[Altaïr] Memories.

---

Efter den lange svømmetur til Enophis kunne hun endelig træde op på bredden med den skimlede herre ved sin side. Hun trådte lidt væk fra ham og rystede sig grundigt, så vandet fløj fra hendes pels - og ikke ville ryge lige over på ham. Hun så da på ham med et lille smil og sukkede mildt. Det var længe siden, hun sidst havde været på Enophis, så det var et meget specielt gensyn. Øen her bragte både gode og dårlige minder med sig. Hun begyndte da at skridte væk fra bredden og længere ind mod øen, mens hun så tilbage på den skimlede med et imødekommende smil.

,,Mit første minde her i Andromeda stammer fra en stor, frodig eng her på Enophis. Jeg er ikke helt sikker på, hvor den ligger henne, men jeg vil tro, at vi bare skal ind mod midten af øen."

---

Vandet drev af den skimlede hingst, som han forlod havets kolde favn. Et sagte prust forlod ham, og kort skævede han bag sig, for at beskue den distance de netop havde krydset til havs. Den skimlede havde som sådan ikke noget imod at svømme - faktisk var han ganske forundret over, at det var muligt at svømme over åbent hav; men selvom han bar forundring, bar han ærefrygt med sig på lige fod. Lettet var han over at være kommet hertil i live, og med en sagte brummen fandt et smil vej over hans mule.
Han vendte sit blik tilbage på den majestætiske, gyldne hoppe. Hun rystede sin krop over, så vanddråberne fløj omkring hende. Hans smile ændrede en anelse karakter, og blev en anelse mere kækt, hvorefter han selv lod sin ædle krop rystes over.

Han fulgte hende hurtigt og smidigt da hun trådte frem, og ganske diskret indfandt han sig ved hendes side. Selvom hun havde ført ham på vej, ønskede han stadigt at føre hende i dansen, og langsomt samlede han sine skridt en anelse mere sammen, lod sine bagben træde ind under hans krop og hans ryg løftes.
Hun fortalte ham, at hendes minder stammede fra en eng, der befandt sig på denne bjergø. Han brummede kort og eftertænksomt, inden han nikkede anerkendende af hendes påstand.

,,Jeg vil tro, at du har ret kære gyldne. Jeg kender ej særligt meget til denne Bjergø's rigdomme og mysterier, men jeg ved der findes en eng ved øens midte. Lad os drage dertil, og når vi nærmer os må dine minder vise os det sidste af vejen."

Sagde han med den særligt drømmende stemme. Derpå øgede han sit tempo lidt, og påbegyndte for alvor den dans, som han havde lovet hende. Med en lille bevægelse med hovedet bød han hende op, og han håbede inderligt at hun ville danse med ham, til de nåede hendes begyndelse - dét sted, hvor hun første gang trak vejret i dette land.

[2]

---

Hun smilede mildt til ham, da han trådte op ved hendes side og gjorde sig klar til at danse videre. Hun var ganske forundret over, hvor hurtigt denne dag havde udviklet sig. Tidligere havde hun blot vandret rundt alene på må og få i udkanten af Teylar, og nu befandt hun sig pludselig midt i et eventyr sammen med Drømmehingsten - et eventyr, der på en eller anden måde omhandlede Den Vise. Det var simpelthen så surrealistisk og magisk en oplevelse, at hun stadig ikke var helt sikker på, om hun mon var midt i en drøm.
  Hun lyttede til hans ord og smilede atter til ham, mens hun blot nikkede med hovedet. Det var godt, han i det mindste kunne bekræfte hende i, at der rent faktisk fandtes en eng ved øens midte - så når de engang ankom til den, var hun sikker på, at hendes hukommelse ville tage over og hjælpe hende på vej.
  Hun brummede feminint og anerkendende til ham, da han øgede tempoet lidt og atter bød hende op til dans. Hun var smigret over, at han stadig ville føre hende an på den måde, selvom det jo faktisk var hende, der skulle vise ham vejen - men som den galante og høflige herre, han var, ville han naturligvis ikke lade en hoppe føre an, og det var hun mægtigt glad for. For selvom hun var større og bredere end langt de fleste hingste, så var hun stadig blot en slank og feminin hoppe inde i hovedet - en hoppe, der nød at føle sig elegant, feminin og værdsat i en smuk hingsts selskab.

