Post by Lupë on Oct 19, 2018 6:34:32 GMT 1
Lupë
Søn af en vogter - Søn af en skygge
Født ind i det
Dette er fortællingen om Lupë. Hingsteføllet der kom til Andromedas verden på Øen Foehn. Her blev han folet af hans mor Deadly Myth; en skyggehoppe. På sidelinjen under folingen stod hans far Djange; en vogter., og holdte mulen over Deadly Myth. Hans forældre, et umage par, forelskede sig i hinanden længe før deres veje skiltes i forhold til tiltro til landet Andromeda. Deraf er Lupë genetisk halv-halv i forhold til landet og dets kræfter. Født ind i flokken Aljun, sågar med medfødte kræfter. Kræften til at styre andres hjerterytme uvilkårligt.
Lupë er, og var også dengang, en rigtig drengerøv med "her kommer jeg"-attitude. På trods af at hans mor altid har været en kende indspist og anderledes, så har hun alligevel passet på ham og givet ham en tryg opvækst som føl.
Fra føl til plag
Som et årig fik Lupë sig en lillebror. Belial. En lille skimlet bandit der altid er ude på ballade. Men Lupë elskede ham! Ja, helt op til skyerne og tilbage igen. De brugte mange timer, dage og uger på at kejte rundt sammen og slås. Især når Deadly Myth ikke kunne hamle op med den lille, og det pres at have en lille ny, så trådte Lupë til. Underholdte sin elskede bror. Desværre varede lykken ikke evigt.
Lupë har været omkring halvdandet, næsten to år da Belial bad ham komme og "hjælpe". Troligt fulgte Lupë sin bror, hvorpå Belial ledte ham til kunstneren Rumpelstiltskin. Belial havde indgået en aftale med denne Rumpelstilskin der forlød sig således;
"Hvis din bror kan lærer mig hans magi, så giver jeg dig hovskæg som du ønsker!"
Belial var henrykt og Lupë ønksede at hjælpe. Men snydt blev de. Rumpelstiltskin sugede alt magi og alle kræfter ud af den røde hingst. Hans medfødte kræfter var borte og puf så havde Belial sit hovskæg, og Rumpelstiltskin forsvandt. Siden har Lupë hverken set sine kræfter eller denne kunstner. Dette stunt ændrede i sandhed Lupës syn på sin bror. For selvom hans bror blev snydt på sin naivitet, så havde Lupë stadig mistet sine kræfter for evigt.
Nye veje
Der gik ikke længe før Lupë voksede sig større og stærkere, uden sine medfødte kræfter. Det nagede ham i sandhed, hvilket også gjorde det naturligt for ham at blive længere og længere perioder hos sin far Djange. Han besøgte ofte sin far, til trods for at Enophis bjergpas lå et godt stykke væk fra flokken Aljun på Foehn. Tiden med hans far prægede ham. Selvom at den selvsikre, drilske og drengerøvsagtige hingst var svr at tageud af den rødlige hingst, så voksede han med opgaven. Påtog sig en mere høflig vinkel, alt imens han tog mere og mere afstand til flokken Aljun og dets medlemmer. Til trods for det jo var hans familie.
Det meste af hans tid som ung to års er primrt blevet brugt i selskab med hans far i bjergpasset. En lille ungdomsforelskelse i en smuk broget hoppe på Foehn blev det også til. Aldrig at Lupë snakkede om hende til nogen, men hun er dybt lagret i hans tanker og han har aldrig sluppet tanken om hende. Derudover har han haft stødt på en af Djanges bekendtskabers datter, som var en af de eneste han så til.
Hans bror Belial så han ikke i hele sin to års tid, hvilket godt kunne mærkes når han manglede en til at stimulere ham rent kampmæssigt. Her var ikke mange at lege med i bjergendes oceaner af plads.
Voksenlivet indtræffer
Det var en almindelig sen-efterårsdag. Kulden var bidende, pelsen var pjusket og underlaget i bjergende var mange steder glatte. Det var frostvejr om natten og vådt og klamt om dagen. Men dette dag var ikke ligesom alle andre. Han havde taget et par dage ned og rundt på Enophis enge. Imens havde Djange vogtet bjergende som han plejede. Synes der mødte den fuldvoksne Lupë var skrækkeligt.
For foden af en meget stejl klippevæg, en halvtreds meter høj, lå hans far. Det høje skrig af et hyl lød som et ekko igennem luften, driblende imellem klippevæggende, som Lupë til sin skræk så sin far. Hovene dunrede vildfarent over det glatte underlag imod hans far. Synet af den stærke vogter hingst, bedre kendt som hans far, lå i en fysisk umulig stilling, mens skrammer, blod og et par døde åbne øjne så opgivende mod den sti Lupë var kommet fra. Utroligt havde Lupë skubbet til ham, vrinsket, brummet, nappet til ham - men ingen reaktion.
Djange var væk...
Den rødlige smed sig ned ved siden af sin kære far, mens flere hylende kald lød fra ham, før han lagde halsen over hans krop, tæt ved hans rustning der var knækket. Der lå han, sekunder, minutter, timer, dage. En evighed, som føles alt for kort, set i bakspejlet. Den unge hinsgt havde blod på benene da han rejste sig. Djanges blod; hvorpå han pillede rustningen af ham. Fik den om halsen og tog som det sidste masken af sin far. Han kastede et sidste blik på de døde øjne, før hans mule en sidste gang kærtegnede hans fars hvide pande, han så sjældent havde haft set da han bar masken. Han var kold. Hans sjæl var væk.
