Break on through

Volontaire befandt sig stadig fint i den spragledes hoppes selskab. Hun havde ikke gjort eller sagt noget, der fik hans temperament i kog, eller den lille flamme til af ulme sig større end hvad godt var. Han var såmænd ganske rolig i hendes selskab –for han havde ikke grund til andet. I hvert fald ikke endnu. Selv virkede hun også okay tilpas i hans selskab; hun var stadig kølig og tilbageholden, skeptisk overfor ham – men det var nok også kun sundt. For i princippet, skulle disse Skyggeheste jo ikke være nogen, man kunne stole på. Men Volontaire var andet, end bare en skyggehingst. Den spraglede kiggede på ham igen, mens hun talte. Hun ville gerne spørge om noget. Han kneb sine øjne en smule skeptisk og afventende i – for hvad ville hun mon spørge om? Stilheden kom igen, inden hun brød den på ny. Og det var et spørgsmål, der fik den sorte herre til at stivne lidt i kroppen, mens ørene faldt en anelse utilfreds bagud, ved de tanker der skabte.

Hendes stemme var nærmest mildt da hun spurgte. En mildhed, der ikke havde været i hendes stemme, særlig ofte under deres møde, indtil nu. Volontaire stod længe og tænkte, men han svarede ikke – for den spraglede hoppe reagerede nu på han ord. At han kendte hendes moder. Hun trådte hektisk tilbage, og hun så nærmest ud som om hun mærkede en dyb smerte i hele kroppen, ved hans ord.. Hendes blik faldt i jorden, og Volontaire studerede hende imens.. Hun havde nok et savn; ligesom han også havde. Hans øre var vippet frem igen – og for nu, glemte han hendes spørgsmål før, men lyttede i stedet til hendes ord. Hun kunne ikke huske hende. Et enkelt skridt tog hun frem til ham igen, fordi afstanden før var blevet større. Og hun takkede ham, Volontaire, for de pæne ord om hendes moder. Han så overvejende på hende, en smule tungt, og lignede mest af alt en, der ikke havde tænkt sig at snakke; og det havde han egentlig heller ikke. Men dog fik han tungen på gled, og frem lød hans hæse og mørke toner.

,,Din moder var en ganske speciel hoppe, Gwynn, men kun for det gode, i mine øjne. Der er i hvert fald intet at være flov eller skeptisk over; nej, bær du blot din moders gener med stolthed”

Brummede han dybt og nikkede derefter, langsomt, en enkelt gang, inden blikket gled fra hende og i stedet beskuede det mørke område omkring dem. Han så eftertænksom ud, det var der ikke nogen tvivl om. Han roste sjældent andre, og det lignede ham heller ikke, at forsøge at.. opmuntre på denne måde. Men det var nu engang hvad han gjorde, lige nu. Stilheden brød ind igen, og han kiggede fortsat ud i mørket, mens stilheden i en længere periode hang over dem, inden han tungt brød den.

,,Mit hjerte blev for mange år siden knust, Gwynn. Af en hoppe. Vi skulle ikke følges, som jeg havde troet og håbet på – i stedet skulle en anden følge hendes side. Jeg tog et valg, for at beskytte hende; og i bytte, måtte jeg aflevere mit hjerte.. Hjertet tog skyggerne dog tilbage, for at jeg kunne blive en del af dem; og healede min bringe, med deres magi. Dem er jeg bundet til nu - det er hvad jeg er. Et valg jeg tog. Men der har altid været en dybere mening med det valg, end hvad andre ved og kan se.”

Ham brummede dybt og tungt, og lod blikket falde ned i hendes derefter, indgående.

,,Jeg lovede hende noget dengang – en lovning, jeg for altid vil holde”

Nikkede han derefter, og knejste dybt i sin nakke. Han havde lovet hende noget for mange år siden; og dette ville han holde. For altid. Uanset hvem eller hvad han var.

[17]

Att.: Volontaire

Overvældende. Det var vidst ordet, for mødet med skyggehingsten. Ikke, fordi han var en for stor en mundfuld for den spraglede hoppe, men fordi han indholdt information om hendes moder. Han havde kendt hende. Vidste hvordan hun var, og han havde ingen som helst fordomme. Han udtalte sig på ingen som helst måde negativt om D'zard. Hun vidste fra tidligere møder med de der havde stiftet bekendtskab med den ravnesorte hoppe, at hun havde haft et traumatisk liv. Fyldt med angst og elendighed. Hun havde flere gange været på nippen til ikke at klare den. Men hvad der siden hen var sket hende, havde den spraglede hoppe ingen idé. Og et eller andet sted, så turde hun heller ikke vide det. For hun var bange for, at sandheden blot ville skræmme livet ud af hende.
Hun havde stillet et meget personligt, direkte og måske grænseoverskridende spørgsmål til den mørke hingst, Volontaire. Et spørgsmål, som hun ikke regnede med at få svar på. Men fordi hun kunne se, mærke og fornemme at hans hjerte havde været hult. Tomt og forladt. Nogen måtte have haft revet det itu, og de blå plamager måtte på en eller anden måde indikere hvad der var sket. 

Foran ham stod hun. Hun havde bevæget sig tæt på ham, men den overvældelse af at han rent faktisk anede hvem hendes moder var havde været for stor til at hun kunne håndtere det. Hun havde mærket en angst i sin spinkle korpus. Temperaturen steg. Hjertet havde hamret endnu hårdere end nogensinde før. Hans ord havde været lettende. Fordi han ikke havde nogen onde ord at sige om hende. Han havde måske endda nydt hendes selskab. Og det gav et eller andet sted en fred i Gwynn. Hendes mor havde mærket til selskab hvor hun ikke var frygtet. Hvor hun ikke var hadet eller afskyet. 
Hun sænkede sit hoved mens han talte. Ligesom hendes moder altid gjorde i selskab med andre. For første gang underkastede hun sig ham. Lod ham vide, at hun ham intet ondt ville gøre. At han kunne regne med, at hun vidste hun var ham underlegen. En sjældenhed for den ganske standhaftige Gwynn. "Hun har været heldig at møde dig," bemærkede hun med en oprigtighed i hendes milde tone, som hun havde taget på sig. Hun havde smidt noget af facaden. Og dette var udelukkende, fordi hun kunne forstå at han havde været god mod hende. Mod D'zard. Hendes moder. 

"Jeg tror I har haft gavn af hinanden på en eller anden måde. Jeg ser ingen ondskab i dig, Volontaire. De skygger, som lever op af dig er ikke dig." 

Hun var bestemt ikke færdig med at tale. Hun hævede så småt hovedet igen, for at lade en mild brummen lyde i tusmørket. Hun begyndte derefter at bevæge sig rundt om ham, mens hun studerede hans skygger - men hun holdt den præcis samme afstand til ham som hun hele tiden havde haft. Hun skulle bestemt ikke overskride hans eller sine egne grænser. Hun kunne derudover også mærke, at han ikke havde behov for, at hun kom ham nær. Hvilket var et held for dem begge. Mens hun havde været i hans nærvær havde hun bemærket hvordan han begyndte at holde øje. Øje med eventuelle fare. Han prøvede et eller andet sted at beskytte dem mod uvedkommende. Hun bemærkede det. Tog det til sig. Lærte af det.
Da han talte igen stod hun atter stille foran ham. Fangede hans blik. Hans pupilløse øjne, hvor ingen varme kunne anes. Da stoppede hun med at trække vejret, for at lytte til ham. For ikke at forstyrre hans talestrøm. Han valgte at svare på hendes spørgsmål. Om hans knuste hjerte. Han fortalte hvorfor han så ud som han gjorde. Han havde været broget før, havde han sagt. At han havde fået disse mærker efter at have fået hjertet revet ud for så at få sat det tilbage. Noget, som måtte have sat sine spor i ham. 

