What's your problem? (Lucifer)

19

Det trak i Ava. Trak i hende for at komme tilbage til skyggerne, komme tilbage til Alduin, komme tilbage til hendes herre. Men alligevel var der også en del af hende, der ikke ønskede at nærme sig broderskabet. Selvfølgelig ville hun gøre hvad som helst for at befri Herren, men hun ville også gerne se sin datter igen, og gøre alt for at det skulle ske. Flere gange havde hun været frem og tilbage og tilmed haft nærmet sig flokkens område, men hver gang var der nogen der havde stillet sig i vejen for hende. Det var på tide at trække sig, give dem tid til at tro de havde vundet, så hun kunne få en chance igen uden de ville se det komme. Der skulle planlægges og de skulle nedlægges. Alle og enhver, hvis ikke de ville lytte til hendes ord.

De blå øjne søgte i horisonten, hvor Foehn forhåbentlig snart ville komme til syne. Så snart vandet trak sig tilbage ville det blive lettere at krydse vandet. Både fordi hun ikke skulle svømme for langt, men også fordi der ikke ville være helt så dybt. Noget hun ofte ventede på, hvis hun skulle fra den ene ø til den anden. Selvom hun ikke var stødt på nogen da hun krydsede Zenobia, lyttede hun alligevel meget nøje til omgivelserne omkring hende. Hun vidste mange var fristet til at bestige ildbjerget, og det ville hun ikke lade ske.

Lucifer så sig omkring med et dybt suk. Det mærkelige lys var dukket op ligesom ved hans brødre så han havde uden at tøve bevæget sig igennem det bare for at dukke op et helt andet sted end hvor han startede. Som om det ikke var nok kunne han ikke engang finde sine brødre selvom han havde kigget sig omkring. Da han var landet i nærheden af noget vand og der tilsyneladende var en ø på den anden side af det vand havde han efter kort tids overvejelse svømmet over, der var ingen heste at se hvor han startede men måske der var nogen derovre?

Det var en hård svømmetur og han fortrød ret hurtigt efter han nåede i land, der var jo ikke andet end sand på denne ø! Endnu et suk lød som han langsomt kom i bevægelse igen, der var vel ikke andet for end at begynde at gå hvis han skulle finde sine brødre, eller bare en eller anden for den sags skyld. Heldigvis for ham tog det ikke så lang tid før en sort skikkelse dukkede op forude. Han stoppede og stirrede nysgerrigt, en ganske pæn skikkelse var det også! En smil bredte sig på hans læber og han satte afsted i retning af skikkelsen igen.

2

En rytmisk lyd. Det var nemt at høre. Trin. Det var hvad Ava fik ud af lyden. Nogen nærmede sig, for både lyden, men også små vibrationer i sandet blev tydeligere. For et kort øjeblik følte hun sig splittet. Enten skulle hun give sig til at krydse vandet med det samme, eller også skulle hun blive stående. Se hvad denne fremmede ville - for lugten var ikke fulgt med endnu, fordi vinden ikke bar den med sig, men i stedet fløj imod den fremmede. Langsomt tillod hun sig selv at se sig hen over skulderen og derefter vende rundt så hun bedre kunne se i retningen af skikkelsen der kom nærmere. Nej. Det var ikke nymfen. Det var ikke lyshoppen der var efter hende heller - og ud fra størrelsen så det heller ikke ud til at være den hoppe, hvis navn Ava efterhånden ikke kunne fordrage. Der var så mange der ikke vidste bedre, end ikke at sætte sig imod hende. Hvad mon den fremmede havde tænkt sig at gøre når det gik op for ham hvem hun var?

Efterhånden som han kom nærmere hvælvede hans halsen let, det fik hans man til at falde pænere - synes han i hvert fald selv, og løftede halen. Det var yderst sjældent at han ikke følte trang til at vise sig lidt nå han mødte nogen, fremmed eller velkendt. Han synes selv han er en fryd at se på og den fryd ville han selvfølgelig dele med andre. Desuden - hvis han kunne charmere nogen ved bare at være pæn var det jo alt andet lige nemmere og sjovere for ham.

Denne hoppe, kunne han nu lugte, virkede dog ikke umiddelbart særligt imponeret, faktisk tog det alt for lang tid før hun så meget som kiggede på ham! Det ville han dog ikke lade sig afskrække af så han stoppede glidende et par meter fra hende og smilede indbydende imens han tjekkede hende ud. "Goddag, mit navn er Law, hvad må jeg kalde en skønhed som dig?" Han tog et lille skridt nærmere og drejede hovedet let, både så han kunne fremvise sin man lidt mere - han var ret stolt af sin man - og for at komme lidt tættere på uden at virke truende eller anmassende.

