Nye udfordringer (Tára & Tarik)

De første mange uger af den unge hoppes liv havde hun tilbragt nær træet med sin mor, søster og far. Det havde været trygt og hun havde ikke haft brug for at udforske hvad der skulle ske at være meget mere end nogle meter væk fra træet. Nu var tiden kommet hvor den lille hoppe havde fundet det mere spændende at bevæge sig væk; til at begynde med havde hun udforsket Teylors område, men nu var det altså nu! Hun stod på grænsen fra flokkens område klar til at bevæge sig ud fra denne kant som var hende blevet vist. Nu hvor hun stod her vidste hun faktisk ikke helt om hun turde. Hvad var der, derude? Hun prustede lidt og kom med andre sjove små lyde mens hun trippede lidt på stedet. Stadig uden at sætte en hov uden for flokkens område. Hun startede med at strække hoved hun og snuse til græsset. Det kildede hende på mulen men det virkede til at være fuldstændig det samme græs som var inde i flokkens område. Hun prøvede nu fra en anden vinkel.
Okay, Sikkert! Konfronterede hun sig selv med. Hun løftede hoved op, for at løfte det ene forben i stedet og slå først langsomt det ene ben ud over, lod det hænge i luften imens hun vrikkede lidt med hoven. Der skete ikke noget. Benet blev sat sikkert ned i flokkens område igen for hun så kunne forsøge med det andet forben- Her skete heller intet. Så efter at have sat benet sikkert ned i flokkens område igen tog en hun en dyb indånding.
Okay så det nu! Nu.. altså nu., selv med de opmuntrende tanker tog det Tauriel flere dybe indåndinger til at samle modet; men det lykkes hende og med endnu en dyb indåndring holdt hun vejret og hoppede med alle fire ben over grænsen. Hun holdt vejret og stod bum stille! Det var først da hun var ved at være helt ør i hoved hun åndende ud og gispede luften ind igen hun slappede lidt af igen. Okay der skete altså ingen ting.

Tára havde hygget sig i nogle timer sammen med hendes mor og far; og selvom hendes søster havde valgt at søge ud på egne ben, havde det i begyndelsen ikke generet den unge hoppe at få lidt "alene tid" med de voksende. Dog havde hendes søster Tauriel været borte længe nu, og den ganske unge Tára var begyndt at undre sig over, hvor hun mon var. Hendes mor og far havde sagt, at hun nok skulle komme tilbage snart, men Tára besluttede sig hurtigt for, at hun ville lede efter dem - og med godkendelse fra de to voksende, satte den unge hoppe af sted i hastige bevægelser.
De to unge føl delte et meget specielt bånd, og selvom Tára ikke vidste med sikkerhed hvor hendes søster var gået hen, havde hun en stærk følelse af, at hun skulle søge mod grænsen. Og da hun nærmede sig, så hun ganske rigtigt Tauriel på vej ud over grænsen!

Vent på mig, Tauriel!

Tára sendte beskeden via tankerne - en særlig ting, som de to søstre delte. Hun sprang af sted i en forhippet galop, dog med en vis elegance over sig; en elegance der stammede fra hendes mor Leonora, og hendes far Eagle Eye. Uden den store tøven fortsatte den unge Tára over grænsen, for at slutte sig til sin søster side, som hun hilste an med et kærligt og legesygt nap.

[2]

Den unge Tarik, der havde nået sit 2. år af livet, stod på den anden side af Teylars grænse. Han var måske ikke så god til at følge sin moders anvisninger, for der var altså bare SÅ spændende herude på den anden side. Og Tarik kendte jo Teylars område ud og ind, eftersom han havde været en del af det i over et år nu. Derfor var den røde plag forduftet fra området, og var nu endnu engang søgt afsted på eventyr, på de lange og stærke, røde ben. Hans øre vippede nysgerrigt og lyttende rundt, inden de opfangede nogle lyde, der kom tæt fra flokkens område. I en let og energisk bevægelse, slog han fremad i en trippende og dog ganske stor trav; de store bevægelser havde han helt bestemt fra sin far.
Da Tarik kom tættere på flokkens grænse, stoppede han op, ved synet af et lille brunligt føl, der stod der med den ene hov over jorden, og nærmest vippede den lidt. Mon hun var bange for, at træde ud af flokkens område?