Han havde elsket, denne Volontaire. Han havde givet sit hjerte til en anden. Han havde holdt af, men de skulle ikke følges. Ikke dele vejene. Noget, som denne spraglede hoppe aldrig havde oplevet. Det eneste form for kærlighed hun havde følt i sin krop havde været kærligheden til sin moder, hvis person hun aldrig havde kendt til. Et bånd, som de fleste familier kunne føle uden at have den største tilknytning. "Kærlighed. Det knuser ens hjerte, ikke sandt, hm?" startede hun ud. Mens hun vurderede hans reaktion. Hun vippede let med ørene, mens hun igen sænkede hovedet en anelse. Ikke meget, men nok til at vise underdanighed, men ikke på den krakelerende måde, som hendes egen moder havde ville gøre. Han havde lovet denne hoppe noget, fortalte han. Noget, som han altid ville holde. 
Under deres selskab bemærkede hun, at han nævnte hendes navn flere gange. Hun var ikke vant til at høre nogen sige hendes navn. Ikke længere. Mest fordi de selskaber hun havde været i - der havde hun undladt at sige sit navn. Hun ønskede at blive glemt. Hun var ikke god til relationer. Det betød forpligtelse på en eller anden måde. "Vi har alle vores ar. Mærket af en fortid, som har gjort os til dem vi er. Men at skyggerne ikke har overtaget din ære, det gør mig fortrøstningsfuld," sagde hun ærligt til ham. Han var ærefyldt på dette punkt. Også selv hvis han ikke var af samme opfattelse.

"Har du nogensinde tilgivet dig selv eller hende...?"

Ikke at hun skulle gøre sig klog på dette, for hun var ikke selv at bedømme hvad rigtigt og forkert var, men hun vidste at tilgivelse gav fred. Ro i sjælen. Hun havde selv været nødt til at tilgive sin moder for, at have forladt hende. Selvom hun godt vidste, at det ikke havde været med sin frie vilje. Men hun havde i måneder der blev til år søgt efter D'zard, som aldrig havde givet tegn på at have eftersøgt sin egen datter, Gwynn. Det havde knust hendes hjerte. Gjort hende til den hun var. Afvigende. Afstumpet fra andre. Bange for, at åbne op og lade nogen komme for tæt på. Givet hende de mærker, som hun bar i sjælen.
Tanken om dette fik hendes blik til sorgmodigt at søge tilflugt mellem træerne, så hun ikke udviste den svaghed overfor den mørke, skyggehingst. Da vinden bed til skælvede hendes pels med kuldeskæret. Let gispede hun efter vejret, for at bevæge sig ganske flygtigt, så hun kunne optage den smule varme der kom af hendes små omrokeringer. 

We are all like the bright moon, we still have our darker side

Den sorte here vidste godt, at det for Gwynn måske var et meget ømt og sørgmodigt samtaleemne. Derfor havde han netop også valgt, at lade sine ord falde på, at han havde brudt sig ganske godt om D’zards selskab – for måske kunne det lindre lidt i den spragledes hoppes hoved, at vide, at hendes moder ikke havde været foruden selskab, som faktisk godt gad hende, og ikke fandt hende skræmmende, vansiret eller unormal. Nej, Volontaire havde brudt sig ganske dog om denne sorte hoppe, med de blodrøde øjne. Og nu da han havde gættet rigtigt, gik det også mere og mere op for ham, hvor meget de to lignede hinanden, Gwynn og D’zard. Hun lod sig hoved falde lidt ned, underkastede sig ham, præcis som moderen havde gjort. Men Gwynn var dog ikke underdanig på samme måde som D’zard. Hun bar stadig sig selv med mere stolthed, eller i hvert fald en facade der havde denne stolthed. Men underkastelsen, den var der. Og det var noget, som nok egentlig undrede den hjerteløse hingst – han havde ikke søgt at dominere hende; ikke lige nu. Men underkastelsen brød han sig om, på sin egen sære måde. Han brummede dybt, anerkendende af hende – for det var altid stort, når andre lod deres hoved sænke, uden at der havde været en kamp der skulle vindes. De havde såmænd kun talt med hinanden.

,,Jeg tror de færreste har godt af, at kende mig, Gwynn. Men hvis din moder altid var vant til, at blive kigget skævt til – så må det da have været lidt godt for hende, trods mit eget… komplicerede væsen. Heldig, tror jeg ikke jeg vil kalde det, at kende mig.. Men tak”

Nikkede han så, med en brummende og dyb lyd fra sit store korpus. Han betragtede hende, og kommenterede ikke på hendes ord om hans skygger, i hvert fald ikke i første omgang. Men efter lidt tænkepause, lod han dog sin mørke stemme bryde nattens stilhed imellem de to sjæle.

,,Du er nok en af de få, der bevidst vælger at se uden om mine skygger, Gwynn. Et modigt og dog farlig valg – som jeg alligevel beundre”

Brummede han så, og kneb øjnene lidt eftertænksomt i, mens han betragtede hendes krop. Hun tog nu frem i skridt, og bevægede sig rundt om ham. Betragtede ham, som han betragtede hende. Han lod hende gøre det, uden at dreje med rundt. Hun var ikke nogen trussel for ham, og han så sig ikke nødsaget til at spænde op i sine mange og stærke muskler – det var unødvendigt i dette selskab. I hvert fald indtil videre. Hun stoppede dog, da han talte til hende. Lod hans fortælling ramme i hendes øre. Han brød ikke ind, da hun besvarede. Han lod hende blot tale. Hun spurgte, men konkluderede nok også, at kærlighed knuste hjerter. Det var sandt – og så alligevel ikke. Hun talte videre, og hans ene øre var rettet i hendes retning, lyttende, mens det andet vippede opmærksomt omkring dem – ingen skulle overraske de to. Han ville høre, hvis nogen nærmede sig.
,,Kærlighed kan knuse ens hjerte, ja. Men det er ikke det der sker, hver gang. Nogle er bare.. Mindre heldige.” Brummede han kort, og holdt en kort pause, før ordene igen begyndte: ,,Min ære vil jeg altid have i behold. For det er en del af hvem jeg er. Og ikke en del af de Skygger jeg har med mig.”

Hans blik faldt fra hende, da spørgsmålet nu lød på, om han nogensinde havde tilgivet sig selv eller hende. Længe stod han i tavshed, mens han betragtede hvordan hun skuttede sig, fordi vinden ramte imod hendes spinkle krop. Natten var blevet kølig. Og vinden gjorde det bestemt ikke bedre. Volontaire drejede derfor sit korpus lidt fra hende, og brummede i en inviterende tone, inden han bevægede sig fremad; søgte mod det område i Leventera, hvor træerne var mere tætte og hun dermed kunne komme i læ.

