Sneen Falder | Nyx

Taia
☽ ° ☾

Tag: Nyx

Mørket var faldet over landet for længe siden. På det tidspunkt havde himlen været forholdsvis klar, men som natten var kommet nærmere, var det blevet tydeligt, at der ikke ville være nogen funklende nattehimmel at se, for skyer var trukket op fra nord. Mørket gjorde det dog svært at vurdere, hvilken type skyer der var trukket op, så kun tiden kunne vise, hvad de bragte med sig.

Langsomt, men sikkert, begyndte sneen at falde i takt med, at natten nærmede sig. Den lagde sig over alt den kom i nærheden, selv det som bevægede sig, hvilket inkluderede en tætbygget hoppe, som støt vandrede over øen. Fnuggene lagde sig i hendes man og på hendes ryg, men de syntes ikke at generer hende det mindste. I stedet virkede hun opmuntret af den pludselige tilstedeværelse, for hun nappede ud efter et par enkelte fnug, før hun blot hævede sin mule mod himlen og stoppede et øjeblik. Hendes ånde var tydelig i den kolde natteluft, da hun fnøs efter fnuggene, som lystigt dansede op ad, før de begyndte at falde på ny.

Taia så sig omkring. Hun måtte være der snart og den tanke glædede hende, men hun havde også en lille bekymring. Hun var ikke kendt af alle i den flok. Nogen kunne tro hun kom for at gøre skade. Hun havde dog bestemt sig for, at det måtte hun tage til den tid og derfor begyndte hun da også at igen.

[7]

☽ ° ☾

10 - Nyx fylder 2 år nu

Efterhånden som fnuggene lagde sig på jorden og dannede et lag af hvid sne, begyndte Andromeda at ligne noget Nyx kendte meget godt. Jorden havde set sådan ud da hun var helt lille. Selvom hun ikke huskede alt, eller særlig meget for den sags skyld, fra hendes aller tidligste barndom, huskede hun alligevel de små dalene feer og den kulde de efterlod på mulen når de landede der.

Nyx befandt sig meget ofte i udkanten af Teylar, når hun ikke kunne tiltrække andres opmærksomhed. En tredjedel af hendes dag kunne man vel endda sige gik med at vente. Vente som hun havde gjort dagen før, ugen før, måneden før ja endda i 2 måneder. Men nu måtte det snart være ”snart”. De små øre vippede rundt for at lytte i alle retninger. Det var som om hun kunne høre hele Andromeda snorke. Der var stille. Meget stille. Så stille hun næsten ikke nænnede at bryde stilheden selv.

Det lød alligevel som om nogen ikke var så forfærdelig langt væk, men mørket gjorde det ikke helt nemt at opsnappe hvem. Håbet om at det kunne være hendes far blev skudt ned lige så snart hun fik øje på de hvide aftegn. Dem havde hendes far ikke. Brêgo var det heller ikke, for han havde flere af dem. Det måtte være en fremmed, for der var ikke noget der virkede bare den mindste smule genkendende. Men det kunne være den fremmede vidste noget om hendes fars tilstedeværelse. Et lille feminint vrinsk brød derfor stilheden, og med en klang der afslørede hendes unge alder.

Taia
☽ ° ☾

Nattens stilhed havde lagt sig over landet og sneen hjalp med at dæmpe selv den mindste lyd. Pludseligt blev stilheden dog brudt af noget; et ungt, men feminint, vrinsk. Den arrede hoppe hævede sit hoved og så imod lyden inden hun vendte ørerne fremad. Der var intet for hende at se i mørket, men der blev bestemt mere for hvem end det var, for det gyldne øje glødede kortvarigt kraftigere end normalt, da det studerede den fremmede unghoppe. Da der dog ikke var noget ved hendes sjæl, som det kunne opfatte, så Taia ikke mere, end hvad hun normalt så.

