Gods and Monsters (Trinse)

16

Sand. Sand. Mere sand. Det var det eneste Ava kunne både se og mærke omkring sig. Selvfølgelig var der også himmel, men luften kunne hun ikke føle. Det der for nogen ville være en kold saltet vind fra havet af, var intet andet end en lun brise for den sorte skyggebærer. Alligevel havde hun begivet sig længere ind på øen. Ind mod midten. Ind mod læ.

Sandet knasede under hendes hove. Den knasende lyd var det eneste der brød stilheden – hvis altså ikke man talte skyggernes hviskende stemmer med. Ava var vant til dem, og så længe de ikke havde noget bestemt eller vigtigt at fortælle, lagde hun ikke mærke til dem. Det var en baggrundsstøj hun havde nemt ved at ignorere, men tog man dem helt væk fra hende, ville hun med sikkerhed opdage det. Stilheden var alt for stille. Kun få gange siden hun havde valgt skyggernes sti, havde hun oplevet det.

Zenobia var ikke en ø hun besøgte særligt ofte, men engang imellem havde hun brug for fuldkommen ro. En ro hun ikke følte hun fik i nærheden af Aljun, eller når hun krydsede vandet til Chibale. Den ø var for overrendt af lyselskere. Nej. Zenobia. Der var næppe lige så meget at komme efter der. Nogle følte sig måske endda for udsatte på øen og det kunne nok også være en af grundende til hun ikke særlig tit var stødt på nogen i sandbakkerne.

Den gyldenbrune hingst havde endelig fået sig en tilværelse, der gav mening for ham. Han var Synets Vogter, han var medlem i Teylar, han havde verdens skønneste mage, og sammen havde de verdens skønneste tvillingepar. Jah, han havde gjort det godt, den kære Eagle Eye... Trods hans lidt ældre alder var det aldrig for sent at få sig sit drømmeliv, og det havde den gyldenbrune i den grad erfaret. Trods alle disse gode ting kun var sket inden for de sidste par år, så havde han aldrig nogensinde været mere lykkelig. Han havde alt, hvad han nogensinde kunne ønske sig, og han kunne vitterligt ikke finde en eneste ting at klage over i sit liv. Selv hans evige sorg over Ea og Storm var for længst blevet erstattet af ren lykke og kærlighed til Leonora, Tara og Tauriel.

Han havde brugt det sidste års tid i flokken med sin lille familie, hvor han havde vovet over dem 24/7, mens føllene endnu var små. Selvom Leonora var en meget stærk og selvstændig hoppe, der var vant til at klare sig selv med sine tidligere afkom, så havde han svoret at beskytte både hende og sine afkom, specielt her mens de var så små. Han kunne simpelthen ikke bære, hvis der skulle ske nogen af dem noget! Selvom han vidste, at de var i sikkerhed inden for Teylars grænser, så havde han det alligevel bedst med selv at være der og beskytte dem med sit liv om nødvendigt.

Dette betød dog også, at han havde måtte lægge sin vandretrang lidt på hylden. Han havde ellers altid været en vandrer, der elskede at strejfe rundt på må og få, så det havde været lidt mærkeligt for ham at slå sig ned ét sted på den måde og blive dér dag ud og dag ind. Og selvom han elskede at tilbringe tid sammen med sin familie i Teylar, så måtte han alligevel indrømme, at han savnede sine mange vandringer rundt i Andromedas smukke landskab. Det var et land, der bød på så mange muligheder og havde så mange smukke naturområder, så det var rimelig træls kun at være bundet til flokkens område hele tiden.

Derfor havde han taget en beslutning. Nu var hans døtre efterhånden blevet så store og sikre på benene, at de ikke på samme måde krævede opsyn hele tiden. Derudover var både de og deres mor jo stadig indenfor flokkens grænser, og han stolede på, at de andre Vogtere i flokken nok skulle beskytte dem, hvis det blev nødvendigt.
Han havde derfor taget en lille dag fri for sig selv og var rejst til Zenobia, en af hans yndlingsøer i landet. Der var ikke mange, der delte det synspunkt med ham. Zenobia var jo ikke andet end sand og vand. Men for Eagle Eye var det perfekt. Han elskede strande af hele sit hjerte, og Zenobia var jo nærmest bare én stor strand hele vejen rundt.

Han trådte derfor op på bredden og tog en dyb indånding, mens han blot indsnusede duften af vand, salt og sand. Han vibrerede med de kødfarvede næsebor og nød blot øjeblikket i fulde drag. Han havde levet så længe i Teylar, fanget imellem skovens træer. Det var slet ikke ham sådan noget. Han længtes ud mod åbne vidder og store bredder, og det var derfor ubeskrivelig rart endelig at høre havets brusen og mærke sandet under sine hove igen. Han tog endnu en dyb indånding og så frem mod ørkenen med et nysgerrigt blik i de lysende guldøjne, inden han roligt satte frem i skridtgang og påbegyndte sin vandring ind på øen.