---

En brummen med ganske særlig karakter forlod hans bryst. En brummen, der nærmest sang - spandt toner sammen med melodi. Han 'sang' til ære for hende; og selvom det ej var sang, så var hans toner med til at skabe en rytme, som dansen kunne foregå til. Hans venstre øre var vendt imod hans gyldne selskab og det højre dvælede fremad i den retning de begav sig i. Hans ædle krop var smidigt ranket, og hans trin var lette og fjedrende. Han holdt et stødt og roligt tempo, for at give dem begge tid til at følge hinanden; og langsomt bevægede han sig sideværs, ind imod hende. Han lod sine bagben og forben krydses i denne langsomme trav, og hans krop signalerede, at han ønskede hun skulle udfører samme trin som ham. Han lod sin slanke hals hvælves og bøjes, således at han nærmest smøg sig om hendes facon på ny. Hans mule kom hende nærmere og hans øre lyttede til hver en lyd, som hendes elegante krop slap fri; hendes åndedræt, lyden af hendes store hove der stumpt ramte jorden. Hendes hale, der hvislede i vindens kærlige favn, hendes man og pandelok der slog imod hendes tætte pels. Og i takt med hans sideværs bevægelse, øgede han tempoet en anelse i hans melodiske brummen, som et hjerteslag der slog kraftigere og hurtigere som følge af dansen, der tog til.

[3]

---

En nærmest syngende brummen forlod hans strube, og den var af så magisk karakter, at hun aldrig havde hørt noget lignende. Hans toner gled over i en summende melodi, der lød som sød musik i hendes ører og helt automatisk fik hende til at bevæge sig af sted i takt til musikken. Hun lukkede øjnene i et kort øjeblik og lod sig blot lulle ind i en fortryllende verden af nynnen og sang. Da hun åbnede dem igen, så hun hans ben blive krydset i smukke bevægelser, mens han bevægede sig sidelæns imod hende og indbød hende til at gøre det samme. Hun havde aldrig set en hest bevæge sig på denne måde før, så hun var dybt fascineret. Da hun selv forsøgte at lave sidebevægelserne, så det nok lidt klodset ud i starten - men hurtigt fik hun styr på sine ben og bevægede sig nu i lige så elegante sidebevægelser mod ham. Hans bøjede hals hvælvede sig nærmest rundt om hendes figur, hvilket fik hende til at brumme feminint og en anelse lokkende. Det var egentlig ikke hendes mening, men hendes krop reagerede helt instinktivt på den måde, og hun var derfor ikke selv herre over det. Han øgede nu tempoet i både sin dans og sin melodi, og helt automatisk fulgte hun med i hans bevægelser og øgede selv tempoet i sine skridt. Hun slog yndefuldt med den lange man, inden hun så på ham med et fascineret blik.

,,Hvor har du dog lært at danse og synge på denne fortryllende måde?"

---

Beæret var han nok, da den gyldne hoppe fulgte ham i hans trin; hun bevægede sig sidelængs og efter få skridt fandt de en fælles takt. Hans ører blev vippet helt imod hende ved de toner der forlod hendes mule, nærmest lokkende var de, og et øjeblik mærkede han en følelse blive vakt til live i hans indre. Han mærkede hvordan hans krop nærmes livede op, blev tiltrukket af hende og hans sind blev et øjeblik forundret. Det var længe siden han havde mærket en tiltrækning til en anden sjæl, uanset hvilken årsag der lå bag; og et sted i hans indre skabte dette både lettelse, glæde - men også sorg. Han ønskede på ingen møde at lægge sin kærlighed til hans elskede Taia bort, men samtidigt var det en lettelse for den skimlede at føle sig 'levende'. Og hoppen han fulgtes med var en ganske særlig sjæl, så meget stod ham klart. Han brummede som respons på hendes toner, stadigt i de drømmende og melodiske toner, men han anerkendte hendes lyde, med en undertone af samme lokkende karakter, dog uden at gå så langt til at kalde det flirtende. Han smilede let, inden han sænkede sit tempo et lille øjeblik; hoppens toner blev formet til ord - og han ville give hende svaret, inden han ledte dem videre i dansens rytme.

,,Præcist hvor og hvornår er et svar, jeg ikke kan give dig du gyldne danserinde - men i min tid har jeg mødt mange sjæle, som har inspireret mig, til at synge og danse. For mig er det en måde at udtrykke sig selv på, som den man virkelig er - og for mig er det at danse med en, som du, en ganske særlig ære."

