I will bring you home | Silvara

[2]

Han var ikke sikker på, at det var den bedste beslutning. Han var ikke sikker på at det ville lykkes. Men han vidste, at det var nu eller aldrig. Han kunne ikke lade hans afkom blive her så meget som én dag længere - hver eneste dag blev hun præget af Lyset og blev vænnet fra det mørke hun var født med. Det var vanærende for ham og en skændsel for Alduin.

I ly af nattens mærke, indhyllet i beskyttende skygger, havde kraniehingsten igen bevæget sig væk fra Foehn. I hans tanker svirrede brudstykker af tanker omkring den indre konflikt der var i flokken. Flere ønskede posten som Vokun, og selvom de havde det samme mål, så følte han alligevel at dette skabte splid. Han håbede snart, at det blev forløst.

Han sitrede let da hans hove trådte op på Leventeras kyster. Her boede Lyset. Hans tanker strejfede kort Illiana. Nej. Han sank hovedet ned imod jorden og lagde ørerne fladt ned af nakken. I nat skulle han nok vise hvad skyggerne var i stand til! Han travede med sagte trin ind i den nærmeste skov og lod skyggerne vise ham vejen. Snart mærkede han, at de begyndte at hvine af fryd; de havde fundet hoppeføllet, kendte hendes position. Og de frydede sig over denne lille skabning, der snart ville vende hjem.

I nattens mulm og mørke lå to hopper og sov ganske fredsfyldt; en gråskimmel, spinkel hoppe og hendes lille, elskede datter. For ganske få måneder siden havde Silvara aldrig så meget som forestillet sig, at hun en dag skulle blive drægtig og opfostre et føl - men her var hun altså. Og til trods for de noget tragiske omstændigheder, den lille Saskia var kommet til på, elskede hun hende højere, end hun nogensinde havde troet muligt. Hun havde følt sig fortabt i ganske lang tid, men da havde hun mødt den gyldne Illana, der havde givet hende en plads i Teylar, hvor hun blandt andet havde mødt den rare Seyé. Så hendes liv kunne ikke være bedre nu! Hun levede et trygt og godt liv i Teylar sammen med Saskia, og mindet om den skrækkelige Kraniehingst, der var hendes far, var efterhånden gemt væk og snart helt glemt.

Derfor var det helt uden frygt, at Silvara var søgt lidt ud fra flokkens område denne dag. Det skete ikke så tit - faktisk var det første gang, siden hun var blevet medlem af Teylar. Men hun følte sig endelig tryg og stærk igen og mente, at Saskia endelig var blevet stor nok til også at se andet end bare Teylars område.
Mørket var dog hurtigt faldet på, og de havde derfor lagt sig fredsfyldt til at sove under en lille klynge træer - begge totalt uvidende om, at denne nat snart skulle ændre deres liv for altid.

Det havde været en begivenhedsrig dag for den lille sorte hoppe. Det var første gang hun havde været uden for de velkendte områder, og hun havde nydt hvert eneste sekund. Hun elskede at udforske og være på opdagelse, og hun var nu så træt at hun knap kunne stå på benene. Hendes øjne havde fået en søvnig glød og hun søgte nu sin mors trygge nærvær. Hun opdagede knap at mørket faldt på, men fulgte blot tæt op af sin mor hen til en klynge træer. Var de hjemme nu? Hun så sig om efter velkendte skikkelser, men så kun det tiltagende tusmørke og den nedgående sol. Den gemte sig allerede bag nogle lavthængende skyer.
Med et smil lagde hun sig derpå på jorden, for at hvile de lange stænger. Det var ikke første gang de sov væk fra de andre, så hun lagde sig roligt til at sove, også uvidende om den overhængende fare.

[3]

Underskoven var sprød og knasende under hans tunge hove. Men han formåede alligevel at bevæge sig nogenlunde stille, kun med en enkelt gren der knækkede hist og her, men bladene raslede alligevel ildevarslende for hvert skridt han tog. Træerne lukkede sig om ham og med skyggerne om sig som en sort kappe, faldt han fuldstændig i et med omgivelserne.

Han fulgte en usynlig sti, et spor som skyggerne lagde for ham. Hans ører var fyldt med deres hviskende, hvinende stemmer, der syntes at synge af fryd. Han kunne mærke hvordan hans krop blev mere og mere spændt, jo nærmere han kom. Denne lille hoppe var vigtig, mere end hun selv anede. Han ville gøre hvad der skulle til for at få hende tilbage! Om så den sølvgrå hoppe måtte lade livet. Hmm. Han legede med tanken om at slå hende ihjel uanset hvad der skete. Hun havde tydeligvis tænkt sig at holde med Lyset - en forræder. Men så rystede han på hovedet. Han kunne ikke risikere det. Ikke nu. Han måtte få fornøjelsen en anden gang.

