Our Luthíen [Tagged: Luthíen & Apeiron]

Tagged: Apeiron & @luthien
Tidspunkt: Tusmørke, tåget og gråligt.

Asiras mave var vokset og vokset, over den seneste tid. Til trods for at vinteren var kommet, havde det derfor ikke været noget problem for den grå hoppe, at holde varmen, med de ekstra mange kilo, der sad omkring hende mave, samt det tykke lag vinterpels. Den grå hoppe, var søgt længere ind imod midten af Chibale, væk fra de mange der kom til og fra øen, ved udkanten, hvor sand og vand ramte hinanden. Hun vidste at tiden snart var inde, og derfor søgte hun instinktivt væk fra de sjæle, der eventuelt kunne være i hendes nærhed. Her vandrede hun lidt hvileløst rundt om sig selv, mens hun sagde sagte brummende lyde, af opstemthed og usikkerhed. Hun havde prøvet det før – men alligevel var det en situation, som hun ikke var tryg ved – for hun var i fare, med det samme hun ville lægge sig til jorden for at fole..
Det var tusmørke, og solens stråler kunne ikke ses mere. I stedet var der et fint lag tåge over Chibale, hvilket var perfekt for den grå hoppe, da hun dermed kunne holde sig nogenlunde skjult, der imellem træerne. Der var nærmest ingen vind, hvilket også var ganske godt for den grå hoppe, da hendes dufte så ikke blev båret for langt afsted med vindens retning. Hun slog nogle slag med den sorte hale, hidsigt og utrygt, inden hun pressede en smule. Hun fortsatte stadig med at vandre lidt i cirkler, mens hun pressede på denne måde, for at få føllet ud.

Da føllet gjorde anstalter til at komme ud, og to af benene svagt kunne anes bag hende, lagde hun sig instinktivt ned. Her pressede hun et par gange, hårdt og uden tøven, og pludselig kom føllet helt til verdenen. Asira brummede i udmattede toner, og næseborene vibrerede af udmattelse. Men hun var kun få sekunder om at ligge på denne måde, inden hun rejste sig op, og vendte sin krop omkring. Mulen lod hun komme ned til føllet, som hun rengjorde og puffede til, for at skubbe føllet i gang med at trække vejret korrekt – og da føllet gjorde det, slikkede hun videre i panden på hende.. datter. En datter.
Asira brummede i kaldende og opkvikkende toner, for hendes brun dun farvede datter, fik ikke lov at ligge der længe – hun skulle op, for de skulle væk fra det sted, Asira havde født hende, da der ville lugte af blod.

Varmen forsvandt pludselig, og der kom en underlig form for lys, som dog alligevel var dunkel og tåget. Den lille hoppe mærkede varmen imod hendes krop, de varme prust og de brummende lyde, mens moderen rengjorde hende og samtidig puffede til hende i ny og næ, for at vække hende ordentligt samt få hende op at stå. Det lille hoppeføl vippede med sine små øre, og kom med nogle små bitte lyde, der responderede på moderens kaldende og lettere kommanderende lyde. Hun fik sine ben under sig, da moderen var færdig med rengøringen, og forsøgte nu at komme op på de lange og tynde ben. Men det var da bestemt lettere sagt end gjort!

Moderens mule ramte imod den lille brundun farvede hoppe, og denne støtte fik hende til at komme op på alle 4, i en bevægelse der ikke ligefrem var elegant eller flot; men op, det kom hun da! Det lille føl vippede igen med sine øre, mens de brune og store øjne hvilede op på moderen, der stod og betragtede hende med varme blikke. Det lille føl forsøgte at samle alle 4 ben lidt, fordi de lige nu stod ud i alle retninger, for at hun ikke skulle vælte. Men det resulterede i, at hun gik nogle usikre skridt bagud, for derefter at sætte sig på rumpen, med en utilfreds og lettere forskrækket lyd.

Den grå hoppe betragtede sin datter, der snart begyndte at reagere på hendes lyde, med en stille brummende lyd. De små øre vippede på datteren, og hun begyndte at lægge an til at rejse sig. Asira lagde sin mule imod datterens hals, støttede hende, indtil hun kom op at stå. Og der stod hun så, som Bambi på glat is, med alle 4 hove placeret i jorden, men med meget stor afstand. Hun smilede varmt og brummede i opmuntrende toner, for at få datteren til at samle sine ben og finde ordentlig balance. Men det gik nu ikke helt som planlagt – for den lille datter vaklede bagud, og satte sig pladask på rumpen.

