[Brego] I wanna be a part of something

Hendes helten var ikke så slem mere, men den var stadig meget i øjefaldende. Hun brummede og humpede sig let hen over engen og lod de blå øjne glide rundt. Den hvide pels var beskidt, hun havde lige nu ikke overskuddet til at gøre sig selv ren. Hun var ikke lige nu den flotte hvide og elegante hoppe hun før havde været, hun ville vende tilbage - men lige nu var hun afkræftet, udmattet og brugt. Hun havde før søgt efter lederen af flokken her, men uden at finde hende - for nu sendte hun et højlydt hvin ud og smældende med halen inden hun var nød til at falde til jorden.


Hun lagde sig i det grønne græs, mærkede græsstående danse over den hvide pels, mærke vinden blæse let over hendes ryg og derfor prøve at komme til kræfter, prøve at komme til sig selv og prøve at dække alle de smerte som hun lige nu havde. Hun lagde hovedet ned på jorden og træk vejret dybt - hun havde selv bedt om det, hun var blevet advaret, men hendes nysgerrighed havde lokket hende til det - hun mente ikke at det var den sorte hingst skyld, han forsvarede blot hans territoriet, hun bearbejdede kun sig selv.

1

Brêgo havde på det sidste ladet sig selv løsrive sig en smule fra flokken. Han ville ikke væk fra den, for selvom han ikke havde så meget med flokkens andre medlemmer at gøre, var de på en måde stadig en slags familie. Han ville aldrig vende dem ryggen, ville aldrig forlde dem for at vandre rundt alene og ubeskyttet. Alene kunne han være et nemt offer for skyggerne og han ønskede ikke Kongestenen skulle falde i de forkerte hove. Han havde trodsalt sagt ja til ansvaret for den - Ja til at sørge for skyggerne ikke fik fat i den.

Et hvin fangede hans opmærksomhed, og et øre blev rettet imod det. Det var ikke så forfærdeligt langt væk, men heller ikke så tæt på han sådan lige kunne spotte ejeren af hvinet. Brêgo var ikke en der bevægede sig med fart medmindre det var en allerhøjest nødvendighed. Jagtet af skygger eller et spørgsmål om liv eller død.

Der gik i hvert fald nogle minutter før han spottede den hvide og beskidte hoppe i græsset. Han standsedde først i en 1,5 meters afstand og strakte halsen for at lade hovedet søge længere ned mod græsset.

"Hvad er der sket?"

Stemmen var rolig, meget rolig og så langt væk fra vred eller panisk som man overhovedet kunne være. Han var ikke så chokeret som han kunne forestille sig andre var. Selvom Brêgo var en meget hjælpsom hingst, ville han ikke drage nogen konklusioner selv, eller prøve på at gætte sig frem til, hvordan han ville kunne hjælpe.

Hun lå i sin egen verden og tænkte over hvad der egentlig var hændt hende ude på den ø. Hun hørte slet ikke de skridt som førte en hingst nærmere. Hun løftede let hovedet da en duft ramte hendes næsebor. Hun brummede mildt ved synet af en hingst som kom gående. Hun fik kæmpet sig på benene, dog en smule hakkende, med det skadede forben. Et stort sår på hendes hals var til dels dækket af mudder og blod. Hun sænkede imødekommende oh respektfuld hovedet i takt med at hingsten nærmede sig. Hun løftede det dog igen, for ikke at virke dum ved blot at stå med hovedet nede. Han stemme lød nu og den var rolig og beroligende. Et smil gled let over hendes mule og hun faldt lidt mere til ro med det samme.

"Mødet med en skygge var ikke hvad jeg regnede med. De er ikke til at spøge med og selv om jeg blev advaret, så var min nysgerrighed alt for stor... Det har ændret sig nu"

Hun smilede mildt til denne store hingst og vidste at mange ville syntes at hun var komplet tosset ved at opsøge disse skygger til trods for de advarslet hun havde fået. Men hun havde aldrig før oplevet noget ondt - nu vidste hun hvad det ville sige og hun vidste at de fandtes - hun havde ikke tænkt sig at vende tilbage til dette og hun ville holde sig væk fra nu. Hun rettede muntert ørerne frem mod denne hingst, han var godt nok flot - ikke en farve hun havde set meget herude for tiden. De fleste var enten en hel farve eller havde lidt klatfarver. Hun rystede kort på hovedet for at få mudderet bare en anelse ud af den hvide man.

