Heavy Heart [Illana]

Det havde været måneder siden den spraglede hingst havde sat sine ben i Teylar. Han havde været langt væk, opholdt sig alene med sine egne tanker, men jo mere alene han var jo mere tyngede tankerne. Han kunne ikke slippe af med dem, og de hjemsøgte ham som et mareridt. Et lavt suk forlod han mule i det han stod på grænseovergangen til flokken. Han havde ikke haft lyst til at tage tilbage, for det mindede ham om det han havde mistet.
Han havde befundet sig på Chibale, vandrende hvileløst rundt i en uendelighed og ikke anet sit levende råd. Skulle han have fulgt Ava og haft chancen for at have været lykkelig med sin elskede eller skulle han vende tilbage her til?

I sidste ende så stod han her, som han havde gjort den dag hvor det hele var gået galt. Hvorfor stile efter lykke hvis det alligevel byggede på en løgn. Han elskede Ava, og det ville han blive ved med uanset hvad, men han kunne ikke opgive alt det som havde ledt ham til hende i første sted, selvom det betød at han en dag ville ende sine dage ulykkelig. Han havde ikke opgivet Ava, men for nu havde han ikke det der skulle til for at overbevise hende om at tingene ville fungere.

Et tungt suk lød fra ham i det han nu tog modet til sig og trådte ind på flokkens område igen. Han bevægede sig stift og uden mål igennem området, mens de gule øjne stirrede tomt frem for sig. En svag facade som han vidste ville kunne knække, hvis de rette forsøgte. Havde han nogensinde følt sig svag, så var det nu den følelse hang over ham som en truende mørk uvejrssky.

Lyset havde fortalt den gyldne hoppe, at en særlig og spraglet hingst var vendt tilbage til flokkens område. Det havde sanset ham, imens Illana var på sin vante runde langs Teylars grænse. Foran sig havde hun fremmanet den vanlige kugle af Lys, som bugtede sig sirligt i luften nogle meter foran den gyldne selv. Og netop denne lyskugle var det første, som den spraglede Mindraper ville kunne se, og som afslørede at Illana var trådt ind i hans omgivelser.

En sagte brummen forlod den gyldne hoppe, i det hun lagde sine øjne imod den flerfarvede hingst. Det var meget længe siden hun havde set ham, og hvis hun skulle være ærlig, var det kun glædeligt for hende at gense den spraglede, som hun havde delt mange stunder med. Dog virkede det som om, at den ellers stolte Mindraper var noget tynget; og af hvad, kunne den gyldne kun gisne om. Hun fortsatte ufortrødent imod ham, og stoppede først da hun var på acceptabel afstand. Derpå rakte hun hilsende mulen frem imod den flerfarvede, og lod Lysets kugle placere sig over de to, så den kunne kaste sit kærtegnende lys ned over deres rygge.

,,Mindraper, hvor er det godt at se dig. Hvor har du været de sidste mange måneder?"

[1]

Et glimt af lys fangede han ud af øjenkrogen og han stivnede kort, men forblev så stående i en forstenet stilling, mens han dog drejede hovedet en anelse væk fra lyset og havde blikket stift stirrende ud i ingenting. Han kunne ikke undgå dette møde, og det var nu heller ikke fordi han ikke havde lyst til selskabet. Timingen var bare ikke den bedste for ham. Han kunne fornemme at hun kom nærmere og først da hun talte drejede han hovedet mod hende. De gule øjne fortalte en smertende historie, mens ørerne hang nedstemt ud til siden. Ingen ord kunne beskrive den smerte han følte over at have mistet Ava på den måde. Mind slog blikket i jorden da han nu måtte finde et svar til den gyldne. Ja, hvad havde han egentlig lavet?

” J-Jeg havde brug for tid til at finde ud af hvor jeg i virkeligheden hørte til. ”

Blikket blev rejst igen og han så nu direkte på hende. Smerten var der stadig, men en snært af beslutsomhed kunne svagt anes.

