[Lume] My secret demon

Den sorte hingst var frustreret, vred og ikke til at have med at gøre, han smældede hårdt med den sorte hale og trådte hårdt i jorden, han havde gået længe, så længe at han faktisk ikke vidste hvor længe eller hvor han var endt. Lige nu så han sand forude, han havde ikke set sand i flere år, men på en eller anden måde gav det ham en følelse af hjem. Mange af has kampe var blevet bekæmpet på golde egne som dette, han var vant til at befærdes i sand og han var ikke bange for hvad sand kunne gøre ved ens kampevner. Han kunne lige nu mærke at lille Celtic kæmpede for at komme ud, det var meget svære at holde ham lukket inde når han var så vred og så frustreret..

Han lod blikket glide rundt, solen var fremme for første gang i denne uge og han kunne mærke de varme stråler lege ned over den sorte krop, hans blik gled rundt og et hårdt og fyrrigt hvin forlod ham - mest i frustration og afmagt, men noget i ham skreg efter selskab, han kunne mærke han skulle afreagere og han kunne mærke at han ikke længe kunne holde Celtic ind for altid, men hvem den heldige ville være, det vidste han ikke, men han vidste at det nok ikke var det smarteste at opsøge ham lige nu.

Efteråret var virkelig på vej til Andromeda, og selv på den golde ø Zenobia kunne man mærke vejrændringerne. Det havde regnet og blæst hele ugen, og det var ærlig talt til at blive totalt deprimeret af. Men i dag skinnede solen endelig, og det gjorde den lyse hoppe Lumine i et intet mindre end lykkeligt humør!

Med livlige bevægelser og en munter nynnen kom hun svævende hen over det sandede landskab i en flyvende trav. Det var ikke helt nemt at løbe sådan i det tunge sand, men hun havde efterhånden vænnet sig til at bo i ørkenen og var derfor blevet helt ferm til det.

Hendes tanker blev pludselig afbrudt af et fyrrigt hvin, der rungende gav genlyd imellem de sandede bakker. Hun sænkede farten til en kortere trav og rejste det kønne hoved, mens hun lod blikket glide undersøgende ud over landskabet. Hvem gemte sig mon derude et sted?

Ingen svarede og det gjorde den mørke hingst endnu mere frustreret. Han kastede hårdt med hovedet og kunne nu mærke den store forskel... Han kunne mærke de store muskler spænde op, han kunne mærke hadet som væltede ind over ham og han kunne mærke hvordan alt hos ham forandrede sig - de før mørke øjne blev nu badet i had. De så nærmest blodige ud og hele hans attitude ændrede sig. Chaos var en drenget føllebasse i forhold til ham, han var ikke bange for noget - han var en hingst der levede af at smage blod, der levede af at yde smerte på andre og som udelukkende ønskede at skade og kæmpe med andre. Han slog fyrrigt med halen og sætte frem i stor og frembrusende trav. Den sorte krop var spændt, halsen knejset og ørerne vippet frem. Han måtte finde sig et offer.

Han nåede kun lige at krydse bakken, før han nu så en skikkelse, en hoppe - lys som sandet selv og han lod blikket falde ned over hende, ja hun var interessant - han skulle nok få det sjovt med denne hoppe. Han stillede sig på toppen af bakken og så ned på hende, løftede hovedet højt og mærkede magten bruse igennem sig, han var alt andet end den svage hingst til Chaos - han ønskede at skade andre, han fik nydelse af at skade andre... han måtte lege med andre..

Farvel Chaos

I sandet var det svært at høre andres hovslag, og derfor havde hun da heller ikke hørt den anden hest komme nærmere, før han pludselig dukkede op på toppen af en af bakkerne. Der stod han og så ned på hende med højtløftet hoved og et magtfuldt blik. Hans skind var sort som kul, og hele hans krop var dækket i tusindvis af ar. Han var et frygtindgydende syn, der nok ville skræmme livet af de fleste. Men ikke den lyse Lumine... Hun var ikke helt rask i hovedet og frygtede derfor ikke smerte fra hingste; nej, tværtimod var det en følelse, hun nød i fulde drag!