Kort efter nåede han en lysning. Han var varsom med et krydse den, og gik i stedet udenom - derved kom han tæt på udkanten af skoven. Det var en fin balancegang imellem lys-mørke-lys men han holdt sig omhyggeligt i skyggerne. Hans blik gled fra side til side, opmærksomt. Skyggerne hviskede at hun var nær. Og med ét så han dem. To skikkelser under en klynge træer; den ene grå og den lille sort. Han stoppede op midt i en bevægelse og vendte sig imod dem med et glubsk grin. Han tog tid til lige at scanne området før han kastede sig ud i noget overilet. Han kunne ikke fornemme nogen af betydning i nærheden. Skyggerne ville helst ikke bevæge sig alt for langt væk fra ham, men i det mindste opfangede de ikke noget om Vogtere lige i nærheden. De var altså alene. Han lo sagte i en dyb tone.

Den gråskimlede hoppe sov ganske roligt og fredeligt og var fuldstændig uvidende om den sorte Skygge, der sneg sig igennem Leventera i ly af natten. Et mareridt begyndte dog at tage form i hendes hoved. Aske, blod, et kranie, lysende øjne...
Hun slog øjnene op med et sæt. Det var længe siden, hun sidst havde haft et af sine mange mareridt om episoden med Kraniehingsten, så hvorfor her, hvorfor nu...? Hun missede let med øjnene, da der var bælgmørkt omkring hende - og da var det, at hun hørte en dyb latter. Hendes krop frøs til is, da minderne væltede ind over hende. Den latter var velkendt... Det var den, der pinefuldt havde forstyrret hendes nattesøvn de sidste mange måneder.

Hun rejste sig langsomt op og gispede let, da hun fik øje på ham. Han stod længere fremme, fuldstændig sort og nærmest usynlig i sine omgivelser - men de lysende øjne kunne han ikke løbe fra. De brændte ud i natten som to glubske rovdyrøjne, der tittede frem fra mørket. Hun mærkede sin krop ryste af skræk og sine læber bævre let. Det her scenarie havde hun aldrig drømt før... Men det var da bare en drøm - var det ikke?

Hun var allerede gledet ind i søvnens milde favntag, da hun mærkede hendes mor blive vagtsom. Det trak hende ud af søvnen, som så mange gange før. Hun missede lidt med øjnene, stadig sløv og på grænsen af søvnen. Det skete ofte at hendes mor blev stiv og angst, men som regel faldt hun til ro igen. Hun brummede lyst til hende, søvnigt, og så svagt at det knap kunne høres. Hun vendte derpå de blå øjne imod sin mors ansigt, for bedre at bedømme om der virkelig var fare på færde denne gang. Som regel ville hun allerede nu have fået et lille nus tilbage og en varm brummen, men i stedet så hun hendes mor stirre skræmt fremefter. Snart efter var den grå hoppe på benene, og nu var Saskia for alvor vågen. Hvad foregik der? Hendes lange, kluntede ører blev vippet usikkert frem og tilbage, og hun rejste sig halvt op med forbenene. Hendes lille hjerte bankede frygtsomt, da hun så i samme retning som sin mor - lysende blå øjne iagttog dem!

[4]

Latteren svandt langsomt hen, som et ekko i den sorte nat. Han vidste at han havde afsløret sig selv - men følte dog endnu ikke at slaget var tabt. Men han måtte handle nu. Med glidende bevægelser trådte han ud fra træernes skygge - men skyggerne synes at klæbe til ham, som trak han træernes skygger af og hev dem med sig, i et syrealistisk billede. Han trådte ny med tunge, hastige skridt henimod den grå hoppe, der var kommet på benene i mellem tiden. Han sagde ikke noget, der var ingen grund til det; hoppen skulle nok vide hvorfor han var kommet om ikke så længe. Hans blik bevægede sig fra hoppen og ned til det han var kommet efter. På jorden lå et sort hoppeføl, sort som hans egen pels, og med øjne han kunne genkende. Der var ingen tvivl om at hun var hans datter. Han rankede sig og spændte op i musklerne, der svulmede under det sorte hårlag. Omkring ham rakte skyggerne fangarme ud imod dem, som lange slanger med kløer og tænder. Han søgte at skræmme den letpåvirkelige hoppe, for at gøre dette så nemt som muligt. Men hans blik var kun rettet imod byttet.

