How dare you enter my domain (White)

[ 15 ]

"Siger du mig imod, hoppe?!"

Atlas hævede stemmen for at vise hans utilfredshed over hendes svar. Samtidig kunne han ikke lade være med at puste sig en smule op for at vise sig mere fra sin advarende side. Han var ikke hævet over at udøve vold på hopper. Hvis ikke de ville lytte, måtte de lære at lytte på den hårde måde, og sådan var det bare. Atlas trådte et truende skridt fremad mod hoppen,

"Jeg deler ikke min plads, eller mit mad før du har fundet Zeus"

”Nej. Jeg siger dig ikke imod. Men som jeg sagde før, så er der uvejr på vej. Og jeg kan ikke finde Zeus i et uvejr. Eller uden fornyet krafter og energi. Det er ikke min skyld, at du ikke kan finde ham selv. Eller at du har temperament som du har det.”

[ 16 ]

Atlas havde knap nok ladet hoppen tale færdig før et tandsæt fløj i hendes retning og bed ud efter hendes næseryg. Ørerne var lagt helt ned i nakken og blikket var blevet mørkere og mere truende. Nu skulle hun i hvert fald sættes på plads!

"Et ord mere om hvordan du ikke har tænkt dig at adlyde min ordre, og du kommer til at fortryde."

White sprang væk fra ham, før han kunne nå at bide hende. Hun kiggede på ham. ”Udmærket! Så forlader jeg dig og din ø! Jeg har fået nok af dig nu!” Hun galopperede hendes vej væk fra ham og uvejret. Langt væk fra ham med tåre i hendes øjne og hun finder ly for uvejret.

[ 1 ]

En ting var sikkert! Hun skulle i hvert fald ikke have lov til at tro hun selv havde valget mellem at forlade øen eller ej. Ikke længere. Hun kunne få lov til at forlade den når han gav hende lov. Atlas satte derfor efter hoppen, selvom han holdt en lille smule afstand. På et eller andet tidspunkt, regnede han med sandbakkerne nok skulle dræne hende for energi. For de fleste andre, var det trods alt lidt hårdere at rende rundt i det løse sand end på en fast grund - for ikke at tale om de små bjerge af sand vinden engang imellem fik skubbet rundt på. Det var nemt at skvatte på dem og det var svært at komme op af dem, fordi det løse sand jo gled ned når man forstyrrede det.

White kiggede rundt imens hun galoperede væk fra hingsten. Hun vidste han fulgte efter hende, men hun var en smule ligeglad med at han fulgte efter. Hun fandt en hule og lagde sig ned med hendes hoved mod indgangen, så det var hun kunne holde øje med ham.

[ 2 ]

Atlas standsede foran hulen, hvor hoppen havde lagt sig. Han måtte slå en latter op. Hun tænkte sig vidst ikke om. Han blev dog udenfor og kiggede ind, for han havde ingen intentioner om at risikere samme skæbne som hende.

"Med det uvejr kan du lige så godt lægge dig til at dø. Det er kun et spørgsmål om tid før sandet flytter på sig og så risikerer du at være sandet inde. Som jeg sagde, hvis du ønsker at overleve, vil jeg foreslå du gør som jeg siger"

Han vidste trods alt noget om at overleve på den øde ø. Sandbakkerne var hans hjem og havde været det i flere år. Han tvivlede på andre kunne begå sig lige så godt som ham i længere tid i sandbakkerne.

White kiggede på ham, hvorefter hun rejste sig op og gik ud af hulen mod ham langsomt. ”Udmærket.” Hun skulle nok gøre det han sagde til hende. Hun sendte ham et lille smil imens hun bevægede hendes ører og hale roligt. Hun tænkte, at han nok gerne ville have hende til at lede efter den anden hingst, så hun vendte rundt og begyndte at gå ud for at lede efter ham inden uvejret.

[ 3 ]

Et øjeblik overvejede Atlas at stille sig i vejen så hun kunne forblive inde i den hule hun havde fundet sig. Men han kunne jo ikke stå der for evigt, og der var andre ting hun kunne bruges til end den smule tilfredsstillelse det ville være at se hende sanddet inde. Han lod hende derfor komme ud, og sendte kun et bid i retningen af hendes ene balle, da hun vendte rundt og gik.

White sprang til siden før han kunne bide hendes ene balle. Hun fortsatte med at kigge rundt omkring efter den hingst, som hun skulle lede efter for ham imens hun gik rundt i sandet for hurtigt at finde ham før uvejret tog meget mere til i kraft. Hun gik rundt i sandet i lang tid.

3

Atlas fnøs. Han vidste godt det ville tage tid at finde hans bror, for efter flere år havde han ikke selv haft heldet med sig. Selvfølgelig kunne det være fordi hans bror havde færden af ham og måske endda havde hjælp til at undgå ham, eller fordi han havde været så snu at finde en vej væk igen og efterladt Atlas fanget på den tilsandede ø. Men han havde ikke tænkt sig at give efter, og måske kunne en hoppe rent faktisk være det der skulle til, for at få ham til at dukke frem fra sit skjul. Atlas selv blev stående og fulgte hoppen med blikket, men havde ikke tænkt sig at blive stående for at holde øje med hende hele tiden, for så ville han jo lige så godt kunne søge selv.

”Find mig igen, hvis du finder ham, eller hvis du giver op……. Held og lykke, hoppe”

Med de ord vendte han rundt for i stedet at finde noget andet at foretage sig. Et uvejr hang trods alt ude over havet på vej mod øen, og han havde ikke tænkt sig at være udsat for nogen som helst form for farer.

White kiggede rundt omkring imens hun gik rundt i sandet og blev ved med at lede efter hingsten i meget lang tid i hendes søgen. Uvejret var på vej ind mod øen. White kiggede rundt omkring for at få øje på enten hingsten eller et sted som hun kunne være udenfor farer indtil uvejret var forbi.