How dare you enter my domain (White)

White kiggede på ham imens hun tænkte kort øjeblik over det. Hun tænkte, at det var bedre end at være alene herude. Hun smilede. ”Tak, men må jeg tænke over det for en stund?” Vrinskede hun imens hun bevægede ørerne og halen mens hun travede roligt og elegant med hendes hove.

[ 9 ]

"Jeg tror ikke du forstår, lille frøken. Du har intet valg her"

Ordene var blevet en anelse mere snerrende. Hvem troede hun lige hun var? At hun kunne komme der og erklære hendes ord betød mere end hans? HANS!? Hun var jo bare en hoppe. En vildfaren en af slagsen. Den lille påmindelse fik et lille lusket smil til at vokse indvendigt hos Atlas. Ikke noget man kunne se.

"Hvor længe tror du du overlever i sand? Den ø her er stor. Der er flere der er faret vild. Hvis ikke du ser sand, ser du vand........ Hvis du er klog, så gør du hvad jeg siger"

Hun skulle stadig ikke have lov til at tro hun kunne slippe så let. Han havde ikke tænkt sig at lade andre to de bare kunne komme og gå når det passede dem. Han ville være den der bestemte hvornår de kunne have adgang og hvornår de måtte gå. Og han havde ikke givet hende lov til at gå.

White tænkte over det han sagde. Hun kunne godt se det, men han skulle ikke tro, at han kunne bestemme over hende. Til trods for han så hende som en vildfarende hoppe. Hun kiggede på ham med et smil. ”Tak, men jeg ved ikke rigtigt? Desuden kender jeg ikke dit navn? Men jeg skal nok forlade din ø, hvis du ønsker det.”

[ 10 ]

Et fnys forlod ørkenhingsten. Hun fik det stadig til at lyde som om hun havde et valg. Selvfølgelig havde hun da ikke det. Ikke så længe han var der til at sige hun ikke havde. Han bestemte over hende, hvis man spurgte ham, og det ville han ikke lave om på. Hvis hun var uenig, var det bare ærgerligt.

"Hvorfor er et navn så vigtigt for dig?"

Selvfølgelig kunne han da bare give hende sit navn, men Atlas havde ikke været den mest selskabelige hest i landet siden hans ankomst for længe siden. Kun meget få vidste en lille smule om ham, resten holdt han for sig selv. Det var den bedste måde ikke at få problemer på. Han ville nødig findes af nogen der holdt med hans bror, Zeus.

"Hvordan vil du finde væk fra øen når du ikke ved hvor langt du skal gå i hvilken retning? Øen er død efter den her varme. Kan du mærke vinden? Den har taget til hen over de sidste par timer, og jeg vurderer der ikke går lang tid før regnen kommer. Uvejr betyder store bølger og store bølger betyder mindre chance for at overleve. Men så igen. Jeg kan vel være ligeglad med om du overlever, dør af tørst eller drukner..... Jeg kunne selvfølgelig hjælpe dig, men min hjælp er ikke gratis."

White kiggede på ham og vrinskede. ”Jeg gav dig mit navn. Jeg vil bare gerne vide dit navn, hvis jeg skal være sammen med dig her i ørkenen.” Hun kunne godt mærke vinden havde taget en smule mere til end før nu. ”Det har du ret i. Men hvorfor tilbyder du din hjælp, hvis du er ligeglad? Og hvis jeg tager imod din hjælp, hvad er din pris for den så?”

[ 11 ]

"Du kan kalde mig næsten hvad du vil, så længe jeg er tilfreds med det"

Selvfølgelig ville han ikke kaldes 'min fine hoppe' eller noget andet nedværdigende. Men han reagerede på så mange andre ting. Han var blevet kaldt mange ting gennem sit liv af både positive og negative ting. Den slags kom vel når man var i krig. Ens fjender havde sjældent noget pænt at sige og hans bror havde vel heller ikke altid de pæneste ting at sige om ham, ligesom Atlas selv ikke havde så meget pænt at sige om Zeus.

"Du snakker for meget"

Tonen var en anelse skarp. Hun var ikke den første Atlas havde mødt i sandbakkerne, som havde snakket mere end hvad han foretrak og sikkert også langt fra den sidste. Der var den ene ting ved Atlas; han var svær at gøre tilfreds. Og det var næsten lige meget hvad man prøvede.

"Hvad har du at tilbyde i bytte for min hjælp?"

White kiggede på ham. ”Ok. Jeg vil kalde dig for Gyldnehingst eller for Solhingst? Hvad synes du om det? Medmindre jeg må vide dit navn?” Hun gik langsomt med ham. ”Undskyld.” Hun tænkte lidt over det han sagde. ”Jeg kan prøve at finde græs og vand til os, hvis du ønsker det? Ellers hvad ønsker du i bytte for din hjælp?”