,,Det er koldt. Længere inde på øen, er der en skov med tættere træer.”

Han konstaterede det med tunge og mørke toner. Og fortsatte fremad i skridt, dog med et øre hvilende efter hende, for at lytte efter om hun fulgte ham eller ej. Han ville ikke tvinge hende – det var op til hende selv hvad hun ville og ikke ville, i hans selskab.

,,En tilgivelse er faldet til hende – en tilgivelse til mig selv.. Det tror jeg aldrig vil ske. Tilgiver du nogensinde dig selv, for ikke at have fundet din moder, eller at hun ikke fandt dig?”

Han knejste nakken dybt, meget dybt endda, mens han gik fremad med sit store korpus. Hele tiden lyttede han efter hende, for at se om hun fulgte ham. Han spurgte direkte – måske tog han fejl. Men han ville næsten vove den påstand, at de to sjæle måtte have ledt efter hinanden. Forgæves. Men tog han fejl? Og ville hun mon fortsat have hans selskab efter dette direkte spørgsmål?

[20]

Att.: Volontaire

De som nogensinde havde følt sig forladt ville vide hvordan den spraglede hoppe følte inderst inde. Hun havde bestemt følt sig forladt. Hun havde været vred over hendes moders passive eftersøgning af sit eget kød og blod. Hun havde følt sig ligegyldig. Men trods hun havde følt svigt og svie, så var hun ikke længere vred. Følelsen af ensomhed hang stadig fast på hende, men hun havde for længst tilgivet sin moder. Hendes sind havde været forvrænget af stemmer. Hun havde været en kompliceret sjæl med så mange dæmoner, som fyldte hendes sind med løgne og selvhad. Noget, som havde knækket den plaget hoppe.
Hun havde underkastet sig ham. Noget, som hendes moder altid gjorde. Noget, som lå et sted i generne. Men Gwynns underkastelse var mere en anerkendelse af at hun respekterede ham, oprigtigt. Det var en fornem gestus fra hendes side af. Hun underkastede sig meget sjældent nogen. Ikke fordi hun ikke følte de var gode eller værdige nok, men fordi hun respekterede sjældent nogen på grund af sin manglende tillid. 

Hun var en ganske speciel hoppe, Gwynns moder. Det var i hvert fald den mørke hingsts ord. Der tegnede sig en antydning af et smil om mulen på den spraglede hoppe, mens hun prøvede at forestille sig hvordan hun måtte have været. Dog havde han en forestilling om, at de færreste havde godt af at kende ham. "Du burde ikke være så hård mod dig selv, Volontaire. Jeg er sikker på, at hun har følt sig tryg i dit nærvær. Lige som jeg selv," bemærkede hun med en varme, som ikke før havde været i hendes person i dette møde før. Smilet var der stadig endnu, men det var stadig meget begrænset. Hun var ikke vant til at være i selskab med nogen, som bragt nogen form for glæde i hende. De fleste møder hun havde var overfladiske. Flygtige. Og de forblev fremmede for hende.

Han fortsatte sin talen kort efter, hvor han beundrede hende for hendes syn på ham. At hun var en af de få, som så ham for andet end hans skygger. Han var vant til at blive fordømt. Det var der ingen tvivl om. "Når man har en moder, som har et ry for at skabe frygt og rædsel på sin vej, så bliver mere tolerant og prøver at gå dybere i andre før man dømmer dem," svarede hun dertil, mens hun brummede let mod ham, mens hun let svirpede med den sølvfarvet, bølget hale.
Kulden havde bestemt fundet sig vej frem til hendes tynde pels lag. Hun havde endnu ikke fået sat sig en ordentlig pels endnu, så det gjorde, at hun ikke holdt så meget på varmen, som hun ville have gjort, hvis hendes pels havde været tykkere og længere. 

Kærlighed kunne knuse hjerter, lød det igen fra ham. Hun nikkede anerkendende. Enig var hun i hans ord, trods hun ikke kendte til den form for kærlighed som omhandlede to der skulle dele veje, men som ikke kunne få vejen til at passe i den rigtige retning. Men hun forestillede sig, at det kunne gøre mindst, hvis ikke mere ondt, som det hun havde oplevet med sin egen moder. Han ville beholde sin ære - og det var også hvad hun forventede. Han være en ærefyldt hingst, men som garanteret havde haft sin kampe. Lige præcis som hende selv. 
Da han kunne se, at den spraglede hoppe begyndte at skælve for kulden og rokerede rundt var han ikke sen om, at komme med et forslag, som hun ikke afviste. Hun kendte ikke denne verden godt nok til at vide hvor man søgte tilflugt, så hun fulgte ham. 
Mens de bevægede sig ind mellem træerne for at finde et sted hvor kulden var mere hæmmet for at kunne skabe ravage på Gwynns spinkle krop, svarede den sorte hingst, Volontaire på hendes spørgsmål om tilgivelse. Han havde tilgivet hende, men ikke ham selv. Det ville han aldrig tro skulle ske. Hun vippede med ørene, mens hun forundret søgte hans øjne.

Ligeledes stillede han hende samme spørgsmål blot mod hendes moder og sig selv. "Jeg er ingen helgen eller frelser, Volontaire. Men jeg ved, at du bliver fri for dine lænker, hvis du tilgiver dig selv først," sagde hun med en rolig, standhaftig og ærlig tone. Hun havde sit hoved rettet mod ham, mens hun med den spinkle ben bevægede sig elegant afsted. Højde forskellen mellem disse to vandrende sjæle var bestemt bemærkelsesværdigt. Hun var lille. Petit. Han var storrammet, høj og maskulin. Hendes pandelok smøg sig karasmatisk ned over hendes spinkle, feminine hoved. 

"Jeg tilgav hende for længe siden, men at tilgive mig selv for at have været så vred, så forblændet af sorg - det tog mig længe. Det ødelagde mig næsten. Derfor bryder jeg mig ikke om nærkontakt. Jeg vil ikke opleve samme smerte igen. Jeg hadede mig selv for, at have haft forhåbninger om, at nogen nogensinde skulle kunne elske eller holde af mig. Jeg foragtede mig selv, for at have givet min moder, D'zard, skylden for min egen elendighed. Min straf for tilgivelse af mig selv, er at jeg holder mig fra andre,"

Hun havde ikke behøvet fortælle ham dette, men hun følte alligevel at han gav så meget af sig selv, at hun ikke frygtede at sætte ham ind i sit univers. Hvordan hendes tanker og sind fungerede. Hun følte ikke, at Volontaire ville dømme hende. Hvis han gjorde, så vidste hun godt, at det var på tide, at lukke i igen. Hun gjorde et let kast med hovedet, mens hun betragtede ham, mens de kom længere længere ind i skoven. 
De bevægelser, som hun gjorde sig var elastiske. Man kunne se, at hun havde en ungdommelig, yndefuld korpus. Spinkel og fin - ganske harmonisk, lige som sin moders. Hendes krop var blot omfavnet af grå farver, som blev mørke og intense om hoved og ben. Hendes isblå øjne stod i stor kontrast til dette mørke hoved - for så at blive lyst endnu mere op af hendes sølvfarvede man og pandelok. Man ville ikke have gættet udfra udseende, at hun skulle have haft den moder, som hun havde. "Men tilgivelse kræver ofrer," afsluttede hun uden at uddybe hendes mening med denne sætning. Hvis han vidste hvad hun talte om ville han forstå - ellers ville hun lade dette hænge i luften.

