What's your problem? (Lucifer)

Lucifer fulgte hende ivrigt med hovedet, hun havde godt nok ændret attitude fra da de først mødtes omend han havde på fornemmelsen at de måske ikke helt gik efter det samme her. Nåh ja, han fandt jo nok ud af det på et tidspunkt hvis det var vigtigt. Kortvarigt blev han lidt fænget af den lysende blå farve fra hendes øjne og under pandelokken men så snart hun talte vendte han fokus tilbage på hende. "Jeg vil mene jeg er en der foretrækker hverken at give eller følge ordrer, jeg trives bedst med at gøre hvad jeg selv har lyst til."

Det var nok blandet andet derfor han så tit havde været i konflikt med sin far og nogle af sine brødre, han var ikke ret god til at følge ordrer, tage ansvar og al den slags 'vigtige' ting i en flok. Der var ingen tvivl om at han helst ville være omgivet af heste men samtidig havde han det bedst når der ikke var nogen der krævede eller forventede en masse af ham.

"Hvad..!" Han skulle lige til at stille spørgsmålet tilbage til hende da hun pludselig strejfede ham og han instinktivt rykkede på sig. Hun føltes kold?!? Hvordan kunne hun føltes kold? Hun var tydeligvis i live men samtidig var der ikke megen tvivl i hans tanker om at hun helt sikkert føltes kold! Han var ikke som sådan bange men der var et eller andet foruroligende ved det. Måske det havde noget at gøre med den blå farve?

"Det virker til at du er en helt anden slags hest end jeg før har mødt..." Langsomt begyndte den foruroligede følelse at ændre sig til nysgerrighed og interesse, han var gået igennem et mærkeligt lys for at nå hertil, hvorfor skulle der ikke være is-heste eller hvad hun nu kunne tænkes at være? I modsætning til sin far var Lucifer ret åben for ideen om magi, han havde aldrig set noget magisk så han vidste ikke om han troede på det men der skulle ikke meget til for at ændre den holdning.

53

Svaret hingsten kom med var ikke helt tilfredsstillende. Den der ikke kunne følge ordrer ville kun være til besvær i deres lille broderskab. Samlingen af hendes brødre og søstre. Hun forstod ham dog godt, for hun var ikke selv meget for at følge andres ordrer. Hun havde aldrig lyttet til sine forældre som lille, og det var det der havde resulteret i hendes tilstedeværelse i Andromeda. Eller . . . Det var det hun mistænkte. Hvis hun bare havde været lydig, havde hendes bror sikkert stadig været i live og hun ville allerede nu stå ved en leders side som en del af en fredsaftale mellem nogle flokke. Rotation blandt hopperne af "royalt" blod. Hendes fars far havde været leder i flokken før hendes far, og hendes mor kom fra en anden flok. Heldigvis var det endt lykkeligt for hende, men Ava kunne kun selv gisne om hvilken hingst hun ville have stået ved siden af. det var nok ikke alle der brød sig lige meget om en der havde sin egen vilje. Den havde hun såmænd stadig. Den eneste hun tog imod ordrer fra, var Herren, Alduin. Ham der lovede et bedre Andromeda - og det kunne kun blive bedre.

Nok var Ava ikke særlig stor. Hverken i højden eller i bredden. Hvor den lave højde kom fra kunne hun ikke forklare. Hun lignede mest sin far, både af udseende fra før skyggerne satte sit præg i hendes pels og øjne, og af sind. Der var ikke meget hun havde arvet fra sin mor. At han veg væk fra hende, fandt hun kun en smule underholdende. Hun trådte derfor tættere på ham endnu en gang.

"En hest er min skikkelse, men mit sande jeg er en skygge. Vi er en og vi er mange. Jeg, os, mine brødre og mine søstre, vi er alle koblet sammen i et bånd og med et fælles mål; At gøre Andromeda til et bedre sted. Men der er dem der vil forhindre det. De kalder sig selv vogtere. Jeg kalder tyve.... Ser du. Deres gudeagtige skikkelse har skænket dem dele af Andromeda. Dele der ikke tilhører en enkelt, men os alle sammen. Lyset... Årstiderne.... Lyden... Himlen.... Ingen kan eje nogen af delene. De tilhører landet."