Asira fulgte lidt efter hende, og prustede lettere forskrækket over datterens styrt, inden hun nippede til hendes lille bitte pandelog, og afgav nogle kaldende lyde, idet hun drejede kroppen omkring, og derefter trådte nogle enkelte skridt afsted, men dog ikke for langt. Hun kiggede bagud på datteren, for at se om hun fik sig rejst og fulgte hende. Den grå hoppes ønske var opfyldt – hun havde fået en datter.. En ny chance for, at opfostre og passe på et afkom.

,,Luthíen…”

Mumlede hun stille. Luthíen betød ønsket, og det var datteren bestemt.. Luthíen fik sig rejst, efter lidt besvær, og fulgte nu moderen afsted, side om side. Mon Apeiron var at finde, så han kunne hilse på deres datter? Asira sendte et lavmeldt vrinsk afsted, kaldende efter sin mage.. Men det var meget lavmeldt – for hun ønskede ikke at alle og enhver fandt dem..

Luthíens moders nulrede hende i pandeloggen, da hun sad der på rumpen, inden hun pludselig drejede omkring, og kaldte på hende med brummende lyde. Jamen.. Jamen! Hun kunne da ikke bare gå fa hende. Det lille føl kom med nogle små desperate lyde, og rykkede lidt i den lille krop, men moderen fortsatte nogle skridt endnu, mens hun kaldte. Den brundun farvede hoppe, fik derfor rejst sig, efter en del besvær, og fik indhentet moderen, der ventede på hende.

Derefter fortsatte de sammen, side om side. For den lille nyfødte, skulle bestemt ikke nyde noget af, ikke at være tæt på sin moder. Hun kiggede på hende, fordi hun sagde en højere lyd – og lille Luthíen forsøgte at gengive dette vrinsk, men det blev dog mere skingert og føllet, og ikke særlig kaldende. Hun så nærmest selv helt forskrækket ud, over den lyd – og lavede en eftertænksom grimasse. Men hun sagde ikke mere nu, moderen, og Luthíen fortsatte derfor også i stilhed ved sin moder.

Tusmørket havde sneget sig ind over Andromeda, og et tykt lag tåge svævede let i luften igennem landskabet. Det var en kold og stille nat, og den gråskimlede Apeiron vandrede hvileløst rundt. Han var aldrig særlig langt væk fra sin elskede mage Asira, og det bekymrede ham derfor altid voldsomt, når han ikke kunne finde hende - hvilket han ikke kunne lige nu. Hans bekymringer var specielt blevet store nu, da hun var højdrægtig og kunne fole når som helst. Denne nat havde han derfor en nagende fornemmelse i maven, da han ikke kunne finde hende nogen steder. Han var vel ikke ved at gå glip af fødslen...? Han satte frem i en hurtig trav, mens han desperat prøvede at sætte sig i sin mages sted. Hvor ville hun søge hen, hvis hun skulle fole? I hvert fald væk fra mængden, det var sikkert og vist! Derfor begyndte hans ben nærmest helt automatisk at styre ham i retning af kysten, hvor der som regel var meget øde på denne tid af døgnet.

Til hans store glæde havde hans instinkter haft ret, for han kunne nu høre hendes kalden i den stille nat. Han besvarede hende med en lavmælt vrinsken, mens han travede zigzaggende ind imellem træerne og forsøgte at spejde efter hende igennem tågen.
Dér! Pludselig fik han øje på en grå skikkelse i mørket, og han genkendte straks duften af sin elskede mage. Han sagtnede farten og brummede imødekommende til hende. Som han kom tættere på, fik han dog hurtigt øje på, at hun ikke var alene. For ved hendes side gik en lille minihest. Apeiron stoppede op foran de to med en let måben. Hun havde født! Og han var gået glip af det!
En stor skuffelse gled kort ind over ham, men hurtigt blev den erstattet af en enorm glæde og varme, da han fik øjenkontakt med den lille skabning. Hans føl... Et afkom, han havde været med til at sætte til verden. Han smilede stort og stolt til Asira, inden han prøvende stak mulen ned til det lille føl. En datter... Åh, hvor var hun fantastisk.

,,Luthíen..."