Til hendes store ærgrelse kunne hun pludselig høre en lille lys, svag og søvnig brummen fra sin datter. Hun var vågnet! Hun ville gerne skynde sig at berolige hende og sige, at hun bare skulle lægge sig til at sove igen, som hun så ofte gjorde - men denne nat var det anderledes. Saskia havde med det samme opfanget situationens alvor og var nu allerede på vej op lige som sin mor. Hun skulle lige til at vende sig og beordre Saskia til at blive liggende, da den mørke hingst trådte frem fra skyggerne i en glidende bevægelse. Det var et næsten surrealistisk billede, som skyggerne klæbede til ham og nærmest syntes at trække træernes skygger med sig. Det var som taget direkte ud af et mareridt!

Pludselig gik alt så stærkt. I et splitsekund var hingsten henne ved dem og havde sendt sine skygger ud som lange fangarme med kløer og tænder, der rakte direkte ud efter Saskia. Det var tydeligt, at Kraniehingsten havde regnet med, at hun blot ville stå stiv af skræk og overvære sit elskede barn blive taget fra hende. Men moderinstinktet skulle man ikke undervurdere! Selvom Silvara var en frygtsom og tilbageholdende hoppe, så var hendes kærlighed til sin datter uendelig - og der var intet, hun ikke ville gøre for at beskytte hende! Derfor kastede hun sig frem foran Saskia og sparkede arrigt ud efter skyggerne med forbenene, mens hun råbte af sine lungers fulde kræft!

,,SASKIA, LØB! Løb tilbage til Teylar og hent hjælp! Skynd dig!"

[1]

Et øjeblik var den lille hoppe som frosset fast. Hun havde aldrig set noget lignende. Lange fangarme synes at række ud efter hende, og denne fremmede hingst lignede noget fra et mareridt. Men det værste var den følelse der byggede op indeni hende. På ydersiden var hun frosset i frygt, men indeni kunne hun mærke at disse lange fangarme... snakkede til hende? Det var som om de havde stemmer, og disse stemmer fandt stemmer inde i hende der svarede dem. Hvad foregik der? Det var ikke noget hun kunne kontrollere, men følelse af at have fundet den sidste brik til et puslespil bredte sig. Det var som et lille klik, et lille flueben i den sidste boks: det var dette hun manglede, det var dette der havde rumsteret uden hun havde kunnet finde svar. Men det skræmte hende, for hun forstod det ikke. Hvorfor føltes det så hjemligt? Hvad ville han med hende? Hvad var det for nogle stemmer? Hun udstødte et skingert, rædselslagent hvin og klamrede sig til lyden af hendes mors stemme. Men hendes mor lød så anspændt, da hun råbte til at hun skulle løbe. Løbe.. hvor hen? Hun så fortvivlet på sin mor, men mærkede alvoren som et hammerslag. Hun vendte rundt med det samme om gallopperede i den retning hun mente var den rigtige, uden at se sig tilbage. Hun kunne mærke stemmerne skrige i hendes hoved, rasende og samtidig sukkersødt. Ukontrolleret hulkede hun imens hun forsøgte at finde tilbage til Teylar.

[2]

Det kom bag på ham at den sølvgrå hoppe kæmpede så bravt imod ham. Han havde ikke forventet andet end den frosne, angste hoppe han havde mødt på Foehn for nogle måneder siden. Han prustede undrende og slog så en høj, skarpt latter op. Hun havde gejst! Hans blik gled et øjeblik imellem hoppen og føllet, for så endelig at feste sig på hoppen. Føllet skulle han nok indhente - lige om lidt. Med ørerne klinet til nakken kastede han sig nu direkte imod hoppen. Hans tænder var blottede og han søgte at skade hende med sit giftige, ætsende bid. Omkring ham voksende muren af skygger som en omklamrende tåge der lukkede alt månelys ude. Snart var der så mørkt at kun hans øjne lyste op - de afslørede ham ganske vidst, men han vidste at han ikke behøvede at skjule dem endnu. Indtil videre havde han overtaget - især som skyggerne krøb nærmere på den sølvgrå, trods hendes spark. Snart ville de lukke sig om hende for alvor, som sidste gang, og holde hende fast i deres kolde, klamme greb. Når først det skete ville han ubemærket glide væk i skyggerne og tage hvad han var kommet efter!

