropsløse hoppe så ham; og af hvad Den Vise kunne sanse, følte den frigjorte sjæl Taia sig i første omgang ambivalent - men det forstod den evige sjæl godt. Han havde svigtet hende, og hans fravær under hendes ensomme vandring som spøgelse var ikke fair overfor den renhjertede hoppe. Han havde gjort hvad han kunne, for at række ind til hende, men han vidste godt, at det ikke var godt nok. De klare stråler svøbte sig kærligt om hende, da hun tænkte over det valg, som den magiske sjæl havde givet hende. Det tog et øjeblik, for en særlig ro faldt over sjælen, og med et fredeligt blik så hun Den Vise i øjnene. Imens hun gav ham sit svar smilede han, smilede hele hans energi, og Den Vise strålede endnu kraftigere. Han fik meget energi fra de, som troede på ham og de, som elskede ham, som han elskede dem. Og selvom han havde svigtet denne hoppe, så takkede hun ham; en uselvisk handling, som blot undertegnede at denne hoppe var værdig hans velsignelse.

,,Taia, dit bånd til de dødes land vil bestå - men træd nu frem. Træd frem i livet, begynd din rejse. Og jeg vil altid være at finde i dit hjerte, du kære Taia."

Så begyndte magien at tage form. Lyset indhyllede sjælen, åbnede en port til hende; en port der bragte hende til de levendes land, en port der bød på varme og følelser. I græsset, som havde skjult de bare rester af hoppens legeme, begyndte det at rumstere. Knoglerne blev opløst lidt af gangen, og langsomt blev de gendannet i den arrede hoppes krop. Hun ville mærke hendes knogler, mærke hun kunne lægge vægt på dem. Hun ville mærke musklerne tage form, blive stærke og kunne føre hende med den tidligere elegance hun havde haft. Hun ville mærke hendes hjerte slå og blodet pumpe i hendes årer. Hun ville mærke luften fylde hendes lunger på ny - og hun ville føle sig hel. Hendes vej til de levendes verden var forunderlig og smuk, og da Taia trådte ned på Andromeda's jord igen, stod hun hel - men forandret. Hendes ene øje bar magien, bar evnen til at se ind i de dødes verden og se de sjæle, hvis kontakt med den levende krop var svagelig eller brudt. Taia stod nu, som De Dødes Vogter og var klar til at genoptage et liv blandt dem, hun havde haft kær.

Lysets energi falmede nu; det var overstået. Langsomt gik det, men denne gang ville Taia mærke noget af energien blive hos hende, være en del af hende. Og i dét Den Vise trådte bort, blev en del af den rene energi der levede i alle hjørner af landet, hørtes de sidste ord.

,,Jeg vil altid være hos dig, Taia. Og hvis du en dag får brug for mig, da vil jeg finde dig."

Tavsheden sænkede sig omkring hoppen, som nu stod som levende på ny.

Taia
☽ ° ☾

Der var en forsigtighed at spore, da spøgelset vippede sine ører fremad. Selvom hun havde fundet ro ved sit valg, begyndte en uro at brede sig i hende. Hvordan ville det være endeligt at føle verden omkring hende igen? Hvordan ville det være at fylde sine lunger, at mærke vinden lege med hendes hår? Hvordan ville det være, at føle nogen igen? Sådan rigtigt mærke dem og deres varme...?

I det porten åbnede sig foran hende kunne hun ikke lade være med at læne vægten en smule bagud. Det skete endeligt... hun vendte endeligt hjem.

Hendes skridt var, på trods af alt, sikre i det hun stred fremad og igennem porten. Først mærkede hun intet, men så begyndte det. Varmen spredte sig, følelsen af at være i live igen. Hendes skind sitrerede da vinden gjorde et visit og hvirlede en strejf af hendes hår med sig. Luften føltes kølig da hun fyldte sine lunger og skovens dufte nåede hendes mule. Et øjeblik lukkede hun sine øjne og sank. Det hele var ubeskriveligt og alligevel skete det. Hun fik sin krop tilbage, en krop som kunne interagere med andre og verden uden at forsvinde i tide og utide. En krop som nu betød så meget mere for hende og som havde fået sin egen lille forandring. Hun kunne ej se det gyldne øje, ej heller mærke det, men alligevel vidste hun det, at den var der. Det var som et instinkt. Et instinkt på fod med et føls søgen efter sin mor: hun vidste, at det var der og havde et formål, men præcis hvordan og hvad hun skulle med det måtte hun selv finde ud af.

"Jeg takker Dem, men husk selv, at hvis De skulle få brug for mig, så find mig blot. Jeg bebrejder Dem intet og jeg ønsker ikke, at De viger fra at bede om min hjælp, skulle den være nødvendig."

Der var et smil på den arrede hoppes mule da hun var færdig med at tale. Måske gav hun for meget, tilgav ting der ikke burde tilgives, men hun følte intet ondt mod ham. Den dag hun havde indvilliget i sin første opgave, havde hun indvilliget i at hjælpe ham. Hun havde viet sit liv til at hjælpe ham med at beskytte det land, hun nu kaldte hjem, og hun havde i sinde at gøre det, nu hvor hun endeligt kunne.

[2]

☽ ° ☾