Infelix (Euphoria)

10

Mørket havde lagt sig hen over Andromeda, men månens skær lyste alligevel dele af landet op. Han holdt sig langt væk fra Foehn og aller helst inden for flokkens grænser disse dage. Alligevel ønskede han heller ikke befinde sig inde midt i det hele, hvor de fleste andre hørte til. Han ønskede ikke udsætte andre for den mulige fare der kunne komme snigende, hvis hans datter var i nærheden af dem og en skygge ville snige sig efter den lille. I mørket og med den sovende datter, kunne han også bedre slappe af. Han behøvede ikke prøve på at ligne en der havde styr på alt og vidste hvad han gjorde. Han behøvede ikke gemme alle hans bekymringer væk og han behøvede ikke lade som om han var glad – for det var han ikke. Ikke engang selvom et af hans ønsker var blevet opfyldt.

I mørket luskede en anden sjæl rundt, rastløs og ude af stand til at falde i søvn. Hun havde haft et møde med sin far og var kommet derfra med mange erfaringer rigere, men ligeledes havde det været med til at skubbe hende ud at sin frygtsomme tilstand hun havde befundet sig i, i årevis. Hun sukkede dog stille for det havde trods alt været en del af hende så længe at hun ikke rigtig kunne finde ro i sin krop.
Ved et rent tilfælde fik hun øje på den brogede hingst som stod nærmest gemt væk. Hun ville vrinske for at hilse, men spottede snart nogen sovende ved ham. En lille skabning. Euphoria stoppede da op og brummede stille mod ham.

11

Der var stille. Meget stille omkring den brogede og hans lille datter. Stille med undtagelse af den vind der engang imellem blæste gennem trætoppene og fik bladene til at hviske. En lyd meldte sig ud af stilheden og blev identificeret som noget andet end ren og skær natur. Hans første instinkt, var at se ned mod den lille sovende hoppe, der kunne være vågnet, mens han stod i sine egne tanker. Men det var ikke der lyden kom fra.

Det ene øre blev instinktivt rettet mod den brummende hilsen, og så snart Brêgos øjne havde vristet sig fri fra den lille plettede, hvilede de på en skikkelse han godt kendte til. Et lille smil blev fundet frem, selvom det ikke nåede helt op i de brune øjne, og en hilsende brummen blev sendt tilbage mod hoppen.

Euphoria bevægede sig langsomt nærmere den brogede hingst og det sovende føl, som hun varsomt betragtede med et varmt udtryk i de ravfarvede øjne. Hun bevægede sig stille for at undgå at vække hende. Hun så må Brego med et lille smil. Han virkede ikke glad, men Euphoria vidste bedre end at snage i andres ting.

" Hun er smuk "

Konstaterede hun ligeså stille, mens blikket igen fandt vej ned til det lille føl som hun var dybt fascineret af. Hun måtte dog vriste sit blik fri for ikke at stirre og hun så igen på Brego.

12

Brêgo nøjedes med at smile skævt. Han gav hende jo ret. Det var hun. Hun lignede hverken sin mor eller sin far. Han kunne sagtens være i tvivl om hvorvidt det egentlig var hans datter, hvis ikke det var på grund af den fornemmelse han havde indvendigt, samt bekræftelsen han havde fra nogle af Andromedas andre bevingede beborere.

”Mazikeen.. Min datter.”

Han havde ikke hørt mange ord fra hende, og det bekymrede ham. Meget endda. For hvad nu hvis han havde begået en fejl ved at tage hende med til Teylar? Hvad hvis hun havde bedst af at være sammen med sin mor. . . Og så kom han i tanke om noget….. Han åbnede og lukkede munden et par gange, for han vidste ikke helt hvordan han skulle forme spørgsmålet.

”Du blev taget fra din mor i en tidlig alder, gjorde du ikke?”

Smilet blev hvilende på hendes mule mens hun betragtede far og datter. Det stak lidt i hende, men hun rystede tanken af sig. Hun vippede stille med ørerne over hans spørgsmål og smilet døde stille ud. Hun huskede det som var det i går.