Hans ord ebbede ud og blev erstattet af hans toner på ny. Derpå lod han sin krop vinkles den modsatte vej, og med satte rytmiske sideværs bevægelse dansede han nu 'væk' fra hoppen, mens han med sine tavse ord nærmest trak hende med sig. Han førte hende en 9-10 skridt til siden på denne måde, inden han rettede sin krop ligeud på ny, og med lette og fjedrende bevægelser øgede han sit tempo til en mere "fri" trav, hvor han lod sine forben kastes frem foran sig, og hans knæ blev vinklet højt. Hans venstre ører var fortsat nærmest fikseret i hoppens retning, og hans blik skiftede mellem at betragte hendes majestætiske bevægelser og landskabet omkring dem. De bevægede sig stødt og roligt længere ind i landet, og skov begyndte at omringe dem. På den anden side af træernes hemmelige verden vidste den skimlede, at der fandtes en eng; men om det netop var dén eng de nærmede sig, vidste han ej.

[4]

---

Hun bemærkede, hvordan hans melodiske toner ændrede sig og blev en anelse lokkende lige som hendes egne, og det fik en varm følelse til at sprede sig i hendes indre. Det glædede hende helt enormt, at han anerkendte hendes lyde og endda selv gik med på dem - for så var det ikke længere helt så pinligt, at hendes krop havde reageret på den måde.
  Hun lyttede til hans ord og fik et nærmest drømmende udtryk i øjnene. Hans fortælling var så fascinerende og fik hende til at ønske, at hun kunne rejse hele verden rundt sammen med ham og møde alle disse sjæle, der havde inspireret ham i sin tid. Hun smilede smigret, da han tilføjede, at det var en ganske særlig ære at danse med en som hende.

,,Æren er helt på min side."

Hun blinkede let med de lange vipper, og selvom det egentlig ikke var ment som en decideret flirten, så kom det nok alligevel til at virke lidt sådan. Hun kunne bare slet ikke gøre for det! Hendes krop havde sit helt eget liv og fik hende til at føle, at hun var en kåd unghest igen! Hun havde det ikke normalt på denne måde, men der var et eller andet i luften imellem hende og hendes fascinerende dansepartner, som fik denne varme og helt særlige fornemmelse til at sprede sig ustyrligt i hendes krop...
  Han lod nu sin krop vinkle den modsatte vej og dansede væk fra hende igen med de samme rytmiske sidebevægelser. Energien fra hans skridt nærmest sugede hende til sig, og helt automatisk begyndte hendes ben derfor at føre hende sidelæns hen mod ham igen. Hun blev ført med ham på denne måde nogle meter til siden, inden han ændrede retningen til ligeud og øgede sit tempo til en mere fri trav igen. Hun betragtede ham, som han kastede med forbenene frem for sig og hævede knæene højt, og blev atter fyldt med den helt særlige følelse. Han var simpelthen så smukt et syn!
  Hun tøvede ikke med at sætte efter ham i en flyvende trav, alt imens hun så træerne glide hurtigt forbi dem, som de kom længere og længere ind på øen og begyndte at blive omringet af skov. Hvis de fortsatte i dette tempo, kunne der ikke gå lang tid, før de fandt frem til engen!

---

Hun fulgte ham graciøst, og den skimlede kunne ikke lade værre med at beundre den kraft der lå bag hendes bevægelser. De to skikkelser var som udgangspunkt meget forskellige; forskellig i farver, bygning og bevægelsesmønster, men alligevel dansede de i harmoni til lyden af hans syngende toner. Han smilede en anelse mere 'kækt' da hendes blik ramte hans - det gjorde ham beæret, at hans dansepartner denne dag var så levende og ærlig i hendes kropssprog, og selvom hans hjerte tilhørte en anden, da nød han den kemi der var opstået imellem de to. Han brummede med de drømmende toner til hende, og da hun fulgte ham i den frie trav, blev hans smil endog så bredt at det tydeligt kunne ses på den mørke mule, og ej længere blot var en antydning. Side og side fløj de af sted igennem træernes domæne; men lysningen ventede forude.

Efter lidt sprang han frem i en galop - samlet, og kontrolleret. Tempoet forblev såmænd det samme, og efter lidt begyndte han med ganske tydelige bevægelser at changere sin galop; fra højre til venstre og tilbage igen. Han tillod sin skimlede krop at tage 3 trin mellem hvert changement, for også at give hans dansepartner en chance for at indfinde sig i de nye dansetrin. Hans form var let samlet, løs og smidig. Noget mere 'fri' en en dressurhest i menneskernes verden ville være, men han bevarede takten og bæringen i hans dans. Han lod en let latter flettes ind i hans melodiske toner, han nød at bevæge sig på denne måde og særligt i harmoni med en anden. Han fortsatte disse galoptrin et godt stykke frem, og slog først ned i trav da lysningen for alvor bredte sig foran dem. Han slog fra trav til skridt og standsede i en samlet parade ved træernes grænse og lod derpå en drømmende, munter og spørgende brummen falde imod hans selskab. Kunne den gyldne Tsavani mon kende dette område fra hendes minder?

