I cleaned my desk [Lupë]

Pyha... godt! Hun var uskadt. Troede han. For et kort sekund? Det var tydeligt at hun var skuffet over sig selv, i vildrede fordi hun havde været naiv; som hun kaldte det. Stille rynkede Lupë en smule medfølende på mulen, alt imens han mest synes hun var lige hård nok ved sig selv.

Det gik så stærkt, men pludselig stod hun der bare. Han kunne mærke hendes varme imod hans bringe. Instinktivt brummede han roligt, dybt. Beroligende, før han lod sit hoved sænkes en smule for at stryge hende over manen. Men inden han rigtig nåede at berøre hende, trak hun sig.

Undskyld?

"Nej nej... du skal ikke undskylde."; Beroligende løs hans charmerende stemme, mens et roligt betryggende smil hvilede på hans mule. Mens han stille lagde hovedet indbydende på sned. Havde haft arme havde han strakt dem begge ud til hver sin side, som indikation til et kram.

"Er det ikke det man har venner for?"; Forsikrede han med et varmt blik og stemme, da han roligt trådte det skridt nærmere hende for at ligge sin hals over hendes.

Det man har venner til..
Ordene gav genlyd i hovedet for den grå hoppe der for en stund stod og betragtede ham en anelse fjernt. Det tog noget tid for hende at processere de ord han havde sagt. Venner. De var venner. Bare venner? Efter lidt tid kunne man se hvordan lettelsen skyllede ind over hoppen. Selvfølgelig var de bare venner. Hun rystede på hovedet af sig selv. Hendes fjollede følelser kunne hun dog stadig ikke forstå. Måske hvis hun tænkte sig om så kunne hun. Lupë var en flot og charmerende hingst så det var vel ikke underligt at hun nogle gange kunne blive lidt fjalet, men i bund og grund så var han hendes ven.

Hun tog i mod hans indbydelse og lagde hovedet mod hans hals med et lille tilpas suk.

“ Jeg er glad for at du er her. “

Hviskede hun så stille og puttede sig ind til ham.

Det var som om hun gik lidt i stå over hans ord. Tanken strejfede ham da, om hun måske havde håbet på eller regnet med mere? Men end bare venner. Men når alt kom til alt, tog hun det nu rimelig pænt. Han havde kendt til hende længe, men alligevel ølte han først at de begyndte at kende hinanden nu. Samt kunne han rent faktisk kalde hende en ven. Det gjorde han ikke med gud og hver mand.

Hun søgte nu hans tilbud og et roligt smil prydede hans mule. Roligt lod han en dæmpet brummen vibrere fra hans stube, mens han trykkede sin hals let ind til hendes hoved. Roligt strøg han hende over det manke han nu kunne nå. Lettere trøstende.

"Selvfølgelig."; Roligt og forsikrende var hans ord. Hun kunne helt sikkert regne med ham. Ingen tvivl om det.

Måske havde hun håbet på det eller måske var det kroppen der talte for. Det ville have været nemt for hende. En af hendes første bekendtskaber og alt det. Det ville næsten have været som i et eventyr. Men det var ikke sådan det skulle være. Måske var det en lettelse for den grå for det ville jo så ikke ødelægge noget. Hun sagde heller ikke noget til det, men var derimod lettet. Men hvad så nu.

Hun brummede stille og så op på ham med et lille smil. Han kunne i hvertfald regne med hende ligesom hun med ham.

“ hvordan har sundet egentlig?”

Spurgte hun stille. Hun huskede jo godt deres sidste møde som havde været ret følelsesladet fra begge sider.

Stille trådte han naturligt et trin bagud da hun så op på ham. De stod stadig tæt, men nu kunne han også se hende. I hendes øjne, de ravfarvede. Mig? Pludselig skulle han tage stilling til sig selv, og sin situation. Han havde jo atter engang afbrudt mission "informere mor", hvilket irriterede ham grænseløst. Stille smilte han blot drenget og let skævt over mulen, lettere urørt af hans egentlige situation. Der var så meget han ikke kunne fortælle... følte han.

