A Cry For Help | Åben

---

2

---

Solen stod skarpt på himlen og bagte ned på de gyldne sandbanker, hvor varmen føltes som et tykt, kvælende tæppe. Hun havde ikke set en sjæl i flere dage nu, og eftersom dette øde og gudsforladte sted var her Chiaro var blevet dumpet efter rejsen gennem portalen, stod hun nu næsten ikke til at redde. Timerne havde sneglet sig afsted i takt med hendes hove der havde sat hende afsted i alle gangarter i alle mulige retninger i et forsøg på at finde en ende på denne enorme ørken. Hverken vand eller føde havde strejfet hendes kølige blik, og hun var langsomt begyndt at gå over i et stadie af fortvivlelse og ren udmattelse. Hvert skridt føltes tungt i det gyldne og bløde sand, der næsten hånende satte en ny stejl sandbanke op for hver hundrede meter. Men endelig, da hun nåede toppen af hvad der føltes som en tusinde sandbanke opdagede hun en lille oase. Langsomt og uden at håbe for meget, trippede hun forsigtigt nedad den stejle sandbanke og satte sig næsten ned og gled få meter, inden hendes hove kunne tage imod det bløde hop hun gjorde for at lande ret. Den lille vandkilde glinsede i sollyset og lokkede hoppen langsomt imod sig. Hun gumlede vagt på ingenting og kunne mærke hvor tør hun var i munden. Tørsten havde gjort hende let til hovedet og hun følte sig svimmel, så at hun nu endelig fandt en kilde var næsten for godt til at være sandt. I brændende dage og iskolde nætter havde hun vandret vildfaren rundt og nu, med mangel på føde og vand var hendes krop og sind blevet svækket. Hun kunne næsten smage og dufte det kølige vand få meter fremme for hende og uden meget tøven, med stive skridt gik hun hen til kanten og strakte mulen ned til overfladen og… sand? En illusion. Et fatamorgana. Hoppens forben knækkede pludseligt sammen under hende, og inden for få sekunder lå hun i det varme sand, bevidstløs som et resultat af mangel på vand og den uvante hede. Det var lige dér, at solen begyndte at gå ned…

Med natten havde kulden gjort sit indtog på Zenobia, og stadig lå hoppen på sin side i det nu kølige sand. Hvad skulle der blive af hende? Hun nåede ikke engang at udbryde et råb om hjælp og hvis ingen sjæl skulle ske at finde hende, ville hendes tid blive knap.

[1]

Efter sit møde med Skyggehoppen Ava havde den gyldenbrune Eagle Eye blot vandret lidt rundt på må og få og nydt den fred og ro, der altid hvilede over denne ø. Han havde ikke mødt andre sjæle siden den sorte Ava og havde derfor blot nydt lidt alenetid med intet andet end lyden af det brusende hav i sine ører. Han elskede simpelthen havet og de mange endeløse strande, og derfor elskede han at være på denne ørkenø, der jo var fyldt med dem.

Solen var dog begyndt at gå ned, og det var på tide, at han vendte tilbage til sit hjem på Leventera, inden det blev alt for mørkt. Derfor satte han nu kursen mod den kyst, der ville føre ham i retning af Leventera.
Kulden begyndte langsomt at komme snigende, og der ville ikke gå længe, før mørket faldt på, og ørkenen ville blive iskold. Han satte derfor farten op til en hastig galop i et håb om at nå havet, inden det blev alt for koldt.

På sin vej syntes han dog at opfange noget i horisonten iblandt de mange sandbakker. Han tog nysgerrigt ned i fart og klemte de gyldne øjne sammen. Dér blandt de mange sandbakker lå... en skikkelse? Helt ubevægelig på jorden! Hans hjælpsomme sind bød ham straks at sætte farten op igen, men denne gang i retning af den liggende skikkelse! Det var farligt at opholde sig ude midt i ingenting i sandet på denne måde så tæt på mørkets frembrud - kulden var allerede på vej, og om natten ville det blive så koldt, at hesten risikerede at dø, hvis den blev liggende dér!

Han stoppede op foran skikkelsen, som han nu kunne se var en svækket hoppe, og udskød en bekymret brummen mod hende. Han stoppede op ved hendes side og puffede prøvende til hendes hoved. Var hun stadig i live? Han måtte have hende op og væk herfra!

---

3

---

Hvilken kraft der havde syntes at denne uskyldige sjæl skulle udsættes for sådanne prøver i begyndelsen af hendes rejse i landet, kunne hun kun gisne om. Dette miljø var fuldstændigt uvant for den roan røde hoppe, der havde levet det meste af hendes unge liv i bjergenes høje tinder, og kortvarigt i en rigt bevokset skov der havde haft alt hvad hun skulle bruge for at overleve. Denne prøve så hun desværre ud til at fejle, men hendes krop kæmpede bravt for at få liv i hendes lange lemmer og give det sidste spark til at komme op. Problemet var blot det, at hendes hoved ikke kunne mere. Det havde givet hende så meget stress oven i de fysiske skavanker, hvilket var hvad der havde ledt til hendes nedgang.

