I cleaned my desk [Lupë]

Nogen tid var gået siden hun havde besøgt sin far på Chibale og Euphoria var vokset med det møde. Den frygt som havde haft rod i hende var sluppet og hun hvilede mere i sig selv. Hun følte sig stærkere og mere beriget end nogensinde før. Et let suk lød dog fra hende, i det hendes tanker kredsede om et andet møde som var sket foruden det andet. Et møde med en hun delte bopæl med, som havde strejfet hendes tanker lige siden. Den røde hingst.
Det havde været nogle mærkværdige følelser der havde fundet vej til hende den dag og hun havde ikke helt kunne give slip på dem hver gang hun havde set et glimt af ham. Euphoria vidste ikke hvad hun skulle hitte ud af det, men det kriblede en anelse i hende for at se ham igen. Hun havde rig mulighed, men holdt alligevel igen af flere årsager.

Det ville jo om nogen være pinligt hvis det hun havde oplevet var noget så fjollet og hun gjorde et stort nummer ud af det. Desuden så var det jo slet ikke sikkert at han brød sig om hende, men blot havde haft brug for lidt trøst. Det kunne alle jo give. Euphoria forsøgte at genskabe følelsen, og fik derved små gnister til at slå ud fra forskellige steder på hendes krop. De bredte sig snart omkring hende i en svag stratosfære og hun lo kort begejstret, inden det døde ud igen. Magien var noget hun efterhånden havde styr på.

Det var utroligt så hurtigt tiden gik. Dét var den sommer... Nu var alt fugtigt og trist når det regnede. Bladende skiftede farve og faldt af træerne. Buskende dyrkede sine absolutte sidste afgrøder før vinteren kom landet til undsætning... og Lupë? Ja, Lupë passede nu meget godt ind i efteråret farvemæssigt. Nu stod han med røven i retning af skovbrynet og fronten imod floden. Han havde været vandret væk de sidste dage.. Overvejet at opsøge sin bror, samt sin mor. Det var efterhånden meget længe siden han havde set nogen af dem. Især hans mor. Han havde været henne ved grænsen af øen og skuet imod Chibale. For at tage vejen til Foehn den vej... Men han havde vendt om ved den første kolde brise. Prr... køligt. En dejlig nem undskyldning for at lade være.

Nu stod han her, på vej retur imod den sydlige del af Leventera, hvor flokken var.

Euphoria fik øje på noget længere fremme og spidsede nysgerrigt ørerne. Han gik næsten i et med alle efterårsfarverne og hun havde derfor ikke opdaget ham.
Hun tøvede et øjeblik i det hun måske havde forsøgt at undgå ham på det seneste, hvilket havde været nemt for hav havde slet ikke været at se.

Hun kunne dog ikke holde sig i skindet mere og travede nu mod ham med et par dansende trin. Det gik op for hende at hun gjorde sig til og hun satte derfor farten en anelse ned og lod en feminin vrinsken lyde mod ham. Inden hun en anelse kostbart stoppede op et stykke før hun nåede ham. Måske mest fordi at hun ikke ville virke for ivrig og hun skulle have styr på pulsen som var stukket helt af.

Han trådte fremad mod floden, fast besluttet om at komme af sted nu. Men et vrinsk afbrød hans færden. Lys og syngende opfangede han det, før han selvsikkert stoppede og drejede hovedet en anelse kun. Med det samme så ha den mussegrå-brune velkendte hoppe. Euphoria! Det gnistrede op i hans to forskelligt farvede øjne og et bredt drenget smil prydede straks hans mule.

Elegant vendte han sig om, med fronten imod hende. Hans øjne lyste nysgerrigt op, imens hans udtryk var imødekommende og glædesfyldt. Hingstet knejste han let i nakken, og trådte selv lidt frem imod hende små dansende, mens han så hvordan hun smidigt bevægede sig over de smukke efterårsfarver.

Ikke bare en ælling mere. Som sidst, slog det ham lidt hårdt at hun ikke var denne unge, skravlede plag mere. Men nærmere en smuk, yndefuld unghest. Han brummede stille, næsten så kun en vibration var at mærke i struben, før han mundede det ud i et småkaldende dybt vrinsk hendes vej.

Lupë var lidt ældre end hende og første gang hun havde mødt ham var hun ikke andet end et lille skravl. De to havde dog leget godt, mens deres forældre talte. Fælles var at deres forældre af forskellige årsager ikke var hos dem mere. Den tanke slog hun dog væk i det hun ikke længere kunne spille kostbar og i stedet trissede i et overdrevent langsomt tempo ned til ham. Nu hvor han jo kaldte efter hende. Det var i hvert fald hvad hun bildte sig selv ind var årsagen til at hun nu stod foran ham med et lille genert smil.
Der var ingen grund til at være genert efter deres sidste møde, men det var nu derfor hun var lidt tilbageholdende fordi han havde vældet meget op i hende. Han havde set hende med følelserne uden på tøjet og hende lige så. Derefter nærvær. Euphoria sukkede næsten efter det igen. Noget der var uvant for hende, men hun satte meget forsigtigt mulen mod hans skulder, inden hun dog trak næsen til sig i et lille feminint hyl og lavede et hop, mens de lange ben stod ud i forskellige retninger. Derpå stod hun nu stille, en anelse paf over sin egen reaktion.