” Det tog noget tid, men jeg er hvor jeg hører hjemme nu.. ”

En varme strejfede kort hans nedtrykte toneleje.

Den spraglede stod nærmest som en statue, imens den gyldne Illana nærmede sig. Under hans flerfarvede skind tonede hans muskler frem med stor spænding, og hans blik var rettet stift bort fra Illanas skikkelse, indtil hun med sine ord krævede hans opmærksomhed. Både Lyset og Illana kunne tydeligt fornemme, at han var vendt tilbage til Teylar med tungt hjerte, og som respons på dette, lod Lyset sin farve falme til en grålig nuance for at udvise empati med den spraglede skikkelse. Illana selv lod sine ører tippes en anelse sørgende til side; for selvom hun ikke direkte kunne føle Mindrapers følelser, så afslørede Lyset for hende, at han bar på et tungt hjerte. Illana lod sin mule puffe ganske forsigtigt til hans skulder, inden hun placerede sig lidt nærmere, men dog med respektfuld afstand.
Hun lyttede da hans ru stemme hørtes. Han fortalte hende, at han havde haft brug for at finde ud af, hvor han hørte hjemme - og da han bekendtgjorde, at han nu var, hvor han hørte til, mærkede Illana en lettelse og beundring glide gennem hendes krop. Hun vidste hvor svært det var, at tage de store valg på sin vej - og det at han havde valgt at blive i Teylar, trods Ava vandrede på Foehn, havde hun stor respekt for. Hun lod sit blik møde hans, da han hævede det, og et lille smil fyldt med medfølelse kunne anes.

,,Jeg kan kun forestille mig, at det må have været hårdt. Jeg ved, at din familie er splittet, og jeg kan ikke sætte mig ind i hvordan det må være.. Men, Mindraper, jeg er virkelig glad for, at det er her du ønsker at være. For mig har du altid hørt til her, selvom det nok blot er en ringe trøst."
[3]

Mind forsøgte svagt at trække på smilebåndet, men det virkede ikke rigtig for ham. Han vidste at han havde en klippe i den gyldne hoppe. En han stolede fuldt og fast på. Foruden det så var hun at takke for at han overhovedet havde en familie. Hvor ødelagt den end måtte være. Han missede let med det gule øjne, inden han så småt åbnede mere op for hende. Nok en gang.

” Det var ikke nemt. For en del af mig ville følge hende og blot være der for hende og forsøge at forstå bare en del af hvordan hun har det. Det ville ikke være et fremmed scenarie for mig, men jeg kunne ikke. Det ville ikke være rigtigt og hvor meget jeg end forsøgte at overbevise mig selv om at det var rigtigt, så føltes det forkert. ”

Minds stemme var stadig tynget af den knusende beslutning det havde været. Han vidste der lå andre bekymringer i vente. Han sank en klump.

” Opslugt af mørket eller ej. Ava er Nymfens mor, og man holder ikke en mor adskilt fra hendes afkom.. Så når det uundgåelige sker og Ava tropper op, så er det op til Nymfen, og ingen andre. ”

Det var ord der var svære for Mindraper at få over tungen, og man kunne se hvordan dilemmaet næsten rykkede ham fra hinanden. Han ville blive knust over at se Nymfen opgive sit liv for skyggerne, men han stolede på at hun hvis dagen kom, kunne tage den beslutning hun mente var rigtig for hende selv.

Illana gjorde hvad hun kunne med sit kropssprog, for at fortælle den spraglede, at uanset hvad han havde brug for, så ville hun være der. Illana ville prøve at støtte ham, hvis han havde behov for det, lytte til ham, hvis han havde brug for det. Hun brummede sagte og lod sin slanke hals sænkes en anelse til en afslappet og lettere neutral stilling, alt imens hendes blik dvælede ved hans. Hun forblev tavs, til han selv var klar til at tale, og da han gjorde, lyttede hun opmærksomt.