Det havde de aftalt, at hun skulle hedde, hvis det blev en datter. Et helt perfekt navn, hvis man spurgte ham. Han rakte let ud efter hendes lille, bløde mule og strøg hende ned over den fine blis, der var formet som et hjerte. Kunne noget være mere perfekt? Et lille aftegn, der symboliserede præcis den kærlighed, hun var skabt af. Han nippede kærligt til hendes lille mule, inden han rejste hovedet og lagde sin mule mod Asiras i et blidt kys.

,,Åh min elskede, hun er så perfekt... Jeg er ked af, at jeg ikke kunne være her noget tidligere. Er du okay?"

Der gik ikke længe, mens den grå hoppe vandrede afsted sammen med sin datter, før et vrinsk ramte i hendes sensitive øre. Og det var netop lige dette vrinsk, hun havde håbet på at høre. Apeiron havde besvaret hende, og hun kunne tydeligt høre hans hove der nu ramte imod jorden, med hurtig fart og præcision. Han kom dem nærmere og nærmere imellem træerne, og til sidst kunne hun se hans grå skikkelse i tusmørket og tågen. Hun stoppede op, og datteren stoppede dermed også, mens hun trykkede sig ind til Asira, søgte hendes nærvær og tryghed. Han kom tæt på nu, og stoppede op foran dem. En måbende grimasse gled over hans ansigt, samt en skuffelse. Hun forstod ham godt, at han ønskede at være en del af fødsel af deres datter – men Asiras instinkter bød hende, at komme væk fra alle og klare det selv. Og det havde hun gjort til bravour. Men derefter kom en stod glæde i hans ansigt, og øjnene fra ham landede hos datteren. Asira betragtede dem, med stor ro og kærlighed i øjnene. Der var intet at frygte, ved at han var der. For han var hendes mage, og datterens fader.

Han sagde hendes navn, for de var netop blevet enige om dette, hvis det var en datter de fik til verdenen. Asira brummede i varme toner, og mærkede hans mule der nu gav hende et blidt kys, inden han undskyldte. Den grå hoppe nippede til hans pande, varmt, og rystede let på hovedet. Han skulle ikke undskylde.

,,Der er intet at undskylde. Jeg søgte selv væk – vi er begge helt okay”

Nikkede hun, og forsikrede ham at de begge var okay. For det var det.

,,Hun er helt perfekt, ja.. Og vores datter”

Hun lød lykkelig – for det var hun virkelig. Blidt trykkede hun mulen imod ham, inden hun derefter tog mulen ned til sin datter og aede hende over ryggen. Puffede lidt til hende, for at hun skulle træde hen til sin fader.

,,Det er din far, Luthíen”

Sagde hun da, opmuntrende, og så betragtende på datteren, der nu trådte hen til Apeiron og trykkede sig kærligt imod ham.

Den lille brune skabning, fulgte blindt sin moder. Hun anede ikke hvor de var på vej hen, men det var også ligegyldigt, bare moderen var der. Luthíen vippede med sine små øre, der efterhånden var helt tørre. De vippede i retningen af det vrinsk der lød, et vrinsk der ikke var velkendt for hende – men det var der jo sådan set ingenting der var. Hendes mor stoppede dog op, og derfor gjorde hun også. Den lille brune trykkede sig imod moderens krop, søgte hende nærvær og tryghed, mens hun forsøgte at se i den retning den grå gjorde, for at se, hvad hun kiggede efter. Lyde kom nærmere og nærmere, og til sidst dukkede en grå skikkelse op, der var en del højere end hende selv og også hendes mor. Luthíen flyttede dog ikke på sig, for moderen stod også helt stille.

Luthíens øjne fangede den store grås øjne. Hun smilede stort og føllet, mens den lille hale vippede ivrigt og glædeligt bag hende. Da hans mule kom i hendes retning, strakte hun selv hals, og lod sin lille bitte mule ramme hans. Her sagde hun en ivrig lille lyd, føllet, idet hun hørte hans stemme. Den kunne hun genkende på en eller anden måde. Noget der gjorde hende ekstra glad. De to grå snakkede lidt, rørte hinanden, mens den lille stod og så på, stadig med en ’logrende’ hale bag hende. Snart efter mærkede hun et kærligt nip på hendes lille mule fra den store grå, og kort efter aede hendes moder hende, og puffede hende i retningen af den store grå, med ordene ’det er din far, Luthíen.
Hun sagde nogle små brummende og glade lyde, inden hun trykkede sit lille hoved imod hans store bringe, kærtegnede ham ivrigt og uden forbehold – jeps, hun kunne bestemt godt lide hende far!

