Dearest Sister [euphoria]

Det var øjeblikket den grå havde ventet på, at den gyldne endelig sænkede paraderne, men det varede ikke længe før hendes ordvalg fik paraderne til at blusse op igen. Euphoria var på nippet til at træde bagud, men så blot på sin bror med et sørgmodigt udtryk i de ravfarvede øjne. Hun åndede en anelse lettet ud da Illana fandt vej til hendes side og hun havde en at støtte sig til. Hun så på Illana i det hun forsøgte at formilde hendes iltre bror, men hun vidste i det øjeblik da ordene kom ud at den gyldne ville komme med et modsvar. Den grå vendte hovedet mod hende med et sigende blik i de ravfarvede øjne, men hun nåede ikke at sige noget før den gyldne hingst igen havde vendt sig mod dem. Dog veg Euphoria stadig ikke, selvom hver eneste celle i hendes krop skreg på at hun skulle se at komme væk.

Xenon stod og dampede af og forsøgte at genvinde kontrollen som han længe havde tabt. Blot tanken om at han havde ladet sig selv hidse sådan op var nok til at holde pulsen oppe. Det gjorde det ikke nemmere at den gyldne hoppe nu begyndte at tale. Magi, jo selvfølgelig havde han det. De blå øjne hvilede kort på det pulserende lys og han rynkede skeptisk på den mørke mule med et fnys.
De blå øjne fandt nu vej mod den gyldne hoppes som, til trods for hun forsøgte ikke at få det til at lyde sådan, stod og belærte ham om ting han udmærket var klar over. Blikket blev mere og mere stift og gennemtrængende jo længere hun kom i hendes ord. Xenon forsøgte ihærdigt at se hvad han kunne finde på hoppen, men han var selv ved at være drænet og hans evner, selvom de var veltrænede, så var de ikke perfekte. Slet ikke når han tabte hovedet, men hendes navn stod klart for ham.

” Lære mig… ”

Næsten hvæste han.

” Nu skal jeg fortælle dig noget, Illana. Jeg har helt og aldeles styr på min magi og hvordan jeg bruger den. Hvis nogen har brug for at lære noget, så er det jer. ”

Der var mange skjulte hentydninger i hans ord, men han skar ikke tingene ud i pap. Den gyldne hoppe burde nok kunne ligge to og to sammen, selvom Xenon ikke synes hun virkede særlig kvik.

Den gyldne hoppes ord faldt ikke i god jord hos den jordfarvede Xenocrates, hvis blik blot blev mere og mere stift. Illana lagde et øre let til siden, alt imens hun indgående betragtede ham; den vrede som lå og ulmede under hans tætte pels var næsten til at føle på, og Lyset om hendes hals, som før ivrigt havde pulseret, blev en anelse blegt. Det kunne, ligesom Illana, fornemme den negative stemning der lå omkring dem; men denne blev snart erstattet af noget andet. Illana mærkede det ikke direkte selv, men Lyset opfangede den magi som emmede fra den jordfarvede hingst. Det stod snart den gyldne tydeligt, at hans magi var aktiveret, og hvad end han bar på af evner, så var han i færd med at benytte dem. Lyset blev atter kraftigt, så søgte det at mærke på den magi, som hingstens bar, men ud over den rene karakter, var der ikke flere informationer som den gyldne hoppe kunne opfange fra Lysets signaler.

Hans ord, der nærmest blev hvislet ud imellem hans tænder, trak hendes opmærksomhed væk fra Lysets reaktion på hans magi. Hun vippede med ét sine ører imod ham - og det stod hende klart, at den magi som han besad virkelig var en integreret del af ham. Forundret så hun på ham, inden hendes lyse toner forsigtigt afbrød stilheden der lagde sig tungt efter hingstens hvæsende ord.

,,Hvordan.. Hvordan kan du vide mit navn?"

Illana lød oprindeligt forundret. Hun havde sanset hans magi, men hun havde aldrig tænkt over, at en anden kunne have evner til at læse et sind. Illana lagde hovedet let på skrå, inden hun skævede imod Euphoria. Det blik, som den unge grå sendte hende, fik Illana til at sende et lidt beroligende blik tilbage. Hun vidste hun skulle træde varsomt, og det ville hun gøre. Hun puffede let ud imod den unge grå hoppe, inden hun vendte blikket tilbage imod den jordfarvede Xenocrates.

[8]

En svag klukken lød dybt nede fra hingstens brystkasse da han formåede at forundre den gyldne hoppe foran ham. Blikket slap hende ikke, men et øre var dog rette mod søsteren som dog ikke gjorde meget andet end at holde øjne på skifte vis den gyldne og ham. Han trådte et skridt frem, men holdte så den afstand i mellem dem for han ønskede ikke fysisk kamp, men dette var blot for at intimidere dem lidt. Om det virkede var så en helt anden sag. Hans ord lød igen.

” Jeg ved lige præcis hvad jeg vil vide om dig, og din tavse brogede ven ”

Det var løgn. På grund af den dumme halskæde kunne Xenon kun opfange små brudstykker fra hoppen. Det blændede ham når han forsøgte at se i detaljer. Nogle ting kunne han dog godt opfatte, og måtte derfor bruge den intuition der ligeledes udviklede sig i takt med hans magi. Trætheden begyndte at melde sin ankomst hos den gyldne, som vidste at det var tid til at trække sig, men han blev dog hængende blot et øjeblik for at beskue reaktionen hos den gyldne, inden han valgte at trække sig.