Et smertende stik gik igennem hendes hjerte, da hun hørte den lille Saskias skingre og rædselsslagne hvin. Hvor var det altså uretfærdigt, at så ungt et liv skulle gennemgå sådan en skrækkelig frygt! Hun nåede lige at møde Saskias fortvivlede blik, inden hun heldigvis vendte rundt og galoperede i retningen af Teylar uden at se sig tilbage. Silvara kneb en tåre og sendte bedende tanker til Den Vise om, at han måtte passe på hendes datter og lade hende komme hurtigt og sikkert frem til flokken.
Derefter vendte hun atter opmærksomheden mod den mørke hingst, der nu slog en høj og skarp latter op. Hun dirrede af væmmelse ved lyden... Tænk, at man kunne ødelægge to hestes liv på den måde og bare stå grinende og se på imens!

Pludselig kastede han sig direkte imod hende. Hans ører var klinet til nakken, og hans tænder var blottede lige imod hende. Hun tænkte tilbage på den dag på Foehn, hvor hans bid havde ætset sig ind i hendes kød og skadet hende noget så voldsomt. Åh, bare tanken om at skulle udholde den smerte igen var uudholdelig... Men hun var fast besluttet på at distrahere Skyggehingsten så længe som muligt, så Saskia kunne komme så langt væk som muligt - koste hvad det koste ville! Derfor lukkede hun blot øjnene i og bed tænderne sammen, som hans tænder lukkede sig omkring hendes skind og ætsede sig ind i hendes hud. Hun kvalte et skrig, da hun ikke ville risikere, at Saskia blev bekymret for hende og løb tilbage - men indvendigt skreg hun højt af smerte!

Omkring dem rejste der sig pludselig en mur af skygger, der som en omklarende tåge lukkede alt månelys ude. Snart var der så mørkt omkring hende, at kun hans isblå øjne lyste op foran hende. Selvom hun ikke kunne se dem, kunne hun alligevel fornemme de ulækre skygger glide frem fra deres herre og hen mod hende. Hun gøs igennem hele kroppen, da de lukkede sig omkring hendes krop og holdt hende fast i deres kolde, klamme greb. Hun mærkede kortvarigt panikken sprede sig i hendes krop, da hun fik flashbacks tilbage fra dengang på øen, hvor hun havde oplevet det selv samme. Dengang var hun stivnet af skræk og havde været ude af stand til at slå fra sig - men denne gang var det anderledes! Hun havde ikke længere kun sig selv at tænke på, men derimod sin lille datter - og hun ville under ingen omstændigheder finde sig i at stå her og være ude af stand til at gøre noget, mens Dødningehingsten bare havde frit lejde til at løbe efter hendes datter og fange hende! Derfor slog, sparkede og bed hun ud efter skyggerne, så hårdt og hurtigt hun kunne, i et forsøg på at skade dem og på en eller anden måde komme fri.

[6]

Hun sansede ikke meget andet end sit eget åndedræt. Det sved og brændte i svælget og hendes små lunger gispede efter luft. Men hun fortsatte i den retning hendes ben førte hende, selvom hun var i tvivl om hvorvidt det var den rigtige retning. Pludselig tårnede store træer sig op foran hende, med stammer tykke som flere hestelængder. Hun huskede svagt at hun havde tilbragt tid her da hun var mindre, og vidste at hun næsten var indenfor flokkens grænser. I vild panik drejede hun til venstre udenom de store stammer og kaldte ud i natten med et hvinende skrig, der var skingert af angst og gennemsyret af frygt. Hun tænkte ikke over hvem der kunne høre det, men håbede bare at nogen hørte det! Hun overvejede slet ikke at det ville lede Dødningen i hendes retning.
Med et gav det et stik af ekstra håb i hende da hun så den lille flod der markerede starten på Teylars territorie. Den slangede sig sølvgråt igennem landskabet, oplyst af den svage måne. Hun kunne nå det!

[7]

Skyggerne krøb nærmere og nærmere, men alligevel syntes de ikke rigtig at kunne få bugt med den sølvgrå. De lukkede deres greb om hende, men hun rev sig løs gang på gang inden de fik ordentligt fat. Han vidste at hans bid havde skabt et stærk smerte, som hun dog holdt indeni. Måske for at skåne datteren? Han lo ved tanken. Hvorfor spare hende nu, når det hun skulle igennem kun ville blive værre? Hidsigt smældede han med den sorte, filtrede hale bag ham og huggede igen ud efter den noget mindre hoppe. Hans ætsende bid var klar til at forvolde mere skade. Denne gang gik han efter hendes hals, tæt ved struben.
Der blev for alvor mørkt omkring dem, og i mørket bakkede han smule bagud for at glide ubemærket væk. Han bemærkede dog at hoppen fortsat kæmpede voldsomt - det var stadig ikke lykkedes skyggerne at holde hende fast. Han fnøs forurettet da en af hendes flyvende hove ramte ham på bringen. Hvad skulle det nu til for? Han mærkede en vrede boble op indeni - en vrede han ikke havde følt længe, men som han kendte så godt. Det var den sorte flamme der rørte på sig. Netop som han skulle til at kaste sig over hende for tredje gang, hørte han et skingert hvin. Det bragte ham med ét tilbage til virkeligheden. Der var ikke tid til at give efter for vreden nu, ikke tid til at nyde dette. Han havde et langt vigtige mål og han havde kun denne ene chance.
Med et vendte han rundt og stormede ud af skyggernes kolde favntag og galopperede med høj hastighed efter det føl han så gerne ville have fingre i. Ved hans side fløj skyggerne, de af dem der ikke var blevet tilbage for at distrahere Silvara. De tog form af en utydelig tåge og snart kunne de ikke ses; de vidste godt at de bevægede sig meget tæt på Teylars grænser. Her havde de ikke megen styrke og de kunne ikke tillade sig at vække mere opsigt end højest nødvendigt. Føllets hvinen havde tiltrukket hans opmærksomhed; men hvem kunne vide hvem andre der havde hørt det?

