Golden part. 2 Fordi jeg er kreativ [Lumine]

13
Arhg! Det gik bare aldrig efter hans hoved mere. Xenons omgang med søsteren havde ikke ligefrem endt lykkeligt for ham, selvom det egentlig var gået meget godt. Han kunne være gået ganske tilfredsstillet derfra, men nej. Han var klam efter den tumlen rundt. Lumine havde han sat af længere væk, men måske hun kunne have hørt det meste. Ikke at han bekymrede sig om dette.
Han trampede afsted for at finde den gyldne hoppe midt i alt det her kaos. I det mindste var hun bedre selskab.

Den lyse hoppe Lumine havde rent faktisk gjort det... Hun havde brudt sin aftale med den gyldne hingst og var draget til Leventera sammen med den charmerende Xenocrates. Det var lidt som et eventyr; hendes prægtige hingst, der kom og reddede hende og tog hende med ud og opleve verden. Ikke at hun havde brug for at blive reddet fra den gyldne hingst, men altså... Hun havde i hvert fald aldrig turdet tage beslutningen om at forlade Zenobia, hvis ikke det havde været for Xenocrates.

I modsætning til, hvad hun egentlig havde troet, var hun ikke engang ramt af dårlig samvittighed - i hvert fald ikke endnu da. Hun vidste godt, at det ikke var pænt at bryde et løfte, og at den gyldne ikke ville blive glad, hvis han fandt ud af det - men lige nu var hun så begejstret for at være her sammen med Xenon, at hun slet ikke bekymrede sig om Zenobia og ørkenhingsten. For Leventera var så smuk en ø, og hun nød hvert et sekund af sin tid her!

Xenocrates havde haft et ærinde, han skulle nå, og derfor var hun blevet sat af i udkanten af skoven, hvor hun nu bare stod og nippede lidt til græsset, mens hun ventede på ham. Hun kunne høre en masse råben og skrigen runge gennem skoven og forsøgte at forholde sig i ro. Hvadend han gjorde ved den hoppe, han havde opsøgt, så var det ikke noget rart... Og den tanke skræmte hende ærlig talt lidt. For hvad var det dog overhovedet for en hingst, hun havde rodet sig ud med? Kunne han finde på at skade hende, sådan for alvor? Hun kendte ham jo slet ikke...
Hun kunne nu se ham gående inde fra træerne af og tvang sig selv til at se så lidt påvirket ud som muligt, mens hun smilede charmerende til ham.

,,Hvad så smukke, hvad gik det dér lige ud på?"

Han fandt hende mere eller mindre hvor han havde sat hende af. Han spyttede ned i jorden med et kort vris, inden han rystede sig let for at komme af med den sidste vrede. Ikke at han var løbet tør for vrede. Han havde masser af det boblende indvendigt. Han så op på den gyldne med en rolig mine. Hun kunne ikke narre ham, men han lod hende blot blive i den tro at han ikke havde bemærket noget.

” Min søster er vældig dramatisk ”

Lød det så blot fra ham, uden nogen form for angren i tonelejet. Han mente hvert et ord. Meget kunne man sige om den gyldne hingst, men han var ikke en man kunne stole på. Utilregnelig var nok et meget beskrivende ord. Han manglede roen i sit sind for at kunne beherske sig. Om den unge hingst nogensinde fandt den ro var ikke til at sige. Han havde fået mere eller mindre frie tøjler efter hans far havde overtaget hans træning, opdragelse, hvad man kunne kalde det. Derfra var det stukket helt af, ikke at han nogensinde havde været helt rask i hovedet.

Han spyttede vrissende ned i jorden, inden han rystede sig let, som om han lige skulle samle sig. Hvad end der var sket længere inde i skoven, så virkede det ikke til at have været nogen rar oplevelse... Hun mødte dog hans blik, der virkede ganske roligt og upåvirket. Så måske havde det ikke været så slemt alligevel?
Han svarede nu, at det blot var hans søster, der var vældig dramatisk. Hans stemme var ikke det mindste påvirket, så hun valgte at tro på ham og smilede blot anerkendende.

,,Det må du nok sige, det lød godt nok helt vildt!"

