[Illana] Got room for me?

Hoppen havde nu begivet sig ind på dette område, dette område som hun havde fået fortalt skulle huse denne store flok - en flok for de godhjertede som hende, hun ønskede en familie som den hun før havde været i og som hun kunne forstå på hingsten Titan og hingsten Seye, så var dette vidst stedet for hende og hun ville meget gerne ind i deres flok. Hun havde været et flok dyr hele hendes liv og det ville hun meget gerne blive ved med, nu havde hun betrådt denne verden som strejfer lidt og det var egentlig ikke noget hun var glad for - hun kunne godt lidt at hører til et sted og være en del af noget større.

Hun havde valgt ikke at overskride deres grænser meget, men valgt at stille sig i udkanten af flokkens territorium - det kunne jo være at de ikke ønskede hende på stedet og så ville hun selvfølgelig ikke overtræde de grænser som de havde - hendes blå øjne kiggede nu søgende rundt og et mildt smil lå let over hendes læber. Hun havde fået af vide at hun skulle have fat i en hoppe ved navn Illana og det var derfor hende hun nu stod og spejdede efter, men selv om hun så så hende, ville hun ikke vide om det var hende - Hun rystede kort på hovedet over hendes måde at søge efter denne hoppe og valgte i stedet at sende et lidt kaldende hvin over området og håbede på at denne hoppe måske ville høre hende og ønskede at snakke med hende

Men så måtte tiden jo vise om hoppen havde tid til at snakke med hende.

Illana, den gyldne, befandt sig atter i udkanten af flokkens område. Efter hun havde overtaget ansvaret for flokken, befandt hun sig oftere i yderkanten, end i flokkens centrum, og hun patruljerede grænsen dagligt. Med elegante skridt bevægede hun sig tæt ved flokkens grænse og studerede årvågent området omkring hende - og endnu engang lod det til, at det hele åndede fred og ro.
Et hvin, af hoppet karakter, vækkede den gyldnes opmærksomhed. Hvinet bar ikke præg af frygt, og det virkede ikke som om der var farer på færde; Lyset om hendes hals havde ikke opfanget Skyggers tilstedeværelse, eller sanset sjæle som Illana vidste var farlige. Nej, hvinet havde en mere kaldende aura over sig, og Illana besvarede det højt og klart, selvom hun ikke vidste, om det var tilegnet hende - eller nogen i det hele taget. Lyset, der hvilede i krystallen om hendes hals, begyndte herefter at lyse kraftigere og mere hvidt. Illana vidste, at denne reaktion kun kom, når Lyset enten sansede en anden, der var berørt af magi, eller en, som var ny i landet. Den stemme Illana have hørt, kendte hun ikke til - og efterhånden havde hun kendskab til alle vogterne - så hun drog en konklusion om, at dette måtte være en forholdsvis ny sjæl i landet. Hun satte derefter frem i en smidig trav med retning imod hvinets udsender, og snart kunne hun ane en hvid, spinkel skikkelse.

Da den gyldne Illana var indenfor hørbar afstand af den hvide araberhoppe, sænkede hun farten til en rummelig skridt og sendte et hilsende prust imod denne fremmede, som var vandret ind på flokkens område. Illana lod sine ører forblive fremadrettede og hendes øjne studerede nysgerrigt denne sjæl, som Lyset fortsat reagerede positivt overfor. Da Illana var få meter fra hende, standsede hun op og lod et graciøst, hilsende nik falde imod den hvide.

,,Goddag, du hvide. Tillad mig at præsentere mig selv - jeg er Illana, vogter af Lyset og jeg har ansvaret for flokken Teylar, som du lige nu befinder dig i. Må jeg spørge, hvem er du?"

Hendes toner var milde og imødekommende. Den ånd, som Brêgo stiftede flokken i, søgte Illana at føre videre - og indtil andet viste sig sandt, behandlede hun alle 'fremmede' med åbenhed og respekt.