Da hun endnu en gang kom tættere på trak han sig ikke. Der skulle meget til før at han ville trække sig fra venlig berøring og når nu overraskelsen ikke længere var en faktor havde han ingen grund til at flytte sig. Det tidligere ryk var mest af alt som når man pludselig, uventet blev rørt og nærmest hoppede lidt i forskrækkelse. Nu var han forberedt og bestemt ikke modvillig.

Han tanker fik dog ikke nogen chancer for at vende tilbage til deres normale flirtende retning da hun endnu en gang formåede at overraske ham så snart hun åbnede munden. En skygge? En skygge-hest? Var det et slags særligt væsen eller var hun måske bare lidt sær? Det var kun på grund af hans erfaring i at styre sine ansigtsudtryk at han ikke lignede et stort spørgsmålstegn for denne dag blev bare mere og mere mærkelig. Tænk at den første hest man møder er en dejlig, smuk og imødekommende hoppe som så på den ene eller den anden måde er fuldstændig mærkelig?

”Det... Lyder næsten som et eventyr, det gode mod det onde eller sådan noget.” Det blev sagt lavmælt, tænksomt, han havde næsten sluppet sit tidligere forsøg på at charmere for i stedet at prøve at finde hoved og hale i denne spændende hoppe. Var han måske faldet i søvn og bare drømte dette? Eller død og røget ind i et eventyr? Der var vel ikke store kampe om... ejerskabet af lys? Lyd? Årstiderne? I virkeligheden? Det gav da ikke mening. Og dog, han var gået igennem en lysende portal der tydeligvis havde teleporteret ham et eller andet sted hen.

I det mindste var der en ting der umiddelbart gav god mening ”Andromeda? Er det landet her? Og du er en slags.. beskytter? Af landet der prøver at bekæmpe vogterne?” Det blev sagt en smule tøvende imens han kiggede undersøgende på hende for at se om han var på rette spor.

56

Ava rystede på hovedet. Hun forholdt sig tavs i nogle sekunder, til det punkt man måske kunne tro hun ikke havde tænkt sig at komme med et mere konkret svar end sin hovedrysten.

"Nej.... Desværre er det ikke helt så eventyrligt. Det er alvor."

Der var en risiko for at dø i den kommende krig, eller hvis man kom for tæt på nogen man burde holde sig langt væk fra. I Avas tilfælde var det lyshoppen - ærkefjenden. Den eneste hun ikke havde kunne måle sig med, som hun havde stået ansigt til ansigt med. Bare tanken om hende vækkede en vrede inde i den sorte hoppe, og fik kun hendes udtryk til at blive en smule mere alvorligt. Hun trådte en anelse væk fra hingsten igen.

"Andromeda er landet, ja, og det består af en række øer. Enophis, Chibale, Leventra, hvor vogternes flok hører til, Zenobia, hvor du befinder dig nu, og Foehn - mit hjem. Det sted mig og mit folk mere eller mindre er sendt væk til. Vores tilstedeværelse er ikke altid velkommen i andres nærvær. At kalde mig en vogter ville være en fornærmelse. Jeg er intet andet end en der kæmper for et bedre land. En bedre fremtid, som vogterne forsøger at ødelægge. Vogtere som de kalder sig, fordi de vogter over deres nipsting. Uden dem er de intet - og de opfører sig som om de er alt....... Men det handler vel også om, hvilke side man selv ser tingene fra. Jeg var enig med dem engang, men Alduin viste mig sandheden"

Lucifer nikkede langsomt igen, det føltes som om han brugte en god mængde tid på at nikke, i dag. Det lød meget alvorligt hvilket automatisk medførte at han som udgangspunkt ville holde sig fra det. Det var dog ikke noget han havde planer om at fortælle Ayvah lige med det samme. Det kunne jo være hun ville blive fornærmet eller nægte at snakke videre og hun gav en masse god information han helst ikke ville være foruden.