“ Jeg var lidt ældre, men ja... Hun efterlod mig for hun ville ikke tage mig med til Foehn og jeg har ikke set hende siden.. Illana endte med at være mere mor for mig end min egen. Men det udfyldte aldrig tomrummet.. “

Det var måske ikke hvad den brogede hingst havde brug for at høre, men Euphoria ville ikke ligge skjul på hvor hårdt det havde været. Det var ikke noget nogle fortjente at opleve. Selvom hun ikke kendte omstændighederne for Bregos situation.

13

Hendes svar fik kun flere spørgsmål til at melde sig. Han forstod godt hendes mor ikke ville tage hende med til Foehn, for Brêgo havde selv taget turen til Foehn for at hente datteren så hun ikke skulle vokse op der, men hvorfor tage til Foehn i det hele taget? Hvad kunne være så vigtigt en hoppe ville efterlade sin datter?

Brêgo undlod at stille spørgsmålene, for han ville jo helst ikke snage, og hun lod ikke til, sidst han havde mødt hende, til at ønske at snakke om lige præcis det emne. Desuden var hendes situation også en smule anderledes. Maze var jo mere eller mindre blevet kidnappet – selvom Brêgo ikke ville se sig selv som en kidnapper. Men han havde været nødt til at gøre noget.

”Jeg burde ikke have taget hende væk fra sin mor, burde jeg vel?”

Euphorias blik gled ned på det lille hoppeføl der lå på jorden, mens stilheden sænkede sig over hende og man kunne se hvordan tankerne tog fart i hendes hoved. Hun brummede stille og vippede et øre mod Brego da hans stemme lød. Hun tænkte over sit svar et kort øjeblik.

“ Det ved jeg ikke.. Jeg kender ikke din situation så det er svært for mig at sige.. men ingen bør afholdes fra at se sine forældre.. “

Lød det så stille fra hende. Det kunne jo sagtens være at det lille føls mor var ude på at gøre hende fortræd, men hvem kunne dog drømme om at skade deres egne afkom. Ja lige på nær hendes egen far..

14

Brêgo forblev tavs i nogle tankefulde øjeblikke. Nej. Ingen burde blive holdt fra en mor – eller en far. Men han kunne heller ikke bare efterlade hende på Foehn og være fuldkommen ligeglad. Han kunne bare heller ikke flytte ind på Foehn for at være i nærheden af hende. Det der havde været et ikke specielt gennemtænkt svagt øjeblik var kun blevet mere besværligt nu. Inderst inde skammede han sig jo over for det første at have været så tæt fysisk med en anden hoppe, der ikke var hans Antheia, men han kunne jo heller ikke skamme sig over den lille datter.

”Hendes mor er en af dem. En af skyggerne.”

Åh. Euphoria forstod nu hans dilemma. Hun så på ham med et roligt blik og puffede stille til ham. Det var lig det hendes egen bror havde stået i. Euphoria var stadig ung og uerfaren når det kom til disse ting.

“ Men stadig hendes mor. Hvis dagen kommer og hun vil se hende Brego, så lad dem begge.. “

Euphoria vidste jo hvordan det havde påvirket hendes bror og Nymfen, men ligeledes hende selv. Hun kunne ikke stå og sige det var en god ide.

“ I hvert fald så bliver du nød til at fortælle din datter sandheden.. “

15

Brêgo nikkede. Han vidste godt det kunne give langt flere problemer end de havde i forvejen med skyggerne, hvis han holdt datteren fra sin mor. Han ønskede jo bare ikke hun skulle vokse op på den døde ø. Men måske kunne den hvide skygge forhandles med? Hvis forhandle da var det korrekte ord. Måske kunne de lave en aftale der kom dem begge til gavn. Dem alle 3.