Hun tiltede let det spinkle hoved på skrå og betragtede ham med de isblå øjne. Han var fandeme lækker - ham kunne hun godt tænke sig et stykke af! Hun knejsede stolt i nakken og forsøgte at fremvise sig så smukt som muligt, inden hun lod en charmerende brummen lyde mod ham. Hun svirpede let med den korte hale og sendte ham et forførende og lokkende blik, der inviterede ham til at komme nærmere...

Et listigt blik gled over øjnene på hingste, hun inviterede ham - hun ville have ham tæt på og det kunne han love hende at hun kom til at føle. De tunge skridt og den store sorte krop kom buldrende imod hende. Hun kom hurtigt tættere på og lige i det han nåede hen til hende hamrede han en af de store hove mod hende - han ville have respekt og underkastelse og det kunne kun gå for langsomt. De sorte ører vippede frem mod hende og et lusket smil gled over hans mule. Han løftede stolt hovedet og begyndte nu at skridt rundt om hoppe, langsomt og tæt på. Blikket gled meget undersøgende ned over hende, undersøgende - var hun mon dette møde værd? Da han var på siden af hende, sendte han et hurtigt og markerende nap af sted mod hendes ribben

"godaften du fine hoppe"

Hans stemme var hvislende, charmerende og så alligevel så frygtelig. Han kørte let mulen ned af hende før han atter engang bed hende en anelse hårdt - denne gang lige ved hendes kryds. Han undersøgte hende nøje og havde ikke i sinde at lade hende smutte nu. Han var nysgerrig, han ønskede blod og det havde denne hoppe massere af. Tankerne gled igennem hovedet på ham, hvad skulle han gøre hvis hun ikke føjede ham - bide hendes ører af? Brække hendes ben? Skamfere hende?
Han var en magtsyg hingst og han stoppede ikke for nogen, nu var Celtic her og Chaos kunne kun se til inde fra sit skjul og kæmpe for at komme ud - den dumme svage lille hingst.. han kunne blive væk og aldrig komme tilbage.

Til hendes store glæde valgte han at tage imod hendes invitation, da han nu kom buldrende ned ad bakken og lige imod hende. Hun blev stående og flyttede sig ikke en meter, men lod ham blot hamre sin store hov lige ind i hende. Kraften fra den høje fart fik hendes spinkle ben til at svaje lidt, inden hun genvandt balancen og så på ham med et fascineret blik. Interessant... Hans hov havde efterladt et fint hak på hendes bringe, og det dunkede let af smerte - men det var en følelse, hun så hjerteligt bød velkommen.

Han begyndte nu stolt at skridte rundt om hende med et lusket smil om sin mule. Hun fulgte ham med blikket og smilede forførende, mens hun ikke lagde skjul på, at hun tjekkede ham ud og bestemt kunne lide, hvad hun så. Hun forsøgte at føre sig frem fra sin bedste side af og håbede blot, at han også var tilfreds med udsynet.
Da han nåede ned langs siden af hende, sendte han hurtigt et markerende nap lige mod hendes ribben. Den sviende smerte var intens og fik hende til at skælve let, men stadig blev hun stående uden at gøre den mindste modstand. Det var længe siden, nogen sidst havde straffet hende på denne måde, og hun nød derfor blot smerten...

,,Godaften, du endnu mere fine hingst."

Hendes stemme var forførende og charmerende; lokkende om man ville. Pelsen sitrede let på hende, da han kørte sin mule ned ad hende og bed hende hårdt over krydset. Smerten gav et lille sæt i hendes krop, men blev hurtigt erstattet af rene endorfiner i stedet. For ja, følelsen af smerte kunne simpelthen gøre hende helt høj! Hun blinkede charmerende til ham og brummede lusket.

,,Hilser du alle på denne måde, eller er jeg bare heldig?"