” Det har været en fornøjelse, de damer. Hils min kære bror fra mig, hvis han engang kommer tilbage ”

Xenon sendte et skarpt blik over på en paf Euphoria som for en stund havde stået ude af stand til at vide hvordan hun skulle forholde sig til alt dette.

( Euphoria skal bare springes over her )

Da den yngre jordfarvede trådte fremad, hævede Illana hovedet en anelse. Illana var ikke en skikkelse der var dominant, eller hævede sig over andre - men hun ønskede ikke at der skulle opstå yderligere konflikter imellem Euphoria og Xenocrates, og ville det blive nødvendigt, så ville hun stå i midten igen. Hun prustede sagte, knapt hørligt, inden hun med let sammenknebne øjne rykkede sine ører frem. Han had han ønskede at vide om hende og hendes brogede ven. Den brogede han snakkede om, kunne næsten kun være Brêgo. Illana stivnede et øjeblik og Lyset i krystallen blev nærmest gråligt - af frygt. Hvis denne jordfarvede hingst kendte alt til både Illana og Brêgo, kunne han potentielt være en trussel. Dog havde han ikke gjort direkte udfald imod hende, Brêgo ellers flokkens sikkerhed, men informationer kunne være farlige hvis de blev videregivet til Skyggerne. Hun tænkte et stykke tid, inden hun valgte at forholde sig 'neutral' til de ord han havde sagt; for hun ønskede ikke at provokere ham til evt. at gå imod dem. Hun trak vejret dybt og gumlede en anelse. Inden hun dog nåede at reagere yderligere, valgte han at gå. Hans sidste ord omhandlede hans broder, og Illana valgte blot at give et nik fra sig. Hun forblev tavs, indtil den jordfarvede var vandret bort. Derpå vendte hun sin fulde opmærksomhed imod Euphoria igen.

,,Er du okay?"

Lød Illanas milde stemme, inden hun puffede imod den grå hoppe. De havde været i noget tumult inden Illana var ankommet, og hun havde slet ikke haft tid til at se, om den unge grå havde pådraget sig nogle skader.

[10]

Euphoria havde forholdt sig nogenlunde I ro for ikke at genere hendes bror yderligere. Han havde et heftigt temperament og det var ikke et hun ønskede at stifte yderligere bekendtskab med. Han var snart ude af syne, men ikke inden han havde kastet en bemærkning efter Illana som gav en, for Euphoria, lidt uventet reaktion. Hun brummede stille, men blikket var rettet stift efter hendes bror indtil Illana puffede hende ud af hendes ’trance’.
Et stille nik kom fra den grå hoppe, da det kun var en overfladisk skramme der var kommet hvor hendes bror havde haft fat. Selvom han havde været voldsom så virkede han ikke til at havde gået bevidst efter at skade hende. De ravfarvede øjne havde et trist udtryk i dem, inden hun så på den gyldne.

” Han var ikke altid sådan her… ”

Hviskede hun stille og sænkede hovedet en anelse, mens hun mimrede svagt med den lyse mule. Det var klart tankerne gik på hvad der helt præcist kunne være hændt hans broder i faderens varetægt, men Euphoria turde næsten ikke tænke tanken, selvom hun nok forestillede sig det værre end hvad det egentlig havde været.

” Vores… far.. Lærte ham magi allerede fra da han var lille… Min mor sagde altid at det eneste der var i vejen for ham var hans useriøse tilgang til det og hans temperament. ”

Euphoria mente det var vigtig viden, som nok burde have været sagt før, men der havde jo ikke været anledning til det. Hun vidste at skulle hendes bror en dag få styr på sit iltre temperament, så ville han i sandhed blive et farligt bekendtskab. Hun sank en klump bare ved tanken.

Det synede til at den unge Euphoria var noget påvirket af situationen, og det var først da den gyldne Illana rørte hendes musegrå skind, at hun kom til sig selv igen. Illana havde diskret inspiceret hendes krop, imens hun kom til sig selv, og havde konkluderet at det lod til at være overfladiske skræmmer hun havde pådraget sig. Et sagte, lettet suk forlod den gyldne hoppe, inden hun tippede sine ører helt frem imod Euphoria.
Hun fortalte, at den jordfarvede unge hingst ikke altid havde været sådan. At det var deres far, Rumpelstiltskin, der havde lært den unge hingst magi da han var lille. Illana brummede sagte og tænksomt imens den unge Euphoria fortalte, og først da hun tav hævede Illana sin hals en smule og lod sine egne ord lyde på ny.

,,Det lader dog til at han har fået styr på noget af hans magi - og af hvad jeg kunne fornemme, kan han nærmest læse andres tanker."

Sagde hun afdæmpet, inden hun skævede i den retning han var gået. Den unge hingst var en meget interessant sjæl, men også en som man tilsyneladende skulle være påpasselig med. Han kunne finde ud af ting, som kunne være farlige; og spørgsmålet var så nu, om han allerede vidste for meget? Illana brummede sagte, inden hun vendte blikket tilbage mod Euphoria.

,,Vi kan kun håbe, at han vælger den rette sti her i landet."

Hun smilede let, inden hun rankede sig en anelse. Hun puffede derfor blidt imod den unge hoppe, inden hun nikkede fremad. Hun følte det var på tide at vende tilbage til flokken. Med milde, brummende toner, satte hun nu fremad med yndefulde skridt imod Teylars grænse.

,

,Kom, Euphoria. Lad os tage hjem."

[1]