Han fangede sin datters skønne blik, inden hun smilede stort og føllet til ham. Han gengældte smilet og mærkede straks en underlig varm fornemmelse i kroppen, som han ikke rigtigt havde oplevet før. Hun strakte nu sin slanke hals og lod sin lille mule ramme hans med en ivrig og føllet lille lyd. Den varme fornemmelse spredte sig blot yderligere i hans krop, da han mærkede hendes lille, varme mule mod sin. Åh, han havde aldrig oplevet noget så rørende...

Asira nippede nu varmt til hans pande, inden hun rystede let på hovedet og forsikrede ham om, at han ikke havde noget at undskylde for, og at de begge var okay. Han smilede mildt og brummede taknemmeligt til hende. Selvom han mægtigt gerne ville have oplevet følelsen på tæt hold, så var han også fuld af forståelse for, at hun var søgt væk og havde klaret opgaven selv. Hun var en sej hoppe, og selvfølgelig skulle hun have lov til at opleve sådan en personlig ting alene. Han var blot evigt taknemmelig for, at der ikke var sket dem noget i mellemtiden!
Asira trykkede nu blidt sin mule imod hans, mens hun bekræftede ham i, at hun var helt perfekt - og var deres datter. Han skævede ned mod den lille Luthíen og kunne næsten mærke tårerne trænge sig på i sine øjenkroge.

,,Du havde helt ret, min kære... I det med den ubetingede kærlighed. Aldrig har jeg elsket et andet væsen så hurtigt og stærkt før - udover hendes moder selvfølgelig."

Han blinkede charmerende til hende og nappede drillende ud efter hendes pandelok.
Asira puffede nu opmuntrende deres datter i hans retning, mens hun fortalte hende, at han var hendes far. Det virkede Luthíen heldigvis til hurtigt at forstå, for uden tøven trådte hun nu hen til ham og trykkede sig ind mod ham i en kærlig omfavnelse. Hun udstødte nogle små brummende og glade lyde, mens hun trykkede sit lille, fine hoved ind mod hans store bringe og kærtegnede ham med livlige bevægelser. Han lo kærligt af den lille søde skabning, mens han lod sin mule stryge kærligt ned ad hendes ryg. Åh, hvor var hun dog perfektion i sin reneste form - præcis ligesom sin moder.
Han kyssede hende blidt midt på panden, inden han skævede hen mod Asira igen. En lille urolig og nagende fornemmelse voksede i hans mave. Han brød sig ikke om, at de befandt sig ude på denne tid af døgnet... Man var vel en overbeskyttende mand - og nu også fader.

,,Vi må hellere skynde os tilbage til hulen og bringe jer i sikkerhed igen."

Asiras brune og dybe øjne hvilede på de to, som de stod der. Tætte på hinanden; som far og datter. En lykke følelse rendte igennem hendes grå og spinkle krop – en lykke, hun ikke havde oplevet på samme måde før. Da hendes første datter var kommer til verdenen, havde hun også være lykkelig; men dog fyldt med en frygt, der overdøvede den lykke rus der ellers skulle have været der. Og bedst som Saphira var kommet til, var hun forsvundet og det samme var faderen. Men nu stod hun her, den grå hoppe, med sin lille familie. Og hun ønskede sig ikke andet end dem. De var alt for hende. Et smil kom fra den grå Apeiron,og en brummende lyd, inden de begge havde mulen trykket varmt imod hinanden, mens han talte.
Den grå hoppe kom med en svag leende lyd; generelt grinede hun sjældent, og det var faktisk kun Apeiron der indtil nu havde oplevet denne lyd fra hende. Ikke fordi hun ikke ønskede at le, men det faldt bare ikke naturligt for hende.. Hun følte sig ved siden af sig selv, hvis hun skulle le for ofte. Men denne gang leede hun, og endda helt oprigtigt af hans ord. Blidt, og lettere drillende nappede hun til hans mule, over hans ord, mens hun rystede let på hovedet af ham, med et smil på mulen.