3

Det ene øre vrikkede ud til siden før det gled mod hingsten igen. Han lod ikke til at lade sig afskrække af de unaturligt blå cirkler i hendes pande, med de unaturligt blå lysende øjne. Skønhed? Jovist var der sikkert noget kønt over det unormale og det var jo heller ikke fordi hun var grim at se på. Lille af statur, men alligevel muskuløs. Noget kunne sikkert også lokke, hvis ikke man vidste hvad de unaturlige blålige lysende øjne og cirkler egentlig betød; At hun havde givet sig selv hen til mørket og Herren.

"Ayvah"

Det var et meget kort svar, men det var hvad han kunne kalde hende. Hun så ham an uden at fortrække en mine indtil han var tættere på.

"Du kan ikke have tilbragt meget tid her..."

Lucifer kiggede hende endelig ind i øjnene for i et øjeblik at gå i stå, de lyste, hvordan kunne øjne lyse? De interessante aftegn var også... mærkværdige men han havde bare skøjtet hen over dem indtil videre, meget mere optaget af at kiggede på hende sådan overordnet. Det tog ham dog ikke længe at komme videre, lysende øjne? Fint, det var da også meget pænt! ”Ayvah? Smukt navn til en smuk hoppe!”

Hun virkede ikke specielt modtagelig overfor hans tilnærmelser så han holdt op med at nærme sig, han ville på ingen måde få hende til at føle sig utilpas. ”Været her længe..? Nej jeg er lige kommet” svarede han med et let, flirtende smil. ”Ellers ville jeg helt sikkert også have lagt mærke til dig før, en skønhed som dig glemmer man ikke lige! Og du ville sikkert også kunne huske mig.” Han blinkede til hende med det ene øje og smilte skævt.

9

Før i tiden som en nyankommen hoppe, ville hun sikkert have hoppet rundt som en eller anden nyforelsket lille dame. Den gang skulle der ikke meget til at charmere sig ind på Ava. Men tiderne havde ændret sig. Hun var faldet for en. Faldet for en anden, og ingen af dem var længere i hendes liv. Venner var kommet og gået og tilbage var hun alene med sine skygge brødre og søstre. De eneste hun kunne stole på - eller burde kunne stole på. Det var i hvert fald indtil hendes position i broderskabet, var blevet kommenteret på af et par brødre og søstre.

"Tro mig. Du ville huske mig af en helt anden grund"

Et lille smil var alligevel begyndt at dukke op. Et lille smil der kun lige var tydeligt og med en antydning af lidt venlighed. Men det kunne man ikke kalde det. Morskab måske? Det morede hende lidt og varmede måske også lidt indvendigt, at tænke tilbage på hvordan hun engang ville have været svag og bukke under for hingstens ord, men nu var stærkere og hvis ikke respekteret, så i hvert fald frygtet.

"Fortæl mig, hingst. Hvad gør jeg skulle kunne huske dig? Hvad gør dig speciel?"

Lucifer løftede øjenbrynene lidt da han hørte hendes første svar, hvad mon hun mente med det? Hun virkede ikke specielt modtagelig overfor han charme men hun var heller ikke decideret afvisende. Måske var hun en særligt vigtig hest her i landet? Eller fra en speciel flok der var meget mindeværdig? Desværre kendte han endnu ikke nok til landet til at kunne komme med et kvalificeret gæt, det skulle da kun lige være at det var på grund af de blå lysende øjne og aftegn men de var jo bare en del af hendes skønhed så kunne det overhovedet være det?

Han lagde mærke til hendes lille smil og smilte bredt til svar, det var altid dejligt at få andre til at reagere positivt. Også selvom det ikke var helt så positivt som man kunne håbe. For ikke at tale om mere forvirrende end man kunne håbe. Ingen af de to aspekter ville han dog lade forstyrre sig lige nu, han var robust på den måde at han ofte bare kunne tromle videre når der var forvirring eller lignende der forstyrrede ham. "Ah, mon ikke der ville være et eller andet der ville være værd at huske?" Han kunne såmænd komme på mange ting om ham selv han syntes var meget mindeværdige men det lød jo ikke så godt at stå og nævne dem alle sammen. Desuden var det mere interessant at høre hvad hun eventuelt kom frem til.

40

En lille latter slap den sorte nathoppe. Langsomt trådte hun en anelse nærmere. Ud fra første øjekast, lignede han en der kunne være i familie med hendes ærkefjende. Samme farve og det araberagtige præg.