[5]

---

Hun fulgte ham på denne måde i lidt tid, indtil han pludselig sprang frem i galop. Hun slog ivrigt med hovedet og gjorde straks det samme. Trangen til at bruse af sted i en fuld galop var svær at modstå, men hun vidste, at det var bedst ikke at bruge alle sine kræfter på én gang på den måde, så hun forblev i stedet i det samme kontrolleredeog samlede tempo, som han galoperede i.
  Efter lidt tid begyndte han at changere fra højre til venstre i smukke bevægelser. Hun så beundringsværdigt på hans ben. Mon hun også kunne finde ud af at løbe sådan? Hans latter lød i hendes ører og var som sød musik for hende. Det var første gang, hun havde hørt ham le på denne måde, men det var i sandhed en lyd, hun kunne lide.
  Hun knejsede rankt i nakken, inden hun da begyndte at bevæge benene fra højre til venstre på samme måde som ham. Det var svært at løbe på denne måde, men hendes krop faldt dog hurtigt ind i rytmen, og snart løb hun af sted ved hans side på denne helt særlige, rytmiske måde. Hendes krop svingede fra side til side, og det føltes så godt, at hun heller ikke kunne lade være med at le lykkeligt ud i luften.
  Hun fulgte ham i disse bevægelser et godt stykke frem, indtil de pludselig nåede til en lysning, og han da slog ned i trav. Hun sænkede selv farten til trav, og da til skridt, indtil hun til sidst stoppede op ved hans side. Hun lod blikket glide ud over den smukke eng, der bredte sig foran dem, og sukkede drømmende. Hun hørte da hans spørgende brummen og vippede let det ene øre i hans retning, inden hun ligeledes lod hovedet dreje med og så på ham med et smil.

,,Jeg er ikke helt sikker endnu, men hvad siger du til blot at bevæge os ned ad den og se, om jeg får øje på noget, jeg kan genkende?"

---

Han betragtede hende ganske diskret da hun standsede i en elegant parade ved hans side. Hans melodiske brummen stilnede en anelse af, imens han gav hende tid til at undersøge hendes minder og se, om der gemte sig en ledetråd til deres færd deri. Han mimrede let med mulen imens han betragtede den gyldne hoppe; hun var en ganske smuk skabning. Hendes aftegn, som han skam havde bemærket før, studerede han nu en anelse nærmere og blev atter forundret over de specielle former som det var spredt ud i. Han rømmede sig lidt, da hun begyndte at snakke og lod derpå blikket vandre ud over engen. Hun var endnu ikke sikker på, om de var på rette spor og med en opmuntrende brummen nikkede den skimlede anerkendende til hendes forslag.

,,Lad os da prøve, melady, og se hvor dine minders sti leder os hen"

Derpå slog han galant med hovedet inden han satte frem i en ædel trav. Han havde endnu ganske meget energi i kroppen, som lå og ulmede. Han slog hovedet let til siden med et 'hingstet' hvin, inden han lod sin krop genfinde de rytmiske, dansende bevægelser. Hans melodiske toner slog han an på ny, hvorefter han skævede let imod hans dansepartner. Han søgte ganske lidt over engen, men såfremt noget trak i den gyldne Tsavani, var han opmærksom og klar på at ændre retning så hurtigt som muligt.

[6]

---

Hun nikkede let ved hans ord, inden hun satte efter ham i en næsten lige så ædel trav. Det var svært for en kraftig hoppe at se lige så ædel ud som den denne elegante herre, men hun gjorde et hæderligt forsøg og formåede bestemt at se elegant ud. Han lod nu atter sin krop bevæge sig i de dansende bevægelser, mens hans melodiske toner startede på ny og atter bragte den rytmiske stemning med sig. Hun smilede og lod ligeledes straks sin krop danse med til de rytmiske toner. Det var simpelthen helt fantastisk at bevæge sig af sted på denne måde... Det kunne hun godt vænne sig til!