Hoppen lod til at nyde hans små slag og hans lettere hårde attitude, hvilket slet ikke gjorde ham noget - han havde brug for en han kunne afreagere på, en han kunne mishandle lidt og en som ikke ville gøre den store modstand. Han brummede hårdt og kom atter op på siden af hovedet. Han smældede hårdt med halen og så indgående på denne lille hoppe, hun var interessant - hun nød smerte og det på en måde frustrerede ham, men det fik alligevel et smil på den store hingst smule, nu ville han se hvad hun virkelig kunne holde til. Han bed hårdt ud efter hendes mule, ikke for at få fat, men testende - prøvende. Han løftede halen og hovedet højt og så stolt på hende, for nu var hun ikke som sådan i fare, men han ville heller ikke lade hende slippe let fra deres lille møde.

"Du er vel bare den heldige vinder..."

Hans stemme var hvislende, hæs og kunne skabe kuldegysninger i selv den hårdeste type. Han var glad for at være her, han var parat til endelig at få lov til at være Celtic. Han trådte et skridt tættere på hende, helt tæt og lod kort mulen glide over kæben på hende, inden han hårdt og fast hev fat i hendes lyse ører. Lod tænderne rigtig få fat og det var udelukkende blod han var ude på at fremtvinge lige nu. Han nød at se blod, han nød at smage blod og han nød at være en kamplysten hingst, det var alt han nogensinde havde oplevet, alt han nogensinde havde prøvet....

Omkring dem skete ikke meget, det var en stille dag, det eneste som rørte sig omkring dem var sandet der let dansede omkring dem og for nu var der ikke andre heste i nærheden og de kunne da også kun lige prøve at nærme sig nu hvor han lige legede så fint med sit nye legetøj.

Et hårdt bid blev testende sendt mod hendes mule, og selvom det gjorde pokkers ondt, smilede hun blot og sendte ham et forførende blik. Han var en hård negl, denne hingst - og hun elskede det!
Da han svarede, at hun bare var den heldige vinder, smilede hun stolt. Hun kunne godt lide tanken om at være hans udvalgte! Hun smilede charmerende til ham.

,,Jamen, jeg takker da for den ære så."

Hendes stemme var forførende og lettere lokkende. Hun svirpede let med halen og lagde slet ikke skjul på, at hans nærvær var mere end velkomment i hendes selskab.
Han trådte til hendes store glæde tættere på og lod kort sin mule glide hen over hendes kæbe. Hun brummede nydende, inden han hårdt hev fast i hendes ører. Det nev og sveg helt vildt, og snart kunne hun også mærke den varme fornemmelse af blod, der let flød fra hendes ører. Hun så dog bare på ham med et lettere sindsygt smil. Hun var vild med det!

,,Har denne ædle herre et navn?"

Det at hoppen nærmest nød hans smerte var nyt for ham, men bestemt ikke noget han som sådan brød sig om, han søgte smerte - han søgte skrig, han ville se sine ofre lide og det var ikke noget denne hoppe foran ham skaffede ham - hvilket blot tændte ham endnu mere, ikke som i at han ønskede hende - han ville lemlæste hende, han ville se hende lide, han ville se angsten og smerten i hendes øjne om det så kostede hende livet - det var han egentlig ligeglad med. Det var, det røde, det søde blod der nu løb ned over hans mule.. ja det var hvad han ønskede og det ramte noget i ham som virkelig vækkede den indre dæmon han havde .. Et hårdt og bestemt spark blev sendt af sted efter hendes højre forben og formålet med dette var at sende hende i jorden. Han ønskede at hun skulle vide at han ikke var en hingst som legede og som ikke ønskede at hun skulle nyde deres møde.. Han tændte ikke på alle hopper og hans sind var meget specielt, men en hoppe som ligefrem nød hans hårde behandling.. ja hende ønskede han ikke at bruge sin tid på.

"Mit navn er Celtic... Men for nu, ville jeg ikke fokusere på ligegyldige ting, jeg ville mere fokusere på at komme levende fra dette møde!"