Roligt standsede den brune hoppe op inden hun sendte et dæmpet, venligt vrinsk ud i mørket som en invitation til den fremmede. Derefter trådte hun et skridt mod det sted, hvor hun mente den fremmede måtte være, men stoppede sig selv fra at komme nærmere. Hun vidste trods alt ikke hvem det var, udover at det sandsynligvis var en meget ung hoppe. Nysgerrig var hun dog, for hvad lavede nogen som hende dog herude på dette tidspunkt? Tilhørte hun mon Teylar eller var det blot et tilfælde, at hun kunne findes så tæt på området?

[8]

☽ ° ☾

12

Allerede inden et svar kom retur, var Nyx på vej mod hoppen, men som invitationen kom satte hun farten op, men måtte nogle gange sætte farten en smule ned, når et ben gled på grund af sammenpresset sne i hoven. Nyx stod i kontrast til sneen, men skjulte sig godt i mørket. Hendes aftegn blandede sig godt med snefnuggene, selvom det ikke lignede dem helt. Ørerne blev meget hurtigt vippet helt frem, og iveren sat en smule op, da hun fik øje på et gyldent lys. Det var ikke Illana og hendes lys, det var ikke den brogede Brêgo, men det måtte være en ligesom dem. En der måske havde svar.

”Det er magi, er det ikke? Dit øje?”

Nysgerrigheden var stor. Selvom det var langt over Nyx’ sengetid, var hun alligevel fyldt med en ungdommelig energi. Meget af sin energi trak hun fra natten, og selvom hun brugte tid på leg og opmærksomhed i løbet af dagen, sov hun også så snart hun var alene og træt. Hun så op mod hoppen med sine brune dådyrøjne, mens hun afventede svar på sit spørgsmål.

Taia
☽ ° ☾

Det var svært for hoppen ikke at smile, da hoppeplagens første ord var alt andet end en hilsen. I stedet var et spørgsmål gennemvædet af nysgerrighed, som om handlede intet andet end hendes øje. En brummende latter brød frem i den arrede hoppe, inden hun let tiltede sit hoved lidt mod skrå for så at rette det op igen, som svar på plagens spørgsmål; både og.

”Måske, jeg ved ikke om det bør kaldes magi, ment helt normalt er det ikke, nej,” svarede hun roligt inden hun trak på smilebåndet. ”Men hvorfor tror du det er magi? Har du set noget lignende før?” tilføjede hun. Ordene kunne måske godt lyde anklagende, som sådan kom de bestemt ikke fra Taia. I stedet var de nysgerrige. Det var ikke alle, som blot valsede op og sagde, at hendes øje var magisk, så hvorfor gjorde denne plag? Hvad vidste hun? Eller måske nærmere, hvem kendte hun? Hvis det var dem, hun håbede det var, så kunne hoppeplagen måske hjælpe hende med at finde vej.

[10]

☽ ° ☾

13

Nyx rystede på hovedet som svar på spørgsmålet. Man kunne vel godt sige hun havde set magi før. Hun havde måske ikke sådan direkte set det på samme måde, men hun havde været til stede mens Brêgo havde stået og snakket med fuglene, og hun havde set Illanas lyskugle omkring hende – selvom det kun var på afstand.

”Ikke nogen med et øje……. Men Brêgo har en halskæde… Og Illana også og en kugle der følger efter hende… Og min fars mors søster har prikker der lyser”

Selvom prikkerne nok ikke rigtig gjorde noget, var det ikke noget hun havde set på andre heller, og et eller andet sted var det vel også en slags magi de var kommet af. Den lille hale svingede et par gange fra side til side. Den var blevet længere end da hun var helt lille, men den havde stadig noget af sin pjuskede charme over sig. Og så var der Tiks mor også, men hvordan man lige skulle forklare hendes uden at sige hun havde rullet sig i blomster, blade og sne vidste hun ikke rigtig.

”Hvorfor lyser dit øje?”