2

Hovedet havde fulgt hoppen som hun fik rejst sig, og endte til sidst en anelse på skrå. Hendes ord vidnede også lidt om, hvor lang, eller rettere sagt, hvor kort tid hun havde opholdt sig i Andromedda. Man fik ikke bare lige pludselig lysten til at udforske skyggerne hvis man havde været der længe, med mindre man havde en bagtanke. Selvom nogen nok blev lokket i fordærv af den ondskab der herskede på Foehn, var der med garanti også nogen der selv søgte mørkets selskab.

"Det er jeg ked af at høre, men der er desværre ikke så meget jeg kan stille op mod det. Hvis du selv har opsøgt dem og de ikke har været i nærheden af Teylar, har jeg ikke mulighed for at gøre noget ved det."

Det var noget andet da han selv havde stået i spidsen for Teylar og hvis skyggerne havde begivet sig ind på området. Så havde det været nødvendigt at samle de andre vogtere og skærpe sikkerheden, hvis ikke det var muligt at finde de skyldige før de nåede for langt væk. Men når hun selv havde opsøgt dem, var hun jo egentlig også selv ude om det.

Hendes blide øjne søgte denne hingst og et smil faldt over hendes mule, det var sødt at han ønskede at hjælpe hende også selv om hun i princippet ikke havde søgt hjælp. Hun vidste got at det var hendes egen skyld og hun vidste at hun selv måtte leve med det. Men hun ville ikke have gjort det anderledes, før hun havde besøgt dem vidste hun ikke hvad det ville sige at være ond - hun vidste ikke hvad smerte var og hun vidste ikke hvad hun skulle tage sig i agt for. Men det vidste hun nu. Nu kunne hun fortælle hvad man burde gøre når skyggerne kom, hvad man burde fortælle andre om dem og ja hele hendes tur havde gjort hende meget klogere. Hun brummede atter mildt til ham og et smil prægede hendes smule.

"Nej jeg ved godt de ikke kunne gøre noget, jeg besøgte dem for at lære, for at vide hvad det betød."

Hun løftede blikket lidt og så en smule indgående på ham, da han nævnte ordet Teylar. Det var den flok som en del af hendes venner havde nævnt og det var den hun før havde søgt at komme ind i, men lederen havde aldrig været til at finde. Hun løftede en smule den ene hov, for at slå den blidt i jorden. Hun havde stadig energi, selv om hun nu var en smule ubevægelig.

"Teylar,, Den flok har jeg søgt længe, eller nærmere har jeg søgt lederen. Jeg vil gerne i en flok, har altid været flok dyr og ja.. ved du hvor jeg kunne finde hende, hun hedder vidst Illiana?"

4

Brêgo fandt et lille smil frem, men ikke et af dem han havde båret i så lang tid. Et af dem han var blevet så god til at efterligne. Et af dem der skulle narre de andre til at tro han havde det fint. I stedet var det et halvhjertet, der ikke nåede helt op til øjnene. Der var to grunde til det. Den ene var måden hun tiltalte ham på, den anden var hendes resterende ord; besøge dem for at lære og vide hvad det betød at være skygge”. Hvis hun kendte til dem på den måde, havde hun vel også fået at vide det ikke var nogen man lagde sig ud med, og derfor havde hun kun endnu mere været selvforskyldt i hendes situation. Noget helt andet var hun umuligt kunne være en der var nem at have med at gøre, hvis hun ikke engang kunne lytte til noget så simpelt som en advarsel uden at skulle stikke snuden så langt frem. Men det var ikke Brêgos job at bedømme andre. Det var ikke ham der skulle byde folk velkommen eller afvise dem fra flokkens område. Noget der helt bestemt behagede ham.

