Domestic violence (Mindraper)

18

Avas vejrtrækning var blevet en anelse hurtigere, og som hun stod der og anstrengte for ikke at overgive sig fuldkommen til de hviskende stemmer, var det alligevel som om hendes blå øjne blev mere lysende. De kaldte. De trak i hende. Lokkede hende og kaldte på hende. Blikket hun sendte ham var fyldt med fortvivlelse. En lille del af hende ønskede at se ham lide. Ønskede at påføre ham smerte, og hun vidste udmærket godt det var skyggernes værk. Han havde ikke gjort hende noget denne gang og hun ønskede ikke gøre ham noget, selvom hun ønskede at bide og flå ham. Hun var splittet. Ville gerne tæt på, men ønskede stadig afstand. Hun ville jo ikke have der skete ham noget.

"Jeg ønsker ikke gøre dig fortræd...."

Han kunne se en kamp udfolde sig for øjnene af ham. Det smertede ham at se hende sådan og det bekræftede blot yderligere at han aldrig ville blive en del af der. Han nikkede stille ved hendes ord.

“ Jeg ved det.. “

Svarede han stille med varme i stemmen. Han vidste der var flere sider af Ava og han kunne vel nok godt sætte ig ind i hvordan det var. Han så kort med jorden inden.

“ Jeg håber du ved at jeg vil gøre alt for st beskytte dig fra dem der vil gøre dig ondt. Selv hvis det betyder at skubbe dig bort.. “

Mind søgte hendes blik mens han stille brummede.

19

Ava måtte ryste på hovedet. Hun forstod det ikke. Hvordan skulle det kunne hjælpe hende at skubbe hende væk? Med undtagelse af hun ikke ville hade sig selv for at have gjort ham eller nymfen fortræd. Eller bare ham, for hun villa aldrig kunne gøre nymfen fortræd. Alle andre var fair game.

"De kalder..... Men jeg kan ikke gå endnu... Jeg kan ikke!"

Hun flyttede sig ikke, men stod fast. Hovedet lod hun langsomt synke ned mod jorden, men uden at fjerne blikket fra Mindraper. Det var ikke spor rart at være så splittet. Det var sket før, før hun havde sluttet sig til skyggerne også. Det var måske også derfor de havde været så tiltalende. De havde været med til at hjælpe hende på vej. Guidet hende. Gjort hende stærkere og sørget for hun ikke var alene, mens alle andre gjorde det.

"Jeg kan ikke give slip"

Det pinede ham at se hende sådan. Han tog de sidste skridt hen mod hende og lagde halsen om hende, mens han igen knugede hende til sig. Han ville ikke have hun gik. Han ved tænderne sammen og forsøgte at holde samling på sig selv.

“ Jeg vil ikke.. slippe.. De må vente.. “

Hviskede han stille til hende. Selvom han godt vidste at det ikke var lige til. Han vidste også at det her ikle var holdbart i længden.

20

"Du har allerede gjort det én gang!"

Denne gang var ordene snerrende, anklagende. Ikke noget hun fik sagt med sin gode vilje. Det var hendes tanker, men lige så meget skyggerne der sad i hende. Hun fortrød dem meget hurtigt efter, og det var tydeligt at fornemme. Hun krøb en anelse sammen og trykkede sig mere ind mod den spraglede hingst.

"Jeg mente det ikke...."

Tænderne forblev sammenbidt for at undgå hun satte tænderne i ham i stedet. Det føltes som lang tid med kamp. Lang tid før hun stille og roligt kunne slappe en smule af igen. Øjnene kneb hun sammen for at fokusere på sig selv, på den spraglede hingst, og hvad hun kom til Leventra for.

Mind tøvede for en stund, men trykkede hende blot ind til sig da hun selv gjorde det. Han tyssede stille på hende. Jo mere tid han brugte med hende her, jo mere kunne han forstå nogle af de tvivlsomme handlinger hun havde foretaget sig. Han bragte det ikke på bane, for valget var taget for længe siden, og der var intet der kunne lave om på det. Måske gav det ham ro i sjælen, samtidigt med at smerten blev større. Han brummede stille og slikkede hende blidt i panden.
Han holdt stadig et fast greb omkring hende og ønskede ikke at hun skulle forlade ham endnu. Tiden ville komme, desværre.

21

Et snap røg alligevel i hans retning da han slikkede hende i panden. Et halvhjertet snap, for en del af hende ønskede det ikke. Hun kunne ikke undgå at blive en anelse opmærksom på den kløende fornemmelse. Den der af og til også gav hende hovedpine. Til tider så kraftig en hovedpine det var umuligt at tænke. Små horn var begyndt at vokse ud af de blå prikker, og selvom de ikke var så store endnu, var de alligevel ikke længere helt usynlige. Jo længere tid mørket havde sine klør i hende, jo mere ændrede hun sig.

"Hvorfor gav du slip?"

Mind tog sig ikke af hendes snapperi. Det var en del af charmen efter hans mening. Hans mule hvilede derfra i stedet på hendes hals, mens han egentlig stod blot og sugede hende til sig. Hendes spørgsmål udhulede ham næsten og han mærkede en knugen i hans indre, mens han kort stirrede lige frem foran sig. Det havde ikke været hans mening.

" Det var aldrig min mening at give slip.. Et naiv forestilling om at det måske gjorde det nemmere for os begge.. Men der er intet der gør det nemmere.. "

Hans stemme var hæs og hviskende, mens han vippede kort med ørerne.