[7]

Ikke længe gik der før et svar ramte hende, hun var inde på et område som hun tydeligt kunne fornemme ikke var et strejfer område og på en normal dag ville hun aldrig nogensinde have vadet derind, men hun ønskede at blive en del af en familie, hun ønskede ikke at strejfe alene og hun ønskede et sted hun kunne kalde for hjem. Hun lod de blide øjne søge og ikke længe søgte de før en skabning kom til syne ikke langt fra hende selv. En skabning som nærmest var badet i lys, måske ikke bogstavligtalt, men dette var det indblik hun fik af denne hoppe som kom mod hende, med så elegante og brede skridt at hun ikke selv vidste hvordan hun skulle forholde sig. Hun vælvede let i nakken og sænkede som altid respektfuldt nakken for denne fremmede som kom let mod hende.


Hun løftede atter hovedet da hoppen nu valgte at give lyd fra sig, hun var den hoppe hun havde søgt og den hoppe hvis navn hun mange gange havde hørt i hendes levetid her. Hendes nærmest velkomne prust, sendte et blidt smil på den hvide mule og hun nikkede anerkendende i retning af hoppen.


”Det er mig en ære at møde dem Illana, det var lige dem jeg ønskede at finde – Jeg leder efter et sted at kalde hjem og en flok at kalde min familie og et par af mine bekendtskaber nævnte at jeg burde søge dem”


Hende stemme bar tydeligt præg af at der absolut intet ondt lå i hendes stemme. Der lå dog også en ærefrygt i den, denne hoppe ejede disse jorde, sammen med hendes flok og hun havde blot vadet ind uden overhovedet at have fået lov – men mon hun blev fundet værdig til at blive?

Den hvide araberhoppe, som Illana havde præsenteret sig for, hvælvede let i den spinkle nakke og sendte et nik i retning af den gyldne, som respons på det hun selv havde udvist. Illana smilede let, inden hun tippede sine ører lyttende fremad, da den hvide fortalte, at hun søgte efter et sted hun kunne kalde hjem, et sted hvor hun kunne få en familie. Hun brummede sagte, den gyldne, inden hun lagde hovedet let på sned, med en betragtende mine over sig. Hun havde mødt andre, som havde nævnt at hun burde søge Illana, og det gjorde skam den gyldne sjæl glad, at vide at andre rådede dem, der søgte et sted at kalde hjem, til at slutte sig til Teylar's område.

,,Teylar er altid åben for de, der ønsker et sted at kalde hjem - så længe man kommer med gode hensigter. Hvis du gør dette, er du mere en velkommen. Tillad mig, du hvide, at spørge om dit navn?"

Som sådan var der intet der stod i vejen for, at Illana ville byde den hvide velkommen. Blot ønskede hun et svar, på om hoppen bar rene hensigter med sig, om hun ønskede at vandre her i fred sammen med de andre, der boede i flokken. Illana stod ganske pænt, men tilpas afspændt foran den hvide hoppe, som besad meget sammenlignelig struktur, som den gyldne selv. Hun lod de ravfarvede øjne søge direkte imod den hvide hoppes, alt imens hun afventede et svar på hendes spørgsmål.

[15]

Hoppen foran hende mindede utrolig meget som hende selv, hendes pels var bare nærmest helt gylden og skinnende. Hun lignede en lille sol på en eng som i sammenligning med hende blegnede en smule. Hun huskede de mange heste hun indtil videre havde mødt, de havde opfordret hende til at søge denne gyldne hoppe og indtil videre havde hun ikke fortrudt hendes valg. Hun lod de blå øjne kort betragte den gyldne hoppe igen, inden hun vippede de hvide og mandelformede ører frem mod hende, da hendes lette stemme atter lød. Hendes ord var fornemme og hele den elegance som lå over denne gyldne imponerede hende.


”Jeg kommer med gode hensigter, jeg har ikke i sinde at bringe noget ondt til dette land og denne familie. Jeg ønsker blot at kunne falde ind og føle mig hjemme”


Hendes ord var oprigtige, hun var ikke en hoppe som ejede et gran af ondt overhovedet. Hun ville kæmpe for sin familie og sine venner hvis det på et tidspunkt kom til dette, men ellers var hun en hoppe som levede i frem og idyl når hun kunne komme til det. Den gyldne hoppe spurgte så efter hendes navn og det var først nu, hun kom i tanke om at hun endnu ikke havde præsenteret sig for denne gyldne leder.