We are all like the bright moon, we still have our darker side

Volontaire bar sig afsted med tunge og maskuline skridt. Der herskede ingen tvivl om, at han var en hingst. For det store korpus var rankt og stolt, stort og maskulint. Og han skjulte heller ikke sin egen hingstede fremtoning; for det var sådan han var, både med og uden sine skygger. Egentlig havde den sorte hingst ikke ændret sig synderligt meget, selvom Skyggerne var blevet en del af ham. Selvfølgelig en smule, men han havde bevaret meget af sig selv, selvom det havde været en hård og indædt kamp; men han nægtede ganske simpelt, at lade sin sjæl, sit sind, blive fordærvet af skyggerne. Et smil tegnede sig på hendes mule, over hans ord. Et smil der var svagt, men som den sorte hingst dog alligevel så og betragtede. Smil.. Han smilede nærmest aldrig. Faktisk kunne han ikke huske, hvornår det sidst var sket? Hun talte, og forklarede i sin sætning, at hun var sikker på at moderen havde været tryg hos ham; ligesom hun selv var. Ordene fik hans øre til at vippe lidt. Eftertænksomt. At nogen var trygge i hans selskab, kunne ende ud i en fatal situation, hvis ikke han kunne tøjle disse skygger. Men til Gwynns held, var han en hingst der netop kunne dette, tøjle disse skygger. For han styrede dem, og ikke omvendt.

,,At være tryg i en Skyggehests selskab, kan være ganske fatalt Gwynn. Husk det, hvis du nogensinde møder nogen af mine artsfæller.. mange er ædt op af skyggerne. De bliver styret af dem. Husk det”

Hans stemme var advarende. For de var farlige, Skyggehestene. Han var en af de få, der stadig bare var Volontaire, trods et aktivt valg om, at blive en del af skyggebroderskabet. Men mange af hans brødre og søstre, var ikke sig selv længere. De var forandret. De var… Væk. Han vippede med det ene øre i hendes retning, da hun talte om D’zard. Talte om netop ikke at være fordømmende. En mørk og brummende lyd forlod hans store korpus, maskulint og dybt.

,,Netop fordi man har oplevet andres fordømmende sind, Gwynn, i dit tilfælde til din moder, kan man ofte selv være fordømmende.. Fordømmende over at andre, vil dømme en, mhm?”

Ordene var dybe. Men det var sandt i hans øre. For netop fordi Gwynn havde oplevet et ry hos sin moder, som var skabt af fordømmende sjæle, kunne hun måske netop selv være tilbøjelig til at tro, at alle andre var fordømmende, dømmende overfor Gwynn selv, den spraglede nuancerende hoppe. Det var ikke sikkert det var sandt, og det var mere et spørgsmål frem for en konstatering. Afsted gik de, og han førte hende an. For han kendte trods alt Andromeda ud og ind – for han havde været en del af landet, igennem mange år. Så mange år, at han knapt nok huskede sit tidligere hjem, sit tidligere liv. Hendes blik søgte hans nu, forundret over hans ord. Men han talte sandt; for han havde ikke tilgivet sig selv. Ordene der faldt fra hende, var nok også ganske sande. Han nikkede anerkendende, men kommenterede ikke yderligere på det; for det virkede ikke til, at hun var færdig med sine ord. Og han havde ret – for talen hos hende fortsatte. Om sin moder, og tilgivelse. Han svarede ikke.. Ikke endnu. For Gwynn sluttede af med at fortælle, at tilgivelse krævede offer – og hun havde ret. Ordene faldt i hans øre, fæstnede sig der til tanker, mens han tænkte. Men stilheden brød han derefter.

,,En frygt kan styre en ganske længe, Gwynn. En frygt for at miste igen, er det der ofte styrer andre i en retning af at straffe sig selv. Husk dog på, at blot fordi du har oplevet at miste, oplevet en indædt vrede én gang, er det ikke ens betydende med, at du aldrig kommer til at opleve at elske og at blive elsket igen. Men det kræver, at du stopper med at straffe dig selv, for at have haft forhåbninger om at opleve det at blive holdt af. For det fortjener de fleste – og jeg tror bestemt på, at et lykkes for dig den dag, hvor du selv lader det ske”

Hans toner var dybe og mørke, men oprigtige. Han mente sine ord. Det var der ikke nogen tvivl om. Den sorte hingst stirrede ind i mørket, mens de bevægede sig længere og længere ind imellem træerne. Snart ville der være ganske tæt imellem grantræerne, og vinden ville derfor ikke kunne mærkes på samme måde. Allerede nu, virkede det en smule mere tilforladeligt med temperaturen.

,,Et offer sker snart, for mig. Og den dag, vil jeg tilgive mig selv, Gwynn”

Han talte sandt. For et offer ville snart ske. Snart, ville bomben smides, og det ultimative offer ville blive bragt fra ham. Og den dag, ville den sorte hjerteløse hingst, kunne tilgive sig selv igen, og trække vejret dybt ned – som en fri sjæl.

[25]

Att.: Volontaire

Tryg skulle hun ikke føle sig hvis hun mødte andre skyggeheste. Dette var ordene fra den mørke Volontaire. De var ædt op af skyggerne. Garanteret forblændet af de kræfter, som de besad. Næppe var gode gerninger en del af deres livsmønster. Ikke, at Gwynn selv var en helgen selv, men hun var bestemt ikke ondsindet. Hun havde sine begrundelser for, at være den hun nu var. Tilbageholdende. Kølig og afmålt, men nogen - ligesom Volontaire foran hende - kunne formå at vække hendes interesse og gøre hendes forholdsvis tryg. At han også havde kendskab til hendes moder gjorde at hun følte sig mere tryg ved ham. At hun ikke blev mødt af samme skepsis som hun normalt ville være omslynget af.
Om mulen på den mørke hingst, tegnede der sig et smil. Noget, som hun ikke før havde set fra ham. Lige som hende selv, havde det været begrænset med varme og hengivenhed, men lige nu i dette øjeblik havde disse to vandrende sjæle fået en eller anden tilknytning. Samhørighed, som gjorde at de ikke var på vagt. At facaderne for en stund blev sænket. Hun nikkede til hans ord. At det kunne ende fatalt, hvis hun overgav sig til en hvilken som helst anden skyggehest. Et anerkendende og forstående nik. Ikke noget, som hun mente hun behøvede at kommentere yderligere på. 

