Bring me to Life [Asta med Seyé]

Den grå Silvara følte sig en smule mere sikker, end hun ellers havde følt sig den sidste måneds tid. Selvom paranoiaen stadig var markant i hendes sind, så følte hun sig mere tryg bag flokkens grænser. Det lå ikke til hendes natur at stole på folk, og derfor havde det da også været meget grænseoverskridende for hende at søge ind i en flok og vie sit liv til fremmede individer. Men hun havde gjort det, og hun var glad for, at hendes kommende søn eller datter skulle vokse op her i Teylar. Det var den eneste mulighed, hun kunne se, for at hendes afkom skulle vokse op i trygge rammer og forhåbentlig blive en god og fornuftig sjæl.
For det var ingen hemmelighed, at hun var bange... Bange for, at føllet skulle blive født med lysende øjne, levende skygger og et kranieansigt lige som sin far. Hun vidste slet ikke, hvad hun skulle stille op, hvis dette var tilfældet. Ville hun nogensinde kunne lære at elske sådan et Djævleyngel?

Dagene var gået, og den ellers så spinkle hoppe var blevet større og større. Snart var hendes mave så tung, at den nærmest kunne springe. Hun var ikke i tvivl om, at det var ved at være tid.
Og ganske rigtigt var hun vågnet op denne morgen og havde mærket, at det var nu. Hun lå under et træ et lidt afsides sted i Teylar og prustede tungt, mens veerne skyllede ind over hende. Åh, hvad var dette dog for noget ubehageligt noget? Var det Djævleynglen, der gjorde dette ved hende? Havde den allerede kræfter til at skade hende lige som sin far?

Silvara havde aldrig prøvet at fole før, og ej heller havde hun set andre fole, så hun var helt på bar bund. Åh, hvor ville hun dog ønske, at hun havde nogen til at hjælpe hende...
Smerterne tog til i styrke, og med en sidste kraftanstrengelse pressede hun til, så føllet kunne komme ud...

[1]

Den unge, slanke hingste bevægede sig roligt, næsten langsomt igennem områdets grønne enge. Han nød hvert eneste øjeblik og sugede de smukke syn til sig. Omring ham slog fuglene morgenglade triller og solen tittede endnu kun frem bag træernes kroner, skinnende i et gyldent lys. Morgendis smøg sig dovent over det dugvåde græs, hvorpå skinnende perler hang og glitrede. Hans lange hale hang bag ham, og blev tung og våd af vand fra græsset. Han kunne ikke skjule sig i alt det grønne, og i det gyldne lys omgivet af dis, så han næsten spøgelsesagtig ud, med stjerner i pelsen.

Han bevægede sig over imod en klynge store egetræer, mægtige og så gamle, at han næsten ikke kunne rumme deres alder i sit hoved. Han havde ofte stået der og beundret deres tykke stammer, der var så brede at han var sikker på at hvis både han, mor og alle hans søskende stod i rundkreds om dem , så ville de stadig ikke nå hele vejen rundt. Han smilede ved tanken - hvilken kraft naturen havde! Han kunne ikke andet end beundre det.

Hans smil stivnede en lille smule, da han mærkede en ukendt lugt i luften. Den var tung af blod. Han stoppede op og hævedet hovedet højt og rankt. Hans klare blå øjne spejdede fra side til side. Hvem var såret? Hvem havde brug for hans hjælp? Hans ører blev straks spidset da han fik øje på en grå skikkelse, der lå under en stamme til hans venstre side. Det var ikke en han umiddelbart kunne genkende, men hvem det end var, så var han eller hun på Teylars jorde, og var dermed under deres beskyttelse. Han satte frem i en hurtig, fjedrende trav der bragte ham hen under træets krone i en vældig hast. Her så han, at det var en hoppe, hvis mave bulede kraftigt. Hun var i færd med at fole!