Han stemme ændrede sig, men kunne nærmest høre mordet og psykosen i hans stemme. Den stemme som kunne løbe alle koldt ned af ryggen og hvis hun ikke endnu havde forstået alvoren og meget snart begyndte at frygte dette møde.. Så ville hun bestemt ikke komme levende herfra, han krævede frygt - han levede af frygt, så om hun ville det eller ej, så skulle han bestemt nok finde den hos hende.

Lige pludselig, helt uden forvarsel, sparkede han hårdt og bestemt direkte ud efter hendes højre forben. Slaget var så hårdt, at det sendte hende direkte til jorden. Hun landede med et smæld, heldigvis i det bløde sand, inden hun så forvirret op på ham. Hvad skulle det nu til for!? Det dunkede let i hendes ben af smerte. Sikke en kraft, hans slag havde haft... Hans ord lød nu i hendes ører, og for første gang i løbet af deres samtale, løb det hende koldt ned ad ryggen. Hans stemme var forandret; man kunne næsten fornemme den psykotiske og morderiske klang. Hun sank en klump i halsen og mærkede hjertet dunke i halsen. Hun elskede smerte og at blive straffet, det gjorde hun - men det her var alligevel lige en tand mere voldsomt, end hun var vant til. Hun ville ikke dø!

Hendes sind var dog i stor vildrede. For en del af hende ønskede jo denne leg; tændte på det uforudsigelse og farlige... Men en anden del af hende skreg advarende om, at dette ikke blot var en hingst, der havde hang til vilde sexlege - men rent faktisk var en rigtig psykopat og lystmorder. Hun sank endnu en klump i halsen. Hvad skulle hun gøre? Hun kunne under ingen omstændigheder løbe på sit ben lige nu... Det dunkede stadig af smerte og ville sænke hende så meget, at han med lethed ville kunne indhente hende. Så hendes eneste chance var vist at spille med på denne leg og håbe, at han blot ville stille sig tilfreds med en hed omgang sex... Hun så derfor op på ham med sit sædvanlige flirtende blik og charmerende smil.

,,Hvad kan en hoppe som jeg så tilbyde for at slippe levende fra mødet med den store Celtic?"

[/center]
[/font][/div][/div][/div]

Han så det tiggeri som lå i hoppens øjne, han kunne se smerten og han kunne tydeligt se den kamp som lå i hendes øjne – skulle hun frygte ham eller blive betaget af ham og på en eller anden måde kunne han faktisk lide dette. Hun kunne lide at han måske ikke ligefrem var en sød hingst, men hun vidste også at han kunne slagte hende, hvis han egentlig ønskede det. Han brummede hårdt og så ned på hende. Det mørke øjne var sultne, blodlystne og indtagende.


”Bliv liggende.. ”


Stemmen var hård, hånlig og glubsk – den lød til at han overhovedet ikke var færdig med hende og dette var han jo overhovedet heller ikke. Men for nu vidste han faktisk ikke hvad han skulle gøre med hende. Han havde så mange planer at han ikke vidste hvilke han skulle udføre. De mørke ører fløj frem da hende stemme atter lød. Om der var noget hun kunne tilbyde – det var et lokkende tilbud, men havde hun noget som han gerne ville have? Han ønskede ikke føl, han ønskede ikke samvær… kunne hun finde noget som han overhovedet ønskede eller ville hun skuffe ham og finde ud af hvad reel smerte virkelig var.. hvis hun var bange for ham nu.. så kunne hun bare vente sig.


”Hvad kan du tilbyde?”

En hård brummen forlod hans strube, mens han så ned på hende med sine mørke øjne, der havde et nærmest blodtørstigt udtryk. Hun sank en klump i halsen og skuttede sig let. Hvad var det dog for et monster, hun var rendt ind i? Indtil videre havde hun aldrig mødt en decideret ond hingst, og derfor var hun nok lidt naiv, hvad angik fremmede hingste. Hun var ikke bange for nogen af dem og havde den erfaring, at der ikke var noget problem, der ikke kunne løses med lidt flirteri og et charmerende kropssprog. Men denne hingst... Hun havde aldrig mødt nogen lignende ham, og for første gang nogensinde frygtede hun, at hun ikke ville kunne dæmpe ham med sin indbydende krop.