,,Hvis det havde været nemt, Mindraper, var det fordi du ikke længere havde de følelser med dig, som fik dig til at ønske en familie med Ava. Det at det er svært, er vel også det som signalere, at det er værd at kæmpe for - uanset om man så taber eller vinder."

Hun tav kort, inden hun puffede let imod ham igen med en kærlig bevægelse.

,,Jeg er glad for at du valgte at lytte til dig selv. Jeg mener, at hvis man påtvinger sig en sti i dette land, som ikke føles rigtig, så har man ikke en chance for at finde glæde eller ro. Mindraper, selvom det er hårdt, så respektere jeg virkelig dit valg."

Hun lod derpå tavsheden glide over dem på ny - og gøre plads til det næste, som den spraglede havde på hjerte. De ord, som han udtalte, virkede svære for ham at formulere. Og Illana forstod hurtigt hvorfor. Hun lod sine øre tippes lyttende og tænksomt rundt, alt imens han fortalte, at Ava ikke burde holdes fra deres fælles datter og omvendt. Illana tilkendegjorde efter lidt med en brummen, at hun overordnet var enig.

,,Ingen mor, far, datter eller søn bør afholdes fra deres familie. Hvis den unge Nymphadora vil se hendes mor, skal hverken jeg eller nogen anden fra Teylar forhindre hende i det. Dog kan jeg ikke undsige mig det faktum, at Ava bærer Skyggerne med sig, og for min og resten af flokkens sikkerheds skyld, kan jeg ikke sige at Ava er velkommen i flokken. Landet er frit for hende at færdes i - som for os andre - men bag flokkens grænser ønsker jeg ikke Skyggerne skal komme. Men, kære Mindraper, jeg håber inderligt at Ava, Nymphadora og du kan finde en måde at blive genforenet på. Jeg kan kun forestille mig hvor hårdt det må være, at være adskilt fra dem man elsker.."

Illanas stemme bar mange toner nu; varme, milde, sørgende og længselsfulde. Hun var selv blevet adskilt fra den, som hun elskede; det havde ikke været hendes valg, men hans. Den, som hun havde valgt at dele sin sti med i landet her, var forsvundet. Om hans liv var gået bort, eller om han ganske simpelt havde søgt bort fra den gyldne af egen fri vilje, var hende uvist - men sorgen sad stadig dybt i hende, og ville nok gøre det længe endnu.

[4]

Illana forstod og lyttede og Mind rykkede snart en anelse på sig. Han placerede hans hoved mod hendes hals og sukkede kort tungt, mens de sidste af hendes ord gled over hendes læber. Han lyttede til tonerne i hendes stemme og vippede kort med ørerne, mens blikket blev en anelse fjernt, som det hvilede på lyset. Han kunne ikke helt greje om tonerne henvendte sig ham eller hun refererede til hende selv. Før i tiden havde han kunne finde ud af det så let som hans gemene lille halvbror kunne, men de tider var længe forbi og han kunne se ironien i at han var den eneste levende i hans familie der ikke bar på magiske evner. Han havde tit overvejet om han skulle søge stier for at genfinde dem, men det var i sidste ende ikke det værd.

” Det ville kræve et mirakel. Ava kan og vil ikke høre eller stole på mig længere. Ikke efter den dag. Men mine handlinger der, står jeg ved.. ”

Mind hentydede til den dag i bjergene hvor et bjergskred havde fundet sted. Han var trådt i mellem Illana og Ava. Det havde været en nem beslutning med store konsekvenser. Han havde gjort sit for at bevise overfor Ava at hun kunne stole på han aldrig ville gøre hende ondt, men lige lidt hjalp det.