Han havde i hvert fald nogle navne til de forskellige steder nu, eller rettere, han havde et navn til stedet hvor han befandt sig lige nu og nogle andre navne der nok dækkede over nogle andre landområder som for eksempel den ø han ankom til. Men det var trods alt mere end han havde før. Han vidste også, nu, at der åbenbart var en større konflikt som det sikkert var klogt at holde sig fra og det var nok egentlig det vigtigste han havde fået ud af samtalen indtil videre.

”Alduin? Er det jeres leder, eller?” det lød som om hun så ham højere end man normalt ville se en leder men Lucifer var ikke særligt autoritetstro så hvad vidste han? Desuden var det et dejligt overskueligt emne at spørge ind til, det lød det i hvert fald som. Han havd er hvert fald tænkt sig at forsøge at undgå at udtale sig alt for kraftigt om vogterne og Ayvahs gruppe, det kunne føre til alt for mange besværlige komplikationer ligegyldig hvad han sagde.

58

En lille latter forlod endnu en gang Ava. Hun fortsatte kun med at skabe mere afstand mellem dem, med sin glidende og næsten katteagtige gang.

"Jo mindre du ved, jo bedre for dig. For mange spørgsmål kan risikere at blive din død. Du kan enten tage det som en trussel eller en advarsel. Men hav i tankerne at trusler som regel ender med en konsekvens"

Nej, Ava havde ikke tænkt sig at slå ham ihjel. Der var intet der antød det. Hverken i hendes tone, hendes blik eller hendes kropsholdning. Hun var afslappet, som hun kun kunne være på en af de gode dage. På en dårlig dag ville han sikkert ikke have fået et ord indført ene og alene på grund af den charme han havde forsøgt sig med.

"Hvis din nysgerrighed virkelig er oprigtig, kan du opsøge ham selv. Du finder ham ved ildbjerget"

Der var ingen tvivl om hvor det lå. Askeskyer kastede ofte et mørke hen over øen og vulkansten gjorde det svært for planter at gro. Ava vidste udmærket godt det ville blive et problem for ham at nå ildbjerget, for hvis ikke skyggerne fik fat i ham var der risiko for hendes brødre og søstre gjorde, og hun kunne ikke garantere for de ikke ville have deres sjov med ham. Skulle han formå at nå toppen, ville Ava med glæde være den der ofrede ham til Herren. Hun ville gøre hvad som helst for at gøre ham stærkere.

Lucifer blinkede langsomt et par gange, hvor fanden var han endt?? Måske han bare skulle have accepteret at lede flokken og glemme de 4 forsvundne brødre? På den anden side virkede hun ikke truende... selvom han havde en følelse af at han måske burde tilføje ‘lige nu’ til slutningen af den tanke. I det mindste var han større end hende? Hvis det betød noget når den ene åbenbart i virkeligheden var en skygge?

Han rystede lidt på hovedet, fint nok. Ikke flere spørgsmål, hvordan skulle samtalen så fortsætte? Han kunne bare gå - og tanken havde strejfet ham - men hun blev og han var egentlig stadig nysgerrig. ”Tak, så ved jeg hvad mine muligheder er.” Selvom han ikke havde tænkt sig at vandre rundt på et eller andet ildbjerg for at spørge en skygge om ting. ”Det lyder til at dette land er meget anderledes end det jeg kommer fra så jeg værdsætter den information du har givet mig.”

76

”Meget anderledes? Måske”

Det var meget anderledes end det hun kom fra, og alligevel ikke. Nogle ting var de samme. Der var de autoritære, dem der skulle spille med musklerne, de heltemodige og alle de andre stereotyper. Selv faldt hun nok også ind i en af kategorierne. Alle gjorde, selvom de måske mente de ikke gjorde. De eneste markante forskelle fra hendes gamle liv, var magien og de mange strejfende. Hun var trods alt vant til at man ikke overlevede længe uden for flok.