”Det må de meget undskylde, mit navn er Jitterbug, men de fleste kalder mig for Jitter”


Hun sendte den gyldne et stort smil og en anelse undskyldning lå i smilet, hun var lidt pinlig over at hun ikke før have præsenteret sig. Hun kunne se at den gyldne slappede af i hendes nærvær og dette fik også hende selv til at falde helt til ro, hun var ikke en hoppe som hidsede sig meget op, men efter hendes møde med den store skyggehingst var hun en smule mere på hovene. Hun havde stadig sår på sin ellers hvide hals, men de var ved at hele flot op og hun ønskede aldrig at vende tilbage til disse skygger… ALDRIG

Der lå en ganske åben og ærlig oprigtighed over den hvide araberhoppe, der snart efter angav at hun kom med rene hensigter. Illana brummede lyst og mildt, inden et smil tegnede sig om den grå mule. Det virkede til, at den lyse hoppe virkelig ønskede et sted, som hun kunne kalde sit hjem, og Illana så ingen grund til at nægte hoppen dette ønske. Hun tippede sine ører en anelse længere frem, da hoppen kort efter præsenterede sig, som Jitterbug. Illana brummede atter med en bekræftende mine, inden hun med graciøse bevægelser trådte et skridt til siden og gjorde sig en gestikulerende bevægelse til den hvide hoppe.

,,I så fald, Jitter, vil jeg med glæde byde dig velkommen til Teylar. Flokken vil være dit hjem, så længe du ønsker det, og frit kan du komme og gå som du vil. Den eneste regel der forligger i flokken er, at du ikke må bringe potentielle trusler med dig, ind i flokkens område, og du skal behandle andre med den respekt, du selv ønsker at modtage."

Illana gjorde sig et velkommende nik, inden hun signalerede til den hvide hoppe, at hun skulle følge hende. Derpå satte hun i en løs og frigjort skridt imod flokkens centrum, hvor hun ville vise den hvide hoppe lidt rundt, inden hun ville lade hende undersøge flokkens område på egne ben.

[17]

Hun var betaget af denne hoppe, en hoppe som hende som virkede så lys og fuld af selvtillid at hun ikke kunne andet end at respektere hende – hun var så blid af væsen, men hun måtte jo være en stærk hoppe sådan som hun kunne styre en flok af heste under sig, men fra nu af også betød hende selv. Hun brummede mildt og lod de blide øjne betragte hende indgående og vælvede taknemmeligt i den hvide nakke, da hun nu bød hende velkommen i hendes hjem og i hendes familie. Hun var så stolt og beæret over at få lov til at komme ind i denne hoppes flok og vide at hun nu endelig havde en hylde at falde på plads til. 4


”Det er jeg meget taknemmelig for og jeg lover dem at hjælpe med at holde alle farer væk fra min nye familie. Jeg vil behandle alle med respekt og jeg vil sørge for at alle bliver behandlet med den respekt de fortjener.. Men jeg er vidst nød til at fortælle dem en ting.. jeg var på en ø ikke langt herfra, jeg mener den hed Foehn eller noget i den stil og jeg mødte en stor stort hingst, men mente det var hans ø. Han lagde denne på mig”


Han lod manen falde til den ene side og den lille skygge hoppede rundt i hendes man og gemte sig godt, men var dog efterhånden blevet meget mindre og den var næsten ikke længere synlig, men hun følte at hun burde vise den. Den store sorte hingst (Volle) havde været rigtig hårdt ved hende, men efterfølgende plantet denne på hende for at beskytte hende – sagde han. Hun ventede med at træde ind i området, før hoppen havde godkendt det – hun vidste ikke om dette var uacceptabelt, hun ville ALDRIG vende tilbage til det sted.

Illana betragtede ganske roligt den hvide araberhoppe, og lyttede med et smil til de ord hun sagde. Det virkede til at hun oprigtigt var en hoppe med gode hensigter, en hoppe som Illana var sikker på nok skulle passe godt ind i flokkens fællesskab. Den hvide tog imod hendes velkomst og Illana gjorde sig en endegyldig gestus, som signalerede at den hvide hoppe gerne måtte betræde området. Illana vendte sig en anelse, så de to hopper kunne gå side om side, hvorefter hun med opfordrende kropssprog bød den hvide at følge hende.