Han lod sit hoved glide let på sned, mens han betragtede hende idet hun søgte ud af flokkens område, og nærmest så helt stolt ud. Han trådte nogle skridt fremad, i hendes retning, men stoppede dog pludseligt op igen, idet et anden føl kom galoperende, og stoppede ved det anden brune føl. De lignede sørme meget hinanden!

Tarik kunne ikke styre sin nysgerrighed, og derfor trådte han nu afsted imod dem, med langbenede skridt, med ørene nysgerrigt og glad fremad. Da han kom tæt nok på, stoppede han op hos dem og hilste på dem, med nysgerrige og glædelige toner til de to føl.

,,Hejsa!”

[11]

Tauriel nåede knap at gøre klar til hoppet ud over grænsen før Táras stemme led i hendes hoved. Hun kom med fuldfart for at tage med hende over grænsen- denne mystiske grænse som ikke var synlig. Tauriel tænkte over det et øjeblik- gad vide hvordan de andre vidste hvor grænsen var. Hvordan var den opstået? Disse spørgsmål forsvandt øjeblikkeligt igen da Tára nåede med hen til grænsen, så de kunne tage hoppet sammen.

Der gik ikke længe før hun åndende ivrigt ind efter luft- det der med at holde vejret var ikke altid lige nemt og hun stod der et øjeblik og gispede efter luft.
Sejt! Hun delte tanken med Tára og så på hende og lige nu tænkte Tauriel slet ikke over om deres forældre ville blive sure over denne lille udflugt- lige uden for grænsen. Mon ikke det gik, de var jo ikke andet end et hop fra flokkens område! Kort efter hoppet blev de dog forstyrret af en rød hingst. Han var langt fra lige så stor som de voksne, men han var heller ikke lige så lille som de var.
Tauriel knep øjne lidt sammen men hilste så på med nysgerrighed i stemmen.

"Heej."

Da Tára nåede siden på sin søster grinede hun med en nærmest klukkende tone. Hun nikkede meget ivrigt, da hun hørte sin søsters stemme i sit indre - hun synes bestemt også at det var sejt. Hun stod rankt og ganske stolt, inden hun puffede imod hendes tvilling, og lige inden hun skulle til at kaste sig hovedkulds ud i endnu en af deres utallige brydekampe, var der en stemme der fangede deres fælles interesse.
En rød 'næsten voksen' havde fundet dem. Hans farve var meget kraftig, og selvom den unge Tára ikke helt havde forstand på skønhed endnu, var der noget ved den fremmede som virkede tiltalende. Hun smilede stort imod ham og kort efter hendes søster havde sagt hej, sendte hun en lys brummen imod den fremmede unghingst.

,,Hvem er du?"

Tára var en anelse bramfri i sin tale, og et øjeblikkeligt og nærmest fortrydende blik gled over hende. Deres mor havde fortalt dem, at de skulle opfører sig pænt og have gode manére. Hun rankede sig en smule og sendte et undskyldende smil imod den røde, inden hun med mere ydmyg stemme prøvede igen.

,,Hej! Mit navn er Tára.. Hvem er du?"

Hun skævede lidt imod sin søster, nærmest for at få en godkendelse for, at hun nu havde hilst rigtigt på den fremmede. Hun smilede fortsat, en anelse forsigtigt, inden hun lænede sig en anelse op af Tauriel, for at søge støtte og tryghed. Der skulle på nuværende tidspunkt ikke så meget til at hyle den unge Tára lidt ud af den, og hendes nysgerrighed vakte hende stadigt problemer.

[4]

Tarik var ikke en uopdragen unghingst. Næ, han havde skam manérer med sig, fra sin moder. Hun havde opdraget ham godt, og ofte fortalt ham, at det var meget vigtigt, at han behandlede andre godt. Han måtte ikke skade andre, eller gøre dem kede af det, uden at der var en virkelig god grund. Og derfor forsøgte den unge, røde plag også at stå nogenlunde stille, foran de to føl der tumlede lidt over grænsen, inden de fik øje på ham. Han ville nødigt skræmme dem med hans… Energiniveau. Den ene rejste hovedet og hilste på ham, og derefter hilste den anden også – dog lidt mindre formelt, men med et direkte spørgsmål. Og lige da han skulle til at svare, rette hun dog sine ord, til en hilsen med sit eget navn; og derefter et spørgsmål til Tarik.