73

Det var sjældent Ava tillod sig selv at være sårbar, men så længe hun var alene, havde hun ikke noget at bekymre sig om. Ingen der ville tage hende for at være en svag hoppe, ingen der ville tage kampen op mod hende. Ingen der ville mene hun ikke var værdig. Hun skulle ikke overbevise andre om hun ikke var en kæmpe fejltagelse der ikke kunne gøre noget som helst rigtigt.

Hun vandrede rundt i sin egen lille verden og opsnappede ikke en andens tilstedeværelse – en karateristika der var så langt fra den blå-sorte hoppe som det overhovedet kunne være! Som regel var hun meget opmærksom på sine omgivelser. Normalt var hun meget hurtig til at spotte andre, men lige den dag havde hun skubbet de hviskende stemmer, de få, de mange i baggrunden for at gøre plads til hendes eget tankemylder.

Hvad skulle hun gøre? Hvad burde hun gøre? Hvad ønskede hun at gøre? Kunne hun overhovedet tillade sig at ønske noget som helst? Hun havde fået så meget, men havde ikke formået at holde på det. Det kunne umuligt være andres skyld – og alligevel var det så mange andres skyld. Hun havde en hel lang liste over dem hun ønskede hævn over. Men hævn var bedst serveret kold og med en ordentlig omgang tålmodighed. De skulle nok få hendes vrede at føle når tiden var inde.

Den gyldne vandrer havde vandret ganske længe i sit eget selskab på den sandede ø og blot nydt ensomheden. Selvom han skam elskede sit liv med Leonora og tvillingerne, så kunne et liv i en flok som Teylar godt være rimelig hektisk til tider. Der var mange sjæle samlet på ét sted, og det var derfor sjældent, at man var helt alene - så i dette øjeblik nød han blot freden, roen og stilheden og nød at kunne fordybe sig helt uforstyrret i sine egne tanker.
Men det varede såmænd ikke ved, for pludselig syntes han at opfange en duft i luften; lugten af en fremmed hest. Et varmt og venligt smil fandt straks vej frem på hans mule, mens han bevægede sig i retning af duften - for nok havde han nydt ensomheden, men han var skam også en yderst social sjæl, der aldrig takkede nej til selskab og chancen for at lære en ny sjæl at kende.

Der gik ikke mange minutter, før han passerede en sandbakke og fik øje på den fremmede hoppe på den anden side. Hans hjerte stoppede kort med at slå i et øjeblik, mens han sank en klump i halsen. Det var ikke til at tage fejl af det udseende. Hun var en Skygge... Han forholdt sig tavs og passiv og blev blot stående på toppen af bakken og så ned på hende. Mon hun havde nået at opdage ham? Han var nemlig ikke længere så sikker på, at dette var et møde, han ønskede alligevel...
Hvad den ædle Eagle Eye dog ikke vidste på nuværende tidspunkt var, at han faktisk havde mødt denne sjæl en gang før. Ayvah... Men det var mange år siden, og hun havde set meget anderledes ud dengang, så han kunne ikke længere hverken huske eller genkende hende.

4

Synet af en hingst fik Ava til at stoppe op og betragte ham. Han lod til at være stoppet op og stod næsten lige så forstenet som hende. En vogter. Hvad havde han tænkt sig at gøre? Angribe hende som nogle af hans artsfæller ville gøre? Ørerne lod hun langsomt glide mod nakken og sårbarheden forsvandt langsomt væk. Hun besluttede sig for ikke at lade ham være den der tog beslutningen, for hvis han havde i sinde at angribe, ville hun ikke være den der stod tilbage. Ligeledes havde hun heller ikke planer om at kaste sig hovedkulds ud i et angreb. Hun var svag nok i forvejen på trods af hendes styrke. Hun var ikke helt op toppen endnu efter hendes møde med den gyldne og hendes fremtid var stadig ikke helt klar for hende.

Langsomt fik hun sat gang i benene, og lod dem føre sig tættere på hingsten. Hun brugte afstanden og tiden før hun kom tæt nok på, til at måle ham. Hans størrelse, hans muskelmasse, hans sind, eller hvad hun i hvert fald kunne læse ud fra hans udtryk. Han lod til at være mindst lige så overrasket som hende over at støde på en ”fjende” på en ø man ellers ofte vandrede rundt alene på.

”Næh ser man det….. En vogter….. Og en der vandrer alene ser det ud til. På vej hen for at udspionere?”