23

Det gjorde ondt. Selvfølgelig gjorde det ondt. Efter alt den tid ramte det hende stadig lige så hårdt som det havde gjort den dag. Hun ønskede ikke vise det. Ønskede stadig ikke at vise hverken andre eller sig selv, hvor sårbar hun egentlig kunne være - ikke så længe hun stadig kunne undgå det. Det eneste der afslørede hende, var hendes øjne. Så man gennem lyset og det tomme blik, var der stadig en sjæl. En forpint sjæl. Hovedet lagde hun i stedet ind til ham igen.

"Fortryder du det?"

Mind lukkede øjnene i. Han var i smerter og ikke den gode slags som ville gå væk med hvile og ro. Nej de her var uudholdelige. Der var ikke meget tøven at finde i hans svar på hendes næste spørgsmål.

" Ja.. "

Han sukkede stille og strøg kort en tot man til side, inden han fortsatte.

" Vores valg har måske drevet os af to forskellige stier, men det har aldrig ændret på min kærlighed til dig. "

25

"Det burde du ikke"

Selvom hun var glad for at høre hans svar, mente hun stadig ikke han burde have fortrudt det. Det kunne have hjulpet ham bedre hvis han ikke havde. Givet hende mindre dårlig samvittighed over hendes hemmeligheder. For hun vidste godt de ikke ville falde i god jord hos den spraglede. Hun havde ingen intentioner om at nævne hverken Azazael eller Azula for ham. Ikke fordi de var hendes beskidte lille hemmelighed, for hun holdt af dem og ønskede det bedste for dem og ville gøre hvad som helst for at hjælpe dem godt på vej. Men de var en anden familie. Ikke en ny familie, for hun havde ikke opgivet håbet helt for hendes gamle, men i stedet en anden familie, for hun ønskede ikke droppe sin fremtid med den heller.

"Der er visse ting ingen af os kan lave om på....... Selv hvis det på mirakuløs vis skulle kunne lade sig gøre, ville det være indviklet og...... Der er visse faktorer der knytter os til hver vores sti, som ingen af os kan ændre på"

Måske hun havde ret, men det havde ikke gjort noget godt for ham den dag. Han sukkede derfor stille, mens tankerne fik frit løb. Han vidste ikke hvordan han skulle greje alt det her. Ingen af dem kunne løbe fra den fortid de havde og de handlinger der var sket. Han vippede let med ørerne i det Ava indirekte bekræftede netop samme tanker.

” Hvad der er sket, er i fortiden. Uden tvivl vil begge vores stier være fyldt med ting som er nødt til at blive gjort, om vi kan lide det eller ej. Og det nemmeste for os begge ville være hvis vi aldrig så hinanden igen, men jeg kan ikke give slip på dig. Jeg vil hellere have en dysfunktionel familie med dig end slet ingen. Om det så betyder at øjeblikke som disse vil høre sjældenheden til. ”

Det var ramme alvor. Om der skulle gå år imellem de kunne dele sådanne stunder. Om det var fem minutter eller blot et flygtigt øjeblik. Han var bekendt med at det hun var gået ind til, havde sine forpligtelser, men hvad han ikke vidste havde han ikke ondt af.

27

Ava lyttede. Delvist enig. Det ville ikke være let, og der ville altid være noget den anden var utilfreds med. For Ava var det hans venskab til lyshoppen, for hvad ville han gøre den dag hun var nødt til at komme efter hende? Og for ham var det at hun havde valgt skyggerne og hvis han kendte til hendes hemmelighed, havde det sikkert også været et stort no no. I stedet for at svare, forholdt hun sig tavs og begravede hovedet i hans man - eller så godt som hun nu kunne. Skyggerne havde lagt sig lidt igen, men de trak stadig i hende. Ava skiftede vægten mellem sine ben, og slog et svirp med halen i utilfredshed. Ikke på grund af den spraglede hingst, men på grund af den splittede fornemmelse indvendigt.

Stilheden sænkede sig over de to heste igen. Der gik en rum tid før Mind sænkede hovedet og kærtegnede hendes mule med stor ømhed. Man kunne ikke betvivle hans kærlighed til hende. Den spraglede vidste godt at kommende konflikter ville være uundgåelige. De begge kunne blive tvunget til at gøre ting den anden ville blive vrede over. Men det ville vel om noget være noget der ville ske alligevel.

Han søgte hendes blik og sendte hende et forsigtigt smil og puffede stille til hende. Han havde ikke opgivet hende. Han var for stædig til den slags.

29

Hans smil blev gengældt. Et lille et, men det var der. Et lille puf blev sendt tilbage mod hans mule, inden hun lige så stille trak hovedet en smule væk igen for at betragte ham.

"Det her ændrer ikke på hvad jeg må gøre, hvis andre sætter deres hove inden for vores område frivilligt. Heller ikke på mine forpligtelser eller hvad jeg må gøre hvis du er i vejen....."

Tanken om det gjorde ondt, men hun havde ikke råd til at være blødsøden. Hun havde et job og hun måtte klare det. For hendes fremtid. For Andromedas fremtid. For hendes Herre og hans plan om at gøre landet til et bedre sted. Det bedste han kunne gøre, var vel egentlig at blande sig udenom når det kom til stykket. Holde sig langt væk fra den krig der bare ventede på at bryde ud, når de to sider mødtes.