"Så skulle det lige være den lighed er er mellem dig og en hoppe jeg ikke kan fordrage....... Men det er vel ikke din skyld."

Ava lod blikket køre op og ned af hingsten et par gange - vurderende. Hun overvejede hvilke positive og negative sider der kunne være ved at overgive sig til en snak med denne hingst. Var han for heltemodig? Ville han med tiden slå sig til lyselskerne og være en af hendes fjender? Så ville det trods alt ikke være så smart at lade ham vide alt for meget omkring hende. Men det betød ikke hun ville lade chancen gå til spile den anden vej. Desuden. Kunne hun skaffe flere "venner" ville hun måske have en bedre chance for at begå sig i landet. Det var bare ikke nemt, når man som Ava vidste, hvor få man egentlig kunne stole på.

"Du sagde dit navn var Law? Hvor kommer du så fra, når det nu ikke er her?"

Lucifer smilte veltilfredst da hun grinte, det gik jo faktisk fremad med hende, hvor dejligt. Selvom hun ikke ligefrem lød glad da hun snakkede om denne hoppe han lignede kunne han ikke lade være med at spidse ører, en der så sådan ud måtte jo være enormt pæn.. Selvom hun måske var en ubehagelig type siden denne Ayvah talte så negativt om hende. Det var måske bedst ikke at snakke for meget om hendes 'ærkefjende' men han var trods alt lidt nysgerrig og han kunne om ikke andet forsikre hende om at han ikke havde noget med den anden hoppe at gøre... Endnu. "Jeg må indrømme at jeg ikke kender nogen hopper der ligner mig, det skulle da lige være min mor men hun er død så jeg tvivler på at det er hende du er så sur på. Hun døde på den anden side af det mærkelige lysglimt så hun burde heller ikke have kunnet være her." Han smilte igen "Hun lyder heller ikke som en rar type, denne hoppe der ligner mig.."

Da hun sådan lod blikket køre over ham kunne han ikke lade være med at gøre sig lidt til for hende, det ville heller ikke være høfligt bare at stå helt stiv når hun nu ville kigge lidt. "Jeg kommer fra et land kaldet Dalta. Det er... Jeg ved faktisk ikke hvor det er i forhold til her... Der var et mærkeligt lys som jeg gik igennem og så endte jeg derovre." han indikerede Enophis med hovedet, "Nogle af mine brødre gik igennem lyset et stykke tid før mig så jeg håber på at finde dem med tiden."

43

"Jeg tror det kommer an på hvilke øjne man ser med. Nogen bryder sig mere om hende og knap så meget om mig. Ikke at jeg bebrejder dem..."

Hun vidste godt hun engang imellem havde truffet nogle valg der ikke var faldet i god jord hos andre. Nogen gange havde det bare været nødvendigt. Især når de andre førte sig lidt for langt frem. Når de indvaderede hendes, hendes brødre og søstres område. Deres territorium, for de var trods alt næsten spærret inde på Foehn i en rum tid, fordi vogterne og lyselskerne havde spredt sig til alle de andre øer. Ava havde besluttet sig for at svare igen på deres indvadering, og det blev ikke altid taget lige godt imod.

"Det er sket for de fleste her, men ikke alle har familie her, medmindre de selv har stiftet en. Du er måske en af de heldige - alt efter om du bryder dig om dine brødre eller ej. Familie kan trods alt være meget....... Kompliceret..."

Selv havde Ava en bror hun ikke længere brød sig om. Han var en af lyselskerne og de var fjenden. Måske påstod de hun var ond, men Ava følte det ikke selv. Hun gjorde bare hvad hun følte var rigtigt. Hun gjorde hvad hun var nødt til.

"Hvordan er dine brødre?"

Lucifer nikkede langsomt, det var en meget forstående og åben måde at se det på, det kunne være svært at se sådan noget fra den anden side når der var nogen man hadede. "I så fald må jeg se hvis jeg en dag møder hende.." Han ville sikkert kunne lide hende, eller i hvert fald ikke hade hende, det var sjældent at han bare hadede nogen når han mødte dem så han tvivlede på at det ville være tilfældet her. Men det betød jo ikke at han skulle stå og sige at han nok ville synes om en hest som denne hoppe tydeligvis absolut ikke syntes om.

"De er... Meget forskellige." Der var ikke rigtig noget kort man kunne sige for at forklare dem alle sammen sådan lige, "Der er 12 af os så det er ikke så hurtigt at forklare.. Men de 4 der gik igennem lyset først... Hmm," han tøvede et øjeblik imens han tænkte sig om "De to ældste er meget... Ansvarlige, " han var meget tæt ved at sige kedelige, "De gik meget op i at skulle overtage flokken og tage sig godt af den før de røg herhen... De to yngste er meget mere afslappede og friske." Det var vist en meget fin måde at formulere det på, han ville jo ikke ligefrem stå og tale dårligt om dem ved første møde her i landet. Det kunne jo også være at hun kendte en eller flere af dem.