Men hendes far er Rumpelstiltskin? Det slog ham lidt pludseligt. Han blev ved med at glemme det. Måske fordi han bevist fortrængte det? En lidt mere alvorlig mine flød diskret ind over ham, mens hans øjne så ærligt i hendes og hans smil blegnede let.

"Euphoria... Jeg kan godt stole på dig, ikk'? Vi er venner?"; Hans charmerende stemme var spørgende, mest fordi han ønskede en form for forsikring. Han ville egentlig gerne fortælle hende hvordan han egentlig havde det. For de var jo venner. Var de ikke?

Euphoria løftede hovedet for at se på ham, mens hans smil langsomt blegnede. Hun missede spørgende med øjnene og brummede stille til ham. Hun forstod ikke? Hans ord ramte igen og hun kunne måske godt tage sig selv i at være lidt ærgelig over at han overhovedet behøvede at spørge. Stolede han ikke på hende?

“ Selvfølgelig kan du det Lupë, det er helt op til dig selv om du vil derimod. “

Hendes stemme var blid men bar lige ledes præg af at hun nu faktisk godt kunne blive lidt sassy til tider. Hun så indgående på ham med de ravfarvede øjne. Hun kunne jo nu måske godt regne ud der var noget der trykkede ham.

“ Du kan fortælle mig alt “

Afsluttede hun derfor, mens hun strøg ham over halsen med et forsigtigt lille smil.

Det var tydeligt for ham at hun blev en smule forvirret over at han betvivlede deres venskab. Selv var han nok også blevet skuffet. Men hun måtte ikke misforstå ham. Det var bare ikke noget han havde fortalt nogen før. for selvom nogen måske vidste det, var det ikke noget der blev talt om. Især ikke nu når han nok var bedre kendt som Forræderen i hans familie. I flokken. Blandt skyggehestene.

Hendes blide strøg over hans hals, fik ham til at synke en klump stille, i form af at tage tilløb.

"Jeg er bare bekymret. Jeg skal hurtigst muligt til Foehn, for at finde min mor."; Det lød ret så harmløst, mens hans varme stemme bar præg af lidt urolighed omkring dette.

"Min mor, som er en skyggehoppe, jeg ikke har set i tæt på to år."; Hans stemme dæmpede han, mens han kort tog sig selv i at skue omkring sig. Ingen måtte overhører dette her. Igen landte hans øjne i Euphorias, med et lidt usikkert blik.

"Men jeg er lidt nervøs... for hvad der skal ske mig hvis jeg sætter mine hove på den Ø. Jeg forrådte flokken Aljun, som jeg er født ind i, for at være sammen med min far, som dengang han var i live var en af vogterne."; Hans hjertede hamrede hurtigere, mens et påtaget lidt spørgende smil prydede hans mule. Han anede ikke hvad hun ville sige til det?

Euphoria betragtede stille hans mimik og lyttede nu til hans ord som de langsomt og lavmælt forlod ham. Det første forstod hun jo inderligt, for hun havde selv en mor på Foehn hun ikke havde set siden hun var helt lille. Et stik af skyldfølelse ramte hende i det hun jo vidste at hun burde gøre det samme som Lupë, men hun havde ikke modet til det. Hun vidste jo ikke engang om hendes mor stadig var i live? Det var nok nærmere det Lupë ville kun se i hendes blik, skyldfølelse over sig selv. Hun nikkede stille for at vise hun havde hørt ham.
At hans mor var en af de skygger som hun havde fået fortalt om bekymrede hende ikke og hun sendte ham blot et smil for at vise at det fandt hun egentlig meget normalt. Hun vidste jo at Brego også havde været med en skygge, og hendes egen bror havde Ava, Nymfens mor. Hun delte bestemt hans nervøsitet på hans vegne og hun forsøgte at kramme den højere hingst ved at ligge hovedet over hans hals.

