Restless [Åben]

Der var noget i gære på Foehn, for ellers havde hun aldrig fået lov til at begive sig væk derfra. Tordenhoppen var selvfølgelig fuldstændig ligeglad med hvad hun måtte og hvad hun ikke måtte, for hun havde endda været helt ovre på Leventera for at kaste et hurtigt blik på sin datter og så tilbage igen. Hvorfor hun alligevel var på vej tilbage igen var der ikke nogen logisk forklaring på, men hun følte sig godt tilpas i det 'fængsel' Mørket, skyggerne der hvæste af hendes tilstedeværelse, jo hun følte sig mere hjemme end nogensinde før.
Hendes sind var et rod, det kunne et hvert fjols fornemme, temperamentet løb oftest af med hende, men mørket var altid det samme. Det gav ro i den fortabte sjæl, som var hun et føl der blev lullet i søvn af sin mor.
Myth havde mange sider af sig selv, men de mørke sider var der hun fandt mest velbehag, selv når hun var tvunget til at blive der. Hun skulle ikke bekymre sig om forvirrende aspekter af livet så som kærlighed, men kunne i stedet blot leve i ro og mag.

[29]

Med et par små hop og en skrabende lyd af hove der gled i småsten, nåede Ava ned fra det sted hun opholdt sig for det meste. Ildbjerget. Ikke altid ved toppen for det var ikke et sted man bare lige gik hen fordi man trængte til at strække benene, men gerne et godt stykke. Der følte hun sig aller tættest på skyggerne. Dem hun var begyndt at holde af, mere end noget andet. Stemmerne i hendes hoved. Måske ville nogen kalde hende sindssyg, og selvom skyggerne befandt sig i hendes sind og nogen måske ville bortforklare hendes tilstand med deres tilstedeværelse, så var det nok egentlig ikke så meget deres skyld. Ava følte sig meget fri. Hun følte ikke de havde taget over. De var med hende over alt. De var hendes livskilde, men hun gjorde stort set også hvad der passede hende, med mindre det var noget der kunne påvirke alle hendes brødre og søstre også.

Ørerne blev vendt mod nakken som hendes blik faldt på en velkendt skikkelse efter noget tid. Ava gav et fnys fra sig og slog et smæld med halen inden hun trådte i hendes retning, og ikke med et kropssprog der fortalte hun var på vej hen for at holde den helt store tøsesnak.

Myth så op da en svag raslen kom fra mellem træerne. Hun vippede let med ørerne, og de mælkehvide øjne faldt snart på Ava, der kom mod hende.
Tordenhoppen forholdt sig blot ganske tavs, mens hun betragtede den sorte hoppe. Hun så ikke just venligsindet ud, men det gik nu ikke hende på. Sidst de havde mødtes havde Ava udnyttet sin styrke, men Myth bar skam ikke nag, selvom den sorte hoppe ikke legede nær så godt som den hvide skygge. Men hvorfor den hvide skygge ikke stod her, men i stedet Ava kunne den sorthvide hoppe kun undre sig over.

” Hvad bringer dig på Chibale, Ava.. ”

Lød det så roligt fra hende. Selv havde hun retning mod Foehn, og Chibale var oftest et godt pitstop på vejen.

3

[31]

Spørgsmålet fik Ava til at smile. Ikke et af venlighed og bestemt heller ikke fordi der var noget morsomt. Smilet var wicked og afslørede ikke nogle af hendes tanker overhovedet.

"Jeg kunne stille dig det samme spørgsmål."

Chibale var en ø Ava havde besøgt mange gange på det sidste. Selvom hun allerede havde opgivet at se nymfen igen, men hun havde jo stadig et lille bitte håb. Rasbell. Det kunne stadig nå at lykkes hende. Hvis ikke var det som om alt håb var ude.

Ava slog et smæld med halen og stoppede foran Midnight Myth. Hovedet måtte hun hæve en anelse på grund af hendes lave højde.

4

Tordenhoppen trak selv på smilebåndet over Avas bemærkning. Hun fandt den ganske morsom til trods for det nok ikke var den sorte hoppes hensigt. Myth tog dog den sortes temperament i stiv arm for hun kunne trods ikke gøre mere skade på hende end hun kunne klare. Døden var en udvej som hun ikke frygtede.

" Jeg er blot på vej 'hjem' til mit såkaldte fængsel.. Chibale er den hurtigste vej fra Leventera "

Hoppen talte roligt som var det en helt naturlig samtale de to hopper førte. De mælkehvide øjne hvilede over vandet hvor Foehn lå i det fjerne. Hun åbnede kort munden for st tale, men tav så.

[32]

"Foehn er ikke noget fængsel. Hvis ikke du ønsker at være der.... Så vend om. Du er jo tydeligvis ude af det"

Hvis det var et fængsel burde hun jo ikke befinde sig på Chibale. Ordene bød ikke på nogen venlighed, men Ava havde heller ikke tænkt sig at trække hende med tilbage for at sige hun skulle blive i det fængsel. faktisk var det jo fuldkommen åndssvagt. Hun havde ikke selv været en del af den beslutning, og selvom det var en ordre til alle skyggerne var der en del andet Ava havde at tage sig til, end at lege babysitter for en voksen hoppe.

"Fuyu No Kitsune er der ikke"

5
Ava havde ikke sindet til at forstå sig på måden Myth havde lagt vægt på ordet fængsel. Det var ikke et fængsel for hende men et hjem. Hun fnyste blot i en form for forskruet velbehag over hoppen.
Hun bekræftede at den hvide skygge ikke længere var her og det ærgede den sorte hoppe, noget man svagt kunne ane i de ellers udtryksløse øjne.

" Jeg ville ikke være her hvis han var. De andre ville ikke kunne stoppe mig.. Ikke at han kunne heller.. "

Hun nævnte ikke Ava i sin lille stikpille mod skyggernes svaghed. Nok var der noget selvdestruerende over hendes adfærd, men hendes styrke kunne man ikke tage fra hende.
Myth var dog allerede nu på vej tilbage på Foehn

[33]

"Jeg tror også de har vigtigere ting at tage sig af end lege babysitter for sådan en som dig. Din usle eksistens er ikke det værd.... Mit gæt vil være... Du er gået i glemslen"

Ava værdigede ikke Myth et blik under hele sætningen, men holdt sit fokus fremad rettet. Der hvilede ingen følelser over hende. Ingen vrede, ingen glæde, ingen nervøsitet. Egentlig var det ikke til at sige hvad der foregik inde i den lille sorte hoppes hoved. Hovedet søgte ned mod det ene forben, der blev sat foran det andet, så hun kunne gnubbe næseryggen op af det. Da hun rettede sig op igen var det med et enkelt øre rettet mod den hoppe hun engang havde kunne kalde svigermor.

6

Myth ignorerede ganske simpelt Avas ord, mens hun begav sig væk fra hende. Så fred være med det. Det betød vel blot at hun var fri til at gøre som det passede hende. Det kunne umuligt være den sorthvides hovedpine hvad skyggerne foretog sig, for hvad det så ud til udefra, så var de godt på vej til at udrydde sig selv på den ene eller anden måde.
Hoppen havde ikke travlt med at komme tilbage til Foehn, men tøffede blot fredsommeligt rundt, uden nogen bekymring i livet. Snart ville hun forsvinde fra Avas tilstedeværelse.