Advarslen ville være noget, som Gwynn ville tage videre med sig i sin færden i denne verden. Mon hendes moders skæbne havde endt hos en af skyggehestene? For det lød ikke på ham som om, at hun stadig var her. Hun undlod at spørge ind til det, i frygt for, at blive såret over svaret. Hun ville vente med at finde ud af det. Lære landet at kende og håbe på, at hun en dag ville krydse veje med den sorte, forpinte sjæl. Hun løsrev sig fra tanken om hendes ravnesorte moder, for at vende opmærksomheden mod Volontaire. 
"Min skepsis for andre kan meget vel forveksles med fordomme," erkendte hun oprigtigt, mens hun lod et let suk lyde. Hun lod blikket falde rundt i mørkets mulm, for at betragte dets mange nuancer og hvordan træerne blev tættere og tættere. "Men lige som dig, har jeg mine grunde til ikke at lukke nogen for tæt på. For heller ikke, at såre nogen," tilføjede hun til sin snak om fordomme. Han bød ind med interessante emner. Noget, som Gwynn ikke var vant til. Hun var bestemt ikke vant til nogen gik på klingen, men det var også de færreste som overhovedet nåede til at kunne få lov til dette.

Med elegante, lange skridt bevægede de sig nu så langt ind mellem de tætte træer at kulden blev mere udholdelig, men samtidigt blev afstanden mellem dem mindre og mindre, da pladsen ikke var meget blandt de tæt bevoksede træer. Jo tættere på den mørke hingst hun kom, jo mere hektisk trak hun vejret. Kæmpede for ikke at mærke smerten pine hendes inderste. Et let gisp gjorde hun da hun ligefrem kunne fornemme hans ånde ud i luften. Blodet pumpede derved endnu hurtigere rundt i hendes spinkle korpus i det hjertet slog væsentligt hurtigere. Hendes skridt blev kortere og kortere for så at troppe op mellem de tætte træer, da de var nået langt nok inde. Men med den bekostning, at deres afstand mellem hinanden nu var meget kortere end nogensinde før.
Med udvidede næsebor og let ånde besvær bed hun det i sig, mens hun atter lyttede til hans ord. Forsøgte at finde noget beroligende, få tankerne væk fra deres korte afstand mellem hinanden. Han talte om frygt. Noget, som hun lige nu oplevede og på alle måder skulle tackle. "Jeg... jeg frygter at elske og blive elsket, Volontaire," gispede hun med en skælvende stemme. 

"Men... lige som du har jeg betalt en pris... en pris for at... kunne hele mig selv."

Der var ingen tvivl om, at Gwynn kæmpede en inderlig kamp i sit inderste centrum. Det var hendes indre dæmoner, som provokerede hende. Satte scenarier i hovedet. Straffede hende. Men alt sammen var blot forestillinger, fordi hun aldrig nogensinde havde ladet sig selv få lov til at give efter. Hendes vejrtrækning lød mindre ophidset og hivende, men der var ingen tvivl. Gwynn var bestemt på dybt vand og hun vidste, at der ikke var nogen vej udenom.
Han talte om ofring. Et offer som snart ville ske - for ham. Og hun tav. Hun havde ikke den fjerneste idé om hvad dette indebar. Hvilken form for offer han mente, mens med hans toneleje var hun bevidst om, at dette ikke blot var en bagatel, men der var tale om noget større. Især fordi dette ville kunne gøre, at han kunne tilgive sig selv. Han ville slutte fred med sig selv. 

Uanset hvad dette indebar, så vidste Gwynn inderst inde at hun intet havde at skulle have sagt til dette. Men hun følte en form for stik indeni. Måske dette var første og eneste gang hun ville se den mørke hingst? Måske, når han valgte at forlade selskabet, at hun ikke ville krydse veje med denne hingst. Denne Volontaire. Hun brummede anerkendende mod ham, trods hun var presset af denne nærkontakt. Alligevel overvandt hun den smule frygt hun havde til at anerkende, at hun synes det var godt, hvis han kunne tilgive sig selv. Ikke at hun gav ham lov, for det var ikke hendes beslutning eller noget hun havde magt over. 
"Hvordan var dit liv før.... før disse skygger... blev forenet med din krop?" Et spørgsmål som var nødvendigt, for hende for at skubbe tankerne væk om denne tætte nærkontakt. Men samtidigt for at vide hvordan han havde været før. Gravere dybere i hvem Volontaire var. Og ikke hvad han var. 

We are all like the bright moon, we still have our darker side

Den spraglede hoppe, tog imod den advarsel som den sorte skygge før var kommet med. For de han ikke brød sig om, ville han aldrig have advaret imod de skyggebrødre og søstre han havde – næ nej, de måtte i stedet lære det på den hårde måde. Men Volontaire brød sig om det selskab han var i, og han mente bestemt, at den spraglede brune hoppe, skulle have en reel chance i dette land, for at leve fri og bevæge sine hove hvor hun ville; så længe det ikke førte hende til de Skygger der hærgede landet. Og derfor advarede han hende. Et nik gled anerkendende fra hende til det – hun lyttede. Accepterede de ord han havde sagt. Hun talte og forklarede. For ligesom han havde sine grunde, havde hun også. Og deres grunde mindede om hinanden – for de ønskede hverken at blive såret eller skuffet, men de ønskede heller ikke at skade andre, med deres.. nærvær. Men hvordan skulle denne spraglede brune hoppe, dog skade andre med sit nærvær? Det var ham en gåde; men nok også hendes hemmelighed.

,,Jeg forstår dine ord, Gwynn. Men jeg har svært ved at tro, at dit nærvær, dit selskab, og din kærlighed, ville kunne skade andre”

Brummede han så, eftertænksomt. Men han gravede ikke mere i det – for hvis hun ønskede at tale videre om det, ville ordene nok komme efterfølgende. Men det var ikke noget den sorte hingst bevidst ville grave i; for var det en hemmelighed for hende, var det ikke ham der skulle bryde denne, eller grave i denne. Stilheden tog over dem, mens de bevægede sig længere og længere ind imellem de tætte træer. Dermed blev deres afstand også stille og roligt mindsket – andet var nærmest umuligt. Hans øre vippede i hendes retning, lyttede til den vejrtrækning hun havde; den var anstrengt og nærmest hivende. Hun slappede ikke længere af – det kunne han sagtens høre, den hjerteløse hingst. Stemmen lød fra hende. Skælvende og gispende. Hun frygtede at elske og at blive elsket. Også hun havde betalt en pris for at blive helet igen. Hvilken pris, vidste han ikke. Men det tydede dog på, at den spraglede hoppe betalte prisen psykisk – for hun led lige nu. Led under hans nærvær.

,,Kun en tåbe, frygter ikke at lade kærligheden gøre blind, Gwynn”

Sagde han i dybe og mørke toner. Han mente med ordene, at kun de der var tåber eller naive, lod deres hjerte åbne op uden tanker for, hvad der kunne ske, hvis det gik galt og ikke var gengældt. Og Volontaire var hverken en tåbe eller naiv – han var skeptisk. Og dog måske ikke helt så skeptisk som den spraglede hoppe. Hun talte stadig febrilsk, hivende. Men han kunne intet gøre ved det, for deres afstand var som den var, fordi de søgte læ for vind og kulde. Da de kom langt nok ind, stoppede han op. Blikket gled hen til hende, som hun stod der, hivende og gispende efter vejret, dog med mere kontrol end før. Men hun blev straffet endnu, af sit eget indre. Noget, som han faktisk ikke brød sig om at se. Han lyttede til hendes spørgsmål. Hvordan hans liv var før, før han blev en skyggehingst. Volontaire drejede sit stor korpus smidigt omkring, og bakkede nu ind imellem to tætte træer. På denne måde blev hans sorte krop mere gemt – men det var ikke hvad der var formålet. Nej, han skabte såmænd bare mere afstand imellem de to individer, således at afstanden nu var større end før. Mon det ville hjælpe hende?