Illana's følelser var hurtige til at stikke af; og imens hun stod der, i stilheden efter hendes egne ord var ophørt, måtte hun kæmpe for at tøjle den sorg, der væltede op i hende over tabet af Samael. Dog trak Mindraper hende hurtigt tilbage, og da han placerede sin hoved imod hendes skulder, drejede hun sin slanke hals rundt, så hun nærmest kunne omfavne ham. Hun vidste, at det var ham der i øjeblikket havde brug for støtten; og den ville hun give ham. Lyset om hendes hals var klaret en anelse op, men var stadig blegt i sin nuance, og tavst forsøgte det at række ud efter den spraglede hingst for at røre ham - trøste ham. Illana brummede sagte, inden hun lod blikket søge hans særlige gule øjne. Han havde måske ret i, at en genforening af dem som familie ville kræve et mirakel; men stadigt håbede hun på at enden ville se lys ud for dem. Selvom Illana ikke brød sig om den som Ava var blevet til, så ønskede hun det bedste for Mindraper.

,,Og det er vigtigt at stå ved sig selv."

Sagde hun tavst. Hun vidste godt, hvad han hentød til - den dag, for længe siden, hvor han for alvor havde vist at hans hjerte ej var præget af mørket. Illana tippede sine ører tænksomt rundt, imens hun lod sin hukommelse vandre tilbage til det tidspunkt, hvor Mindraper var trådt mellem hende og skyggehoppen Ava. Dén handling ville den gyldne hoppe altid være taknemmelig for - men hoppen, som bar Mindrapers hjerte, ville nok ikke tilgive den. Hun kunne dårligt forestille sig, hvor svært det måtte være at stå i Mindrapers sted.

,,Har du snakket med hende?"

Spørgsmålet var åbent. Om det var efter hændelsen ved bjerget, eller for nyligt, præciserede Illana ikke. Hun spurgte, fordi hun bekymrede sig for Mindraper, og fordi hun anså ham for en ganske tæt ven.

[5]

Han kunne ikke greje det, men den gyldne virkede påvirket, men af hvad anede ham ikke levende råd om og tanken strejfede ham derfor heller ikke yderligere. Han nikkede stille til hendes ord og tog imod den omfavnelse hun gav ham. Selv flyttede ham lidt på hovedet så han ligeledes kunne holde om hende. Han mine blev en anelse stram ved hendes spørgsmål og han nikkede næsten mekanisk.

” Mere end en gang. Jeg havde en følelse af at nå ind til hende, men jeg tog fejl. Jeg var på Foehn og opsøgte hende og var der i en rum tid. På Chibale stødte jeg ind i hende efterfølgende, og her gik tingene for alvor ned af bakke. Hvis hun havde haft heldet med sig der, ville hun have slået mig ihjel. Senere hen, her. Jeg klamrer mig til et spinkelt håb, men inderst inde ved jeg godt hvad klokken er slået ”

Han stemme døde ud og han knugede let Illana ind til sig, mens han sukkede tungt.

Da den spraglede hingst selv imødekom omfavnelsen og gengældte den, sukkede den gyldne Illana tavst. Hun havde savnet at være nogen nær, og der var få hun egentlig havde lyst til at være så nær med, som hun i øjeblikket var med Mindraper. I det korte, tavse øjeblik der hvilede mellem dem, lod Illana kort sine tanker vandre tilbage til dengang hun første gang mødte den flerfarvede hingst; og hvis hun kunne rejse tilbage og se det øjeblik med en andens øjne, ville hun aldrig have gættet på de var blevet venner. Men, heldigvis, havde fremtiden budt på det stik modsatte af fjendtligheder, og det var Illana oprigtigt glad for.
Hun lyttede da han besvarede hendes spørgsmål, og han lagde ikke skjul på at det var et hårdt emne at snakke om. Illana lyttede og betragtede ham så godt hun kunne, nu de stod så tæt. Hun brummede anerkendende da hans ord havde nået sin ende.

,,Det gør mig ked af at høre, at det er så anspændt mellem jer.. "

Startede hun ud. Hun mente det inderligt; for uanset hvor mørk en sti Ava havde valgt, så fortjente alle i dette land at finde og have kærligheden. Hun udspilede sine næsebor en anelse inden hun puffede opmuntrende til den spraglede hingst.

