Winter wonderland [Tag: Minerva]

Det gik hurtigt op for den gråspættede Minerva, at den røde hingst havde retning imod bjergene - imod dét hun netop havde forladt. Hun sænkede sine allerede langsomme skridt og hævede tøvende sin slanke hals med en lidt afvisende aura over sig. Med den skade hun havde, gav det ingen mening for hende atter at søge kuperet terræn. Det havde krævet hende mange kræfter at komme ned derfor, og med mindre han ville slå sig ned i åbent område, kunne hun ikke se, hvor han ellers var på vej hen, hvis ikke det var bjergenes tårnende tinder.
Hun slap et sagte fnys fra sig, der dannede en sky af damp omkring hendes smalle mule. Hendes ører vendte hun atter bagud, inden hun sendte blikket undrende og sigende imod den røde. Hun gik ikke derop igen.

,,Burde vi ikke gå væk fra bjergene for at finde sikkerhed?"

Sagde hun skeptisk. Hans forsøg på at fremstå beroligende blegnede lidt ved de udsigter hun havde, til åbent landskab eller svært tilgængeligt landskab. Selv ville hun hellere have gjort et forsøg på at finde både vand og græs, og mellem træerne havde der været læ for vinterens rusken.

Selvom hun ikke kunne se logikken i hingstens retning, var hun dog ikke stoppet helt op. Noget i hende drev hende frem, selvom hun ikke kunne se pointen og ikke ønskede at betræde bjergene igen. Omvendt ville hun heller ikke stå alene tilbage, nu hvor hjælpen trods alt havde fundet hende.

[7]

Wooow.... En kende overrasket havde hans ører gledet let ud til siderne, før han stille skævede til hende en anelse spørgende. Men snart lød hendes ord og han rettede atter uberørt det kønne hoved frem igen. I smug himlede han kort med øjnene af hende. Hun troede selvfølgelig at vi skulle op i bjergende. Men virkelig? Hvad tror hun om mig? Aldrig ville han da tvinge en skadet hest med op i umuligt tærren.

"Vi skal ikke op i bjergende, men hen til nogler huler der ligger ved fødderne af bjergende."; Hans stemme var yderst rolig, mens den charmerende lyd ikke havde aftaget. Først efter han havde talt færdigt drejede han hovedet og lod hans to øjne hvile på hende for et par splitsekunder. Stol nu på mig. Roligt tog han en lidt dybere indånding, før et sidste understregende drenget smil prydede hans mule. Atter drejede han hovedet fremad, mens de nu ikke var meget mere end ti hestelængder fra skovens bryn.

Det var kortvarigt at den røde vendte opmærksomheden imod den gråspættede Minerva, som endnu bevægede sig tøvende fremad. Hun skævede selv til begge sider, søgende efter et bedre alternativ end bjergenes ujævne og barske terræn. Det sted, som den røde havde fundet hende, havde været fladt og der havde været læ; men hun havde manglet vand. Hvis der havde været vand i nærheden, var hun vendt om på stedet og søgt tilbage dertil, men noget i hendes indre sagde hende, at det ville være en dårlig idé.
Hans ord fangede dog hendes opmærksomhed igen, og han forsikrede hende om at de ej skulle betræde bjergenes udfordringer igen. Derimod var der huler, som lå langs bjergenes fødder, som kunne skabe det lå og den ro som Minerva havde brug for, for at komme sig. Hun hævede hovedet med et sagte fnys, inden hun nikkede en anelse misbevilligende. Nuvel ja, så ville hun gå med ham, selvom hun stadig ikke var helt overbevist om det var den rette vej de gik. Var der vand? Var der mad? Hun øgede på ny sit tempo en anelse og hendes halten kom derved mere til syne. Hun gjorde hvad hun kunne for at skjule den, men hendes krop var så medtaget efter hendes hårde ankomst, at hun ikke kunne kompensere tilstrækkeligt.

,,Er der langt?"

Spurgte hun efter lidt. Det havde taget hende lang tid at komme til hendes første hvilested - der, hvor den røde havde fundet hende - og tavst i hendes sind frygtede hun, at hun nu skulle ud på en længere vandring inden hun kunne genoptage hendes restitution.

[11]

Hun overgav sig. Det var i hvertfald hvad Lupë tolkede, til trods for hendes fnys der lød igennem den kolde luft. Han smilelde skævt og en kende fornøjet, imens han blot så det positive i situationen og morede sig let over hendes stædighed. Hun fulgte trop og hendes halthed var nu langt mere tydelig for det han så af besvræet gang i hans øjenkrog. Roligt så hen opmærksomt fremad da vi nåede brynet; hvorpå han ufortrødent fortsatte over engen. Hans kurs var ret så direkte imod bjergendes fødder, for at gøre distancen så kort som muligt. De nåede ikke langt, før hun spurgte ind til herom. Roligt drejede han hovedet og lod sit rolige blik hvile på hende, mens han diskret satte arten lidt ned.