,,Mit liv før.. ”

Han så eftertænksom ud, og holdt en tænkepause.

,,Det er så mange år siden, at jeg knapt nok husker det mere.. Men dog husker jeg en anden.. ro.. Skyggerne taler altid til mig, hvisler i mit indre. Roen, den savner jeg. Friheden. Før kunne jeg vandre frit, og folk dømte mig for hvem jeg var, og ikke hvad jeg var. Dengang var jeg blot en ganske almindelig broget hingst, der ikke ønskede selskab fra særlig mange i dette land. Jeg kunne vandre frit, og vælge og vrage mine selskaber – for ingen kunne tvinge mig til, at kunne ’lide’ dem. Nu er det anderledes Jeg er bundet, jeg er ikke en fri sjæl. Og jeg er tvunget til at være blandt andre, som jeg i princippet ikke ønsker at være blandt.”

Hans isblå, pupilløse øjne landede hos hende nu, indgående. Han betragtede hende – for ville hun mon slappe lidt mere af nu, og trække vejret dybt ned, nu hvor afstanden var større, fordi han havde bakket ind imellem to tætte træer?

,,Træk vejret, Gwynn”

Mumlede han så, og nikkede et par gange. Hun skulle trække vejret dyyyybt ind nu.

[28]

Att.: Volontaire

Dette møde havde gradvist ændret sig fra køligt og afstumpet til en nærværende snakken, hvor deres talen overlappede hinandens. Konstaterede, spurgte, svarede, tilføjede, erkendte… alt hvad en samtale egentligt handlede om. Intet var en sludder for en sladder. Der var fylde på. Volume. Der var forskellige vinkler, som gjorde, at deres personligheder blev afsløret for hinanden. Inderste tanker blev delt mellem disse to sjæle. Ingen af disse to sjæle ønskede at blive såret eller såre andre. De havde meget ens tilgang til flere emner, men alligevel var de så langt fra hinanden. Levede to vidt forskellige liv.

“Når ens hjerte har været låst inde så længe, så har jeg ikke troen på, at det skulle kunne åbnes op igen. Derfor vil jeg ikke såre nogen med falske forhåbninger,”

Sådan lød hendes svar. Men hun tog inderst inde hans ord som en kompliment. Han gravede ikke dybere i hendes udmelding om dette, hvilket behagede hende. Det var trods alt et ømt emne. Noget, som hun sjældent - for ikke at sige aldrig - talte om. Hun havde ikke før mødt nogen, hvor de havde nået så langt i en samtale, hvor hun rent faktisk kunne dele disse dystre tanker. Det ville også være dybt grotesk at fortælle sådanne detaljer til alle og enhver, men hun havde ikke mistanke om at Volontaire ville finde det fornøjeligt, at dele disse oplysninger med alle på hans færd. Havde han ville skade hende, så havde han gjort det for længst - om det så var fysisk eller verbalt.
Det var ikke til at ignorere for nogen af dem, at afstanden mellem dem blev betydeligt mindre. At Gwynn ikke kunne holde til det, var ikke den sorte hingsts skyld. Han havde intet gjort for at forværre situationen - faktisk det modsatte. Hun havde sine laster, og her i blandt var nærkontakt.

Kun en tåbe, frygter ikke at lade kærligheden gøre blind, Gwynn. Volontaire talte igen i hans dybe og mørke toner, som for en stund rev hende ud af sin rædsel over nærkontakten. Hun skulle fokusere på hans ord og ikke længere afstanden mellem dem. Det gav hende mulighed for ved at tale. Hun tænkte over hans ord. Han havde erfaring på dette punkt - endda fået revet sit hjerte ud af denne årsag. Kærlighed. “Så er vi vidst ikke helt håbløse,” svarede hun med en brummen og et flygtigt smil om hendes mørke mule. De var ikke naive i så fald. De isblå øjne flakkede fra skovens træer til Volontaire - på grund af hendes nervøsitet. Hun kunne på ingen måde slappe fuldkomment af.
Efter de gjorde holdt inde mellem de tæt bevoksede træer gjorde den mørke skyggehingst en manøvre. Han banede sig ind mellem et par træer, som skjulte hans tilstedeværelse og gjorde afstanden mellem dem større. Det gippede i hende alt i mens hun forsøgte på at få kontrol over sin angst.

Det dirrede i hendes spinkle ben. Denne gang ikke på grund af kulden, men at hun stod foran sin store frygt. At nogen kom for tæt på. Nogen kunne få lov til at nærme sig hende. At hun kunne få bare den mindst forhåbning om at de brød sig om det og omvendt. Stivnet stod hun fæstnet til jorden. Trods skælvende ben og dirrende krop blev hun stående præcis samme sted.
Han havde endnu engang accepteret og respekteret hende. Noget, som hun ville huske og erindre. Han gik i gang med at svare på hendes spørgsmål om hans tidligere liv. Da han var broget. Hvor hans hjerte ikke havde været revet ud af hans korpus. Han savnede friheden. Roen. Stilheden.

“Du vil blive udstødt… som forræder, hvis du ikke ønsker være blandt dem længere, hm?”

Ikke noget, som han behøvede at svare på. Snarre en konstatering end et spørgsmål. Hun brummede sagte, mens hun kontrollerede sin frygt mere og mere. Hun havde svært ved at finde en form for balance mellem tryghed og frygt på dette tidspunkt. “Jeg håber for dig, at du en dag vil opleve tilgivelse og fred i dit sind, Volontaire. For det… det fortjener du,” sagde hun oprigtigt og med et mere selvsikker toneleje. Dog varede det ikke længe før overvældelsen af deres nærkontakt smertede hendes sind igen. Lige som hendes moder. Hun ønskede omvendt ikke at gøre den mørke hingst utilpas med sin angst for hans tilstedeværelse. For det var ikke ham. Det ville have været langt værre med alle andre - og så alligevel ikke. For andre havde ikke kommet ind på livet af den spraglede Gwynn. Ikke som Volontaire. Han vidste ting om hende. Hun havde åbnet op i sit sind for ham. Gjort sig sårbar.

Han holdte øje med hende og han kom med beroligende ord. Træk vejret, Gwynn. Hun forsøgte at følge hans ord. Tog tunge åndedræt, som blev afbrudt af hendes dirrende korpus. Alligevel formåede hun at få et par dybe vejrtrækninger ind i mellem. Hendes øre vippede usikkert frem og tilbage. De blå øjne flakkede endnu fra ham og mellem træerne.
“Du må undskylde. Det … det har intet med dig at gøre,” snappede hun efter vejret og fik sammenklemt mellem hendes forsøg på at få et normalt åndedræt.