,,Jeg er glad for, at du har den holdning, du hvide Jitterbug. Jeg er sikker på, at du vil finde dig godt tilpas i flokkens område, og at du vil finde mange relationer blandt dem der allerede bor her. Ser du, der er en blandet skare her efterhånden; der findes en ganske lille pony her, flere føl, ældre heste og både hopper og hingste. Flokkens område strækker sig helt til kysten, så hvis du elsker vandet, er der rig mulighed for at færdes sikkert ved stranden også."

Illana smilede mildt, inden hun lod blikket glide rundt i omgivelserne; omgivelser som hun havde viet en stor del af sit liv til at beskytte.

,,I midten af flokken findes et meget stort egetræ. Det er nok et af de ældste i landet. Det er her flokken samles, når det er. For nyligt samlede den lille pony - Christian hedder han - flokken dernede. Det var en god mulighed for at få snakket med nogle af dem, man ikke ser så tit."

Illana tippede let sine ører rundt, inden hun atter så direkte imod den elegante hvide skikkelse.

,,Du må komme og gå som du ønsker, det eneste jeg kræver er, at du ikke bringer fremmede indenfor grænsen hvis ikke du er helt sikker på at de bærer lige så gode hensigter som dig selv."

[19]

Hun var lige nu på grænsen til et land som måske kunne blive hendes nye hjem og tankerne flød igennem hovedet på hende, hun var født at renhed og alt i hende var det reneste, men hun var i tvivl om hun egentlig ønskede dette og alligevel vidste hun at dette var her hun hørte til og at dette virkelig var det hun gerne ville, men hun var bange for at lave en fejl. Hvis hun sluttede sig til dette skønne land, var det ikke længere blot hende selv hun skulle passe på, hun var nød til at passe på sin familie og hun var bange for hun måske ikke var god nok til dette. Hun brummede en smule og lod så atter blikket glide på den store hoppe. Hun vælvede taknemlig hovedet og fulgte nu med den gyldne hoppe og brummede blidt. Hendes ører blev let vippet i hendes retning da hendes ord nu atter begyndte at lyde.

”Jeg elsker vand, jeg elsker eventyr og jeg elsker selskab, så man må sige at dette lyder som et sted jeg meget vel kunne finde mig rigtig godt til rette. Jeg håber bare at jeg kan yde flokken retfærdighed og bruge dette til at holde mig langt væk fra skyggerne og deres leder, tror jeg at han er”

Hun ønskede ikke på nogen måde at møde skyggerne igen og dette var blandet andet også en af grundende til at hun hadve valgt at blive her, hun kunne blive i hendes base og holde sig langt væk fra de mørke væsner, holde sig langt væk fra deres leder Volentaire og holde sig laaangt væk fra…. Ayin.. En tristhed faldt kort over hendes blik ved tanken om denne hingst, hun sukkede dog kort og genvandt så atter et smil på hendes mule. Hun brummede mildt og lod blikket glide på den gyldne hoppe.

”Det lyder som et fantastisk sted at tilbring tid også, jeg elsker naturen og elsker store flotte træer”
Hun brummede mildt og allerede nu kunne hun mærke at hun elskede dette sted, hun ville falde godt til og tvivlen var allerede nu på vej ud af hendes krop.

Den blide brummen der forlod den hvide Jitterbug, fik et smil til at tegne sig omkring den grå mule. Om halsen skinnede Lyset om end en anelse mere klart, da den hvide hoppe fulgte dem ind i flokkens område. Lyset var altid glad for nye sjæle, der sluttede sig til den flok, som Brêgo havde skabt - den flok der nu var blevet et samlingssted for mange rene sjæle. Illana tippede et øre imod Jitterbug, da hun begyndte at snakke - og smilet, som før havde vist sig, voksede sig blot endnu større.

,,Det er jeg sikker på du kan, kære Jitterbug. Det lader til at du har hjertet på det rette sted."

