Tides of light ‡ Taia

Igennem stammer og blandt dyrestier gik Zaahir. Hans gang var rolig, han havde ikke travlt men nød det smukke sensommer vejr og den rare følelse af solskin imod hans mørke pels. Selvom trækronerne ofte formåede at dække hele skovbunden, kunne lyset tydeligt mærkes i de få pletter der nu engang var.
Skovhingsten søgte en af de mindre søer på Chibale. Det var et dejligt sted, fredeligt og omkring søen voksede nogle af de bedste bær den mørkebrune længe havde smagt. Det var måske lidt en hemmelighed... men Zaahir havde et blødt punkt for de bær, som kun blev en anelse mere dybt når han vidste sæsonen nærmede sig. Deres søde smag gjorde ham... glad. Tilfreds og afslappet.

Selvom det nogen gange kunne være ensomt at gå så meget alene, kunne det i hvert fald dulmes med nogle af skovens goder.

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"

Taia
☽ ° ☾

Endnu en dag, endnu en søgen. Den arrede hoppe, som var vendt tilbage til Livet, var ej desperat i sin søgen på den sidste, som hun holdt kær, men hun søgte stadig utrætteligt efter sin kære. Man kunne nok forvente, at hun ville have søgt videre nu, men nej, hun forblev her. Det var her hun før havde mødt ham, her på Chibale, så hun blev her indtil hun følte sig sikker på, at han ikke også var her... eller indtil hendes hjerte trak hende et andet sted hen.

Selvom hun søgte, så var der ikke fart på hendes skridt da hun bevægede sig gennem Chibale's skove. Hun ville trods alt ikke finde ham hurtigere, blot fordi hun tilbagelagde flere skridt. Måske ville hun nå længere omkring, men der var også en risiko for, at hun overså noget - ikke at hun troede, hun kunne overse ham, hvis hun nogensinde kom i nærheden.

I ny og næ stoppede hoppen ligefrem op for at spejde omkring sig. Trods det, der var sket med hendes ene øje, så syntes hendes syn ikke værre og det takkede hun for. Hun takkede også for, at hun havde formået at dæmpe gløden i det gyldne så meget, at om dagen ville man ej se, at der var noget underligt ved det, udover dets varme farve og manglende pupil.

[8]

☽ ° ☾

Den mørkebrune bevægede sig hjemmevandt igennem smalle krat og buskadser. Han var let til bens imellem Chibales skove, skoven var på sin hvis blevet den mørkebrunes hjem , for det mindede ham utrolig meget om det han havde forladt. De høje træer og frodige område gav ham både savn og fred. Det var ingen hemmelighed at Skovhingsten var et væsen af vaner og derfor havde haft - og stadig havde svært ved at tilpasse sig den forandring der var sket med ham. Hans fysiske krop, det stille land... Andromeda var smukt men tomt for en der havde været blandt familie hele sit liv.
Men det var til at overkomme..

Zaahirs blik ledte, og med et lille smil trådte han ind til den mindre lysning der omgav søen. Solen reflekterede i det stille vand og Zaahirs trav gik ned i en rolig skridt. Heromkring var der stille.. det var utroligt hvordan øerne kunne være så forskellige. Selv havde han kun vovet sig omkring på tre af dem, han havde ikke umiddelbart et ønske om at forlade Chibale før der kom en reel grund.
Det ene ører vippede dog opmærksomt fremad ved lyden af en fremmed. Skæbnen var forunderlig og skovhingsten trodsede den ikke. Derfor søgte han ikke væk da han hørte en raslen i krattet længere fremme, men valgte i stedet at lade sin nysgerrighed skubbe ham en anelse længere frem i lysningen. Var der nogle der ligesom ham havde søgt imod søen idag?

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"

Taia
☽ ° ☾

Den arrede hoppe gik i sine egne tanker, da hun dukkede sit hoved under et par grene for at forsætte sin færd. De ville stadig ramme hendes ryk og bøjes for at hun kunne komme igennem, men bare de ikke ramte hendes hoved først, så var det intet problem for hende. Fjern som hun var i sine tanker, opfattede hun ikke, at der var andre i området. Det eneste hun så var søen, som bredte sig foran hende og hun forsatte derfor roligt mod dens bred.

Der gik dog ej længe førend, at hendes blik faldt på den mørkebrune hingst, som var kommet her først. Et øjeblik blussede det gyldne øje kortvarigt op, søgte om sjælen var bundet eller ej, men gløden forsvandt så hurtigt igen, at hvis man havde set det, så lå det nærmest at tro, at det blot var solen, som havde spillet en et puds. Nogen var selvfølgeligt skarpere med blikket end andre.
Hastigt, men roligt og fattet, vippede hun sine ører fremad og nikkede let mod ham i en let hilsen, et venligt smil om hendes mule. Hun sagde dog intet, for ikke alle ville snakke; hun havde dog åbnet for muligheden ved at tilkendegive, at hun havde set ham.

[9]

☽ ° ☾