We are all like the bright moon, we still have our darker side

Selskabet imellem de to, var noget han ville huske. Han ville huske det den dag, han ikke længere fik lov at vandre i Andromedas lande, men istedet måske havnede i flammernes dybe og brændende had, hvor Skyggeherren levede. Han vidste, at han vandrede i landet på lånt tid – for det var såmænd bare et spørgsmål om tid, før hans hemmelighed ville blive udbredt blandt de, der stolede på ham, og som altid havde troet på, at han levede og åndede for disse Skygger og dets Herre. Derfor varmede det også hans sorte hjerte, at han nu havde et selskab som ikke bød ham uvelkommen, grundet hans skygger. Nej, Gwynn havde accepteret ham; præcis som han også havde accepteret hende. Han søgte ikke tættere på hende, men forholdt sig faktisk ganske meget i ro, som en statue imellem de tætte træer han var bakket ind imellem. De sorte øre vippede frem til Gwynn der talte; hun åbnede sig mere og mere op for den sorte hingst. Noget han ikke havde regnet med – men de var lige gode om det. En brummende lyd forlod hans store korpus, eftertænksomt over hendes ord.

,,En dag, vil troen måske lande i dit sind igen, Gwynn. Dette land, ændre mange sjæle; nogle til det bedre, og nogle til det værre. Hold blot fast i hvem du er – men vær villig til, at lade forandringerne komme”

Nikkede han så dybt og eftertænksomt. Han mente hvert et ord han sagde. Selv havde hans hjerte været låst og gem væk, men Andromeda havde ændret ham. Han havde lært, at også han kunne føle for nogen. Og selvom det havde slået fejl, fortrød han ikke. Han nikkede kun ganske let af hendes konklusion af, at så var de da ikke helt håbløse – for nej, det var de skam ikke. Men han havde ikke ord at tilføje. Der var stadig ikke nogen tvivl om, at Gwynn ikke havde det behageligt med, at de stod så tæt som de gjorde nu. Det gippede i hendes spinkle krop – men den sorte Volontaire kunne ikke gøre mere, end hvad han allerede havde gjort. Han blik hvilede på hende, men dog kun i korte perioder. Han ville nødigt stirre på hende, så hun måske blev endnu mere påvirket af situation og deres nærhed. Hun samlede sine tanker, og lod ord falde fra hende. Hun spurgte og konkluderede måske også en smule, at han ville blive betragtet som en forræder, blive udstødt, hvis han ikke længere vandrede blandt dem. Ordene fortsatte fra hende, hun håbede han en dag ville opleve fred og tilgivelse af sit eget sind; hun mente endda at han fortjente det.

,,Du har ret. Jeg vil blive udstødt. Men det er såmænd ikke der, min rejse ender. Det er kun et spørgsmål om tid, før Skyggerne finder ud af min hemmelighed. Og dernæst vil jeg ikke længere vandre her i Andromedas lande. Måske som et spøgelse og en hvileløse sjæl – og måske havner jeg blot i flammernes dyb og de hvislendes stemmers land. Men den dag det sker, er mit løfte blevet holdt og indfriet; om end til en stor pris. Men det er en pris, jeg selv har valgt at betale”

Brummede han dybt og nikkede en smule. Han havde ikke behøvet at fortælle hende alt dette. Men han gjorde det alligevel. Måske ville hoppe blive skræmt over hans ord, og måske ville hun end ikke forstå dem. Men af en eller anden grund, havde Volontaire et behov for at fortælle hende det, således at hun også vidste, at han snart ikke ville være at finde i Andromeda mere. Og så skulle hun ikke tænke over, hvor han så var henne. For dette ville være spild af tid. Et prust gled fra den sorte hingst, med overbærende toner over hendes undskyldning.

,,Der er intet at undskylde, Gwynn. Det er din egen kamp; og den blander jeg mig ikke i.”

Brummede han dybt og nikkede ganske svagt med hovedet. Han dømte hende ikke, for det havde han ingen grund til.

,,Men er der noget jeg kan gøre, for at du ikke står sådan og kæmper med både krop og vejrtrækning? Er det bedre, at du er alene lidt?”

Hans blik så søgende på hende, han forsøgte at finde ud af, om han på en eller anden måde kunne afhjælpe hende lidt. Uden at forlade hendes selskab. For det havde han ikke helt så meget lyst til. Men hvis det var det eneste der kunne hjælpe hende, ville han gå.

Att: Volontaire

Ensomheden var ikke noget som Gwynn ønskede, når det kom til stykket. Lige så meget det skræmte vid og sans ud af hende, at være tæt på nogen - lige så meget gjorde det hende bange for, at være alene. Uden nogen. Som hun altid havde været. Fordi hun vidste præcis hvordan det føltes at være alene. At føle sig så overrendt af selskaber, men alligevel føle sig frygtligt alene. Noget, som hun aldrig ville ønske for nogen... inderst inde. Troen vil måske tilbagevende i hendes sind igen, sagde den mørke Volontaire. En sætning, som hun tavst lod blikket stirre ud i luften af. Tomt. Hun vidste det var en ubærlig kamp. Der var ikke meget at hente hos den grå spraglede hoppe, for hun havde ikke noget at give af. Hendes inderste var gemt så godt væk, at hun ikke anede hvordan man kunne elske nogen ubetinget. 
Hold blot fast i hvem du er – men vær villig til, at lade forandringerne komme, lød det fra ham i samme sætning. Hun tyggede lidt på hans ord, mens hun virrede let med hovedet og lod blikket glide ud mellem træerne. Indåndede tungt og lod et suk lyde i mørket. Denne gang gav hun ham hverken medhold eller sagde ham imod. For ærligtalt anede hun ikke for engangsskyld hvad hun skulle svare. Et emne som var svært for hende at komme ind på. Gwynn anede intet om kærlighed, selvom hun gjorde sig så klog på det.

Han gav hende ret i at han ville blive udstødt og endnu engang vendte hendes let forpinte blik tilbage på den mørke hingst. Han ville snart ikke længere være at finde i dette land, lød det på ham. Hun vippede uforstående med ørene, mens hun let sænkede hovedet. Hun mærkede en snert af pinagtighed i hende. For han virkede så afklaret og hun lod blikket glide ned på den dunkle skovbund, mens hun tænkte over hans ord. Han måtte virkelig holde af en, siden at han ville ofre sig selv. Men hvorfor? Det ulmede i hende. Frygten. For var det hvad kærlighed betød? At man skulle miste sig selv... miste andre... for hvad nytte? 
"Det lyder næsten som en afsked, Volontaire," bemærkede hun til hans snakken. Med et sæt sårbare, isblå øjne faldt de tilbage til at kigge på ham endnu engang. Det var stadig en inder kamp for hende, at han var så tæt på hende. Men at han snakkede gjorde at hun fandt mere ro. Hun havde noget at vende al sin fokus på. 