Illana brummede nu selv med milde toner, inden hun øgede sin skridtlængde lidt, og fortsatte frem i et raskt tempo. Hun havde retning direkte imod flokkens midte, der hvor det store egetræ voksede; og derfra ville hun lade den hvide araberhoppe udforske hendes nye hjem i hendes eget tempo. Den gyldne Illana bevægede sig med lette og yndefulde skridt ved siden af den hvide, der bar samme ynde og bygningstype som hende selv. Snart kunne de se egetræet, og Illana vendte blikket lidt imod hendes nye familiemedlem.

,,Du kan tilbringe alt den tid du ønsker i flokken, du hvide. Og her er mange utroligt rare sjæle, så jeg er sikker på du også vil få en masse nye bekendtskaber. Jitterbug, følg mig til den store eg, som markere midten af flokkens område; det er træet, hvis krone vi kan se nu."

Illana nikkede i træets retning, inden hun med et opfordrende smil slog hovedet i vejret og sprang frem i en energisk, rummelig trav.

[6]

Hun lagde godt mærke til smilet på den gyldne hoppes mule og det smittede over til hende. Hun kunne ikke lade være, men hun var også en hoppe som ikke krævede ret meget før et smil ramte hende. Hun elskede at være glad og hun elskede at bruge sin energi til noget positivt. Hun vælvede let i nakken og betragtede hendes nye leder. Hendes smykke om halsen skinnede nu en anelse mere og hun havde set disse smykker hos flere end hun sikkert burde og hendes nysgerrighed tog fat i hende igen.

”undskyld jeg spørger og sig du blot hvis jeg overtræder nogen grænser. Hvad er disse smykker som en del af jer render rundt med?”

Hun vippede mildt ørerne frem mod den gyldne og hvis hun ikke ønskede at snkke om dette ville hun bestemt acceptere dette. Hun smilede dog en smule da hun hørte at hun havde hjertet på rette sted, dette havde hun i hele hendes liv fået af vide og hun vidste at folk som havde sagt det mente det, så hun var helt bestemt glad for atter at høre dette.

Den gyldne sætte tempoet i vejret og hun fulgte med hendes eksempel og øgede selv sin gang. Hun strakte lidt yderligere ud i lemmerne og nød det tempo som nu var kommet i deres gang. Foran dem tårnede sig et stort træ op og hun lod de store blå øjne let betragte dette… waow. Det store træ imponerede hende, det forgrenede sig ud i mange grene og hun kunne ikke lade være med at føle sig helt betaget af dette. Et stort smil ramte hendes mule og hun vippede ørerne frem, men kunne høre på hendes vejrtrækning at hun blev en smule mere ivrig efter at komme hen til det store træ.

”Tak, jeg glæder mig bestemt til at komme til at møde en masse forskellige heste og lære dem at kende og begynde at føle mig som en del af et fællesskab, det har jeg savnet siden jeg forlod min hjemflok. Jeg må vidst indrømme at jeg har det bedre i flok end alene”

Et smil ramte hendes mule og hun så på den gyldne, hun var yderst taknemmelig for at hun kunne få lov at betræde dette område og nu kalde det for hendes hjem.

Den hvide Jitterbug tog glædeligt imod den invitation Illana havde givet, og med et friskt prust slog Illana hovedet let i vejret. De fulgtes nu, side om side, i et friskt tempo, og Illana lod ganske afslappet sine ører vippes fremad. Hun havde ikke behov for at holde øje med alle omgivelserne, nu de var indenfor flokkens grænser; hun vidste, at de som vandrede herinde kun bragte venlighed med sig. De var med andre ord sikre, og derfor kunne den gyldne slappe af i den hvides selskab.
Der gik ikke længe, før Jitterbug talte igen, og Illana vippede opmærksomt et øre imod hende. Et lille smil tegnede sig om den grå mule ved det spørgsmål den hvide hoppe stilte, og kort efter begyndte Lyset i krystallen at skinne en anelse kraftigere. Det nød når samtalen drejede sig om det, og det udviste det gerne. Et lille fnis forlod den gyldne hoppes mule; selvom hun var vant til den reaktion fra Lyset, så morede det hende stadigt.