Imellem de ulidelige smerter og hendes mange prustende støn, hørte hun pludselig lyden af travende hovskridt. Hun mærkede panikken skylle ind over sin krop og forberedte sig på, at det var Kraniehingsten, der var kommet for at slå hende ihjel og kidnappe hendes føl. Hun fik løftet hovedet med besvær og så ganske rigtigt en hingst komme travende imod sig. Hun skulle lige til at skrige op, men faldt heldigvis hurtigt ned igen, da hun så, at denne hingst havde et helt andet udseende. Han var hvid med... blå prikker og et horn i panden? Hun missede forvirret med øjnene i den tro, at hun så syner, men nej, det var rigtigt nok. Heste med kraniehoveder, lysende øjne, levende skygger, blå prikker og horn... Hvad var det dog for et land, hun var kommet til??

Der var dog ikke tid til at spekulere mere over dette, for føllet ville ud nu! Hun så anstrengt på den fremmede, da han kom nærmere, inden hendes hoved atter faldt til jorden. Hun var stadig ikke sikker på, om hun kunne stole på denne hingst eller ej - men siden han var med i flokken, var hun nødt til at tro på, at han ikke ville hende ondt. Hun kunne jo ikke komme nogen steder i denne tilstand alligevel... Hun pressede og pressede, til hendes krop gjorde en sidste anstrengelse, og føllet kom til verden.

[2]

Han kunne ikke påstå at han havde erfaring med hopper der folede. Han havde hørt om det, set det på afstand en enkelt gang - men aldrig tæt på, og aldrig hvor det kun var ham der skulle hjælpe og være opmærksom. Han håbede inderst inde, at hun ville klare det selv. Men han ville gerne stå her og heppe, måske endda.. nej, måske ville det ikke være det klogeste at ligge sig ned ved siden af hende. Hun så en smule anspændt ud.. Han smilede afvæbnende til hende, i et bredt venligt smil, der fik hans øjne til at smile med.

Hans blik gled hen over hendes udspilede mave, og han vippede usikkert ørerne frem og tilbage ved lyden af hendes smertefyldte støn. Han bøjede hovedet ned imod hende, og brummede beroligende til hende. Han søgte hende blik, forsøgte efter al evne at forsikre hende om, at han var der for at hjælpe. Han besad en naturlig beroligende aura, der indgød andre at stole på ham. Det havde han i hvert fald fået fortalt.

Hans blik blev nu fanget af et lille fint hoved, der kom til syne. Føllet var lille og pelsen så våd og blodig, at alt han kunne se, var at pelsen var mørk. Han trak blikket væk, for at se imod hendes ansigt igen, og nikkede anerkendende til hende. Hun skulle nok klare det!

Mens hun pressede og pressede, prøvede hun at fokusere på hans ansigt for at glemme smerten. Han smilede et bredt og venligt smil til hende, der virkede så oprigtigt, at hun straks følte sig lidt beroliget. Han var ikke kommet for at skade hende eller hendes føl... Han var her rent faktisk bare for at støtte og beskytte hende. Et taknemmeligt smil fandt vej frem på hendes mule. Det var præcis derfor, at hun havde anmodet om medlemsskab i Teylar. Hvis Kraniehingsten skulle komme, havde hun nu en stor, stærk hingst med et skarpt horn til at beskytte hende - havde hun derimod været helt alene et sted derude, kunne hun umuligt forsvare sig selv og var nok endt med at blive slået ihjel.

Alligevel gav det et lille sæt i hendes krop, da han bøjede hovedet ned imod hende. Hun var simpelthen så bange for, at han skulle røre hende og skade hende eller føllet... Men til alt held brummede han bare i et forsøg på at berolige hende. Hun lyttede til hans blide toner og faldt langsomt til ro igen, mens hun blot koncentrerede sig om at presse til.
Pludselig kunne hun mærke noget vådt mellem sine baglår. Hendes øjne søgte bekymret hingstens, men han nikkede blot anerkendende til hende. Alt var i skønneste orden, og føllet var på vej ud. Hun pressede med hele kroppen i en sidste kraftanstrengelse, og så gik det hurtigt. Føllets forben kom ud, og snart efter fulgte resten af kroppen med ud, inden det blidt landede på jorden bag hende.