Hans stemme rungede nu ned mod hende og tvang hende til at blive liggende. Hun nikkede stumt. Hans stemme var både hård, glubsk og nærmest hånlig. Den signalerede, at han i den grad ikke var færdig med hende endnu. Alvoren var tydelig i hans stemme, og hun blev derfor liggende uden at forsøge at gøre den mindste smule modstand. Hans stemme gjorde hende næsten paralyseret. For første gang nogensinde frygtede hun for sit liv...

Hans ord lød nu igen, og denne gang spurgte han, hvad hun kunne tilbyde. Hun vippede let med de lyse ører. Det var vel som udgangspunkt et godt tegn, at han viste interesse for hendes tilbud og ikke bare afviste hende med det samme. Men hvad kunne hun mon tilbyde en hingst som ham? Hvad ville han have? Den stakkels Lumine kendte ikke til andet end sex og følte ikke, at hun havde andet at tilbyde end sin krop. Derfor håbede hun blot, at han ville være interesseret i den slags. ,,Jeg ejer ikke noget af værdi, men jeg har min krop. Den er din, hvis du ønsker det. Du må gøre med mig, som du har lyst. Jeg har ingen grænser. Hvad end du har af hemmelige fantasier, så kan jeg tilbyde det - hvis blot du vil skåne mit liv."

]

Han kunne se den inderlige frygt i hoppen, sådan en fin hoppe som hende var vant til altid at kunne flirte sig ud af problemer. Hun var vant til at få alt hvad hun ville og hun var vant til at livet var nemt. Han vippede ørerne ned mod hende da hun lå på jorden og hun så op på ham. Den ansgt og den frygt som hærgede hendes øjne var lige det han elskede – det han levede af. Han smældede med halen og brummede mod hende. Hans tanker faldt på mange ting, ville han kunne bruge hende? Dræbe hende ? Hun havde nogen egenskaber som var til at værdsatte, hun ville kunne gøre det fleste hingste en mule kuldrede i hovedet, eller i hvert fald mange og det var en egenskab han godt kunne bruge.


Hun lyttede til hans ordre og det måtte han sige var en god ting, han var i et uforusigeligt humør og han ville ikke kunne sige hvordan han ville reagere hvi hun prøvede at stå imod mig nu. Celtic havde været spærret inde længe og havde i lang tid ikke fået lov til at komme ud og lege, så nu skulle han nyde den frihed han for en kort tung havde inden Chaos igen tog over. Han smældede hårdt med halen og så ned på den hoppe som nærmest helt panisk var stivnet.


Hendes stemme lød så og et smil faldt over hingsten hun tilbød ham sin krop og sasgde han kunne gøre som han ville med den og det var helt sikkert noget han havde tænkt sig at udnytte – bare ikke på den måde hun havde regnet med. Han løftede hovedet en smule stolt og så ned på hende, førte mulen ned til hendes mandelformede ører og lod nu den ru og grove stemme lyde.


”Bliv min slave – udfør de opgaver jeg giver dig, når jeg giver dig dem.. Hvis du skulle møde min.. dårligere halvdel, så ignorer ham.. han vil bede dig om at stoppe dine opgaver og det skal du ikke.. Du følger kun mine ordre”

Han løftede nu hovedet i en rank stilling, mens han så ned på hende med et smil, som om han var rigtig stolt over sit værk. Hun gøs let. Han førte nu sin mule helt ned til hendes ører, og det fik hende blot til at gyse endnu mere. Hans ru og grove stemme lød nu i hendes ører og fortalte hende, hvad hun skulle gøre for at overleve. Hun skulle være hans slave - udføre de opgaver, han gav hende, når han gav hende. Hun skuttede sig let. Det mindede hende om den gyldne ørkenhingst, som hun havde lidt af det samme forhold til - den store forskel var bare, at hun selv havde valgt det med den guldfarvede; og det var ikke ligefrem tilfældet her. Hun sank en klump i halsen og nikkede let.