Hun stod atter foran ham; på trods af at hendes entré var langtrukken. Deres sidste møde havde flyttet på et par grænser, i forhold til det fysiske for Lupë. Hans blik havde beundret hendes feminine bevægelser. Bare wow.... Selvom hans tanker var et sted, forekom han en anelse mere respektfuld udadtil. Drenget smilte han slvt som hun strakte mulen nærmere ham. Svagt havde en dyb brummen forladt hans mule, før den blev overdøvet af et hyl.

Direkte overrasket havde han nok set ud, da han lidt forundret kastede et spørgende blik på hende. Flirter du med mig? Det forundrede blik bevægede sig over i et mere overlegent og udfordrende blik, mens et drenget smil prydede hans mule. Han kunne godt mærke de tændende gnister han sidst havde ølt ved deres møde... og ærligt; så skulle hun passe på hvis hun ikke selv vidste hvad hun lagde op til.

"Jamen goddag til dig Euphoria."; Hans stemme lød næsten forundret, mens hans charmerende toner spillede perfekt sammen med et indgående blik.

Euphoria måtte tage en dyb indånding for lige at tøjle sig selv en anelse. Hun rømmede sig en anelse og sendte ham et stille smil. En anelse kejtet over hendes reaktion. Hun havde ingen idé om hvor det kom fra og hun følte måske at det havde været malplaceret.

" Så du var vågen, Lupë "

Drillede hun let, for at feje det lidt væk, inden hun lagde hovedet en anelse på sned. Hun var meget uskyldig af natur, men det hun gennemgik i øjeblikket forsøgte i hærdigt at bryde igennem. Hjertet hamrede i brystkassen. Hun kunne ikke stå stille. Hun stryg fordi ham og strejfede ham let, bevist. Hun ville have ham til at følge med.

" Kom. "

Smilede hun så stille inden hun med et par svirp med halen trissede afsted langs floden. De ravfarvede øjne skævede tilbage mod ham og en stille kaldende brummen lød nu fra hende. Hun trængte til at få sig rørt lidt og måske det kunne distrahere hendes egne tanker for en stund.

Den rødlige hingst slog ud i en let drenget latter. Vågen? Det kan du bande på! Hun strejfede ham dernæst og smuttede videre ned langs floden. Små hingstet havde et halvtkvalt hvin lydt et par sekunder efter hendes berøring. Let visende havde han selv kastet et forben hingstet frem for sig. Han kastede dernæst let med hovedet, i samme bevægelse som han vendte rundt; kun i form af at hvile på bagparten. Hundrede og firs grader vendte han rundt, ret så let og kontrolleret, før han travede efter hendes. Lette benløft og en knejst nakke, udgjorde en ret så mægtig skikkelse, mens hans muskuløse krop arbejdede under hans skind.

Han indhentede hende forholdsvist hurtigt.

"Hvor har du været i al den tid?"; Nysgerrig var hans charmerende stemme da han nåede op på siden af hende, mens hans øjne nu blev en kende mere venlige end kåde. Han havde jo ikke set hende siden.... Ja inden foråret helt var kommet til landet.

Hun skævede tilbage på ham og skjulte et lille smil, mens hun i diskret betragtede ham. Hun så da lige frem for sig igen da han nåede op på siden af hende. Ja hvad havde hun lavet. Meget af tiden var gået med at hun egentlig bare havde tøffet rundt, men nogle ting havde sat meget i værk og hun var endt her. De ravfarvede øjne blev kort fjerne, inden hun slog et slag med hovedet for at få de tanker væk.

" Jeg har haft nogle ting jeg blev nød til at se i øjnene.. "

Med det hentydede hun til mødet med sin far, men hun sagde det ikke direkte. I stedet satte hun farten en anelse op for at kunne blive blæst lidt igennem. Euphoria bevægede sig elegant, men havde aldrig rigtig gjort noget ud af sig selv på nogen måde. Nogle ville sige at det behøvede hun ikke, for hun kunne sagtens bære sig selv flot uden at prøve. Men Euphoria var ikke selv klar over det og tænkte derfor ikke rigtig over det lige i dette øjeblik.

Roligt fandt en drenget og skævt msil sig frem på hans mule over hendes ord. Det var tydeligt hun ikke ville fortælle ham mere end det. Woops... Nu havde hun også sat farten op. Okay okay. Lidt uforstående, men medfølgende kastede han let ed det kønne hoved og sprang an i et par galopspring for at komme op på siden af hende igen. En meget dæmpet latter havde fornøjet lydt. ikke af hendes ord, men af hendes opførsel. Selvsikkert førte han et puf ud i livet imod hendes mave da han atter indhentede hendre og holdte hendes far.