[ 12 ]

"Det er fint med mig"

Det var jo ikke nogen forkert beskrivelse. Han havde en gylden farve som solristet sand. Ikke lige så bleg som en helt hvid sandstrand, men mere samme farve som en ørken. Ørkener var tit hørt i forbindelse med meget sol og ikke særlig meget planteliv, hvilket heller ikke var helt forkert beskrivelse af det hjem han havde valgt sig - eller som havde valgt ham. Atlas rystede på hovedet til hendes forslag. Han vidste jo godt hvor der var føde og vand. Der var ikke meget af det på øen, men i de år han havde opholdt sig der, kendte han efterhånden hele øen som sin egen hov. Han kunne gå i sine egne tanker og stadig vide hvor han var, men sådan havde det ikke altid været.

"Jeg ved hvor der er vand og græs. Men jeg kunne måske bruge din hjælp som bytte for min hjælp. Ser du. Jeg søger en bestemt hingst i dette.... land.. En hingst, som jeg ikke har formået at finde siden jeg fulgte ham hertil. Som den kryster han er, stikker han vel af så snart han fornemmer jeg er i nærheden....."

”Ok. Hvad skal jeg finde ud af om den hingst? Hvad er hans navn og hvor skal jeg lede efter ham?” White tænkte hun godt kunne prøve at hjælpe ham med det. Hun syntes selv, at hun var god til den slags. Hun kiggede rundt på området imens hun gik efter ham.

[ 14 ]

"Han hedder Zeus"

Svarede Atlas, og måtte lige overveje hvordan han skulle beskrive sin bror bedst neutralt og uden at give alt for meget info væk om sig selv på samme tid. Det var svært. Han kunne selvfølgelig begynde på en masse ord og forvirrende forklaringer. Den bedste han kunne komme i tanke om var;

"Vi bærer samme gener."

På den måde kunne han forklare at de lignede hinanden uden at være ens. Bar samme farve uden den var ens, Alt imens det kunne betyde det enten var hans far, hans bror, en søn eller en fætter de havde med at gøre.

"Det eneste du skal er at bringe ham til mig"

”Ok Zeus. Er I familie?” White svarede. Hun havde ingen familie, så vidt hun vidste det. ”Hvordan bringe ham til dig?” Hun tænkte at det kunne være rart at vide, hvordan hun skulle gøre det. Og hvordan hun skulle finde ham, hvis nu det var at hun fandt hingsten Zeus.

[ 15 ]

"Det er ikke nødvendigt for dig at vide. Alt hvad du skal gøre, er at finde Zeus og bringe ham hertil. Hvordan må du helt selv finde ud af, så længe det er i live"

Ordene blev en anelse snerrende. Hun stillede da også alt for mange spørgsmål. Han ville heller ikke fortælle hende hvordan hun skulle gøre, for det måtte hun selv finde ud af. Hun kunne vel tænke ligesom ham selv. Ørerne blev vendt mod nakken for et kort øjeblik på grund af den korte lunte for enden af hans temperament.

"Jeg ville passe på med at stikke næsen for dybt i andre folks sager, hvis jeg var dig"

White kiggede på ham og nikkede. ”Ok. Undskyld. Udmærket, så gør jeg det.” Hun kiggede rundt hvorefter hun gik hendes vej imens hun bevægede hendes ører og hale. Hun var en smule sulten og tørstig, så hun tænkte, at hun ville begynde at lede efter et sted som hun kunne være.

[ 16 ]

"Nu!"

Det var en ordre. Sådan var Atlas. Han ville have tingene skulle ske når han ønskede de skulle ske og ikke når det passede andre bedst. Atlas havde også ventet længe. Ventet længe på at finde Zeus. Ventet længe og lagt mange planer. Så mange han efterhånden ikke længere vidste, hvad han skulle stille op med sin bror når han engang fandt ham. Tålmodighed var ikke noget han ejede særlig meget af. Atlas trådte et par skridt tættere på hoppen.

"Jeg er ikke en af de værste her i landet. Af hvad jeg har hørt. Men jeg vil foreslå du skynder dig...... Ellers kan jeg ikke garantere for følgerne"

White kiggede på hingsten. ”Jeg har ikke spist og drukket i et stykke tid. Desuden er der et uvejr på vej. Vi burde finde et sted at være indtil det er ovre. Jeg skal nok lede efter hingsten Zeus, når uvejret er forbi. Jeg kan ikke gøre meget mere end det nu.”