Hun så sig lidt rundt i omgivelserne. Hun ville forfærdeligt gerne have at vide, hvad det præcis var, der var sket imellem ham og hans søster, men hun fornemmede godt, at det ikke var noget, han ønskede at indvie hende i. Så i stedet skrabede hun blot let med den ene hov i jorden, inden hun atter vendte blikket mod ham.

,,Såeh, hvad skal vi nu?"

Xenon brummede let og slog et slag med halen inden han så sig omkring. Han var stadig ret meget at køre over det der var sket. Han viste det dog ikke ud af til, men han vidste at han måtte væk herfra på et tidspunkt. De blå øjne så på Lumine og han strøg hende kort over halsen for at lede tankerne over på noget andet.

” Hvad foreslår du, min kære. ”

Lød det så fra ham, mens hun cirkulerede omkring hende. Det var faktisk et reelt spørgsmål for Xenon havde ikke helt noget i tankerne og eftersom Lumine var god afledning så kunne han vel nok godt underholde sig lidt med hende for en stund.

***

Hun lukkede nydende øjnene i og brummede afslappet, da han strøg hende over halsen. Han spurgte hende derefter, hvad hun selv foreslog, mens han begyndte at cirkulere omkring hende. Hun smilede charmerende til ham og spillede frækt med øjnene, mens hun blot nød at betragte hans krop fra alle sider. Han var altså en lækkerbidsken, det måtte hun sige... Det var lidt af en fangst, hun havde gjort sig her! Hun blinkede charmerende til ham, inden hun trådte tættere på ham og strøg sig op ad hans krop som en spindende kat.

,,Så foreslår jeg, at vi fortsætter, hvor vi slap?"

Hun bevægede sig ned langs hans krop og svirpede tirrende sin hale i hovedet på ham, mens hun brummede opstemt og tirrende placerede et nap i hans faste balle. Hun hentydede naturligvis til dét, de havde været i gang med på Zenobia, inden de havde haft hvilet sig og derefter var rejst hertil. Han havde selv sagt, at de kunne fortsætte efter en lille pause... Så den pause måtte være gået nu!

Den gyldne lod hende blot komme med hendes tilnærmelser, men han var en anelse fjern i øjeblikket. Han tiltede kort hovedet på sned og overvejede om hun egentlig ikke havde andet på hjernen end.. ja. Selv Xenon synes det måske var lidt underligt og en anelse akavet, men han beholdt blot sit pokerface på og nappede let til hende. Han havde ikke i sinde at fortsætte lige nu, ikke her.

” Kom med mig.. ”

Lød det så fra ham, inden han uden at vente på at høre hendes respons begyndte at trave afsted. Han søgte efter kystlinjen, men ikke i retning af Zenobia. Nej han ville have Lumine så langt væk derfra som muligt. Bevidst bevægede han sig hurtigt og igennem snørklede områder der for nogle kunne virke uoverskuelige. Måske var det for at Lumine så ikke bare lige sådan kunne finde tilbage.

Hun bemærkede, at han virkede en anelse fjern og fraværende. Han responderede ikke rigtigt på hendes tilnærmelser, som hun var vant til, at andre hingste gjorde. Faktisk tiltede han hovedet en anelse på skrå og så lidt forvirret ud, som om han ikke rigtigt forstod, hvorfor hun var så opsat på at få kløerne i ham. Hun var ikke vant til den slags tilbageholdenhed og hard-to-get opførsel fra hingste, og selvom det var en lille smule frustrerende for hende lige i øjeblikket, så måtte hun også indrømme, at det var noget af det, der gjorde ham så pokkers tiltrækkende. Det var forfriskende at møde en hingst, der ikke bare kastede sig over hende, som var hun blot et stykke kød, man kunne bruge, som man ville...

Han bad hende nu til hendes store overraskelse om at komme med ham, inden han uden yderligere forklaring satte af sted i trav. Hun lagde let hovedet på skrå og så efter ham i lidt tid, inden hun dog uden tøven travede efter ham. Hun ville ikke risikere at miste ham af syne på denne fremmede ø! Hun fulgte ham tavst i et stykke tid og undrede sig over de snørklede og besværlige veje, han valgte. Men hun klagede bestemt ikke - for udsigten heromme fra var bestemt ikke til at klage over (;