Den dødelige hingst huggede atter ud efter hende, og denne gang ramte hans ætsende bid hende lige ved halsen, ganske tæt på struben. En smertefuld stønnen gled igennem hendes krop efterfulgt af en kvælende rallen, inden hun måtte stoppe sine bevægelser. Blodet flød ud fra hendes hals, og den brændende fornemmelse af syre ætsede ind i hendes kød. Det svimlede for hendes øjne, og hun var ude af stand til at kæmpe videre. Ud af de svækkede, svimle øjne kunne hun se hingsten bakke bagud og glide ubemærket væk. Og da hørte hun det selv; Saskias skrig. Den søde og modige, men dog naive Saskia havde naturligvis hvinet efter hjælp, men hun havde ikke tænkt over, at hun på den måde ville føre Skyggehingsten direkte efter sig...

Hingsten vendte nu rundt i et ryk og galoperede af sted. Silvara forsøgte desperat at kæmpe sig fri, men skyggerne havde nu fået ordentligt tag i hende.
,,Hold dig væk fra hende!" skreg hun rallende efter ham. Hun havde dog ikke mange kræfter tilbage, så hun kunne ikke længere kæmpe sig fri. Tårerne flød ned ad hendes kinder, da det gik op for hende, hvad der var ved at ske. Hun mistede sin datter... Kraniehingsten var på vej i Saskias retning, og hun kunne ikke gøre noget for at hjælpe hende. Hun løftede halsen og hvinede så højt og advarende, hun kunne ud i natten mod Saskia. Åh, hvor hun dog bare håbede, at Saskia ville nå at gemme sig eller hente hjælp, inden hingsten fik fat i hende...

[5]

Hun styrede direkte imod floden. Hvis nu hun kunne nå over den, og kaldte af sine lungers fulde kraft, så ville de alle komme stormende og redde hende og mor! Hun kunne ikke lade være med at kalde allerede nu. Det første hvin blev efterfulgt af tre andre, det ene mere desperat end det andet. I hendes verden burde de andre fra flokken have dukket op nu. Hvorfor kom de ikke?! Den lille sorte hoppe tænkte ikke over, at langt de fleste var længere inde på territoriet, inde ved den store eg i Teylars hjerte, og altså stadig langt fra floden. Derudover var det nat, og de var alle i dyb søvn.

Hun snøftede fortvivlet, men satte så med fornyet styrke imod floden, da hun kunne høre dens klukkende vand. Så tæt på! Men håbet svandt langsomt da hun hørte hendes mors advarende kalden. Hvad betød det? Usikkert kom hun til at sætte farten en smule ned for at se sig tilbage. Med det samme blev hun grebet af frygt, da hun så den hovedløse hest komme stormende efter hende i et slør af skygger. Hendes hals snørrede sig sammen og hun kunne ikke andet end vakle af sted. I et sidste desperat forsøg på at nå det vendte hun sig igen og gjorde alt hvad hun kunne for at løbe hurtigt. Men jorden dundrede snart under hende, da den store, kraftige hingst nåede hen til hende. Hun nåede end ikke at dreje hovedet før stærke kæber lukkede sig om hendes nakke. Hun skreg ynkeligt, en lyd der var så dyrisk og panisk, som en der forventer at dette bliver deres sidste øjeblik. Hun sparkede et øjeblik så meget hun kunne med benene, men kræfterne synes at svinde ind i takt med hingstens ætsende bid tiltrak sig al hendes opmærksomhed. Snart kunne hun kun fokusere på smerten, indtil det til sidst sortnede for hendes øjne.