,,Hold fast i håbet, Mindraper. Selvom det ser ud til at være definitivt slut, så sker mirakler i dette land. Måske vil der ske et for dig - for jer."

Hun smilede en anelse, inden hun atter genoptog den nære omfavnelse. Lyset rakte ud på ny, og denne gang lykkedes det kortvarigt at skabe kontakt med den spragledes energi. Illana mærkede det tydeligt, men om den spraglede hingst ville kunne mærket Lysets energi eller ej, vidste hun ikke.

[6]

Den gyldnes støtte var uundværlig for den spraglede i øjeblikket. Han trak kort hovedet til sig og betragtede hende indgående, mens hun talte. Der var mange tanker forbundet med det, for ligeledes tog de ham tilbage til dengang de først mødtes. Allerede der havde hun været tiltalende, selvom han selvfølgelig ikke ville indrømme det. Nu var hun blevet en tæt veninde som han havde svært ved at kunne se hvordan han kunne undvære.

Hvad Mindraper ikke vidste i øjeblikket var at det lille mirakel lå og hvilede forude, men som med alt måtte der være en pris. Han sendte i nuet blot Illana et forsigtigt smil, inden han igen lagde hovedet over hendes hals med en svagt suk. De gule øjne hvilede på lyset og han rykkede kort på sig da en mærkelig følelse kortvarigt bredte sig i kroppen. Det var en form for energi, men hvad han helt præcist følte vidste han ikke.

” Det er en mærkværdig lille ting, den der.. ”

Var så blot hans konstatering, mens han hentydede til lyset, som han stadig havde de gule øjne hvilende på. Gadvide hvor længe den gyldne havde været om at vende sig til det?

Det smil, som den flerfarvede hingst sendte den gyldne efter hendes ord, vakte en varm følelse dybt i hendes hjerte. Selvom han var opgivende - hvilket hun godt kunne forstå - så hvilede der stadig en gnist, en rest i ham, fra en for længst udbrændt flamme. Han nærede så dybe følelser overfor den sorte Ava, og det rørte et eller andet sted den gyldne Illana. Hun gengældte hans smil med et, der matchede hans forsigtighed, men samtidig rummede det varme og empati.

Hans reaktion på den berøring, som Lyset udførte, fik dog et langt større smil til at tegne sig om den grå mule som Illana havde. Lyset havde i sandhed sit eget liv, og da den flerfarvede rykkede en anelse på sig, i deres fælles omfavnelse, var hun helt sikker på han havde kunnet mærke det. Hun nappede let imod hans store, brede hals, inden hun med milde toner svarede ham - om end hans ord ej var formuleret som et spørgsmål.

,,Meget mærkværdig. Og jer er stadig ikke blevet helt klog på den energi, som halskæden rummer.."

Sagde hun eftertænksomt, men smilende. Lysets energi viste stadig nye sider af sig selv og åbnede op for nye muligheder. Det var ikke længe siden at Lyset atter havde budt hende på noget nyt - for af og til, når Lyset rakte ud, kunne hun meget svagt fornemme andres energi - og magi. Hun havde mærket både den unge Euphoria og Xenoxrates magi, og begge havde det det til fælles, at de var magi som var arvet, og dermed ren. Den var ikke påvirket af hverken det onde eller det gode, og den var fri for de unge heste at forme i den retning de ønskede. Illana mimrede let med mulen, inden hun lænede sig lidt mere imod den flerfarvede Mindraper, og egentlig blot nød den nærvær deres venskab tillod dem at have.