,,Ja, jeg håber da bestemt også at du elsker mig.. For du er bundet til mig, resten af dit liv. Om du vil det eller ej”

Drillede hun tilbage, med let sammenknebne øjne, inden hun kiggede ned på Luthíen der stadig stod helt klods op af sin fader, som nu mente at de skulle væk fra dette sted, og i stedet søge tilbage til deres hule, hvor der var sikkerhed. Og han havde jo ret. De var udsatte her; for Asira og Luthíen ville uden tvivl stadig lugte lidt af blod, hvilket ikke var så godt i deres situation. Roligt nikkede hun derfor, inden hun puffede blidt til Apeiron, og derefter Luthíens lille mule, før hun satte fremad i skridt. Hendes øre vippede tilbage til dem, lyttende, for at sikre sig, at de fulgte med.

,,Jeg har tænkt på noget… Jeg er ikke meget for det.. Men.. Måske er det bedst for os alle 3, at vi søger tilladelse til at være i den flok, der befinder sig på Teylar? Der er andre på hendes alder, og flere til at sikre, at der intet ondt sker hende. Jeg vil helst blive på denne ø. Men måske er det på tide, at jeg lader mine fortids spøgelser vandre alene mellem træerne, og selv søger væk, for at leve i den fremtid vi har sammen”

Hun drejede blikket spørgende og søgende hen på Apeiron, inden det gled ned på Luthíen.

,,Intet ondt skal ske hende - eller dig”

Nikkede hun så, ganske bestemt.

Den lille dunbrune hoppe, stod helt klods op af sin fader. Hun forstod ikke meget af hvad de to snakkede om, men hun kiggede dog vældig nysgerrigt på dem, når de hver især åbnede munden og sagde alle de mærkværdige ord. Mon også hun en dag ville kunne snakke sådan? Luthíen fik fremmumlet nogle mærkelige lyde, der dog mest af alt bare var en blanding af ikke eksisterende ord, samt små pibende lyde. Nej, det gik i hvert fald ikke endnu, med det snak! En utilfreds grimasse gled derfor over hendes lille føllede ansigt, inden hun nappede fat i sin faders sorte man og hev lidt i den.. En gnaskende lyd gled fra hende, inden hun slap den tot hun havde i munden – for det smagte egentlig ikke særlig godt.

Pludselig brummede hendes moder, puffede til den grå far og derefter til Luthíens lille mule, før moderen begyndte at gå! Og niks, Luthíen ville bestemt ikke efterlades helt alene. Et lille hvin gled derfor fra hende, inden det dog gik op for hende, at de ikke forlod hende, men at de faktisk ventede på hende. Den lille brune vaklede lidt sidelæns, og bumlede ind i hendes mor, inden hun dog fandt balancen og nu gik imellem de to grå sjæle; hendes moder og hendes fader. Og dér var hun tryg. Hun smilede stort og føllet, op til dem begge, men måtte dog tage blikket ned igen, for at koncentrere sig om ikke at snuble over de forskellige nedfaldne grene..

Lyden af Asiras latter nåede hans øregange og gjorde ham helt salig. Det var sjældent, at hans elskede Asira lo, så når hun endelig gjorde, var det simpelthen den bedste lyd i verden. Hun nappede nu blidt og drillende til hans mule, inden hun rystede på hovedet af ham med et smil. Hun hoppede dog hurtigt med på vognen og drillede tilbage med, at hun bestemt også håbede, at han elskede hende - for han var bundet til hende resten af sit liv, om han ville det eller ej. Han lo drillende og smilede stort.

,,Lige over!"

Deres lille Luthíen fik nu mumlet nogle små søde føllyde, som om hun rigtigt prøvede at snakke med. Han kunne ikke lade være med at grine kærligt af hende, da en utilfreds grimasse gled over hendes ansigt - hun skulle nok lære det en dag, og han glædede sig allerede til de mange samtaler, han ville have med hende! Hun greb nu fat i hans sorte man og gnaskede lidt ind i den, inden hun hurtigt spyttede totten ud igen. Han lo kærligt af hende.

,,Er du sulten? Min gamle kedelige man kan desværre ikke spises, lille skat. Men jeg er sikker på, at mor har noget godt til dig, når vi kommer tilbage til hulen!"