,,Du er velkommen til at spørge om det du vil, kære Jitter - og det smykke jeg bærer, er skænket mig af Den Vise - den sjæl, som vogter over landet, og hvis energi er at finde i alle levende ting. Jeg er sikker på, at du i forbindelse med din ankomst har følt hans tilstedeværelse - måske set ham som et meget klart lys; men denne frigjorte sjæl gav mig denne krystal, med en del af Lysets energi. Jeg beskytter den, og dermed Lyset i Andromeda, imod at blive fortæret af mørket. De smykker, eller amuletter, som andre bærer, er også skænket af Den Vise, og er beriget med noget af den rene magi, som han har og er. Man kalder os Vogtere, men vi alle er blot almindelige sjæle, og vandre på lige fod med alle andre i landet."

Hun smældede ganske let med halen inden hun så frem for sig igen. De var nu tæt ved det store egetræ og Illana sænkede farten igen. Hun standsede dog først da hun var helt henne ved egens store stamme. Hun så derpå imod den hvide Jitterbug igen med et venligt smil.

,,Det var så lidt, Jitterbug. Jeg vil oftest være at finde i flokken, hvis du skulle få brug for mig, eller blot ønsker selskab - men ellers synes jeg, at du skal gå ud og se flokken an, undersøge den og møde nogle af de sjæle der bor her. Jeg er glad for at du vil være en del af denne flok, og jeg vil glæde mig til at tilbringe mange timer i dit selskab i fremtiden."

Illana nikkede ganske let til den hvide hoppe. Hun lod det nu være op til Jitterbug, om hun ville fortsætte i den gyldnes selskab, eller søge ud på egen hov og udforske det område, som nu var hendes hjem.

[2]

De indtryk som væltede ind over hende var overvældende, oplysende og helt igennem faktastiske, hun allerede nu elskede hendes nye hjem. Der var mange informationer og alle de indtryk hun fik var med til at få hendes hoved til at snurre på en behagelig måde. Hele hendes liv var blevet vendt op og ned, men til det bedre. Hun var kommet ind på et område hvor lederen var utrolig behagelig at være sammen med, de omgivelser de gik rundt i var behagelige, smukke og afslappende – hun følte sig utrolig tryg her og hun vidste helt ind til sine knogler at hun ville falde til i dette land og den følelse hun indtil nu havde var at hun bestemt også var velkommen. Hun brummede let for sig selv, afslappet og glad. De mandelformede ører blev let vippet mod den gyldne hoppe – opmærksomt.

”Han lyder til at være en fantastisk hest, siden han kan skabe et land så smukt som dette. Det kan være jeg skal stræbe efter at møde ham en dag, selv om jeg er sikker på at han er en travlt herre”

Hun brummede mildt og vidste egentlig godt at dette måske nok aldrig kom til at ske, hun var ikke en hoppe som var meget for alle dem der havde for meget ansvar, hun fik sig aldrig rigtig taget sammen til at se alvoren i ting. Hun nød livet som lå foran hende lige nu og hun brugte ikke tiden på at opsøge ting som der ikke var store chancer for kom til at ske. Men det ville da være utrolig spændende en eller anden dag og stå overfor en hest som kunne sige at han havde været med til at skabe noget.

Hun så på det store egetræ som tårnede sig op og hun var stadig dybt imponeret over dette, det var et syn som hun på ingen måder havde set før og hun ville nok ikke se det igen – udover dette smukke træ som stod foran hende i hendes nye hjem, det var fantastisk. Hun så atter mod den gyldne hoppe, det indtryk hun havde fået af hende havde været fantastisk, hun var allerede tryg i hendes nærhed og ønskede bestemt ikke at afslutte deres møde, men hun kunne dog forstå hvis den gyldne havde ting hun skulle nå, der lå trods alt et stort ansvar og være leder for en flok.

”det ville være mig en ære at tilbringe timer med dem, de virker som et yderst behageligt selskab og selv om jeg nok ikke burde har jeg mange flere spørgsmål som jeg egentlig nok burde gemme lidt væk. Jeg har dog en nysgerrighed som en eller anden dag får mig i ballade … igen”

Hun sendte den gyldne et lettere undskyldende smil, hun ville bestemt ikke opsøge noget der mindede om ballade, men hun ville dig ikke kunne holde sin nysgerrighed i skak for evigt og dette vidste hun, men hun ville aldrig nogensinde bringe det ind i dette hellige… dette.. hendes hjem.

