Frustration is a bitch (Lumine & Nzuri)

Hun kunne godt se på hingstens reaktion, at hendes lille charmeoffensiv ikke havde virket, og at han bestemt ikke var tilfreds med situationen. Men det kom dog alligevel noget bag på hende, da han irettesættende bed ud efter hende og snerrende bad hende om at flytte sig. Hun så en anelse såret på ham. Var han da slet ikke interesseret i hende mere...? Hun prøvede først at blive stående lidt endnu, men da han endnu en gang hakkede sit tandsæt i hende for at få hende til at flytte sig, sendte hun et undskyldende blik i Nzuris retning og makkede ret. Hun bakkede bagud og blev blot passivt stående og betragtede den gyldne hingst, der skulle til at voldtage hendes søster. Alt hendes opstemthed fra før var forsvundet som dug for solen. Hun havde det elendigt. Hun følte sig som en kæmpe kujon, der burde træde ind og kæmpe for at forsvare sin søster. Men i stedet stod hun bare her og gjorde ingenting... Hendes forhold til den gyldne hingst betød åbenbart så meget for hende, at hun ikke ville risikere at ødelægge det - koste hvad det koste ville.

Følelsen af svigt var ulidelig, da Lumine atter vendte hende ryggen og lod hende i stikken. Hun havde ellers lige troet, at Lumine var kommet til fornuft, da hun havde prøvet at charmere sig ind på hingsten for at lade hende gå, men ak nej... Lumine var en lige så stor hore og kujon, som hun altid havde været. Og deres forhold var forbi nu. Hun var færdig med at prøve at lege den gode tvilling, der altid ville være der for sin søster!
Hendes vrede følelser blev dog hurtigt erstattet med frygt, da hingsten nu nærmede sig hende igen. Han havde et nærmest manisk og vanvittigt blik i øjnene, og det stod hurtigt klart for hende, at dette ikke blot var en leg. Hun slog nervøst med hovedet og stampede en enkelt gang med det ene forben i jorden, da det dog gik op for hende, at hun aldrig ville have en chance mod denne hingst; han var meget stærkere end hende. Men hun ville ikke bare give op og acceptere det uden kamp! Hendes bedste og eneste chance ville derfor være at forsøge at løbe fra ham. Hun bakkede derfor langsomt et skridt tilbage, inden hun i en hurtig bevægelse drejede rundt på hælen og stak af sted i fuld galop. Hun løb af sted hen over sandet, så hurtigt som hendes ben overhovedet kunne bevæge sig, uden at se sig tilbage. Hun turde ikke at se realiteten i øjnene. Hun ville ikke stoppe med at løbe, før hun nåede vandet og kunne svømme i sikkerhed. Og hvis det lykkedes ham at indhente hende og fange hende, ville hun helst ikke vide det, før det skete...