Desert Rose [Åben]

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Hovedet var hvælvet højt og elegant. Den maskuline og slanke krop stod rank, mens han spejdede frem for sig. Vandet var drevet af hingstens krop i løbet af ingen tid. Foran sig så han komplet ørken. Blikket var mørkt, men ej tomt. Som han stod der og stirrede frem på det, som han havde længtes efter. Ikke en eneste skygge skygge hvilede i lyset eller mørket. Stilstand. Et svagt åndedræt vidnede om liv i det ellers stille korpus. Øjenlågene hang tunge, og kastede et mørke over de intelligente øjne. Her havde han stået lidt tid, og blot betragtet, tænkt. Den gunstige vind, der var at finde her ved vandkanten var eneste liv i - hvad mange ville kalde den komplette død - som det varme sand bar med sig til dem, som ikke kunne overleve i det. Det var sådanne steder han følte sig hjemme.  Det helt rette miljø, som han altid have levet i. Den tynde pels havde kunne holde varmen på de andre små øer som han havde betrådt, men intet var mere behageligt end den bagende sol. Ingen skygger og kun få spiselige steder - han kendte elementet godt. Mon det var ligesom hans egen hjemegn?. Det skulle undersøges.

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Den lyse, slanke hoppe havde efterhånden levet så længe på Zenobia, at hun var blevet helt tryg ved og følte sig helt hjemme på den sandede ø. Da hun først var ankommet hertil, havde hun aldrig drømt om, at hun nogensinde skulle komme til at føle sig tilpas i sådan et landskab. Men langsomt var ørkenen groet ind på hende, og hun kendte nu hver en lille krog af øen som sin egen baglomme. Ulempen ved at bo på sådan en lille ø var dog, at der som regel ikke skete så meget. Hun havde sin Gyldne Ørkenhingst og sin søster, men udover dem levede der ikke rigtigt så mange andre på øen - i hvert fald ikke af hvad hun kendte til. Derfor holdt hun meget af at drage ned til stranden for at se, om havet havde skyllet nogle sjæle med op, som det yndede at gøre en gang imellem.

Det var netop sådan en dag i dag. Hun havde valgt at søge ned til vandet og fik rimelig hurtigt øje på en smuk rød hingst, der stod helt stille ved vandkanten og så noget tænksom ud. Hun kunne snildt forestille sig de tanker, der måtte løbe igennem hans hoved - for det var ikke mange måneder siden, at hun selv havde stået i den selv samme situation; at vågne op i et nyt og fremmed land uden at ane, hvor man var, eller hvordan man var kommet hertil...
Vinden strøg blidt over hendes slanke krop, da hun med smidige bevægelser bevægede sig igennem sandet med retning mod den fremmede. Et blidt og kaldende vrinsk forlod hende, som hun nærmede sig ham med lokkende bevægelser og et charmerende smil hvilende om mulen; som en rigtig ørkensirene, der var kommet for at lokke hingste i fordærv...

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Den blide brise af en vind bar en duft med sig. Han indhalerede duften af en hoppe, inden lyden af et kaldende vrinsk ramte de følsomme øre. Han spidsede dem, og snart dukkede ørken blomsten op midt i det sandede underlag. En creamfarvet hoppe med lyseblå øjne og en ret så forførende bevægelses mønster. Hingsten stod blot nogle sekunder, inden han havde overvejet færdig. Han ville nærme sig denne ørken hest, som bevægede sig med lette og elegante bevægelser - en sand ørken hest - ligesom ham selv. Den sandfarvede hove blev let løftet fra sandet, og snart sprang han frem i en stor og rummelig galop. Op af sandet og direkte mod den fremmede. Halen blev løftet højt bag sig, mens han gav et maskulint vrinsk fra sig mod den fremmede. Han kastede med hovedet og slog op med forbenene, da han sank farten nær hoppen. Bagpartiet vuggede i en let trav, som han dansede omkring ørkenblomsten.