" Jeg synes du er modig.. Jeg ville ønske jeg havde det samme mod til at opsøge min egen.. Jeg kender ikke skyggerne, Lupë, men har kun hørt om dem fra en side. Jeg ved dog at selv de mørkeste sjæle er i stand til at elske, og du er din mors søn. Vi vælger ikke hvor og af hvem vi bliver født, måske hun vil kunne forstå, bare lidt. "

Forsøgte hun at opmuntre ham. Det var jo ligeledes et håb hun havde for at han i det mindste kunne have glæde af den familie han havde tilbage. De havde begge to mistet en forældre, hvor den anden på hver sin måde havde været fraværende. Hun kunne sagtens sætte sig i hans sted. Hun strøg ham stille over manen og lod kort panden hvile mod hans hals i det hun ikke længere kunne stå i den akavede stilling.

Han bed sig godt mærke I hendes skyldfølelse. Næsten sørgmodig så hun ud i Lupës øjne. Men om det var hans ord, eller noget hun selv blev mindet om, vidste han ikke rigtig. Ærligt, bekymrede han sig heller ikke synderligt om det lige nu. Hans hjerte bankede let hårdere, imens de mange forskellige scenarier af hvordan hans mor ville reagere, fyldte hans tanker.

Euphoria talte nu. Selv de mørkeste sjæle er i stand til at elske. Hendes ord gentog sig inden i hans hoved et par gange. Måske havde hun ret? Stadig med den fordom at elsker jo er selektivt. Derfor var det stadig en risiko. Han anede ikke hvordan hans mor havde det med ham nu?

"Jeg håber du har ret."; Næsten hviskende blev hans ord med den ellers varme stemme. Næsten oevrbærende tillod han sig et stille smil, mens han oprigtigt så hende i øjnene, takkende. Hun var sgu sød hende Euphoria. En rigtig ven.

En mild brummen forlod hendes mule og hun puffede forsigtigt til Lupë. Hun forstod udmærket godt hans nervøsitet når det kom til at skulle se sin mor i øjnene igen efter så lang tid, og alt hvad der var sket. Hun sendte ham dog et stille smil og mødte hans blik med en overskudsagtig ro. Blikket lod hun vandre ud over øen og hun rømmede sig en anelse.

" Skal jeg følge dig på vej? "

Tilbød hun så med et oprigtigt udtryk. Hun kunne godt følge ham noget af vejen for Lupë var hendes rigtig gode ven og hun kunne derfor godt mande sig lidt op, men hun ville ikke sætte sine ben på Foehn ,selvom hun burde gøre det. Hun burde opsøge sin egen mor, men så igen. Det var jo ikke sikkert hun ville opsøges.

Han mærkede hendes puf, hvorpå han efterfulgt blev mødt af et par rolige øjne. Det gav en vis dæmpende ro i hans krop, selvom det ikke var meget, kunne det mærkes. Stille påtog han sig et lille skævt smil, mest for at anerkende hendes væsen og overskud til at ville hjælpe ham.

Hans ører spidsede sig opmærksomt imod hende da hun talte. En varme spredtes i hans krop. Det stille smil blev en smule bredere og han nikkede stille, men fast besluttet. Det måtte hun meget gerne. Hans øjne gnistrede stille, som om han stille livede lidt op igen fra den sørgmodige form han havde pådraget sig.

"Tak Euphoria. Det betyder meget."; Hans charmerende stemme talte stadig en smule lavt. Men ikke fordi han var flov over at rose hendes akt, nej nærmere på grund af uroen for hvad der nu skulle ske. Han rystede stille på hovedet, som ville han fysisk prøve at hvirvle tankerne bort om al denne uvished. Roligt puffede han imod hende også, med et mere drenget smil nu. Oprigtigt takkende.