,,Din ordre er modtaget, min herre. Jeg lover at følge dine ord til punkt og prikke og stå til din tjeneste 24/7."

Hun gruede for dét, hun lige var gået med til, men hvad skulle hun ellers gøre? Hun havde jo ikke noget valg, hvis hun gerne ville leve... Men det ville blive besværligt med to herrer på én gang, det ville det godt nok. Hvad hvis de fandt ud af om hinanden? Eller begge to gav hende to modstridende opgaver på samme tid? Puuh, det kunne hun slet ikke overskue at tænke på lige nu... Men den tid den sorg; hun kunne jo alligevel ikke gøre hverken fra eller til lige nu.

Hun tænkte lidt over de ord, han ligeledes havde sagt: Hvis hun mødte hans dårligere halvdel, og han bad hende om at stoppe sine opgaver, så skulle hun bare ignorere ham. Hun grublede lidt over de ord. Det skulle hun selvfølgelig nok overholde... Men hvordan skulle hun kunne vide, hvem hans såkaldte dårligere halvdel var? Tja, det gav jo nok sig selv... Hvis en fremmed hingst på et tidspunkt kom og bad hende om at stoppe sine opgaver, så vidste hun jo, at det ikke kunne være andre end ham. Hun nikkede derfor fast med hovedet.

,,Jeg lover at ignorere ham, hvis han nogensinde skulle opsøge mig."

Han så på denne hoppe, hun var alt andet end det han egentligt havde regnet med da han så hende på lang afstand første gang, hun var flirtende, indbydende og en hoppe som han tydeligt kunne bruge til at komme tæt på hingste som måske kunne være imod ham på et senere tidspunkt. Han buede halen let og lod tankerne på hans kommende planer flyde. Han havde store planer i dette land, dog var de fleste af dem ensbetydende med at han skulle skille sig af med Chaos, sørge for at han ikke blev ved med at få overtaget i deres krop, men dette var han ikke god nok til lige nu, han havde ikke det psykiske overtag i deres krop endnu – men dette ville bestemt komme, en af dem var bundet til på et tidspunkt at overtage deres krop, spørgsmålet var bare hvem det var. Hendes ord lød så og han vippede ørerne og alt opmærksomheden blev vippet på hende. Han nød hendes ord og han havde bestemt tænkt sig at hænge hende op på det.

Han lod tænkerne først løbe hen på hvad hendes tanker skulle være og pludselig kom der et nærmest drabeligt smil over hans mule. Han trådte et skridt tættere på hende og trak vejret dybt, inden han med udåndingen i stemmen førte sin plan til live.

”Du skal komme med et føl… et føl hvis forældre ikke ønsker det, et føl som jeg kan bruge til det jeg vil.. Du skal ikke blande dig i hvad dette føl skal bruges til.. Men du skal hjælpe kan jeg allerede nu fortælle dig”

Hun virkede ikke som om at hun var den moderlige type og hun slog ham ikke ligefrem som den onde type, så dette var den ultimative test for at se hvad denne hoppe egentlig kunne finde ud af, hvad han kunne bruge hende til og hvor langt hun var villig til at gå for at tilfredsstille hans psykotiske lyster. Han var ikke en hingst som var nem at tilfredsstille og hun kunne være evig og hvis på at hvis hun ikke gjorde dette, ville det få enorme konsekvenser for hende – han havde brug for at føl lige nu – hvorfor? Ja det måtte hans eget lille hoved tumle med, men det var bestemt helt sikkert at det ikke var rart.

Hendes ord lød så atter og han nikkede, hun vidste ikke hvem chaos var, men hvis han kendte sin bedre halvdel rigtig, så ville hun på et eller andet tidspunkt stille bekendtskab med ham.