[7]

Minds blik veg ikke fra lyset, mens han lod den gyldne læne sig mod ham. Han vippede en anelse nysgerrigt med ørerne og fulgte det fortsat ganske interesseret.
Han huskede selv sine egne evner fra før han kom hertil. Det var en bred vifte arvet både fra hans mor og far og bedsteforældrene. Han havde været ganske beriget hvad det angik, hvorimod hans tvillingebror havde arvet et mere mærkværdigt udseende i stedet. Hvilket sagde meget. Den spraglede hingst trak svagt på smilebåndet ved tanken om sin bror. Han havde næsten glemt ham i årenes løb.

” Magi er i sandhed noget mærkværdigt. Min mor fortalte om at en tyk tåge altid fulgte min far hvor end han gik. ”

Mind fjernede sit blik fra lyset og så nu ned på Illana.

Lyset begyndte at danse en smule mere i krystallen og skinne en anelse mere klart, da det fornemmede den flerfarvedes opmærksomhed. Lyset havde på mange punkter sin helt egen personlighed, og Illana kunne ikke lade værre med et smile af Lysets spontane reaktioner. Det var tydeligt at Lyset elskede opmærksomhed, og viste sig gerne fra den mere pompøse side, når fremmede sjæle var interesseret i det. Illana kom til at lade et lille fnis forlade sin mule over den energi der væltede rundt i hendes krop - Lysets legende energi. Alt imens betragtede hun selv den spraglede hingst, studerede hans ører og øjne, som selv studerede Lyset. Og da han nævnte hans mors fortælling om skyen, der havde forfulgt hans far, spidsede Illana ørerne endnu mere.

,,Var det en tåge, som han havde fremmanet med magi? Jeg vidste faktisk ikke at der fandtes magi i andre lande end dette.."

Sagde hun sagte, men fascineret. Tanken om at magi kunne findes udenfor Andromeda's verden havde aldrig strejfet Illana; men nu hun tænkte over det, havde magien jo netop nået hende - og alle andre der var kommet til landet - i en helt anden verden. Ja, hun følte sig næsten forlegen over at hun havde overset det faktum, at magi også levede udenfor Andromedas verden - og herefter vendte hun nysgerrigt blikket direkte mod Mindraper igen. Hun havde aldrig hørt særligt meget om hans fortid, og var inderligt nysgerrig, såfremt han ønskede at snakke om det.

[9]

Mind trak svagt på smilebåndet da Illana bekendtgjorde at hun ikke var klar over at der fandtes magi uden for Andromeda. Han klukkede let, fordi det morede ham en anelse. Hele turen til landet her havde været en massiv omvæltning for ham på mange måder.

” Den var han født med. Hele min familie er naturligt bærere af magi. Min mor stammer oprindeligt fra et sted lig her. Samme dilemma. Mørke vs lys. Det samfund hun blev født i var meget lig det som skyggerne lever i. Fortabte sjæle nærmere betegnet. Hendes mor var en del af den gruppe af overnaturlige magiske skabninger, hvorimod hendes far først blev til dette ved hans død og genopstandelse. Så i princippet har hun aldrig rigtig været levende, før hun kom hertil. Min fars forældre var ligeledes et medlem af denne gruppe og en ordinær hoppe. Skæbnen ville det at meget lig når du kommer til her, så blev min mor revet væk fra det land og til der hvor jeg og min tvilling er født. Her fandtes der også lignende grupper, men ikke som sådan magikere. Kun få udvalgte. Min mor stødte på min far og jeg blev til. Jeg er født med magi, hvorimod min tvilling ikke arvede noget.

Jeg kunne se ind i andres sind, manipulere det, frembringe deres værste mareridt. Påføre dem stor psykisk smerte. Frembringe ild i samme stil som min mor bruger sin elektriske magi og forsvinde sporløst i tågen. Alt dette blev taget fra mig da jeg kom hertil. Nok for det bedre set i bakspejlet. ”

Der var en kort alvor over hans fortælling, for måske var det svært at huske at Mind faktisk havde været en af de onde helt op indtil han mødte den gyldne. Det sidste blev sagt med en svag selvironisk klukken. Det havde gjort ham sårbar den gang, men det havde været det der skulle til.