De fortsatte sådan et godt stykke ned langs engen, mens hun blot så sig omkring til alle sider i et forsøg på at finde noget, der virkede bekendt. Hun kunne bestemt genkende denne eng, det var hun sikker på! Spørgsmålet var bare lige, hvor det mon var, hun først var vågnet op henne...
Pludselig fik hun øje på stedet og var ikke længere i tvivl! Midt på engen stod et enormt egetræ, og selvom alle dets blade for længst var faldet af, kunne hun med lethed kende det på grund af de mange grene, der snoede sig rundt og viklede sig ind i hinanden hele vejen ned mod jorden, som kun et egetræs grene gjorde det. Hun lyste op i et stort smil, inden hun drejede hovedet og så på sin dansepartner med strålende øjne.

,,Dér!" udbrød hun ivrigt, inden hun satte frem i en livlig galop hen mod det store træ. Hun var så fuld af energi og iver, at hun slet ikke havde tålmodighed til at vente!

---

„They say that life is an open book, turn the page and take another look. You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.''

Selvom hans dansepartner var langt større end ham selv, da bar hun sig med en ynde som sjældent var set. De som mente, at kun de spinkle kunne danse, værtsatte ikke den skønhed der lå i diversiteten imellem de forskellige sjæle der boede i dette unikke land. Den skimlede hingst prustede med en glædelig tone, der blandede sig med hans melodiske brummen - og som de bevægede sig over engen blev deres takter og trin mere symmetriske og forenede.
Man kunne sagtens sige han var fortabt i dansen; for selv havde den skimlede for en stund glemt hans søgen og mission. Han nød øjeblikket så meget, at hans tanker havde fundet fred, men da den flødefarvede Tsavani pludselig udbrød, at hun havde fundet stedet, blev hans sind kaldt tilbage til virkeligheden. Han sænkede kortvarigt sin fart, for at lokalisere dét, som den flødefarvede havde fundet; men inden han overhovedet nåede at beskue dette egetræ, var hun allerede sprunget i galop i dets retning. Den skimlede udstødte et sagte hvin fra sig, inden han stemmede af med sine bagben for at følge hende, og snart var han i fuld galop lige bag Tsavani, hvis lange og stærke ben kunne bringe hende hurtigt over engen.

Han nåede hendes side lige i det de nåede det store, mægtige træ. Den skimlede Altaïr slog ned i en fjedrende trav og endte helt i parade foran træet, hvis nøgne grene rakte imod himlen. Han brummede sagte for sig selv, inden hun slog blikket op for at betragte det spindelvæv grenene dannede over dem. Det var tydeligt at dette træ var gammel - ja, måske så gammelt som selve landet. Han tog en rum tid til at studere netop dette træ, imens hans tanker begyndte at kredse lidt om årsagen til han var her. Lyset havde sendt ham ud for at finde denne hoppe, hjælpe Nymhadora og finde dette træ. Hans tænksomme miner blev dog snart erstattet med de drømmende, og da han lagde blikket imod Tsavani igen, kunne han ikke andet end at smile.

[7]

En evig sjæl havde nøje fulgt den rejse, som drømmehingsten Altaïr og den gyldne Tsavani havde været på. Fra deres møde og færd ud for at finde den unge Nymphadora, til de krydsede havet og nu befandt sig ved egetræet, hvor Den Vise havde ledt Tsavani til, da hun sluttede sin rejse til Andromeda's land.
Som de to skikkelser, der begge var rene i deres sind, nåede træets fod, begyndte et kraftigt Lys langsomt at vise sig bag træets enorme stamme.
Først var det nærmest usynligt, og blot en svag sitret i luften kunne registreres af den årvågne sjæl. Lidt efter lidt blev Lysets kerne stærkere, mere tydelige og snart bredte en varme sig omkring træet og de to sjæle, som havde nået deres rejses ende. For den ene var dette en afslutning på et kapitel i hans liv og begyndelsen på et nyt - og for hoppen var dette en mulighed, hun kunne vælge, en sti hun kunne følge såfremt hendes hjerte ville lede hende i den retning Den Vise ønskede hun skulle gå.
En stemme, rungende, varm, blid og mægtig brød nu stilheden der lå over de to sjæle, inden de varme stråler som emmede fra Lysets selv omfavnede både Altaïr og Tsavani.

,,Vær hilset, i to ærede sjæle. Jeres vej har været lang, og selvom I to var fremmede, føler jeg nu I har fundet et fælles hjerteslag. Det glæder mig, at I valgte at følges ad til dette træ - Andromeda's ældste. Det er et særligt sted, og jeg førte dig hertil af en grund, kære Tsavani. Du bærer et ædelt hjerte, ædelt nok til at være forbundet til et særligt sted i landet."