[4]

Han vendte igen blikket imod hendes bagende, og selvom han følte at det var meget upassende, så kunne han ikke lade være med at stirre. Det var bare så underligt fascinerende at se føllet komme til verden. Men også lidt ulækkert. Men det holdt han nu for sig selv.
Han brummede igen til hende, opmuntrende og beroligende. "Nu er det snart overstået," forsikrede han hende, da det kun var det sidste af føllet bagben der manglede. Snart lå den lille skabning dér, midt i græsset. Det var så lille og svagt, og han fik øjeblikkeligt en stærk beskyttertrang. Han trådte et skridt nærmere det lille våde føl og snusede lidt til det. Han turde ikke stjæle de første vigtige øjeblikke fra hoppen, så han rørte det ikke. Det var hendes moderlige pligt og pivilegie at slikke det rent og pleje det. Det kunne han ikke - eller jo, hvis han skulle, men han kunne ikke nå hende til sokkeholderne.
Han betragtede føllet der endnu lå stille. Var det... dødt? Han skævede til den grå hoppe, der netop havde afsluttet fødslen. Han vidste ikke noget om, hvordan føl skulle opføre sig lige efter fødslen. Var det ikke meningen de skulle bevæge sig? Han stod afventende for at se hvad hun ville gøre. Han håbede inderligt at den lille skabning ville overleve!

Hun opfattede svagt endnu en beroligende og opmuntrende brummen fra ham og kunne lige akkurat tyde hans ord om, at det snart var overstået. Hun var ved at besvime, og synet blev kortvarigt sløret, men så holdt smerten endelig op. Hun trak vejret i forpustede stød og kom langsomt til sig selv igen, mens hun fornemmede hingsten træde nærmere. Nej, hendes føl... Han måtte ikke gøre det noget! Med besvær fik hun rejst sig halvt op på forbenene og skævede om bag sig. Til hendes store held gjorde han dog ikke føllet noget, men snusede blot til det. Han skævede da til hende med et nærmest spørgende udtryk i øjnene. Hun så forvirret på ham, inden hun lod blikket glide ned på den lille skabning.

Det lå helt ubevægeligt mod jorden og rørte slet ikke på sig. Var det mon...? Nej, det kunne ikke passe! Med et forpustet prust kom hun på benene og vendte sig straks rundt, så hun stod med front til den lille skabning. Hun var øm over det hele, men hendes krop føltes dejligt let efter at have slæbt rundt på de mange kilo i så mange uger.
Hun trådte nærmere føllet med tøvende skridt. Hvad skulle hun gøre? Hun så panikslagent ned på den blodige krop, inden hun trådte hen mod dets ansigt og puffede let til det. Åh, bare det dog var i live...

Silvara havde ingen anelse om, hvordan man fik et føl til verden, men alligevel slog hendes moderinstinker straks ind, da den lille klump lå dér foran hende. Med bløde bevægelser kørte hun mulen rundt på dets krop og fik blodet til at cirkulere rundt i dets årer, alt imens hun slikkede det rent fra blod, moderkage og var der ellers var af ulækre ting. Hun sendte alt sin moderkærlighed mod den lille skabning og håbede og bad til, at hun ville overleve. Hendes datter...

[6]

Han trådte et skridt bagud, da hoppen pludselig fór op. Var det mon alvorligt? Usikkerheden var tydelig i hans ansigt. Hvad kunne han gøre, hvad kunne han hjælpe med? Han stod og så til et øjeblik, febrilskt, næsten panisk. Så gik det op for ham, at han ikke skulle gøre noget - hoppen havde helt styr på det, og snart kom der små pylrende lyde fra føllet. Dens lange, lange kluntede ben bevægede sig en smule og mulen rynkedes når den forsøgte at løfte hovedet. Han drog et lettelsens suk og stod blot der og betragtede den nybagte mor og hendes føl, med et muntert smil på læben.

Han rettede sig op igen og tillod sig at strække halsen ud imod hende, og give hendes skulder et blidt, opmuntrende puf. Hun gjorde det godt! Han ville være gået totalt i panik, hvis det var ham der stod i den situation. Og tænk at hun bare slikkede føllet rent fra alt det blod og snask. Han kunne ikke lade være med at væmme sig indvendigt. Selvom han selv syntes at han var umådelig moden, så ville enhver rigtig voksen med flere år på bagen, kunne gennemskue at han var temmelig grøn og ung endnu - men dog trådt over tærsklen til de voksnes rækker.