Asira nikkede nu og puffede blidt til dem begge, inden hun satte frem i skridt. Han gengældte smilet og fulgte straks med hende, mens han dog på intet tidspunkt slap blikket fra deres lille datter. Et lille hvin forlod hende, inden det dog gik op for hende, at de ikke var ved at forlade hende, men rent faktisk ventede på hende. Han lo blidt, da hun nu kom vaklende sidelæns og bumlede lige ind i sin mor, inden hun genfandt balancen og nu gik af sted imellem ham og Asira med et stort, føllet smil. Hun var simpelthen det kæreste!
Asiras ord lød nu i hans ører og fik ham til at dreje opmærksomheden over på hende igen. Hun havde tænkt på noget. Hun var ikke meget for det, men måske ville det være bedst for dem alle tre, hvis de søgte om tilladelse til at være med i den flok, der befandt sig på Leventera. Der ville være andre på Luthíens alder og flere til at sikre dem, at intet ondt ville ske hende. Asira ville helst blive på denne ø, men hun var villig til at lade sin fortids spøgelser vandre alene mellem træerne og selv søge væk for at leve i den fremtid, de tre havde sammen. Han så kærligt på hende og smilede mildt af hendes smukke ord, inden han brummede varmt og anerkendende til hende.

,,Min kære, hvor er jeg stolt af dig. Jeg ved, at det må have været en hård beslutning for dig at tage, så det er så flot, at du er villig til at lade fortid være fortid og starte på en frisk på Leventera. Jeg er med dig og vil støtte dig hele vejen! For ja, selvom jeg heller ikke er helt vild med tanken om det tætte flokliv, så indrømmer jeg gerne, at jeg har haft de samme tanker som dig. Luthíen har fortjent at vokse op i et miljø, der er mere socialt og trygt, end vi ville kunne give hende alene. Så min kære, jeg støtter din idé 100%. Jeg selv vil også være klar til at omstille mig til et liv i en flok - for Luthíen og vores fælles fremtids skyld."

Asira lod nu blikket glide ned på Luthíen og tilføjede med et bestemt nik, at intet ondt skulle ske hverken hende eller ham. Han nikkede selv lige så besemt og udstødte en anerkendende brummen. For han var helt enig - han ville heller aldrig lade noget ondt ske hverken hende eller Asira!

How can you run, when they are in your head?

Den grå hoppe havde i mange år vandret primært på øen Chibale. Den var hendes hjem, og det havde den nærmest altid været. Men hun var endnu mere forbundet til øen, efter bortgangen af hendes første fødte datter Saphira. Derfor var det svært for hende, at hun nu var nødt til blot at erkende, at datteren altså aldrig kom tilbage – og det havde hun nok godt vidst i en rum tid, men dog havde hun forsøgt at bortlægge disse tanker og benægte dem. Men med fødslen af Luthíen og kærlighedens bånd imellem Apeiron og hende selv, var hun nu klar til at vandre væk fra fortidens spøgelser og bitre tanker. Hendes mørke øjne hvilede ned på datteren, der sagde små lyde til dem begge, i et forsøg på at tale med dem. Hun smilede varmt og svagt af det, og puffede blot opmuntrende til hendes lille mule, inden de alle 3 fortsatte deres vandren imod hulen og sikkerhed.
Ordene kom nu fra Apeiron, og hun lyttede til dem. Han ville støtte hende og var enig i hendes forslag. Noget, som hun var meget taknemmelig for. En ting Asira stadig skulle vende sig til, var at have en så ren og kærlig hingst ved sin side, som bestemt kun ville hende og datteren det bedste. Aldrig havde han lagt en hov på hende, og det ville han heller aldrig gøre, det var hun sikker på. Nej, han elskede hende virkelig, og ønskede hende alt godt.

,,Jeg er glad for, at du vil følge min idé. For ellers ville jeg ikke gøre det. Men.. Du er nødt til, at rejse i forvejen og snakke med lederen af flokken. Luthíen skal ikke krydse havet, uden vi er sikker på, at de vil tage imod os i flokken. Kan du spørge på vegne af os alle 3?”

Brummede hun spørgende og måske lidt forsigtigt. Hun vidste jo godt, at også Apeiron havde lidt problemer med nye selskaber og for mange af dem. Dog ikke på samme måde som Asira. Hun blev hidsig og voldsom, for at beskytte sig selv – hvor han blev mere usikker og forsigtig. Men hendes måde at reagerer på, bundede jo også bare i ekstrem usikkerhed og det at være blevet misforstået hele livet. Men den grå moder ville ikke krydse havet med datteren, til en anden ø, for blot at blive afvist og dernæst skulle krydse havet tilbage til Chibale igen.