Chiaro havde slet ikke ænset den gyldne hingsts nærvær, da han nærmede sig. Hun var langt væk i en drømmeløs tilstand, imens hendes hjertes hamren var faldet så dybt at hendes vejrtrækning knapt nok kunne ses eller høres. Hingstens dybe, beroligende brummen lød som et fjernt kald, men det var først da han nænsomt puffede til hendes hoved der hvilede i det kølige sand, at hun begyndte at røre på sig. Langsomt væltede sanserne ind over hende. Duftene, lydene… og kulden, tørsten og sulten. Det ramte hende så hårdt at hun slog øjnene op og løftede hovedet fra sandet med et sæt. Hun var stadig meget omtåget og med manglen på kræfter gled hendes hoved hurtigt tilbage ned i sandet. De krystal blå øjne flakkede rundt og fik da øje på hingsten med de gyldne øjne. I let panik lagde hun svagt på de mandelformede ører og skrabede lidt frem med det ene ben i et ivrigt forsøg på at komme op. En fremmed stod over hende og aldrig havde hun været så sårbar. En vred og truende brummen formåede at undslippe hendes struben i et ynkeligt forsøg på at skræmme den fremmede og potentielt farlige skikkelse væk, men udmattelsen var for meget. Hvis hun skulle nogen steder, så måtte hun først slappe af, så hun kunne få samling på sine kræfter, til at komme op.

Da han havde puffet til hoppens hoved, viste hun endelig tegn på liv - måske endda lidt for meget! Hun slog nemlig øjnene op med et sæt og løftede lynhurtigt hovedet fra sandet. Bevægelsen var dog alt for meget for hendes omtågede hoved, der da også straks gled tilbage i sandet igen. Han så bekymret på hende. Hun så ud til at være i en noget kritisk tilstand - han måtte gøre noget!

Hoppen under ham var dog ved at gå i panik. Hun skrabede febrilsk med det ene forben for at prøve at komme op, alt imens hun udskød en vred og truende brummen mod ham. Han bebrejdede hende ikke - hun befandt sig jo i en utrolig sårbar situation lige nu, så det var ganske forståeligt, at hun ikke følte sig tryg ved at have en komplet fremmed stående inde over sig på den måde. Han kunne dog ikke bare efterlade hende her - hvis hun blev liggende i denne tilstand natten over, ville hun dø!

Han ignorerede derfor hendes advarsler og knælede let ned ved siden af hendes hoved, hvor han strakte mulen frem mod hende, så hun kunne bruge hans hals som støtte til at komme op. Imens lod han sin varme og rolige stemme lyde mod hende i et forsøg på at berolige hende lidt.

,,Du skal ikke være bange, jeg gør dig ikke noget - jeg er her udelukkende for at hjælpe."

---

6

---

Tænk, at de første ord hun skulle høre i dette land, var nogle så ganske betryggende. Det var ord hun aldrig havde hørt før i hele sit korte, men barske liv. At disse ord så desuden blev leveret med sådan en ro og samling fra en hingst, hvis varme hun nu kunne mærke ved sin side, var også komplet fremmed for hende. Ordene var dog en kæmpe lettelse. Stadig med panik i kroppen, begyndte hun svagt at ryste. Det var ikke noget hun kunne styre, men fordi hendes krop var så gennemkold, og at hun nu kunne ænse den fremmedes kropsvarme, begyndte hun selv at reagere og signalet nået frem til hendes hjerne; hun frøs ekstremt meget. Med det samme lod hun sine parader falde. En ting var at hun ikke havde kræfterne til at slå fra sig, men det gav simpelthen heller ikke mening at forsøge at være fjendtlig i forsvar nu. I stedet tog hun imod hingstens hjælp.

Med hastig og hæs vejrtrækning var det et forskrækkende syn at se hvordan hendes krop gik i maks omdrejninger for at få hoppen i gang og op på benene. Rent overlevelsesinstinkt fik nu lov til at arbejde. Chiaro løftede atter hovedet op, så den stærke gyldne hingst kunne hjælpe med at støtte under hende. Varmen fra hans bløde pels fik det til at sitre i hende så det næsten gjorde ondt. Hun fik nu sig selv i en mere opret position, så hun igen kunne forsøge at rejse sig. De lange, mørkerøde forben blev nu sat i lås foran hende, skønt de var stive af kulde. Nu handlede det om at få bagparten med hende, men hendes bagben var ikke færdig med at ryste fra chokket. Ørerne lagde sig ud til siden og hendes dybe blå øjne udsendte dyb ubehag. Hun var nødt til at trække vejret dybt og vente til hun havde fået lidt mere varme, hvis hun skulle få kræfter og momentum nok, til at komme fuldstændig op på alle fire. Det var ufatteligt hvad lidt støtte og håb fra en anden sjæl kunne gøre ved en ung hoppes beslutsomhed. Hvor meget hun end ønskede at svare ham med et dybtfølt tak, var der ikke nok luft, ro eller kræfter nok til at kunne ytre nogle ord endnu. Hun var nødt til at fokusere, og hun bad inderligt til, at den fremmede ville støtte hende længe nok.

(Undskyld mit alt for sene svar! Har du stadig lyst til at fortsætte tråden? )