Det lod til at den hvide Jitterbug ønskede at forblive i Illanas selskab lidt endnu, og kort efter Illana havde lagt valget op til hende, gav den hvide hoppe udtryk for, at hun havde noget på hjertet. Illana stillede sig med fronten imod hende, alt imens Lyset om hendes hals atter begyndte at skifte nuancer, i takt med deres samtale udviklede sig. Det skinnede fortsat klart, som reaktion på at samtalen havde omhandlet det, magien i landets og dets skaber Den Vise. Illana brummede let, inden hun lod sine ravfarvede øjne søge direkte imod Jitterbugs, og med et smil begyndte hun at snakke.

,,Den Vise er ikke en hest, som du og jeg. Han er mere.. En sjæl. En sjæl, der findes overalt i landet, og er en del af alt. Han er ikke en, der som sådan kan opsøges, men hvis han ønsker at besøge dig, så vil han finde sig. Jitterbug, jeg tror du skal stræbe mere på at være dig, og opnå det du ønsker i livet, frem for at stræbe efter at møde en sjæl, som ikke kan findes. Måske vil han da en dag opsøge dig, hvis han ser at du er tro mod dit hjerte.."

Hun viftede let med halen, inden hun lagde hovedet på skrå, alt imens hendes smil fortsat prydede hendes mule. Der lå en ganske rolig aura omkring Illana, alt imens hun lod sine ører vippes lidt til siderne, lyttende til de svage lyde der rumsterede i deres omgivelser. Teylar var en flok, der efterhånden havde en del medlemmer, og livet blev blot mere mangfoldigt fra dag til dag. Efter lidt vendte hun sine ører helt frem imod den hvide hoppe igen, inden hun åbnede op for samtalen på ny.

,,Hvilken nysgerrighed er det, som du bærer rundt på Jitterbug? Hvad er det du frygter lokker dig ud i det, du definere som ballade?"
[4]

Hun beundrede denne gyldne hoppe, hun havde en dyb ro over sig og den smittede. Trods at den hvide havde et stort energiniveau normalt, så var det lige nu på et mere afdæmpet leje i forhold til hvad det havde ligget på de sidste mange måneder. Hun elskede denne energi, men det var dog ikke alle som mente at den var lige så gavnlig eller behagelig at være sammen med, da koncentrationen ikke altid var til stede. Men hun gjorde det ikke for at skade nogen, hun holdte som regel af alle hun mødte og hun elskede når folk kunne følge med i hendes tempo. Hun vippede let ørerne frem og brummede roligt til hende. Hendes stemme lød og fangede hendes opmærksomhed.

”Jeg ønsker ikke at møde den Vise – det kunne være spændende jovist, men jeg har intet at snakke med denne om. Jeg har alt hvad jeg skal bruge her i livet. Jeg har et sted jeg kan kalde mit hjem, jeg har en flok jeg kan kalde for familie og jeg har et helbred som ikke er til at skyde igennem for tiden. Så en… sjæl som denne ville på ingen måde kunne hjælpe mig, så har ikke et behov for at opsøge ham”

Et blidt smil bredte sig på hendes mule, den eneste grund til at hun ville kunne have interesse for at møde denne Vise, så ville det være for at få stillet sin nysgerrighed om hvordan man dog kunne skabe så smukt et land som dette. Hun smilte let ved tanken om de omgivelser som omgav dem, ja dette var smukt og hun var en del af det… hun kunne bo her.

”Jeg bærer blot en nysgerrighed som ønsker at finde svar på alle ting – ting som måske ikke kræver svar, ting som skyggerne. Dem var jeg advaret imod, men min nysgerrighed var nød til at vide hvem det var eller rettere hvad de var og det lærte jeg. Tager aldrig tilbage dertil. Mit møde med deres leder vil jeg gå ud fra at han var.. var ikke ligefrem behageligt”

Hun vidste ikke om han var deres leder men han var meget ambitiøs og han nævnte vidst også ordet min ø eller vores. Men han sagde dog at han kunne sørge for at de andre ville lade hende være, så lidt magt måtte han da have eller tog hun fejl? Nej hun vidste faktisk ikke hvem han var og hun havde heller ikke i sinde at møde ham igen…. Nogensinde.