"Hvem havde troet, at der gemte sig en blomst midt i ørkenen"

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Den rødlige hingst fik nu øje på hende og blev stående med et overvejende udtryk i nogle sekunder, inden han løftede sine hove fra sandet og sprang frem mod hende i en stor og rummelig galop. Hendes mund formede sig let i et imponeret o. Han var skønheden selv og udstrålede både styrke og ynde, som han kom galoperende igennem sandet og lige imod hende. Han gav nu et stærkt og maskulint vrinsk fra sig, inden han sænkede farten med et imponerende slag med forbenene. Hun betragtede ham nysgerrigt, da han i en vuggende trav dansede let omkring hende. Hun lyttede til hans smigrende ord og blinkede forførende med øjnene.

,,Ørkenen byder på mange hemmeligheder, hvis blot man giver sig tid til at se efter."

Hun drejede rundt om sig selv i en vuggende, dansende trav lige som hingsten, så hun hele tiden kunne holde hans øjenkontakt. Hun brummede charmerende til ham, inden hun forsigtigt gjorde cirklen imellem dem mindre og nærmede sig hans røde, glinsende skind.

,,Hvem er denne nydelige herre, som havet har valgt at skylle op til mig?"

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Det var ingen hemmelighed, at hoppen foran ham var et vidunderligt syn. De slanke lemmer og den enorme kræft der kom sammen med feminimiteten. Tiltalende på mange måder, men også en hoppe der kunne være farlig at være i nærheden af. Det strålede ud af hende - en forføriske, som en sirene der ville lokke ham i utugt. Åh, ja det ville ikke være nemt at modstå, hvis fristelsen kom for nært, men hingsten var ikke bleg af sig for at afprøve farer. Han stoppede med knejset nakke og ørene fremme. Halen slog et let svirp, inden han søgte mulen frem mod den vidunderlige skabning foran sig.

"Det ses tydeligt - Hvad er Deres navn, My Lady"

Brummede hab sagte, mens hans øjne fulgte hendes mindste bevægelser omkring sig.

"Relucir,"

Præsenterede han sig, og knejsede let i nakken som gestus.

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

UNDSKYLD jeg ikke har fået svaret i så lang tid!! Er du stadig interesseret i at fortsætte tråden? <3

Ja det er jeg 😊

(Weee! )

Den røde skønhed stoppede nu op og betragtede hendes bevægelser med knejset nakke, inden han søgende rakte mulen frem mod hende. Hun svirpede kort med den korte hale og overvejede hans tilbud, inden hun da ligeledes stoppede op og elegant strakte halsen frem mod ham for at lade deres muler mødes. Hun indsnusede hans duft og indprintede sig den i sit indre. Han duftede af saltvand og maskulinitet. Det strålede ud af ham, at han var en hingst med stort H - og hun var vild med det!

,,Det glæder mig at møde Dem, Relucir. Mit navn er Lumine. De er ny her i landet, ikke sandt?"

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Han forsøgte på ingen måde, at skjule at han betragtede hendes figur og helheden af hende. Det var dog også tydeligt for ørkenhingsten, at hoppen brød sig om det. Så var der jo heller ingen grund til at skjule noget. Han indtog hendes duft, da hun lod mulen strække frem. Feminin, og alligevel med et strejf af vanilje.

"Æren er helt på min side, Miss Lumine. De har helt ret. Det er ikke længe siden, at jeg kom til dette land - og lad mig sige, dette område er bestemt værd at besøge..."

Han blinkede let til hende.

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Hun kunne ikke undgå at bemærke, hvordan han uden tøven betragtede hendes figur og skønhed. Andre hopper ville nok blive fornærmede over åbenlyst at blive begloet på denne måde - men ikke Lumine. Hun nød hvert et øjeblik af det og solede sig i opmærksomheden. Hun gjorde sig rigtigt til for ham og sørgede for at vise sig frem fra sine bedste vinkler, så han rigtigt kunne se, hvor smuk og perfekt en hoppe hun var.
Hun lyttede nu til hans ord og blev positivt overrasket - en charmetrold og en gentleman. Hun kunne lide, hvad hun så! Hun blinkede kækt tilbage til ham, inden hun elegant snoede sig tættere på ham som en farlig, men aldeles smuk og tillokkende ørkenslange.