,,Mit navn er Tarik!”

Smilede han stort og drenget til dem begge, mens han betragtede hvordan de stod helt klistret op af hinanden. De var virkelig ikke nemme at se forskel på; hvordan mon deres mor klarede det? De kastanjebrune øjne hvilede nysgerrigt på de to brunlige føl, inden han lod hovedet sænke sig lidt ned, for ikke at virke for stort.

,,Så du er Tára... Ikk?”

Nikkede han glad, og smilede til hende der havde præsenteret sig, inden han drejet blikket lidt hen på den anden, som havde krydset grænsen som den første, og hilst på ham; dog uden sit navn.

,,Hvem er du så?”

Han lagde hovedet nysgerrigt på skrå, inden han tog mulen lidt i deres retning, snusende og hilsende – men han rørte dem dog ikke. For tænk nu hvis de så blev bange for ham og løb hjem igen. Så havde han jo ikke længere nogen at lege med! Hvis de da ville lege med ham.. han var jo lidt større, og de virkede meget trygge ved hinandens selskab. Hvordan mon de havde det med hans selskab også?

Tára var ivrig efter at vide hvem den fremmede var, og glemte alt om de maner deres forældre havde lært dem ind til videre; speciel deres mor. Tauriel fniste en anelse og puffede til sin søster; som kort efter alligevel fik rettet sin sætning og fik hilst pænere- ikke at nogle af dem havde nogen fornem tiltale til hilsner- endnu. Ærligtalt kunne man nok heller ikke forvente mere, de var trods alt stadig ikke specielt gamle.

Den røde præsenterede sig som Tarik, det var trods alt et nemt navn at huske. Selv synes den lille sorte hendes navn var besværligt at udtale, men hun havde øvet sig. Og endda rigtig meget, så da han spurgte til hende sagde hun stolt:

"Tauriel."

Hun rettede sig rank op, men da hun kunne mærke Tára læne sig imod hende, søttede hun sig lige ledes til sin søster. Det var trygt at have hendes ved sin side. Med sin søster trygt ved sin side turde den lille sorte godt at være lidt modig.

"Vil du lege med os?"

Spurgte hun den røde Tarik om og så på Tára, for hun anede egentlig ikke om hun ønskede at lege med ham, men hun håbede. For det kunne sikkert være rigtig sjovt. Han ville med sikkerhed være en god til at have en brydekamp. Han så i hvert fald ud til at kunne stå godt imod. Det ville blive en sjov udfordring.

Den unge Tára stod ganske 'pænt' opstillet tæt ved sin søsters side, og nærmest flovt rankede hun sig så godt hun nu kunne. Et øre blev krænget en anelse usikkert til siden og et uskyldigt smil fandt vej til hendes mule. Hun bemærkede skam godt hendes søsters fnisen og modstod kun lige trangen til at nappe drillende ud efter hende. I stedet lagde hun blikket imod den større røde, som nu præsenterede sig som Tarik. Den unge Tára lagde sit hoved nærmest usynligt på skrå, imens hun betragtede ham. Tarik.. Det lød stærkt, og umiddelbart så den røde også stærk ud, så det passede jo glimrende. Kort efter præsenterede Tauriel sig for den røde, og et smil af varm karakter fandt vej til Tára's mule - det gjorde hende stolt at høre sin søster så sikker når hun skulle snakke. Hun håbede hun selv ville blive lige så sikker en dag!

Der gik ikke længe efter at Tauriel havde spurgt den røde Tarik om han ville lege, til Tára ivrigt nikkede. Nok var hun stadigt lidt flov over hendes før ganske bramfrie opførsel, men når hun var med sin søster, så var hun ikke bleg for at lege. Og den røde virkede jo ganske flink!

,,Vi kan lege li..ge det du.. Vil!"

Fik den sorte Tára fremstammet. Hun var nok stadigt en smule genert overfor den røde, men hun syntes det lød som en rigtig sjov idé at lege alle 3.

[2]