De varme stråler lagde sig tæt om Tsavani og både deres varme, men også energi med hende. Fornemmede hende, følte hendes hjerteslag og styrke. Hun var en speciel hoppe, der havde formået at modstå mørkets fristelser, og dét mod var noget som Lyset i sandhed værtsatte. Den Vise lod sin opmærksomhed falde imod den skimlede Altaïr, som også var omgivet af de energirige stråler, og de næste ord Lyset udtalte, var kun nogle Altaïr kunne høre.

,,Jeg takker dig, Altaïr, for at have gennemført din rejse. Dit mod, rene hjerte og drømmende sjæl gør dig til noget specielt, og jeg håber du altid vil holde ved disse egenskaber. Altaïr, jeg vil give dig en gave, en velsignelse og gøre dig til én af de vogtere der beskytter landet. Åben dit sind og dit hjerte, og lad din indre stemme guide din vej."

Kort efter disse ord var sagt, begyndte magien at udfolde sig. Omkring den skimlede hingst dannede en sky sig, en sky af det reneste stjernestøv hentet fra Andromeda's himmel. Lag for lag lagde støvet sig i den skimledes hingsts pels, dannede mønstre der prydede hans ædle statur. Da forvandlingen var ovre stod den skimlede Altaïr nu som Drømmenes Vogter - med evner der kunne gøre hans drøm til virkelighed. Lysets stråler trak sig en anelse fra den skimlede, for at give ham plads til at mærke den magi der nu flød i hans årer og lå i støvet på hans krop, der skinnede med samme glans som stjernerne.

,,Du Drømmenes Vogter, dine evner vil nu kunne bringe dig til andres drømme, som du altid har ønsket det. Drømme er vigtige for landets beboere og jeg har udvalgt dig til at passe på dem. Skyggerne søger at ødelægge det, som giver landets beboere fred og glæde. Drømme er en af disse ting, og jeg vil bede dig vogte over andres frihed til at drømme; mister vi vores drømme, kan Skyggerne erstatte dem af mareridt, og dermed gøre søvnen til en frygtet ting."

Med vilje udelod Den Vise at nævne hingstens navn, så den gylden Tsavani kune høre det. Altaïrs navn var hans hemmelighed, og kun én han selv kunne vælge at dele med andre. Derpå vendte Den evige sjæl sig imod Tsavani, og lod da de mægtige toner lyde til ære for hende.

,,Kære Tsavani, jeg sendte den skimlede herre ud for at finde dig, fordi du bærer på noget særligt i dit hjerte. Mod, viljestyrke, ærlighed og kærlighed; og netop din kærlighed til en anden sjæl gjorde, at jeg indså din sande styrke. Din kærlighed til en Skyggehest viste mig, at du kan hæve dig over andres valg i dette liv, og se dem for dem de er. Du kunne modstå Skyggernes kald, et kald der kunne sikre dig et liv med den du elskede - men du elskede ham ikke for Skyggernes magt. Tsavani, det er sjældent at finde en som du, og derfor vil jeg bede dig fortsætte din rejse; men denne gang i Lysets ånd. Det er en sti, som står dig frit for at vælge - jeg hverken kan eller vil tvinge dig. Men, hvis dit hjerte ønsker det, da drag til de højeste tinder i Enophis bjerge, og der vil jeg møde dig på ny. Hvis du vil fortsætte dit liv, som det hidtil har været, da jeg vil mærke det - og dit hjerte vil give mig et svar. Giv dig tid, kære Tsavani, og mærk efter hvad der er rigtigt for dig."

Derpå trak Lyset sig tilbage, og lidt for lidt forsvandt de klare, varme stråler. Snart stod kun de to sjæle tilbage; Den gyldne Tsavani og Drømmenes Vogter.

Altaïr's udseende er nu ændret til dette:


Der kan læses mere omkring Altaïr's evner på hans magiside på kyana.dk

---

Hun stoppede op foran det store, smukke træ og smilede blidt til den skimlede, der ligeledes fulgte trop bag hende og nu stillede sig ved hendes side. Hendes øjne lyste næsten op som julelys, da hun betragtede dette træ, der fik hendes sind til at flyde over med minder. Det var det rigtige sted, det var hun helt sikker på!
Og ganske rigtigt gik der ikke længe, før et skarpt og kraftigt lys langsomt begyndte at sprede sig fra træets stamme. Det blev ved med at brede sig, indtil det til sidst blev så stort, at det omfavnede både hende selv og den skimlede herre ved hendes side. En let måben faldt over hendes mule. Det her var hendes første møde med Den Vises Lys - og nøj, hvor var det dog helt fantastisk!
En varm og rungende stemme lød nu i luften imellem dem, da Den Vise hilste dem an med sine magiske og rosende ord. Hun blev helt paf og vidste næsten ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Den Vise talte til hende og roste hende endda!!! Hun mærkede hans varme stråler brænde som energi i hende, og hun følte sig næsten som født på ny. Det var et helt igennem magisk øjeblik!