”Jeg kan vise dig vejen til hende. Men jeg må nok hellere lige advare dig…… Som medlem i Teylar bør du ikke opsøge skyggerne på den måde der. Vi ønsker ikke de sætter deres hove i vores område, så vi bør også respektere deres. Vi ønsker ingen ballade.”

Med andre ord og lidt pænere sagde han jo egentlig hun skulle holde sig fra dem, hvis hun havde tænkt sig at slå sig til deres fællesskab. Men det var jo også rigtig nok. Der var ingen grund til at provokere dem og rende i skjul bag ”vogter-flokken”.

Hun lod blikket falde på denne hingst foran hende og hun kunne se at han prøvede at smile, men noget dybt inde i hende vidste ikke helt om hun troede dette smil, det ramte ikke hans øjne og han virkede ikke til selv at være helt overbevist. Hun brummede mildt og vippede kort ørerne ud, hun vidste udmærket at det var hendes egen skyld at hun havde fået denne behandling. Hun vidste udmærket at hun ikke havde behøvet at besøge disse skygger og hun vidste at hun var blevet advaret. Hun ville på ingen måde beskylde andre dette og ikke engang den skygge hingst hun var rendt ind i – han var blot som han var og det kunne og ønskede hun ikke at ændre. Hun Hun lod de blide øjne betragte hingsten foran hende, han virkede så rolig og så afslappet – han var slet ikke som de andre og mere energiske typer hun havde mødt på dette sted. Hans stemme lød igen og hun brummede mildt til ham – hans ord ramte hende lidt og hun nikkede til ham


”Bare rolig, det var absolut sidste gang jeg besøgte deres område – det kommer ikke til at gentage sig nogensinde, det kan jeg love dig. ”


Han ville føre hende til lederen og det var det hun ønskede, men en bølge af urolighed gled over hende, hvad hvis hun ikke var god nok til deres flok? Hun rystede kroppen lidt for at få lidt af det mudder væk som efterhånden var størknet i hendes pels – hun var jo ikke ligefrem flot lige nu… mere.. beskidt.

5

Brêgo lyttede. Noget han var god til. Han lyttede gerne til andre og deres problemer, hjalp gerne med at finde en løsning hvis det var muligt, men havde aldrig selv været en af dem der var gode til at lade andre hjælpe ham. Det var begrænset, hvor mange der blev lukket ind hos den brogede. Der var ganske få der fik lov til at se hans sande jeg, og selvom han havde besluttet sig for at smide alle masker og forklædninger, var det ikke noget der bare skete på en enkelt dag. Han endte ud i en lille hovedrysten af hoppens ord, men dog med et lille smil.

”Du skal ikke love noget over for mig eller gøre noget for min skyld. Gør det for dig selv. Giv dig selv den bedste chance for overlevelse. Lov dig selv du vil holde dig ude af situationer, der kan risikere at koste livet. Lov dig selv ikke at udsætte dig selv for hvad end det er du allerede er gået igennem.”

Skyggerne. Han havde hørt mange historier om dem, selvom han aldrig rigtig havde stået ansigt til ansigt med en før. Han havde ikke selv følt den smerte på kroppen en skygge ville kunne give, og han ønskede heller ikke at sætte sig selv i en situation, hvor det blev muligt – bestemt ikke hvis han kunne undgå det. Men han hørte meget. Hans egne evner var ganske ufarlige, og ubrugbare hvis det kom til en kamp, men han kunne tale med og forstå alle i Andromeda. Fugle, havdyr, andre firbenede væsner, og de hjalp ham. Der blev altid rapporteret til ham, hver gang skyggerne rørte på sig. Han vidste hvor de befandt sig. Han vidste hvis de var på spil. Han vidste mange af deres evner var offensive.

”Kom. Det er denne vej”

Brêgo gjorde et lille nik med hovedet, inden han fik sat sit store korpus i gang. Der var ikke langt hen til Teylar, men det lå heller ikke kun et stenkast derfra. Der ville stadig være rig mulighed for snak på turen.