Et forskrækket prust lød fra ham, da føllet åbnede øjnene. Skarpe, blå øjne mødte hans, og selvom hans også var blå, så var de på ingen måde som føllets. Han havde aldrig set en lignende farve. Øjet var næsten pupilløst, og de syntes at lyse en smule i den skarpe morgensol. Hans blik gik fra hoppen, til føllet og tilbage igen. Var hun klar over det?

Til hendes store lettelse gik der ikke længe, før der begyndte at komme små, pludrende lyde fra den lille. Hun sukkede lettet og smilede kærligt, da de lange ben begyndte at rykke på sig, og det let rynkede med mulen og forsøgte at løfte sit hoved. Hun mærkede nu hingstens mule mod sin skulder og fik først et stort chok. Hun faldt dog hurtigt til ro igen, da hun fandt ud af, at han blot puffede anerkendende til hende. Hun åndede lettet ud og smilede taknemmeligt til ham. Selvom han ikke rigtigt gjorde andet end at stå og kigge på, så var hun virkelig glad for hans støtte. Hun var ikke sikker på, at hun ville have kunnet klare det her alene!

Et forskrækket prust forlod pludselig hingstens mule, og da hun fulgte hans blik ned på føllet, så hun, at det havde åbnet sine øjne. Men det var ikke almindelige øjne, der mødte hendes blik. Nej, de var skarpt blå, lysende og uden pupiller... Lige som sin fars. Det sitrede ned igennem hele hendes krop, og kuldegysningerne krøb frem overalt. Hun mødte hingstens blik og sank let en klump i halsen. Hun vidste slet ikke, hvad hun skulle sige for at forklare det, men det var tydeligt at se panikken lyse ud af hendes øjne. Hun havde håbet, at hendes datter ikke ville arve noget synderligt fra sin fader, men så heldig var hun ikke... Hver eneste dag, resten af sit liv, ville hun blive mindet om den frygtelige episode!

[1]

Livet var sært. På kort tid havde hendes verden ændret sig fra varm og tryg, til noget køligere og hårdt. Han var havnet på en grynet overflade med lange grønne hår, der kildede. Først lå hun helt stille, så slog instinkterne ind. Og netop da, mærkede hun en varm tunge, der gjorde hende ren og fik blodet til at rulle. En varme bredte sig i hende, imens hun lå der og tog alle de nye dufte og lyde til sig. Til sidst slog hun øjnene op og blev blændet af en stærk sol. Hun kunne slet ikke tage alle de nye indtryk ind endnu, og blev helt overvældet. Hun vendte blikket imod den der gjorde hende tryg - hendes mor. Et lillebitte vrinsk forlod hendes strube, og hun gjorde anstalter til at rejse sig op på de lange stylter. Det gik ikke helt som planlagt, og hun blev derfor liggende lidt endnu. Men op skulle hun! Hendes blik vandrede hen på den store hvide skikkelse der også stod der. Hun glippede lidt med de blå øjne. Hvad var det dog for en? Hun strakte mulen frem imod den fremmede og brummede lavt imod ham. Så smilede hun og rejste sig op på knæene. Her stod hun lidt, imens hun forsøgte at regne ud, hvordan hun skulle få bagbenene med.Hun baksede frem og tilbage med det, indtil hun omsider kom på ret køl. Så stod hun der og svajede faretruende, men det lykkedes hende at holde balancen. Hun vrinskede igen til sin mor - se mor! Nu skal jeg have mælk! Og så stavrede hun til sin mor, hvor hun instinktivt vidste, at hun ville finde den livsnødvendige føde.

[8]

Han lagde straks mærke til hoppens reaktion. Hele hendes krop rystede og sitrede, så han var bange for, at hendes ben ikke kunne bære hende. Han så på hende med en blanding af undren og medfølelse. Hvad var der dog hændt denne hoppe? Han vidste at der fandtes megen magi i Andromeda - det havde han lært helt fra barnsben af, for hans mor havde ikke lært ham løgne om deres udseende. Nu var spørgsmålet bare, om denne hoppe havde indgået en pagt med nogen eller om føllets unaturlige øjne stammede fra noget andet. Han vippede venligt ørerne frem imod hende, for at vise at han ikke var vred. Han var her stadig for at hjælpe!

"Tag det roligt, min ven. Du er i sikkerhed her - hvad end der plager dig, så kan du fortælle mig om det. Jeg skal gøre mit bedste for at hjælpe dig."