,,Hvis du ikke vil krydse havet selv, og søge om tilladelse, er det helt okay. Så må vi vente lidt, til hun er større og stærkere”

Nikkede hun roligt, og puffede kærlig til hans mule. Hun ville aldrig nogensinde tvinge ham til noget, han ikke ville. En knurrende lyd ramte Asiras øre, og det var lyden af datterens rumlende mave. For hun var sulten.. Hun smaskede og kiggede nærmest bedende på moderen.

,,Et lille øjeblik endnu kære – så kan du få noget at spise. Vi skal bare lige derhen”

Nikkede hun kærligt, inden hendes blik gled fremad, hvor hulen nu kunne ses mere og mere bagved træerne de smygede sig imellem.

De tynde og lange ben forsøgte ihærdigt at holde balancen. Men det var ikke altid lige nemt for det lille føl, i den lettere ujævne skovbund, der både var knoldet, mudret og så alligevel lidt frossen nogle steder. Men hun blev da bedre og bedre til det, den lille skabning. Da faderen talte, smilte Luthíen stort op til ham, inden hun gned sit lille hoved imod hans skulder, og pressede kroppen lidt varmende ind imod ham. Men hun fortsatte dog med at gå, mens ørene vippede imellem de to forældre der talte og talte.

Hun forstod bestemt ikke noget af det, men ordene lød bare sjove i hendes små og nysgerrige øre. Ordet ’flok’ blev nævnt et par gange, men hvad det egentlig betød, var en gåde for Luthíen. Maven knurrede pludselig, en anelse højlydt, og det fik hende til at kigge ned på bringen af sig selv – var det hende der sagde sådan? Hun kiggede op igen, smaskende med munden, nu på sin moder. Ja, hun var sulten – men moderen stoppede ikke, men kiggede i stedet bare hen på hulen foran dem, med nogle ord om at der ku var et lille øjeblik endnu. Hun fortsatte derfor fremad, på sine lange, tynde ben, og kiggede ivrigt imod den der hule, som de skulle hen til!

Han vippede lyttende med ørerne, da Asira atter talte. Hun var glad for, at han ville følge hendes idé, for ellers ville hun ikke gøre det. Det fik et smil til at tegne sig på hans mule. Det var simpelthen sådan en skøn følelse at have en hoppe ved sin side, der ikke ville tage nogen drastiske beslutninger uden at rådføre sig med ham først, og som han var enig med i nærmest alle aspekter her i livet.
Han hørte dog nu hendes lille men. Han var nødt til at rejse i forvejen og snakke med lederen af flokken, da Luthíen ikke skulle krydse havet, uden de var sikre på, at flokken ville tage imod dem. Han nikkede alvorligt, for det kunne han godt se, og det var han helt enig i. Asira var dog godt klar over, at det ikke ligefrem var en let opgave for den sky og generte Apeiron, og derfor tilføjede hun nu, at det var helt okay, hvis han ikke ville - så kunne de bare vente, til hun blev større og stærkere. Han mærkede nu et kærligt puf imod sin mule og puffede kærligt igen, inden han blot rystede på hovedet med et varmt smil.

,,Jeg sætter pris på din betænksomhed, min kære. Men det er helt sikkert bedst for os alle tre, at jeg får det overstået så hurtigt som muligt, så vi kan komme dertil så hurtigt som muligt. Det er helt sikkert bedst for Luthíen, at hun vender sig til at være sammen med andre heste så tidligt som muligt, så hun ikke når at adoptere alt for mange af sine forældres asociale særheder."
Han lo mildt og blinkede drillende til hende. ,,Så jeg skal nok klare det. Det skal bare lykkedes - for vores og Luthíens fremtid."

Han strøg hende kærligt ned over næseryggen, inden han vendte blikket mod sin elskede datter med et varmt og lykkeligt smil. Nu var de snart fremme ved hulen, og så ville han sørge for, at de begge fik noget at spise og kom i tryghed og sikkerhed. Og så ville han rejse til Leventera i morgen tidlig efter en god nats søvn.

[Er det ved at være et godt tidspunkt at runde denne her af? ]

How can you run, when they are in your head?