Han ønskede ikke at blande sig i hendes kamp og dette var bestemt et kløgtigt valg. Hun mimrede let med mulen, mens hun inderst inde var ved at overveje at gøre noget, som hun vidste ville koste hende dyrt. Som hun ville straffe sig selv for i lang tid. Hendes skælvende ben begyndte langsomt at rokke på sig. De isblå øjne flakkede mellem Volontaire, skovbunden og de mange dunkle træer. Hun følte, at hun til hver en tid kunne dejse om. Hun mærkede hvordan hendes strube langsomt snørede sig sammen og åndedrættet blev knapt. Gispende efter valget nærmede hun sig ham - meget, meget langsomt. Hun forsøgte for alt i verdenen at bevare roen, selvom alt i hendes korpus skreg smertefuldt.
Varmen fra den mørke hingst mødte hendes pels lag jo tætter på ham hun nærmede sig. Hun vidste, at hun var meget tættere på end hvad var tilladt. Hun sank en stor klump halsen, mens hun forsøgte for alt i verden ikke, at tænke på hvor bange hun netop var for dette. Hun hørte hvordan skovbunden gav efter for de ustabile, skælvende ben. Snart kunne hun mærke hans åndedræt mod hendes mule og da vidste hun, at hun var tæt på ham.

Med ørene let lagt tilbage fik hun bakset sig helt foran ham, mens hun lod blikket meget kort hvile på den mørke hingst. Med et flygtigt, ultra nænsomt bevægelse lod hun mulen let strejfe hans næseryg forsigtigt og ømt, mens hun vedligeholdt øjenkontakten med den mørke hingst.  "Jeg... håber at se dig igen... men jeg håber at du får din frelse. At du bliver fri... Volontaire," sagde hun med en pinagtig stemme. Som en gestus. Hun havde taget en kæmpe risko for sig selv, for at udvise en gestus... taknemmelighed for han selskab for noget i hende fortalte hende, at hun nok ikke foreløbigt ville se denne hingst igen, når deres veje først skiltes. 

Han adspurgte om hun var bedre uden hans selskab. "Følg mig denne nat," peb hun, mens hun virrede med hovedet og trådte et enkelt skridt tilbage. Kæmpede med alle sine indre dæmoner, fordi hun vidste at det var på lånt tid, at hun stod her overfor den mørke hingst. Men hvorfor ofre så meget af sig selv på en fremmede, som hun måske aldrig ville se igen? Fordi hun på en eller anden uselvisk måde forestillede sig, at han havde behov for det. For en sidste omsorg. At nogen gjorde noget for ham. At han havde mere behov for det end hun.
"Jeg skal nok klare den," tilføjede hun til sidst, for det skulle hun nok. Hun var endnu stående på alle fire ben, men hun havde også skabt et godt mellemrum mellem dem, så hun stabilt stod fast til jorden.

We are all like the bright moon, we still have our darker side

Den sorte hingst vidste godt, hvad der egentlig ventede ham i… fremtiden. For der var snart ikke nogen mere. Når sandheden kom frem blandt de skygger han i så mange år havde vandret blandt, ville den hjerteløse Volontaire ikke længere eksisterer; hans fremtid ville blive brudt, og i stedet ville han blot blive et minde for de, der ønskede at huske ham. Men med tiden, ville selv deres minder forsvinde; og han ville blive glemt. Først ville hans udseende blive glemt af de, han havde en relation til, derefter ville hans toner og stemme blive glemt; og til sidst ville hele hans eksistens blive glemt, og blot være et levn for de levende.
Men hvorfor ofre så meget, ofre sig selv for noget, som måske alligevel ikke ville lykkedes?
Volontaire ville gøre det, fordi det var det eneste rigtige at gøre. Han valgte en side – og dette valg, ville mange i Andromeda få, når tiden var inde til kampen imellem Skyggerne og Vogterne.
Og han gjorde det også, fordi den ofring han skulle frembringe fra sig selv, dermed kunne skabe et forsvar og en beskyttelse for én anden sjæl.

Volontaires blik hvilede på den spraglede mørke hoppe, ikke stirrende eller belemrende, man ganske roligt og fredsommeligt. Sjældent var den store sorte hingst så rolig, som han var lige nu. Men i dette selskab og i denne nat, var der ikke grund til at puste sig op, eller skabe en illusion af ham selv, som der ikke var behov for. Her, lige nu – var han bare sig selv. Han var Volontaire og ikke en skygge. Ordene faldt nu fra Gwynn, er konkluderede at dette næsten lød som en afsked. Og hun havde ganske ret; for dette var såmænd nok en afsked for de to. Det havde både været en velkomst og ville også blive en afsked. Første og sidste gang, de to sjæle ville krydse hinandens veje.

,,En afsked bliver det også, kære Gwynn.”

Brummede han med de mørke og dog rolige toner. Ordene kunne måske virke hårde og kontante – men det var de såmænd ikke. Men de var sandheden. Hendes øjne var sårbare i dette øjeblik, som de hvilede ind i hans pupilløse, isblå øjne. En sårbarhed, som han vidst havde frembragt i hende, med sine ord. Hendes krop begyndte svagt at skælve, og hendes blik gled imellem skovbunden og den sorte hingst; men hvad kæmpede hun sådan med? Pludselig begyndte hun at nærme sig den sorte skyggehingst, med skælvende ben og en gispende vejrtrækning. Volontaire kneb øjnene en smule eftertænksomt i, mens han betragtede hende og bemærkede den indre kamp hun havde med sig selv. Langsomt fik hun bakset sig hen foran ham, så deres muler var helt ud for hinanden, og de nu delte hinandens varme dampe fra næseborene. En flygtig bevægelse kom nu fra hende, som hun rørte hans sensitive næseryg med sin egen fine mule. En gestus, som bestemt ikke havde været nem for hende at udføre. Selv stod han helt stift, og overvejede situationen. Men han mærkede også hvordan hans hjerte kort slog imod hans brystkasse – for den form for berøring, havde han ikke oplevet længe. Nærmest i alt de tid han havde været skygge; for ingen havde turdet – og de der havde turdet, havde han skubbet af vejen. Men han skubbede ikke Gwynn væk. I stedet brummede han dybt og nu også taknemmelig. Hun havde skubbet sine egne behov væk, og i stedet ladet hans behov komme ind foran. Hun havde givet ham noget, han ganske længe havde higet efter. Og det var en ganske perfekt afslutning. Blikket blev hos ham, men de stod der; helt tæt.

,,Jeg håber også, at vores veje en dag vil krydses igen, Gwynn. Måske bliver det ikke i Andromeda; men en dag tror jeg, at vi mødes igen”

Brummede han så dybt og nikkede ganske svagt. Hun ville havde de fulgtes denne nat. Og dette ville den sorte Volontaire gøre. Han ville følge hende denne nat; en sidste nat. Hendes stemme var svag, nærmest pibende og lidende. Han forstod hendes kamp. Hun havde ofret meget. Og det var den sorte taknemmelig for.

,,Jeg går ingen vegne i nat”

Svarede han med dybe toner, mens han betragtede hvordan hun langsomt skabte afstand imellem dem. Men kroppen skælvede stadig på hende. Hun ville klare sig, det forsikrede hun ham om. Han lod dog blikket være en smule skeptisk, for ville hun virkelig klare det? Men han stolede på hendes ord. Hun måtte selv sige fra igen, hvis deres selskab skulle ophøre.

,,Vil du love mig én ting Gwynn?”

Sagde han så, eftertænksomt og lod de isblå, pupilløse øjne hvile på hende, studerende. Mon hun turde give ham et løfte – en hingst som ham ?