"Kan du se budskadset derovre?"; Opmuntrende lød hans charmerende stemme, efterfulgt af et lille pegende kast med hovedet imod et par træer og noget budskads ved foden af bjerget. Hvor et par stier også var til at bestige bjerglandskabet.

"Bag de træer er indgangen."; Forsikrende så han på hende med et ærligt blik. Understregende smilede han let roligt, betryggende, før han atter så sig frem over vinterlandskabet de lige skulle henover, før hun atter ville have læ over hovedet.

Den røde havde lagt en ganske direkte kurs, og snart befandt de to sjæle sig i det åbne land der strakte sig fra skovbrynets læ, til bjerges rødder. Der gik ikke længe fra de havde forladt skovens omfavnende rammer, førend den rødlige hingst spurgte Minerva, om hun kunne se et buskads længere fremme, der grænsede op til bjergenes kolde domæne. Hun nikkede bekræftende, men forholdt sig tavst, alt imens hun meget målrettet forsøgte at øge tempoet en anelse, for at nå deres destination hurtigere, på trods af hingsten ved hendes side havde sænket sit tempo. Selvom hun ikke kunne se indgangen til en hule, som den røde havde påstået befandt sig derovre, så stolede hun alligevel nok på, at han ikke ledte hende på afveje.

Hun fulgte ham tavst et stykke tid, hvor hendes opmærksomhed tilsyneladende var rettet imod omgivelserne, og hun lod ikke til at ænse hendes følgesvend. Dog valgte hun efter lidt at tage kontakt til ham på ny; for selvom hun var en reserveret type, så holdt hun inderst inde af selskab - og denne hingst var som sådan ikke et ubehageligt et. Han var blot kommet på et tidspunkt, hvor den gråspættede ikke var så oplagt til at færdes sammen med andre.

,,Kan du fortælle mig mere om dette land.. Dette Andromeda?"

Chokket om, at dette land - som det havde vist sig at være - var så isoleret, havde efterhånden aftaget sig en smule. Og den gråspættede vidste godt, dybt i hendes sind, at hvis hun ikke kunne komme herfra, måtte hun netop gøre som hingsten tidligere havde forslået; nemlig få det bedste ud af det. Og for at gøre dette, måtte hun tilegne sig så meget viden som muligt.

[2]

Lupë bed sig mærke i hvordan hun stavrede afsted! Kort trak han en lidt medfølende mine, da han rynkede let på mulen. Han rynkede let brynene en smule smertende, selvom det jo ikke var ham der havde ondt. Han kastede let et stille ubehaget blik, over hendes tilstand, før han atter så målrettet frem. Stille sænkede han farten en smule mere, før han sukkede stille beroligende; med et let betryggende blik..

Lidt overrasket så han let pludseligt over på hende, da hun brød stilheden og spurgte ind til landet? Den havde han ikke lige set komme fra hende.

"Uhm, tjo. Her er fem Ø'er i alt., og...."; Stille trak han lidt på sine ord, før han let drilsk smilede drenget over mulen. Hans øjne gnistrede let livligt, mens de nu allerede var halvvejs i mål.

"Vil du helst havde den nøgne sandhed, eller blot det rosenrøde?"; Næsten udfordrende blev hans charmerende stemme, mens han påtog sig en helt alvorlig mine.

Den unge røde hingst virkede en anelse overrasket over at den grå Minerva havde spurgt indtil landet, som hun ellers ikke havde virket synderligt begejstret for. Han fik fremsagt, at landet bestod af hele 5 øer, og det fik en klump til at danne sig i halsen på den grå hoppe. Hvis landet var så stort, ville det tage meget lang tid at danne sig et overblik og udforske det hele; for selvom hun så småt havde accepteret tanken om, at der ikke var en umiddelbar vej ud herfra, så havde hun ikke haft til sinde at give op. Blot fordi den unge røde ikke kendte en vej ud, betød det ikke, at der ikke fandtes en - selvom det nok var usandsynligt. Og selv hvis den fandtes, stod det hende nu klart, at det nok ville tage meget lang tid at finde den.
Hun brummede sagte for sig selv med en eftertænksom mine og kortvarigt synede hun næsten fjern, begravet i sine tanker. Dog forblev hun der ej længe, for den rødes stemme krævede på ny hendes opmærksomhed, og da han med en udfordrende mine præsenterede et valg for hende, trak hun sine ører en anelse afvisende tilbage. Den ungdommelige og charmerende facon, som hingsten bar sig med, virkede på en måde også en anelse provokerende hos den grå Minerva - men ikke nødvendigvis på en negativ måde.
Hun fnøs sagte, inden hun med de reserverede og afmålte toner besvarede hans spørgsmål.

,,Jeg vil sætte pris på, hvis du fortæller mig sandheden, som den er."

Derpå sendte hun ham et meget direkte og sigende blik; hun var ikke sart, og han behøvede ikke behandle hende som en der var. Lige så gnistrende og livlige hans øjne var, ligeså alvorlige og intense var hendes. Hun vendte derpå blikket frem igen imod det mål, de begge søgte; nemlig læ for vinterens vind og vejr.

[2]