Pludselig begyndte magien at udfolde sig ved hendes side. Omkring den skimlede herre dannede der sig en sky af stjernestøv, der lag for lag dannede smukke, blålige mønstre og tegn på hans krop. Da det var overstået, stod hingsten nu helt forandret ved hendes side. Hans krop lyste op i de mest smukke blålige lys, hun nogensinde havde set. Hun var lige ved at tabe både næse og mund! Det var altså derfor, den skimlede skulle møde Den Vise - han skulle gøres til en Vogter! Hun blev helt paf og spærrede mundlam øjnene op. Hun havde aldrig nogensinde troet, at hun skulle være med til at overvære en hest blive forvandlet til en Vogter. Det var det mest utrolige, hun nogensinde havde set!
Den Vises stemme lød nu igen og fortalte, at den skimlede nu var blevet til Drømmenes Vogter. Tsavani var så beæret, at hun slet ikke kunne sige noget. Hun stod bare og stirrede beundret på den skimlede herre, der nu var blevet til den smukkeste hest, hun nogensinde havde set!

Men overraskelsen var langt fra forbi. For pludselig talte Den Vise nu til hende i stedet. Han fortalte, at han havde sendt den skimlede ud for at finde lige præcis hende, fordi hun havde bevist sit værd og den ægte kærlighed, da det havde lykkedes hende at sige nej til Skyggerne. Tårerne prikkede sig på i hendes øjne; både på grund af tanken om Sicarius, men bestemt også på grund af alle de ting, Den Vise sagde til hende. Hun havde aldrig før prøvet at blive rost så meget, og hun havde aldrig i sin vildeste fantasi troet, at hun ville kunne have opnået noget, der var så stort, at Den Vise havde lagt mærke til det.
Men hvis hun havde tabt sin næse og mund før, så var hun da fuldstændig hovedløs af forbavselse nu! For Den Vise fortsatte sine ord med noget, som hun altid havde drømt om, men aldrig nogensinde havde turdet håbe på kunne blive en realitet. Han tilbød hende at fortsætte sin rejse i Lysets ånd og selv blive en Vogter af Andromeda! Hendes hjerte bankede så hurtigt i hendes bryst, at det truede med at eksplodere!

Tårerne flød fra hendes øjne af oprigtig glæde og ære, og benene skælvede let under hende, da hun faldt ned på knæ og bukkede dybt for Den Vise. Hun snøftede et par gange for at samle sig sammen til at kunne tale og takke denne fantastiske sjæl, men inden hun nåede at få samlet så meget som ét ord over sine læber, var han forsvundet ud af den blå luft, lige så hurtigt som han var dukket op. Lyset var nu helt forduftet, og tilbage stod blot hende selv og den skimlede herre, som dog stadig havde sit fuldstændigt blændende flotte udseende. Hun var stadig så overvældet over hele denne oplevelse, at hun blot blev liggende på sine knæ og så op på den skimlede herre med et fuldstændig forbløffet udtryk i øjnene. Woow, var det her virkelig sket?!

---

„They say that life is an open book, turn the page and take another look. You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.''