Han nikkede med eftertryk og trådte igen hen til hoppen, for at stryge en beroligene mule hen over hendes skulder. Om ikke andet, så var føllet jo kun et føl. Det kunne ikke volde megen skade lige nu, så han var ganske sikker på at det nok skulle gå. Han brummede roligt. Han holdt dog brat inde, da hans blik blev fanget af noget... levende? Han kneb øjnene sammen. Hvad i alverden...?! En lille skygge hang og klamrede sig til hoppens pels i en tot mankehår. Den hvæsede af ham, da han fik øje på den. Med ét gav den slip, og ilede hen over jorden og væk fra dem, med en sådan hast at han ikke nåede at reagere. Han synes han hørte den le, som den forsvandt ud af flokkens grænser. Skygger? Her? Dette var alvorligt! Hvad lavede den på hende? Og hvem havde planter den der?

Hendes datter vendte nu blikket imod hende og vrinskede blidt, hvilket fik en varme til at stige op i hendes indre. Nok var dette lille hoppeføl for evigt mærket af sin faders udseende, men det var stadig hendes datter, og hun elskede hende overalt på jorden!
Et lille smil tegnede sig nu på føllets mule, inden det gjorde an til at rejse sig og fik stavret sig op på knæ. Hun kunne ikke lade være med at le mildt, da føllet baksede frem og tilbage med bagkroppen og kæmpede for at komme helt op at stå. Hun skulle lige til at gå hen og hjælpe til, da det endelig fik styr på bagkroppen og kom op at stå. Hun så bekymret til, da de lange stylter svajede faretruende i luften, men til alt held lykkedes det føllet at holde sig oprejst. Det vrinskede nu stolt til hende, og anerkendende besvarede hun det med en mild brummen.

Det fik nu stavret sig hen til hendes yver, hvor det instinktivt begyndte at drikke. Det var en underlig følelse at have nogen til at drikke mælk fra hende på den måde, men det var også underligt rart. Hun forstod ikke rigtigt, hvordan det kunne lade sig gøre, men hun elskede allerede denne skabning helt op til skyerne og tilbage igen. Hun strøg let føllet henover ryggen og nulrede det blidt ved dets mankekam.

,,Saskia..."

Det var det navn, der først poppede op i hovedet på hende, så det skulle hendes datter altså hedde. I hendes hjemland betød det "folkets beskytter", og hun fandt det derfor ganske passende. Hun håbede jo, at hun ved hjælp fra Teylar kunne opfostre denne lille hoppe til at blive en god sjæl, der ville beskytte sit folk mod ondskaber som hendes fader.

---

Hingstens ord lød nu i hendes ører og fik hende til atter at vende opmærksomheden imod ham. Hun havde næsten helt glemt hans tilstedeværelse og så derfor undskyldende på ham, inden hun smilede taknemmeligt.

,,Mange tak, yabancı. Jeg skylder Dem en tjeneste - uden Deres støtte er jeg ikke sikker på, at jeg havde klaret det."

Hun mærkede nu hans beroligende brummen og stryg hen over sin skulder og sukkede afslappet, mens hun gav sig selv lov til at give slip på alt den anspændthed, hun havde haft i kroppen. Nu var det hele overstået, og både hende og hendes datter var uskadte - nu kunne hun endelig tillade sig at slappe af.
Men bedst som hun troede, at alt åndede fred og ro, mærkede hun den lille skygge røre på sig. Den hvæsede pludselig arrigt af hingsten, inden den med ét gav slip på hende og ilede hen over jorden med et hysterisk grin.

Blodet piblede let fra hendes mankekam, hvor skyggen havde siddet fast som en ile i fire lange uger. Det føltes rart endelig at slippe af med den, men alligevel blev hun også urolig. Hvad ville der mon ske, når den lille spion krøb tilbage til sin herre og meddelte nyheden? Hun så nervøst på hingsten, der også så ud til at have fået sig lidt af et chok. Åh gud, hvad skulle hun dog sige for at forklare det her...?