Hun bevægede sig yderst elegant. Mens han ved siden af hende bar' en mere hingstet og prægtig form for elegant. Han valgte at tie nu. Hun måtte selv lukke op hvis hun havde noget; or tydeligvis havde hun blot brug for bevægelse.

Euphoria satte uhæmmet farten op til det maksimale hun kunne yde, selvom sveden langsomt gjorde det grå skind fugtigt, så fortsatte hun nærmest som besat. Hun gjorde et kast med hovedet og et fnys forlod hende i det gnisterne kort hoppede omkring hendes ryg for derefter at dø ud. Hun stoppede endelig med pumpende flanker, mens hun vandrede i nogle små cirkler for at køle bare lidt af. Hun så mod Lupë med et anelse vindblæst udtryk. Behovet for at tage sådan en tur havde været større end først antaget.
For nu ledte hun efter ord eller handling der kunne opsummere det der lige var sket, men det eneste der fandt vej på hendes mule var et lille forsigtigt smil, mens hun nu i stedet med et anstrengt suk smed sig ned på jorden og trillede om på ryggen.

" Jeg kan hermed konkludere at jeg gør det her for lidt "

Fik hun forpustet små klukket til ham, inden hun lagde sig på siden igen.

Hun accelererede . Selvom Lupë sagtens burde kunne holde trit, lod han sig sakke lidt bagud. Mest fordi han ikke forstod hvad der foregik? Hun spurtede heller ikke længe før hun stoppede og cirkulerede lidt. Den rødlige bar sig med elegante svævende trin i høj fart trav som han nærmede sig hendes standsepunkt. Rytmisk faldt han ind i en stående position; hvorpå et forsigtigt smil var at syne. Let smilede han drenget og skævt, inden der lød et dæmpet bump i græsset.

Lupë trådte et par skiridt nærmere, men blev nu egentlig stående mens han lagde hovedet lidt på sned. Hun virkede godt nok lidt flyvsk i dag? Stille spidsede han nu ørerne som hun talte.

"Ser ting i øjnene?"; Hans stemme lød en smule spørgende af den charmerende klang, mest fordi han skulle være sikker på han forstod hvad hun mente? Samtidig havde han smilt let overbærende, før han ufortrødent rystede på hovedet af hende med et smil som hun lå der og små hev efter vejret.

“ Mmh. Nej ikke lige det.. Det var mere min mangel på kondi.. “

Fik hun sagt inden hun rejste sig op og tog de sidste skridt hen til ham. De ravfarvede øjne så indgående på ham, men hun lignede en der ikke kunne få ordene ud over tungen. Hun huskede sin snak med Brego. Hun åbnede munden og lukkede den igen flere gange inden hun rystede på hovedet af sig selv.

“ Men jeg har set min far i øjnene og blevet klogere på så mange andre ting.. Men det har mest af alt efterladt mig mere forvirret end nogensinde “

Brummede hun stille, mens hun stod og følte sig vældig ensom netop i øjeblikket. De ravfarvede øjne havde en melankolsk glød over sig og hun rustede igen på hovedet.

“Måske er jeg bare et naivt fjols “

Sukkede hun så en anelse selvironisk

Kort kvalte han en latter over hendes kommentar. Hendes kondi! Bredt havde det drengede smil prydet hans mule, mens hans øjne gnistrede fornøjet over hendes svar. Hun rejste sig nu. Hendes øjne var megte indgående, hvis han selv skulle sige det, som hun kom nærmere. Roligt forholdte han selv, mens han hejste hovedet selvsikkert. Skævt prydede et næsten overlegent og drilsk smil hans mule.

Hendes far... Kort skænkede han selv sin gamle mand en tanke, mens det gik op for ham at han var igang med at fortryde at opsøge sin mor. Hvor var han egentlig dum?! Atter mødte han hendes indgående øjne, som næsten pludseligt for ham, virkede meget melankolske... når han nu så rigtigt efter.

"Har han gjort dig noget?"; Den charmerende stemme bevægede sig over i en næsten anklagende tone imens han så hende ret så alvorligt i øjnene. Stille gled hans ører lidt tilbage, bare ved tanken om hvad han måske havde haft kunnet finde på. Skeptisk kastede han nu et lidt anerledes blik på hendes. Undersøgende, efter evt. skrammer?

Euphoria rystede stille på hovedet og brummede svagt. Nej han havde intet gjort denne gang. Hun havde set ham i øjnene og var ikke længere bange. Hendes far var i sandhed en fortabt og sørgelig sjæl. Hun havde ondt af ham.

“ Nej.. men alle de år jeg har spildt på at leve i frygt over noget jeg ikke burde frygte.. Jeg har været så naiv.. “

Det sidste var en hvisken og hun bed tænderne sammen. Hun søgte nu den rødes nærvær og lagde panden mod hans bringe og sukkede stille.

“Så hvordan kan jeg stole på at jeg tager de rigtige valg nu”

Lød en lille fortvivlet stemme i det hun lukkede øjnene i med et suk.

“Undskyld”

Mumlede hun så stille og trak hovedet til sig, for hun ville ikke belemre ham med hendes problemer og forvirrede tilstand.