How dare you enter my domain (White)

[ 1 ]

Det havde været en lang sommer. Ikke noget Atlas beklagede sig over. De dage solen havde været for bagende, havde han tilbragt i træernes skygge på Chibale, men varmen gjorde ham intet. Tvært imod mindede den ham om hjem. Mindede ham Athene, Zeus, Koios og Helios. Når han tillod sig selv for lang tid overgivet til sine egne minder, kunne han næsten høre hans gamle hjem - eller lydene han huskede fra sit gamle hjem. Stemmerne. Ordrene. De mange skrig og de mange hviskende stemmer. Det var heldigvis ikke mange stunder, der havde været til overs når søgen på mad var færdig. Den varme sommer og mangel på vand havde gjort det sparsomt med næring, og den smule der normalt var at finde på ørkenøen, var efterhånden ikke eksisterende længere.

Luften var blevet en anelse køligere. Atlas vidste udmærket godt det betød regnen var på vej. Regn. Det havde været velkommen for mange dage siden, men bedre sent end aldrig. Han havde ingen intentioner om at forblive på Chibale længere tid end højst nødvendigt. Den var til tider for overcrowded. De gange han havde krydset vandet ved lavvande, havde han fået færden af mange andre - og han brød sig ikke om det. Nej. Zenobia var hans. Der bestemte han og der var der ikke lige så mange, der skulle have det at vide. Mængden af væsner der krydsede hans ø, var kun en brøkdel af livet på Chibale.

Ved bredden standsede Atlas, og lod blikket skimme hen over horisonten. Vand. Sand. Vand igen. Præcis som det skulle være.

White

White kiggede rundt omkring med hendes grønne øjne imens hun travede gennem det varme sand langsomt. Hun var alene uden en flok. Hun havde gået en del dage uden at få øje på andre heste. Søgende efter andre fik White øje på en gylden hest. Med et smil over mulen vrinskede hun glad og venligt stemt mod den gyldne hest på sikker afstand for en sikkerheds skyld. Hun ville ikke skabe problemer med den fremmede hest.

[ 2 ]

Det ene øre vrikkede ud til siden i retningen af et vrinsk. Det var den eneste muskel der bevægede sig i første omgang. Der gik et par sekunder før blikket fulgte efter, og landede på en skikkelse, der til stor forskel fra ham selv, ikke gik i et med det sandede underlag. I et kort øjeblik overvejede Atlas, hvorvidt han skulle besvare hendes vrinsk eller lade være. Men hun befandt sig på hans land! Hans område! Hans ø! Et vrinsk flød derfor tilbage i retningen af hoppen, men med en mere dominerende tone end hendes. Hun kunne lige så godt få at vide fra starten, hvem af dem der bestemte.

Atlas lod sig læne nogle få cm fremad, og så snart han var ved at få overbalance, trådte han fremad i skridt. Kursen var lagt mod den fremmede, for han var nødt til at se hende an. Nødt til at se om hun kunne udgøre nogen trussel og ikke mindst. . . . underholdning. Den havde været sparsom på det sidste. Selvom Atlas absolut ikke nød andres tilstedeværelse eller selskab, kunne det også gå hen og blive for ensomt.

"Hvem er du og hvad gør du her?"

White vrikkede hendes ene øre ud til siden i retning af vrinsket. Hun kiggede på hingsten med et smil over mulen. Det var rart at møde en anden hest. ”Jeg er White. Jeg leder efter en flok, som jeg kan blive en del af. Hvem er du og hvad gør du selv her?” Hun viste at hun ikke var en trussel eller andet mod ham. Hun kiggede på ham med et smil imens ørerne og den hvide hale bevægede sig roligt og blidt.

[ 3 ]

Atlas undlod at give sit navn ud til at starte med. Man kunne jo aldrig vide, hvem der havde sendt hoppen. Zeus måske? Han havde ikke særlig høje tanker om sin bror - eller..... Halvbror. Han brød sig ikke om ham, havde aldrig brudt sig om ham, og gav ham skylden for Atlas' tilstedeværelse i det land andre kaldte Andromeda. Mange var høflige - meget høflige, og accepterede at andre havde grænser og holdt altid en pæn afstand. Atlas var ikke en af dem. Han standsede ikke før han var tæt nok på hoppen til at kunne hakke ud, hvis han fandt hende for næsvis. Mulen strakte han en anelse frem for at indfange hendes duft. En duft der måske kunne fortælle noget om hvor hun kom fra.

"Det her er min ø. Hvis du leder efter en flok er du kommet til det helt forkerte sted. Jeg har ikke set en eneste."

White kiggede på ham med et smil imens hun lod dufte til hende. Der var en duft af vand og blomster. Mulen strakte hun en anelse frem for at indfange hans duft. Hun kiggede på ham og lyttede til det han fortalte hende og hun nikkede forstående og med respekt mod ham. ”Ok. Tak. Så må jeg nok lede videre.”

[ 4 ]

I en hurtig bevægelse, snappede Atlas ud efter hoppen. Hvad bildte hun sig dog ind? At stå der og snuse til ham, som om hun havde lov til det. Der var en regel på øen som Atlas selv havde sat op. Atlas må godt, andre må ikke.

