An honest man | Illana

Att.: Illana

Ørken. Det var alt han var omgivet af. En kæmpemæssig ørken. Sand som garanteret været tusinde år om, at blive denne fine form. Som glinsede mod solen, når strålerne ramte fra den helt rigtige vinkel. I sandhed et smukt syn, men det golde område var bestemt ikke for alle og en hver. Hans mørke øjne spejdede over området. For hans vedkommende var dette både det mest perfekte område for en som ham, men også det værste. Han kunne her vove over hele området og meget hurtigt blive bevidst om, hvis der kom uventet eller uønsket selskab. Han ville kunne beskytte. Overvåge. Alt hvad han behøvede. Ulempen for ham, var såmænd at trods udsigten, så var han mindst lige så udsat, da han også tydeligt ville kunne ses. Med hans farve stod han i stor kontrast til det lyse sand.
Over sandet bevægede han sig. Han havde besluttet sig at udforske dette nye land. For hvorfor mon han var endt her? Med den lange, bølget hale slog han et pisk, mens han med et stolt knæk i nakken satte frem i en frembrusende, men ganske balanceret og kontrolleret trav for at nå til en bakke top, hvor udsigten ville være endnu bedre over ørkenområdet.

Længe gik der ikke før, at han nu stod på toppen, hvor han havde et meget bedre view. Herfra ville han uden tvivl kunne se mulige fare. Han var bestemt ikke bange af sig, men så meget lå i hans instinkter. Han vågede over de som han var nær, for at være sikker på at de ikke kom til skade. En lederrolle? Næppe. Han var blot godt opdraget. Og med hans historie, så var det at beskytte andre det eneste han havde at holde fast på fra sit gamle jeg.
Heldigvis for Zodiac var han charmerende. Han havde en stor charme, som både kunne friste de helt almindelige til de besværlige hopper. En charme, som ikke havde mere end blot en venlig mening. Han havde taleevnerne i orden og fremstod altid velformulerende. Sjældent var det, at Zodiac trådte ved siden af. Han var på ingen måde fuldendt eller perfekt, men han prøvede at gøre sit for at have en bedre tilværelse og hjælpe andre med det. 

Han blev stående på bakketoppen, så han kunne beholde sin udkigspost, som han havde fået sig. For at betragte ørkensandet og dets mange finurligheder.

Proud people breed sad sorrows for themselves.

Det lyse sand smøg som om de hvide sokker, som rakte op langt Illana's spinkle ben. Varmen, som solen bredte i sandet, kravlede kærkomment ind til huden på den gyldne skikkelse, som for engangs skyld vandrede af lyst og ikke pligt. Hun var søgt til denne ø, Ørkenøen, for at koble fra, for at være sig selv ovenpå en lang periode, hvor hun havde søgt at opfylde en masse formål; finde vogterne, bede dem måde hende på Tenga, stå i spidsen for Teylar og sørge for dennes sikkerhed. Det var med andre ord længe siden, at Illana havde været "bare Illana"; og denne dag, dagen før fuldmånen ville nå sit højeste, og hun herefter ville møde vogterne på Tenga, ønskede hun at tilbringe med at følge hendes instinkter og de lyster, der umiddelbart dukkede op i hendes indre.
Lyset om hendes hals, der hvilede trygt i den klare krystal, lyste klart. Imod solens stråler var det nok ikke så tydeligt, men Illana kunne mærke energien flyde i hende, denne gang uhindret; ingen bekymringer eller pligter dæmpede dets sker og energi, og frie følte de sig begge to. Et tilfredsprust forlod den gyldne hoppes mule, i det hun slog frem i en ubesværet trav - selvom sandet søgte at bremse hendes bevægelser, så strøg hun med rummelige og naturligt yndefulde skridt igennem sandet, som fandtes det ikke. Det føltes godt, at bevæge sig i dette element igen, og Illana slog glædeligt og en anelse iltert med hovedet - nok virkede den gyldne hoppe som en, der var meget nede på jorden, men hun besad temperament og vilje; men havde fundet en måde at tøjle den på. Her, hvor hun var alene, behøvede hun det dog ikke, og pludseligt fór hun frem med halen hævet i vejret og et højt, hoppet hvin forlod hendes strube. I fri galop satte hun imod et sted, på øens midte, som hun vidste gemte på en lille hemmelighed - et ganske særligt fristed, som nærmest kunne virke som et paradis i paradiset.
Den gyldne skikkelse havde ikke løbet langt, førend Lyset om hendes hals sansede noget. Lyset skiftede karakter fra den bløde, gule nuancer, til en hvidlig og klar - et tegn på, at Illana befandt sig i nærheden af en sjæl, som enten var berørt af samme magi som hende selv; en vogter, eller at Illana var tæt på en sjæl, som var ganske ny i dette land. Med glidende bevægelser bremsede hun op i et par 'hop' og stod til sidst i en samlet parade, endnu med halen højt hævet og blikket årvågent søgende rundt. Hun stod i bunden af flere bakker, skabt af sandets evigt foranderlige hånd, og ved første øjekast så hun ingen; men pludseligt så hun en skikkelse, der befandt sig højere end hende. Denne fremmede stod i solens retning, og Illana kunne ej se mere end en silhuet. Hun tippede hovedet let på skrå, inden hun med et sagt hvin sendte en hilsen imod denne mørke skikkelse og derefter sprang den gyldne sjæl fremad med svævende bevægelser, for at nærme sig den ukendte hingst.

[10]