”Mange lader til at foretrække at strejfe rundt alene her, frem for at finde en slags sammenhold. Dem der ikke ønsker at strejfe rundt, holder sig til Teylar. Mit gamle hjem her. Noget siger mig du ville passe ind der.”

Han virkede på ingen måde som en hun kunne bruge. Nok virkede han nysgerrig og åben, men han virkede ikke som en der havde en sag at kæmpe for på samme måde som hende selv. Hendes førstehåndsindtryk var i hvert fald han manglede en form for passion. Charme havde han, men det havde så mange. Det lod endda også til den havde lagt sig en smule igen. Noget der morede den sorte skygge en anelse. Måske var han slet ikke sådan en hjerteknuser han gerne ville fremstå som?

Lucifer nikkede let, det lød ikke helt dårligt med en flok men samtidig.. Hvis lederen var ligesom hans far og ældre brødre og ville have ham til at tage ansvar og den slags var det måske sjovere bare at strejfe rundt. Om ikke andet ville han finde sine brødre først og så tage den derfra. Hvis de var i flokken kunne det være han fulgte med dem og ellers, ja han havde tiden for sig. Så længe han ikke blev blandet ind i hele det med skygger mod vogtere som Ava havde snakket om. Det kunne meget vel medføre at hans muligheder forsvandt.

"Teylar? Hvor finder jeg det henne? Jeg ved ikke endnu hvad jeg vil i forhold til at strejfe eller bo i flok men det er rart at kunne undersøge mine muligheder." Han smilte skævt til hende, kun en lille rest af den flirten han normalt fremviste tilbage. Hun havde forvirret ham lidt for meget til at han rigtig følte for at charmere hende, tænk hvad det kunne ende med??

86

”Du finder den ikke her”

Det var det eneste hun havde som svar til hans spørgsmål angående den anden flok. Bare det han spurgte efter den, var nok for Ava til at vide hvilken side han hørte til. Avas smil kunne tolkes på flere måder, men kun hende selv vidste præcis hun havde at smile af, og det var ikke noget hun nødvendigvis delte med andre. Faktisk foretrak hun at holde sine kort tæt ind til kroppen. Jo mindre andre vidste om hende og hvad der foregik i hendes hoved, jo mindre kunne de fortælle andre og bruge mod hende.

Ava trådte nogle skridt fremad som for at vise hun ikke havde planer om at stå fuldkommen stille resten af dagen. Dermed ikke sagt hun ikke kunne bruge noget selskab. Ingen brød sig om at være fuldkommen alene konstant. Blikket hun sendte ham, var derfor også en invitation til ham om han kunne følge med, hvis han ønskede det.

Lucifer stirrede blankt på hende et øjeblik indtil han indså at det var alt hun havde at sige om den sag. Et øjeblik overvejede han at presse lidt på men han kunne godt fornemme at hun nok ikke var en der ville synes om at blive presset på nogen måde og der var jo hele det der med at hun var en skygge. "Okay, så må jeg kigge nogle andre steder. Jeg går ud fra det heller ikke er i nærheden af vulkanen?" Han smilte let, der var vist en masse at få styr på i dette nye land, hvor udmattende at tænke på..!

Da hun begyndte at gå fulgte han velvilligt med, han var ikke en der normalt sagde nej til at invitation om selskab og han havde ikke tænkt sig at begynde nu. Måske medmindre hun ville til at slæbe ham over vandet og op på vulkanen. Han skulle ikke nyde noget af at blive blandet ind i hendes 'skygger' eller de der vogtere, ja ikke engang Teylar, før han havde en meget bedre ide om hvad der foregik og hvad der var det bedste for ham.

100

”Hvis jeg fortalte dig det, ville der jo ikke være noget at udforske selv, vel?”

Hun sendte ham et smil. Et der udadtil kunne virke næsten venligt, men indvendigt var det lusket. Helt igennem lusket. Dog ikke noget hun introducerede ham for. Inderst inde håbede hun vel næsten han ville søge i nærheden af vulkanen, for så ville han være på hendes domæne, deres domæne og så ville han være frit spil.