”Hun har ikke sagt et ord siden hun kom hertil. Jeg ved ikke om det er normalt eller ej. Jeg ved ikke engang hvor meget hun forstår af det hele. Jeg ved ikke om jeg overhovedet gjorde det rigtige. Jeg vil gerne tro jeg handlede i hendes bedste interesse, men måske var det ønsketænkning for at have en undskyldning for min egen egoisme?”

Euphoria så igen ned på det lille føl og så tilbage på Brego. Hun brummede stille til ham og strøg ham over halsen mens hun tyssede en anelse på ham.

“ Giv hende tid. Det har været en stor omvæltning for hende. “

Brummede hun så til ham i varme toner. Hun kunne ikke længere dy sig og tog et par skridt hen for at se nærmere på føllet. Det var første gang hun rent faktisk havde set sådan en skanning som voksen. Hun mærkede en varme bruse i hendes indre og hun kunne ikke lade være med at smile varmt mod den lille skabning.

“ Det er ligemeget hvad der er årsagen til hun er her, så længe du ikke svigter hende som far. Men jeg tvivler stærkt på at du vil svigte hende. “

Hviskede hun nu stille i det hun ikke ville vække den lille. Hun var jo kommer rimelig tæt på dem nu.

16

Brêgo nikkede forsigtigt. Tid. Tid kunne sikkert give ham lidt mere viden. For det første var det jo slet ikke sikkert hun kunne tale endnu – eller overhovedet. Eller måske var hun ikke selv klar til at snakke med nogen? Han vidste jo heller ikke noget om hvad hun kendte til ud over sin mor. Måske ville hun sige noget når hun engang selv var klar? Måske ville hun spørge ind til sin mor hvis hun savne sin mor. Brêgo fulgte Euphoria med blikket og et lille varmt smil. Lidt forsigtigt gav han hende et lille puf.

”Du ligner en der selv kunne bruge sådan en”

Euphoria sendte Brego et roligt smil i det han lod til at tage hendes ord til sig. Hun havde igen blikket rettet mod det lille føl og det gav et lille sæt i hendes da Brego puffede til hende. Hun brummede dog roligt og puffede derpå igen. Hun vippede med de mandelformede ører til hans ord og trak igen på smilebåndet. Det var sandt at det at se sådan en lille en havde sat noget i gang i hende. Hun ville gerne, men der var ligeledes mange spørgsmål hun manglede svar på. Hun anede jo intet om sådan nogle.

" Måske en dag. Når den rette dukker op. "

Brummede hun en anelse drømmende. Hun anede dog ikke om hun havde mødt vedkommende endnu.

" Hvornår ved man egentlig det? "

Mumlede hun så en anelse stille, for hun havde ingen idé.

17

”Hvordan man ved om man har fundet den rette?”

Åh. Sikke noget. Et lidt bedrøvet udtryk gled ind over Brêgo som han betragtede hoppen foran ham. Han kunne jo sagtens forklare hende det. Men han kunne heller ikke helt lade være med at være lidt trist på hendes vegne. Hvis hun var ligesom ham, ville hun kunne komme til at gå i lang tid og måske ende med at fortryde.

”Jeg ved ikke om man kan sige man har fundet den rette. Måske den rette på det tidspunkt. Men hvis du går og venter på den rette, kan du risikere at spilde mange år af dit liv og måske stadig ikke finde den rette. Se på mig. Jeg fandt Antheia. Jeg ved ikke om hun var den rette, men hun betød…. Betyder…. Meget for mig. Selvom hun ikke er her. Men hvis jeg skulle vente på hende ville jeg risikere at dø alene. Jeg ved ikke om der er nogen somhelst derude der ville kunne udfylde det tomrum hun efterlod, men hvis jeg skulle vente på hende, ville jeg ikke have det lille mirakel der”

Brêgo gjorde et lille nik med hovedet ned mod hans datter. Nok fortrød han at have haft den slags omgang med en skygge og skammede sig som bare pokker, med følelsen af han havde været Antheia utro. Men han ville heller ikke være foruden det lille føl, og havde også i en længere periode frygtet han ville risikere at dø ensom og alene og uden at have haft oplevelsen af at være far.