Yabancı = fremmede

[10]

Han betragtede den sølvgrå hoppe og hendes mørke, sorte føl. Det var som om en samhørighed straks indfandt sig, på trods af hoppens første chok og tydelige panik. Han kunne ikke lade være, med at føle sig smittet af den ro og varme der syntes at strømme ud fra hoppen nu - hendes moderlige instinkter satte ind af sig selv, og han åndede lettet op, da føllet fik taget sin første. vigtige tår mælk. Det var sjældent et føl overlevede, hvis den ikke fik den første mælk - der var noget i den, som skabte grundlaget for føllet immunforsvar. Han havde set føl, hvis mødre døde under fødslen, og hvis ikke en hoppe kunne overtage føllet med det samme, ville det hurtigt bukke under. Heldigvis skete det sjældent.

Saskia. Så det skulle være hendes navn. Han betragtede føllet endnu en gang. Nu hvor det var blevet mere tørt, kunne man se en let grå tone i pelsen og to hvide sokker. I panden bar hun et smukt måneformet aftegn. Hun ville blive køn når hun voksede til.

"Hvis jeg må - tilgiv mig - men hvor er du fra? Og hvad er dit navn?" Han havde endnu ikke vekslet mange ord med denne fremmede hoppe, der alligevel var en del af hans flok. Og det skammede han sig over. "Det var så lidt. Du er altid sikker her," forsikrede han hende, da hun takkede ham.

Hans flyttede blikket ud imod horisonten, derhen hvor skyggen var forsvundet. Han kunne ikke lade være med at skutte sig af ubehag. Det var første gang han så en skygge tæt på. Han havde set dem på afstand, som en sort tåge der krøb over jorden, og han havde set dem omringe Foehn og gøre dens himmel mørk, selv på en sommerdag. Han måtte tale med Brêgo om det her. Eller hans moder, Leonora. Måske lyshoppen Illiana. Men nogen måtte vide det!

"Jeg beder dig, fortæl mig, hvad der er sket dig!" Han mente hvert et ord. Han kunne ikke hjælpe hende, kunne ikke finde hoved og hale i det hele, hvis ikke hun var ærlig, og fortalte ham alt. Han kunne ej heller forsvare hende. Hun måtte fremlægge sin sag, og han skulle gøre sit bedste for at se positivt på tingene. Han syntes selv at han var god til at bedømme folk og deres intentioner, og hende her virkede oprigtig bange.

Hun lyttede til hans spørgsmål og blev straks helt flov. I sin kamp med at fole lille Saskia havde hun brugt alt sin koncentration og derfor helt glemt at præsentere sig selv. Heldigvis virkede han dog også selv en smule flov over ej heller at have præsenteret sig selv, så i det mindste var hun ikke den eneste.

,,Åh, tilgiv mig min uhøflighed - jeg var så koncentreret om fødslen, at jeg helt glemte mine manerer. Men mit navn er Silvara, og jeg har levet her i Andromeda som strejfer i et års tid. Jeg har aldrig rigtigt haft en bestemt ø, som jeg kunne kalde mit hjem - før nu. Jeg har hørt meget godt om Teylar og valgte derfor at melde mig ind for at sikre en god opvækst til min datter."

Hun smilede mildt og taknemmeligt over hans ord om, at hun altid ville være sikker her. ,,Det glæder mig at høre, beyaz aygır."

Han bad hende nu om at fortælle ham, hvad der var sket. Hun bed sig selv nervøst i læben. Hun forstod godt hans forvirring, og at han måtte længes efter at få en forklaring på, hvorfor en hest fra Teylar havde haft en skygge på sig. Hun havde ellers svoret sig selv ikke at ville fortælle det til nogen, men hun følte alligevel, at hun skyldte denne hingst en tjeneste... Han havde trods alt været der for hende gennem denne hårde oplevelse, og det var kun fair, at han fik det hele at vide, nu hvor hun jo skulle til at dele hjem med ham i fremtiden.