”Men selvfølgelig er det ikke alle der er lige eventyrlystne. Hvad med dig? Er du en af dem der foretrækker sikkerhed frem for alt andet?”

Der var mange der vandrede rundt alene, og så var der dem der helst søgte i flok så hurtigt som muligt. Ava selv havde været en af dem der slog sig til en gruppe så snart der lod til at være en form for flok. Delvist fordi over halvdelen bestod af hendes egen familie. Bror, moster, fætter og diverse andre blodsbeslægtede skabninger. Men hun havde alligevel også haft sin del af vandrende tider i Andromeda, og det var ikke en tid hun havde fortrudt.

Lucifer grinte let som svar, ja det havde hun jo sådan set ret i. Det ville dog stadig være nemmere hvis hun bare svarede men han skulle nok finde ud af det hele med tiden. Han havde trods alt al den tid han skulle bruge. "Det har du ret i, jeg skal jo have noget at give mig til her i landet og indtil jeg finder noget mere interessant er udforskning ikke en dårlig mulighed."

Han smilte tilbage imens han tænkte over hendes spørgsmål, hvad ville han egentlig foretrække? Han havde ikke levet alene ret længe endnu så det var egentlig lidt svært at sige. Selvfølgelig var han glad for den sikkerhed en flok gav, det var ikke fordi fare tiltrak ham at han overvejede at fortsætte med at leve alene. Samtidig var der noget spændende ved at vandre rundt, opdage nye steder og møde nye heste. "En mellemting. Jeg har ingen interesse i at udsætte mig selv for fare hvis jeg kan undgå det men det betyder ikke at jeg ville sige nej til at spændende eventyr. Hvad med dig? Du ligner ikke en der ville vige tilbage for lidt fare?"

3

”Noget mere interessant? Så som hvad?”

Egentlig fandt hun ikke ret meget mere interessant end udforskning. De fleste væsner i landet var for hende ikke nogen man kunne stole på, og derfor ikke vitterligt interessante. Nej. Omgivelserne sagde hende ikke imod. De var ikke lige så forudsigelige som hver fremmede hun mødte.

”Jeg har ingen intentioner om sætte mig selv i fare. Men du har ret. Jeg holder mig ikke tilbage fra en chance for at opnå mit mål. Det er ikke 100% risiko frit. Desværre. Men jeg har efterhånden prøvet alt for at undgå den mest farefulde vej, og jeg er sluppet op for idéer. Med mindre du selvfølgelig kan og vil hjælpe mig”

En enkelt plan havde slået fejl så mange gange hun efterhånden havde opgivet at få den til at lykkes. Nej. Det var på tide med en anden. En andre måske ikke havde overvejet og det derfor også bedre kunne lade sig gøre. Den direkte vej var stort set ikke mulig.

Lucifer behøvede ikke engang at tænke sig om før han havde et svar. Udforskning og eventyr kunne da være meget interessant og han nød at gøre det men der var ikke noget bedre end samværet med en interessant hest han kunne flirte med. Især en der flirtede igen. "En interessant hest der vil snakke med mig og kan lide at flirte og.. hygge sig." En lille snert af hans flirtende adfærd dukkede op igen i hans stemme da han nu talte om at flirte og han blinkede til hende med det ene øje.

Han kunne ikke lade være med at grine lidt da han hørte hendes næste kommentar, ikke af hende - absolut ikke, men af hans måske lidt ændrede svar nu hvor han havde talt med hende i et stykke tid. "Jeg skal ikke kunne afvise at jeg kan hjælpe dig.. Men jeg binder mig ikke til noget før jeg ved en del mere om det. Jeg skulle jo nødig ende midt i en episk krig mellem det gode og det onde når jeg bare vil leve fredeligt og lykkeligt." En sådan kamp var det han forstillede sig var det der foregik mellem skyggerne og de andre men hvem der var de gode havde han stadig ikke styr på.