49

"12? Hold da op dine forældre har haft gang i den"

Så følte hun pludselig ikke helt så slem. Hun havde trods alt 3 selv, og givet liv til 4, samt taget en i pleje og en anden hun endte med at ofre til Alduin for at skåne ham for hans smerter - og for selv at gøre sig fortjent til sine kræfter. Et egoistisk valg måske set fra andres øjne, for hvem kunne dog med god samvittighed ofre et lille føl, hvis liv knap nok var begyndt? Selvom det havde pint hende i en god rum tid, var hun alligevel også blevet god til at sætte følelser til side og fokusere på den opgave hun havde foran sig.

Nogle af hans ord hang fast: Tage sig af flokken. Selv havde de jo problemer i broderskabet, da der skulle vælges en ny ypperstepræst. Det skabte en del splid, men der var ikke rigtig nogen der tænkte på flokkens bedste - mere hvem der var mest stærk eller mest vellidt. Det var mere et spørgsmål om popularitet. En forfærdelig beslutning hvis man spurgte Ava. For hun følte selv hun stod medd hele kampen mod vogterne selv.

"Og hvor passer du så ind i gruppen?"

I en næsten glidende gang gav hun sig til at kredse omkring hingsten igen. Kunne han mon påvirkes i retningen af mørket eller ville han være typen der blev skræmt væk? Burde hun prøve ham af? Eller lade ham føle sig en smule mere tilpas i hendes selskab så der ikke var lige så stor risiko for han stak halen mellem benene?

Lucifer nikkede med et grin, der var kommet en del føl på egentlig ret kort tid. Dog var der også tvillinger iblandt dem, ellers havde det slet ikke kunnet lade sig gøre med alle de føl. Onyx var vel egentlig ikke engang så gammel da de døde? Han tænkte kort tilbage men rystede så let på hovedet og fokuserede på hoppen igen, det var ikke specielt vigtigt og hun var langt mere interessant.

Hvor han passede ind? Han tøvede kort, han brød sig ikke om at være ansvarlig eller have lederansvar men han havde da taget jobbet på sig for en tid så hvor hørte han egentlig til? "Nok i den mere afslappede ende... Jeg har aldrig haft ambitioner om at være leder og jeg må nok desværre indrømme at det ikke lige er dér mine evner er fokuseret." Han smilte skævt, det generede ham ikke at han ikke var ledermateriale, i hvert fald ikke mere end det altid kunne genere lidt når der var noget man ikke var god til "Jeg ledede dog flokken lidt da mine brødre forsvandt.. Indtil jeg drog ud og ledte efter dem."

Han fulgte hendes gang med hovedet, hun gjorde ham mere og mere nysgerrig omend det ikke var helt på den måde han normalt var nysgerrig og interesseret i andre heste.

52

Ava slog et enkelt svirp med halen og nappede en anelse udfordrende ud i hans retning. Et smil spillede denne gang om hans mule. Hun lod nakken knejse en anelse, så de blå cirklers svage lys kunne lige anes i den ellers sorte pandelok. Hendes pels havde altid været så mørk den næsten havde et blåligt skær i det rette lys, men nu havde blå farve sat sig ned af hendes næseryg og lyste nærmest ud af øjnene. Det kunne derfor være besværligt at dømme præcis hvilket blik hun sendte en. Nogle gange var lyset kraftigere end andre - oftest når skyggerne havde et kraftigt tag i hende.

"Vil du mene du er en der hellere vil følge ordrer?"

Nysgerrigheden var stor hos den lille hoppe. Hun kunne stille tons af spørgsmål hvis det endelig skulle være. Hold dine venner tætte og dine fjender endnu tættere. Måske virkede det for nogen, men ikke Ava. Venner og fjender var lige lidt til at stole på. Til gengæld fandt hun det meget nyttigt at kende alles styrker og svagheder - især sidstnævnte. Cirklen hun kredsede om ham i, blev en smule mindre for hver gang, til hun til sidst nærmest strøg sig op af hans side som en kælen kat. Hans varme pels mod hendes kolde. Hvis hun lagde sig på jorden og lå stille længe nok, kunne hun sikkert sagtens narre andre til at tro hun var død. Hun besad ingen kropsvarme, for skygger pulserede i hendes årer i stedet for blod.