Nøje studerede den skimlede vandre det træ, som den gyldne Tsavani havde ledt ham til. Det synede mægtigt, gammelt - som var det et levn fra en tid der ej længere fandtes. Stille i hans stind begyndte tanker at sprede sig; tanker om at dette træ kunne være forbundet til andre verdener, eller stammede fra dét der kom før Andromeda. Måske var dette træ stedet, hvor landet omkring var blevet formet? Han brummede drømmende og nærmest fjernt, imens han nøje studerede træets krumninger, og han overså nærmest at han og den gyldne Tsavani ej længere var alene.
Et lys brød langsomt frem bag træets mægtige stamme. Et lys, hvis energi han havde mødt før. Han stoppede sin vandren omkring træet og lod årvågent sine øjne søge lysets kerne - men det var ham ikke muligt at se direkte på den sjæl, som atter havde fundet ham.
Respektfuldt lod Altaïr sin velformede hals foldes og hans forpart sænkes en anelse i et buk. Han vidste godt hvem der var i deres selskab nu, og da Den Vises ord lød, sitrede hele hans skimlede krop. Kort efter at han havde modtaget de ord, som Den Vises sjæl havde skænket ham, skete der dog noget langt mere magisk, end den skimlede nogensinde kunne have forestillet sig.
Den magi der indhyllede ham var levende; støv var det, der lagde sig i hans tætte pels. Han kunne mærke hver enkel partikel som flettede sig sammen med hans skimlede hårlag, og for hver eneste gang han blev berørt af stjernestøvet, kunne han mærke hvordan magien bredte sig i hans indre. Han lukkede sine dybblå øjne, men han så alt andet end mørke. For hans indre øje begynde en verden at danne sig; en verden der i første omgang stod ganske uskarpt, og en verden som var præget af hans egne fantasier og drømme. Ofte havde han beskuet sin drømmeverden, men aldrig havde den føltes så virkelig som den gjorde nu. Og dér vidste han, og den magi der havde lagt sig på ham, nu også var en del af ham. Da han åbnede øjnene og forvandlingen var færdig, var hans grå pels ej længere grå. Stjernestøvet, der glinsede når solen fangede dets skær stod i står blålig kontrast til den ensformede grå farve der ellers havde prydet hans ædle krop. Han brummede ærbødigt, inden han gjorde sig en galant og taknemmeligt nik imod Den Vises sjæl.

,,Jeg vil gøre hvad jeg kan, Evige Lys, for at beskytte landets drømmere og deres drømme. Og tak.."

Hans stemme og toner sagde langt mere end hans ord kunne rumme. Han var langt mere end blot taknemmelig for det, der var sket, men det var som om ord ikke kunne beskrive de følelser han bar - trods den skimlede altid havde været god til at formulere sig. Han brummede sagte, inden han lagde blikket imod den gyldne hoppe, som havde ledt ham på vej i hans færd; og da han så på hende igen, mærkede han hvordan en særlig følelse blomstrede frem i ham. Han var hende ikke blot taknemmelig.. Der var noget stærkere, noget dybere. Hendes udtryk, der var så smukt og ærligt, fik en klump til at forme sig i halsen på den skimlede, og imens det Evige Lys tiltalte hende, betragtede han hende tavst. Hun stod nu overfor samme valg, som han havde fået - at følge Lysets sti i landet, eller fortsætte med at søge svar på hendes egen måde. Dybt i hans indre håbede han på, at hun ville følge Lysets stemme og møde det; at hun selv ville tage de første skridt imod at blive en Vogter.
Da hun lidt efter lod sine følelser komme til syne, lade sine tårer falde, slog Altaïr's hjerte et ekstra slag. Hun havde taget valget og et smil bredte sig om den mørke mule han bar. Da hun derefter faldt på knæ, lod han atter sin hals formes i ærbødighed, og med respektfulde skridt trådte han nu hen til den gyldne Tsavani, da Lysets skær aftog. Han mødte hende mens hun endnu lå på sine forknæ og med en næsten kærlig brummen puffede han imod hendes kæbe. Forsigtigt, som var hun lavet af det pureste glas. Hun havde gjort noget for ham, som ingen anden kunne have gjort, og han havde ingen idé om hvordan han skulle takke hende.

,,Melady, rejs dig.. "

Startede han ud. Derpå tog han et lille skridt til siden, endnu med det drømmende smil prydende omkring hans mule. Han brummede sagte, inden han rankede sig en anelse.

,,Det lader til, at din tvivl omkring din vej i landet, en længere er berettet.. Melady, jeg ved ikke hvordan jeg skal takke dig, for det du har gjort for mig.. Jeg håber jeg engang kan give dig dét, som du har givet mig.. Og jeg håber inderligt, at din sti vil lede dig mod Den Vise igen, så du kan opleve det samme, som jeg lige har gjort"

Hans toner var sandfærdige. Han ønskede virkelig det bedste for denne specielle hoppe, som han allerede holdte utroligt meget af. Han lod derpå sine dybblå øjne søge hendes, for at få den tætte kontakt på ny. Nok var deres fælles færd slut - men han ønskede ikke at forlade hende endnu. Nej, han ønskede at forblive i hendes selskab lidt endnu, dele tanker og følelser med hende hvis hun var åben for det. Mest af alt ønskede han dog at høre, hvilken sti denne smukke hoppe nu ville følge.

[1]