Hun lod blikket glide på denne hingst som lyttede til hendes ord, han lod ikke til at have noget imod at lytte til hende. Han virkede dog til på en eller anden måde havde en facade på, ikke noget hun som sådan kunne se, men han virkede så utrolig indelukket og stolt – han virkede som en igennem rar hingst i den korte stund de havde mødtes, men dette kunne dog også være kun fordi hun var så naiv – men hun lod altid tvivlen komme andre til gode. Han stemme lød så, han lød en smule beskyttende, men så alligevel som om det var en tale han skulle sige. Hun brummede blidt og lod blikket glide på ham.

”Jeg har ikke tænkt mig selv at opsøge disse skygger mere, de er alle sammen noget som skræmmer mig og bestemt deres leder tror jeg at han er.. så bare rolig denne ø er noget som ikke lokker mig til mere – men min nysgerrighed kan jeg ikke tøjle, den vil lade mig undersøge ting som jeg måske ikke burde og det må jeg lære at leve med”

Hun lod blikket glide over denne hingst, han virkede på en eller anden måde som om at han lod en anden hingst snakke med hende, han virkede så formel og på en eller anden måde helt lukket. Hun brummede let og lod de blå øjne let søge ham, hans krop var muskuløs og på hans bring hans et smykke af en slags og ette satte hendes tanker i gang, hvad var dette og hvorfor hade han sådan en. Hun lagde let hovedet på skrå og brummede en smule undrende, inden hun igen lod ørerne vippe i hans retning, hans ord lød så og de ord var ikke til at tage fejl af, han ville vise hende vejen. Hun brummede midlt og løftede hovedet en anelse. Han store krop satte i gang og hun lod de blå øjne søge ham.

Hun sætte gang i den mindre og spinkle krop, vælvede hovedet og fulgte stille med ham, i et øjeblik overvejede hun om hun blot skulle tie stille, men hun vidste også at det måske kunne blive en lang tur, hun vippede ørerne frem og sendte ham et let smil.

”De virker til at kende dette land godt.. har du undersøgt mange af disse steder i landet?”

Hendes stemme var blid og spørgende, hun ønskede at finde nye venner, men hun kunne ikke ryste fornemmelsen af at denne hingst måske ikke søgte nye venner.

2

Brêgo så på hoppen med et eftertænksomt udtryk. Ikke fordi han vurderede hende eller fordi det som sådan var rettet mod hende. Det var hendes ord der havde frembragt hanseftertænksomme mine. Havde skyggerne bestemt sig for hvem der skulle være deres leder? Var de allerede færdig med at udpege en? Det kunne ikke betyde noget som helst positivt for vogterne. Jo længere tid de havde brugt på hinanden, jo længere tid havde deres fokus været vendt væk fra Vogterne.

”Eller også må du lære at tøjle din nysgerrighed……. Du lever længere på den ene måde end den anden”

Hans ord var en smule fjerne, fordi han svarede hende mens han stadig var i gang med at tænke, overveje og vurdere situationen mellem vogtere og skygger. Han lod dog alligevel sin opmærksomhed vende tilbage mod hende, da han konkluderede at han ikke kunne gøre ret meget andet, end at give beskeden videre til de andre lige i det øjeblik.

”Jeg kan nok ikke komme udenom at jeg har set en stor del af landet. Jeg har været her nogle vintre efterhånden. Men for det meste i dette område”

Brêgo undlod at fortælle, hvorfor han havde set en stor del af landet. Han havde ledt i hele Andromeda efter den brogede hoppe, der havde hjulpet ham da han kom til Andromeda. Han havde holdt af hende – så meget at han ikke kunne hænge sammen, da han mistede hende. Og ikke nok med at han mistede hende en gang, nej, han mistede hende hele to gange. Han havde ikke set hende længe, og havde også accepteret at han nok ikke ville finde hende igen.

Hej


Skal vi starte en ny tråd, nu hvor hun er kommet i flok ? Vil hjertens gerne skrive med dejlige og lidt depri Bregsen

Det kan vi godt ^^ Den er også ved at være lidt gammel vil du starte en?