A New Eden | Prometheus

---

5

---

Siden hendes ankomst til dette mægtige land, havde denne genfødte hoppe vandret Zenobia tynd, forgabt i de vidtstrakte sanddyner der langsomt fortærede hendes slanke krop, der sank ind til ingenting på rekordtid. Aldrig havde hun troet at hun skulle opleve sult og tørst på sådan en måde, og mærke smerten hvori de mest basale behov begyndte at æde hende op indefra. Den roan røde hoppe havde i forvejen ikke haft for meget på sidebenene, og man kunne nu ane ribbenene, der trådte frem i hendes ellers bløde skind. Det var netop i disse sekunder, at hun for nu, og i lang tid ville vende ryggen til Zenobia, men stadig se tilbage på den som en prøvelse hun overlevede.

Adrenalinen begyndte at aftage, som hun tog sine sidste skridt op på nyt land. Havvandet dryppede flygtigt fra den slanke skikkelse, der nu for første gang i lang tid kunne se græs for enden af sandet. Alle hendes sanser skreg efter at smage, dufte og føle alt andet end sand og den dræbende hede og isnende kulde som Zenobia så nådesløst havde udsat hende for. Foran hende lå øen Leventera, livlig og frodig og hoppens store, klare blå øjne var fyldt til randen af lettelse. Med nød og næppe havde hun overlevet, og hvis det ikke havde været for beboerne af dette land, var hun aldrig nået så langt.

Med lige præcis nok kræfter tilbage efter svømmeturen rystede hun sig, så de kølige dråber fløj af hende og efterlod hendes pels pjusket og stadig dugvåd. De sidste skridt tog hun nu fra vandkanten, gennem det bløde sand og endelig - endelig kunne hendes hove træde ned på friskt, grønt græs.

Den sølvgrå Prometheus havde fundet vej til en ny ø; en ø, som var fladere end den anden, og bar navnet Leventera. Navnet sagde ham ikke noget, hvilket på sin vis var en frustration for den ædle hingst – men han havde efterhånden accepteret, at det ikke ville blive let at finde vejen hjem til sin flok.
Hans hove dundrede over den sandede jord, der befandt sig i skellet mellem stranden og skoven. Han bevægede sig i strakt galop og for den der kiggede med, var det et ganske prægtigt syn. Han var langbenet, smidig og adræt, og selvom sandets bløde underlag ville sænke farten hos de fleste, bevægede han sig ubesværet. Sveden perlede ned langs hans skulder og hans næsebor var vidt udspilede, vidnende om at han havde været på farten længe.

Det var den bedste måde for den sølvgrå hingst at slå tankerne fra på. Når hans puls var høj, var det eneste han kunne fokusere på hans hjertes hastige slag. Det gav ham et kick, udløste en sær tilfredsstillelse at presse kroppen så meget. Og hvis ikke at hans klare, krystalblå øjne havde skimtet en fremmed sjæl, så havde han nok fortsat med at presse sig, indtil han ej kunne mere.

En skikkelse med en særlig farve havde fanget hans blik og i en hård opbremsning stoppede han op godt og vel 50 m. fra hende. Hans flanker hævede og sænkede sig i hæftige ryk og hans ører var fikseret imod hende. Hun var meget spinkel, ja så spinkel at det lignede hun ej havde fået mad og drikke i lange tider – dog var hun køn, og Prometheus interesse var øjeblikkeligt fanget. Endnu med hurtig vejrtrækning satte han frem imod hende i spændstige, ædle dansetrin og hans hale var højt hævet bag ham, som var det en fane han bar.

[2]