The clearest way... {Canicus}

*The clearest way into the universe is through a forest wilderness.*

Med lette skridt, betrådte han denne ukendte jord. Ozz havde aldrig været i dette land før, og alt var så fremmede for ham. Hvor var han? Han kendte intet eller ingen. Men dette lod ikke til at tynge ham, han hvilede i sig selv, og tog én dag af gangen. Han øjne skimtede rundt i den tætte bevoksning, og det grønne & blå øje lyste af vilje og liv. Han var én stolt hingst, det kunne hurtig ses på måden han førte sig frem. Men samtidig lyste venligheden som en indre ild i hans blik, med et kort brum. Slog han over i en rolig galop, og måtte undvige en del gange. For ikke at kollidere med de mange store stammer, som skød op af jorden og raget højt op i himlen. Han mærkede hvordan hans indre legebarn blev vækket, og han kunne ikke lade være med at lave ét par kåde bukkespring. Den korte hale stod til alle sider, mens den tykke korte man stod lige op i luften som var intet hent. Trods hans vilde kast med hoved, og utallige bukkespring.

Midt i denne legende dans af kaskader af bukkespring, vrinskede han glædes fuldt...

Canicus havde vovet sig væk fra sin nye familie, i det han efterhånden var blevet stærk nok til at kunne komme rundt på egen hov.  Han var dog kun nysgerrig og havde bestemt tænkt sig at vende hjem igen inden det blev mørkt.  Han ville nok få skæld ud hvis ikke.  Det store ranglede føl, som var skruet noget så underligt sammen begav sig afsted, mens de blå øjne skuede rundt mellem stammerne.
Han kunne nu høre et vrinsk, der lød noget så muntert og den unge hingst besluttede sig derfor at svare i ren nysgerrighed.  Han var stadig uskyldig og uspoleret trods alt.

1

Ozz, vippede ørene frem og tilbage da han hørte et vrinsk i det fjerne. Han stoppede sine kåde spring, og rankede sig op. Den slanke krop stod rank, og de buet øre blev spidset frem ad hvor de nu stod i én bue hen over hoved. Han skimtede rundt mellem de mange træer, og kunne ikke lige ved førte øjekast få øje på andre. Han slog med hoved, og satte frem i en elegant og vuggende trav, mens han brummede hingstet. Den store man sitrede let ved hver bevægelse, men stod ellers rank lige op i luften, den korte men fyldige hale kørte let fra side til side, mens bene arbejdet i en fast takt. Hans trav var let og flyvende, med elegant afsæt - efter nogle meter, kunne han nu skifte noget i det fjerne. Det var ikke en stor skikkelse, så han stoppede op. Og så afventede i retningen, af den fremmede... Ozz lod endnu ét vrinsk forlade hans mule, i en venlig og munter tone...

Canicus så mod hingsten der nu kom mod ham og vippede de lodne ører frem mod ham. Han stod for en stund en anelse spændt for at vurderer om hingsten udgjorde en fare.  Vrinsket indeholdte dog ikke noget faretruende, og Canicus trippede et par skridt frem mod ham, med let hvælvet hals. Han var langt fra den store prægtige hingst han en skønne dag ville vokse op og blive, men potientalet var der.  Hans havde stærke ben. Stadig lidt skravlet af sin alder, men godt på vej. 
Han kunne i hvert fald finde overskuddet til at tumle med andre nu

2

Ozz lod nakken knejse yderligere, da han næsten var helt henne ved den fremmede unge hingst, ét kort kast med hoved inden han stoppede elegant op lidt fra den fremmede. For ikke at trænge sig alt for meget på, man viste jo aldrig hvem man stødte ind i... Mon hingsten var fra dette land? Selv var han lige ankommet, og alt virkede så uoverkommelig med de mange steder - men han havde sat sig for at favne denne nye verden, og blot lade tiden vise hvor det hele førte hen. Én stolt kriger-prins var hans fortid, og trods der ingen ar var at se på hans lyse krop, bar han dem i sit indre. Men det lod ej hans godehumør forsvinde, og til tider kunne han virke som ét stort legebarn... De to farvede øjne, var forsat på den fremmede. Hvortil han gjorde ét lille nik med hoved som hilsen.

Det store føl var ikke intimideret af hingsten på nogen måde, og så blot nysgerrigt til mens han kom nærmere. De blå øjne bar stadig uskyld, mens de betragtede hingsten der stod foran ham. Han tiltede hovedet på sned og prustede let.
Den lyse hingst virkede ikke fjendtlig og det fik den unge Canicus til at smide hæmningerne og han bukkede i stedet let på stedet, inden han legesygt hapsede ud efter hingsten. Han holdt dog stadig en lille sikkerhedsafstand, hvis du den fremmede skulle tage tingene ilde op.

3

Én mild latter kom over hans mule, mens ét bredt smil prydede hans læber - den unge hingst var ude på ballade, det kunne let ses. Og han havde ret i sin antagelse da han nappede ud efter ham. Han virkede så ren og uskyldig, den del af livet som man så hurtig kommer til at savne, og nok ikke helt værdsatte nok da man var i det. Han grinte og nappede blidt ud efter den unge hingst og sagde med venlig stemme ''Hvilken kriger, har jeg æren af at træffe?'' de tofarvede øjne så venligt på den unge hingst mens han lavet ét lille hop til siden for at afvente næste træk...