,,Det glæder mig at høre, Mr Relucir. Jeg garanterer Dem for, at De ikke vil fortryde Deres besøg her.
Men sig mig nu... Hvor kommer sådan en smuk og eksostisk hingst som Dem så fra?"

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Relucir var ikke bleg for at vise, hvad han mente om andre. Det var vel heller ikke meningen, at man skulle skjule at man fandt en anden yderst tiltalende. Lumine var bestemt en ørkenblomst, som blomstrede herude. Han havde da sjældent set sådan et vidunder - også endda alene! Han havde allerede en rank holdning, og var ikke bleg for at vise sig lidt frem overfor den gyldne. Et charmerende smil tegnede sig snart på den rødes mule.

"I disse dage vandre jeg riget rundt for at lære landet at kende, men ørkenen har altid været mit hjem. Jeg kommer fra et land langt borte, men som andre er jeg blevet sendt hertil med et glimt. Sig mig, du skønne, hvordan er De endt herude helt alene?"

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Hun betragtede den smukke hingst, som han stod dér og viste sig frem med en rank holdning og et charmerende smil. Han var virkelig et syn for guder. Det var simpelthen så forfriskende med noget nyt øjeguf her på den ellers så forladte ø!
Hun lyttede til hans svar og nikkede let med hovedet. Det overraskede hende ikke at høre, at han var født i ørkenen - med hans bygning og elegante udseende, var han jo skabt til det. Hun smilede charmerende til ham og nød blot i fulde drag, at han tiltalte hende som du skønne.

,,Jeg kom hertil på præcis samme måde som Dem og de fleste andre; via et lysglimt. I modsætning til Dem er jeg dog ikke vokset op i ørkenen; tværtimod var jeg rimelig negativt indstillet i starten og kunne absolut ikke se mig selv leve her. Men skæbnen ville, at jeg mødte en helt særlig sjæl, som hjalp mig igennem det og lærte mig at overleve herude; så ja, nu lever jeg her sammen med ham og de få andre ørkenheste og elsker det."

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Relucir nikkede, mens han lyttede til hendes ord. Det gav god mening. Han havde måske også været noget negativ, hvis han var blevet flyttet afsted med et lysglimt, og rent faktisk havde haft noget at leve for det andet sted. Det var ikke tilfældet for ham. Hans familie var borte, og der var ikke andet end sorg tilbage, hvor han kom fra. Det skulle forsvinde og pakkes væk. Det var tid til en ny ære, og den havde han i sinde at holde. Selvom mange af landets beboere ikke var lige venlige allesammen. Han havde da allerede haft sit at tumle med i dette land.

"Det glæder mig, at De er faldet så godt til, min kære. Hvad er det for en flok ørkenheste, som De vandre og lever med i dette område?"

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Min kære... Hans smigrende måde at tale på fik atter ram på hende og fik hende til nærmest at dirre af velbehag. Hun var ikke vant til, at hingste talte så charmerende og flatterende til hende - det kunne han altså godt lære noget af, hendes Gyldne Ørkenhingst! Hun lyttede til hans spørgsmål og smilede varmt og behageligt til ham.

,,Vi er ikke en flok som sådan, men blot en samling strejfere, der holder til det samme sted og har lært at leve sammen på den måde. Ørkenen kan nemlig være et meget barskt sted at overleve, da der ikke er så mange steder med vand og føde her - men der er dog ét sted, som bedst kan beskrives som et lille paradis her midt i ørkenen. Og det er dér, vi alle sammen holder til. Hvis De har planer om at slå Dem ned for en stund, skal jeg meget gerne føre Dem dertil?"

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Hvordan de både kunne være strejfere og fungere som en flok var lidt uvant for Relucir, men han undlod dog at kommentere på det. I stedet lyttede han, som den gyldne skønhed atter talte og lod sine feminine melodier lyde for sine øre. Se det var interessant. Et sted midt i det hele, som var paradis? Han fandt ørkenen som værende paradis, men var der noget der var mere paradis?

"Dette sted, som De taler om - min kære - det lyder lokkende. Hvis jeg blot ønsker at se stedet og måske vende tilbage, vil det så være en mulighed?"

Han smøg sig op af den gyldne, mens han ventede på hendes svar.

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.