"Ikke så hurtigt, lille frøken....."

Så let skulle hun i hvert fald ikke have lov til at slippe. Ikke hvis det stod til ham. Atlas blev ikke stående stille, men gav sig i stedet til at kredse om hoppen som en ådselæder kredsede i luften over et kadaver, et rovdyr omkring sit bytte, eller bare som Atlas omkring et nyt skinnende stykke legetøj. Det gav ham god mulighed for at se hende bedre an, sætte nogle mål på. Vurdere hende så godt som han nu kunne.

"Hvem har sendt dig?"

White hoppede til siden, da han snappede ud efter hende. Hun kiggede efter ham imens han gik rundt omkring og kiggede på ham med de grønne øjne. Hun var en voksen hoppe der var var helt hvid. ”Ingen har sendt mig?” Sagde hun hvorefter hun lidt efter snappede ud efter ham. Hun var ikke bange for ham eller for at vise ham at han skulle være ordentlig mod hende, som han ville have at hun var mod ham. Hun smilede imens ørerne og halen bevægede sig imens hun travede roligt ved siden af ham.

[ 5 ]

I det øjeblik hoppen, White, snappede ud efter ham, gav Atlas et utilfreds hvin fra sig. Måske en anelse højere end de fleste lige ville forvente. Men hun skulle såmænd slet ikke tro det var i orden, og det tog heller ikke mange sekunder før han hakkede tilbage ud efter hende. Han var heller ikke bange for at bruge tænderne, og skulle hun risikere at gå derfra med et bidemærke eller to.... eller flere.... Så måtte det være sådan. En ting var helt sikkert. Han var nødt til at opdrage på hende.

"Hvordan kan jeg vide du taler sandt?"

White hoppede ud til siden og gav et utilfreds hvin. Hun kiggede på ham. ”Du kan vælge at tro på jeg taler sandt. Jeg lyver ikke. Men jeg skal nok forlade din ø nu og lade dig være. Hav det godt.” Vrinskede hun til ham hvorefter hun vendte væk fra ham og hun begyndte at trave hendes vej væk fra ham.

[ 6 ]

Atlas gav et fnys fra sig. Han kunne heller ikke lade være med at himle med øjnene af hoppen så snart hun havde vendt ryggen til ham. Hopper....... Der var kun en enkelt, der havde skilt sig ud fra mængden og nægtet at lade ham være i fred. En enkelt han ikke havde set siden hun gik med til at stå til rådighed for hans kedsomhed. Tanken om det vækkede en vrede inde i den temperamentsfulde hingst. Der var da heller ingen af dem der var til at stole på, og når han så hende igen, skulle hun nok få røven på komedie.

Indvendigt talte Atlas til 10 før han satte af i en kraftig og halv-hidsig galop, der fik sand til at flyve bagud og i vinden for hver gang han kastede sig frem med retning mod hoppen.

White himlede med øjnene af hingsten så snart hun havde vendt ryggen til ham. Hingste. Der var ikke meget i hovedet på dem. Hun travede roligt og vrikkede hendes ene øre og kunne høre hans halv-hidsige galop. Hun satte selv i galop, der fik sand til at flyve bagud og vinden for hver gang hun kastede sig frem med retning væk fra hingsten.

[ 7 ]

Tænderne var bidt sammen og Atlas virrede en anelse med hovedet da sand kom flyvende i hans retning. Han lod sig kaste en anelse til siden så han ikke lå lige i hendes stråle af sand. Forbandede hoppe. Jo længere tid hun befandt sig på hans ø, jo mere følte Atlas for at få hende sat på plads - om det så var nødvendigt med frygt i stedet for respekt. Begge dele kunne fungere lige fint for ham. Og skulle hun alligevel være sendt af nogen, så var det også en fin lille besked til dem. Et sted aller inderst ønskede han måske det var Zeus' måde at række ud mod ham på. Han havde ikke formået at finde sin bror endnu, men hans mission forblev den samme: Dræb Zeus. Hoppen skulle også nok få lov til at underkaste sig før han var færdig med hende - han ville i hvert fald gøre et ihærdigt forsøg på at få hende til det.

White galoperede væk fra hingsten hvorefter hun kiggede på ham og så stoppede hun op og hun ventede på ham med respekt for ham. Hun kiggede på ham med et undskyldende smil på hendes mule. Det var ikke hendes menig det skulle være sådan her med dem. 

[ 8 ]

Atlas standsede ikke før han var helt henne ved hoppen igen. Samtidig pustede han sig helt op for at markere sig. Hendes undskyldende smil kunne ikke længere nå ham. Han var allerede på dette tidspunkt på den forkerte side af barometeret, der målte hans temperament.

"Hvis du ønsker en flok, kan du få lov at være den første i min"

Det kunne måske godt lyde som et tilbud, men det var på ingen måde sådan det skulle forstås. Noget der sikkert også kunne høres på Atlas' stemme. Stod det til ham, fik hun absolut intet valg, og kunne få lov til at være den første af mange vildfarende hopper i hans harem.