,,Jeg havde hørt mange rygter om øen Foehn. Grumme, forfærdelige rygter... Og dum som jeg er, valgte jeg at rejse dertil, fordi jeg ikke ville tro på rygterne, før jeg havde oplevet det på egen hånd. Det var min største fejltagelse nogensinde..."
Hun så skamfuldt ned i jorden. ,,Jeg mødte en hingst... Jeg troede først, at han var Døden selv, for hans ansigt var blot et kranium. Hans skygger overfaldt mig og gav mig alle disse ar... Og han selv voldtog mig og gav mig denne datter."
Hun skævede kort ned mod Saskia. ,,Jeg vil ikke have, at hun skal vokse op og blive ond lige som sin fader. Så jeg håber, at hendes opvækst her kan få hendes gode side frem i stedet."
Hun så ud over horisonten, dér hvor den lille skygge var forsvundet hen. ,,Skyggen dér kommer fra Kraniehingsten. Den har været på mig under hele min drægtighed. Så den er nok på vej hjem til sin herre for at sladre nu..."

Et mørkt udtryk gled over hendes ansigt. Hun afskyede den hingst og hans skygger som pesten... Hvorfor havde han gjort dette mod hende? Hvordan kunne det på nogen som helst måde være retfærdigt? Hun sukkede let. Når alt kom til alt, havde hun vel selv bedt om det... Hun kunne jo bare have holdt sig væk fra den forbandede ø!

Beyaz aygır = hvide hingst

[13]

Han vippede let med ørerne, idet føllet svajede lidt, for så at genfinde balancen. Det var en mærkelig følelse at se dette nye liv udfolde sig. For ganske få minutter siden havde hun ligget helt stille, og nu kunne hun både gå og se. Det var ganske enkelt magi. Et varmt smil faldt om hans læber, da hans øjne mødtes med de utrolig blå øjne som føllet besad. Et øjeblik stirrede hun bare på ham - så kom der et lille, prøvende smil tilbage. Mest af alt var det en kopi af hans ansigtsutryk, men det lod til, at hun synes godt om grimassen. Hun vendte sig snart imod sin mor, og smilede til hende også. Han lo dæmpet, fornøjet over hvor hurtigt hun lod til at lære.

Han rettede nu opmærksomheden imod hoppe igen - Silvara var hendes navn. Han indprentede sig det, så han altid ville huske det. Hun var jo en del af hans flok, en han forhåbentlig ville møde mange gange endnu. Han var glad for at hun havde hørt om Teylar, og også havde valgt at melde sig ind. De var en lille flok, men de havde altid plads og brug for flere medlemmer i denne svære tid. Så mange som muligt, måtte under deres beskyttende vinger. Det var sådan han opfattede flokken - stærkt ledt af Illiana og Brêgo.

Hans ansigtsudtryk blev langsomt mere og mere stift. Hendes fortælling var... forfærdelig. Ikke i sin vildeste fantasi havde han forestillet sig, at disse skyggeheste kunne være så lede. Han bed hårdt sammen med en bitter mine. De blå øjne var blevet stormgrå af vrede. Han burde have vidst at de var langt værre end han frygtede. Tænk at de... at de... Hans blik faldt på hende, han kunne knap tænke ordet. Hvem ville dog voldtage hende? Han var forfærdet.

"Det gør mig frygtelig ondt, at du blev tvunget til at gennemgå noget så forfærdeligt. Men du er i sikkerhed nu, her behøver du ikke frygte noget, SIlvara. Mit navn er Seyé, søn af Leonora. Jeg er opvokset her i Teylar, og jeg skal nok hjælpe dig."

Han nikkede let og smilede til hende, selvom hans øjne ikke smilede med denne gang. De var stadig mørke, fordybet i tanker. Hun havde nok ret - den lille skyggespion, var nok nået hjem nu med bud om føllets fødsel. Der var ingen tvivl om, at denne Kraniehingst hun talte om, ville have fingre i det føl. Hun var umådelig dyrebar for skyggerne. Hans blik faldt på den lille Saskia endnu engang. De øjne måtte stamme fra Skyggehingsten - gad vide hvor meget mere hun havde arvet...?

"Silvara, dette er ikke din skyld. Skyggerne er en kraft man ikke kan styre. De gør hvad de vil imod hvem de vil. Du var blot et uheldigt sted på et uheldigt tidspunkt." Han trådte hen til hende endnu engang og rakte mulen frem imod hende. "Jeg synes at vi skal snakke med lederne. Fremlægge sagen for dem. Nu har jeg hørt din historie, og jeg tror de vil tro på dig, ligesom jeg gør. Jeg er sikker på de kan hjælpe og beskytte dig."