Lesson no. 1 [Canicus]

Midnatshoppen begav sig rundt i sin egen verden, men hun vidste at hun havde selskab på slæb. Noget fulgte hende ude i skyggerne og den gjorde ikke et særligt godt job med at holde sig skjult, selvom det var et ihærdigt forsøg. Vedkommende udgjorde ingen trussel, men var blot en ung plag, som nok kedede sig. Den sorte hoppe stoppede nu op og sukkede stille. Et par tanker fór igennem hovedet på hende, inden hun vendte sig rundt.

” Du skal øve dig meget, hvis du skal holde dig skjult for mig, kom frem. ”

Lød hendes feminine stemme så i rolige toner. Hun ville ikke skræmme vedkommende.

Pokkers! Canicus var blevet opdaget i at udspionere denne mystiske hoppe som luskede rundt på øen. Han vidste at hun ikke hørte til hans adoptivmors familie, så hun måtte være en fremmed. Hun havde dog opdaget ham og han kunne derfor ikke gøre andet end at luske ud fra skyggerne og stille sig noget så brødbetinget foran hende, mens han så ned på sine hove. Den ranglede plag var endnu ikke ved fuld styrke efter den hårde omgang han havde været igennem. Det kunne ses.

Hoppen havde ikke forventet at plagens stand var så dårlig. Han lignede en der havde glemt at få mad i lange tider og først var begyndt at vokse for alvor nu. Hun studsede dog over hans udseende, da det virkede bekendt. Hun huskede en rød ildhingst for lang tid siden. Kunne det være hans afkom?

” Hvor er dine forældre? ”

Spurgte hun så stille. Hun ønskede trods alt ikke at vække for megen opsigt med sin tilstedeværelse.

Canicus blå øjne veg ikke fra hans hove, mens han stod med mimrende mule og forventede at få skæld ud, men det var kun spørgsmål der var rettet mod ham og han så op på hoppen med store øjne.

” Døde.. Rusthoppen passer mig nu.. ”

Lød det så med lav og hæs stemme fra ham. Han kunne sagtens tale, men det havde været længe siden.

Myth vippede kort det ene øre bagud, inden hun kort studsede over sine omgivelser. Hans svar forklarede en del og hun vidste godt hvad han nok ville ende med at vokse op til at blive. Hun sukkede dog stille, for det så ud til denne rusthoppe ikke havde gjort et særlig godt stykke arbejde.
” Nuvel, lille ildhingst. Hvis du vil lære lidt, skal du være velkommen til at komme med på en lille tur. ”

Midnatshoppen havde ikke andet at give sig til, så hvorfor ikke bruge tiden på at lære den her lille fyr noget fornuftigt.

Canicus tøvede kort, men valgte dog i god tro at følge med den sorthvide hoppe. Han viftede let med halen og trippede så ivrigt efter. Han vidste dog ikke at han meget snart ville lære den første af mange lektioner. Snart mærkede han et voldsomt stød og han endte nu på ryggen med en hov placeret på brystkassen. Han gispede efter luften, men havde ikke slået sig. Over ham stod hoppen.

Myth smilte kort da han så velvilligt fulgte med. Det var hans første fejl, og Myth sendte et zap i hans retning ingen hun fik ham skubbet om på ryggen og sørget for han ikke stak af sådan lige. Hendes smil var roligt, inden hendes blide feminine toner lå.

” Lektion nummer 1: Stol ikke på fremmede ”

Hun løftede nu hoven væk fra ham, inden hun begyndte at gå videre, velvidende at han nok skulle følge efter.

Canicus lå måbende på jorden, mens han lige skulle samle tankerne om det hun havde sagt. Snart sprang han ivrigt på benene og listede med, dog med lidt mere afstand denne gang. Snart fik han munden på gled.

” Hvorfor ikke?, men er du fremmed? Hvordan kunne du lave lyn? Er du farlig? Kan man dø af det? Mine forældre kunne ikke lave lyn. Jeg har aldrig set nogle gøre sådan noget før? Hvorfor kan du gøre det? Hvorfor dit? Hvorfor dat? ”

Plabrede han løs i alt sin iver.

Alle de sprøgsmål. Myth skar en kort grimasse inden hun vendte sig mod hingsteplagen og tyssede på ham. Hun lagde hovedet på skrå og kom med et opgivende smil, inden hun puffede solidt til ham.

” Et godt råd. Tal mindre. De som har munden for meget på gled, ender oftest med at komme galt afsted. ”

Det var et råd hun havde givet til sin yngste søn ligeså. Ikke at hun havde forventninger om at han kunne huske det. Det havde i hvert fald ikke virket sådan de senere år.

Canicus mimrede kort med mulen og lagde undrende hovedet på sned over hoppens såkaldte råd. Hmm. Hvad var der galt i at snakke. Han klappede dog i og fulgte med hende. Selvom han ikke kunne se hvordan man kunne komme galt afsted ved at snakke. Så skulle det da lige være ens tunge gik i krampe. Canicus stak kort tungen ud og lavede en grimasse.

Hoppen stoppede nu op og så tilbage på stien de var kommet fra, inden hun igen puffede til plagen for at få ham til at vende sig om. Hun sænkede mulen mod hans hove og sendte ham et skarpt blik. Midnatshoppen var en streng en af slagsen og den lille ildhingst skulle nok få sin sag for.

” Et rovdyr eller en fjende ville snildt kunne finde dig når du ikke ser hvor du går. Se selv. ”

Hendes stemme forblev dog mild selvom den var irettesættende.

Canicus havde nær vadet ind i den midnatssorte hoppe da hun stoppede op, men blev hurtigt puffet i den anden retning, hvor han stod forvirret og kiggede rundt. Hans forvirring blev kun større da hun fortalte om at rovdyr og fjender kunne finde ham. Hvad var det han skulle se? Hoppens mule pegede dog mod hans hovaftryk og det gik op for ham at hoppens ikke var at se. Han vippede undrende et øre ud til siden og forsøgte at fundere over hvordan det kunne lade sig gøre, men hoppen var snart i bevægelse igen, og han måtte skynde sig at følge med. Han bed dog nu mærke i hendes bevægemønster, og forsøgte efter bedste evne at gengive det.

Myth gik nærmest afsted før den unge hingst havde nået at opfatte hendes ord. Hun brummede stille og kunne nu tydeligt høre at han forsøgte at sætte sine hove mere fornuftigt. Hun sukkede dog let, inden hun imens hun skridtede afsted kunne snakke videre.

” Hvis de ikke kan følge dine spor, så kan de i hvert fald godt høre sådan som du tramper rundt. ”
Hun lyttede i det han kort stoppede op, men derefter så luskede efter. Bedre.

Canicus stoppede op ved hendes ord og rynkede en anelse irriteret på mulen. Hvor skulle hun dog bare rette. Han var dog vedholden og besluttede sig for fortsat at følge efter hoppen ind i den lille lysning. Gadvide hvad det overhovedet var at de skulle? Canicus smaskede let og så sig omkring i det de nu stoppede op.

Den midnatssorte hoppe drejede nu rundt i lysningen og så på plagen med et roligt blik, som han selv indfandt sig. Hun rømmede sig en anelse og fik nu et bedre kig på den ranglede krop, mens hun trak svagt på smilebåndet. Hun mimrede let med mulen og rømmede sig nu.

” Du bor på denne gudsforladte ø, hvad har du lært? ”

Brummede hun nu til ham.