Xenophobia [N'zall]

10

”Du er gennemskuet, Xenocrates.”

Hun rystede svagt på hovedet af ham, og gav sig igen til at vandre fremad. Han måtte jo følge med, hvis han ønskede, eller opsøge den hoppe han havde omtalt. N’zall slog et svirp med halen og standsede for at svare på hans spørgsmål.

”Det gør jeg”

hendes ’jeg’ blev til et stort smil som hun fik sluttet sit svar. Et stort bredt smil – og ikke kun fordi det kun var halvdelen af mulen der dækkede tandsættet. Med et veltilpas og tilfreds suk, begav hun sig fremad igen med den vuggende gang og vrikkende hofter.

Et skævt smil kom til syne på hans mule mens han nu alligevel luskede efter med lidt afstand så hun ikke skulle føle sig alt for beæret. Han klukkede blot over hendes bemærkning, inden hun alligevel fik sin vilje og hans tøffede op på siden af hende. De blå øjne var vendt mod hende, mens han meget diskret beskuede hende en anelse grådigt.

" Hmmm... Men jeg deler ikke noget med nogen.. "

Lød det så igen, denne gang med en hentydning bag de ord. Han ville heller ikke dele hende med nogle, faktisk var det mest hende han ikke ville dele. Men han havde ingen hæmninger når det kom til at skeje ud selv. Dobbeltmorale var trods alt bedre end ingen.

11

”Hvad vil du gøre ved det?”

Der lå en lille udfordring bag ordene. Bare fordi han sagde han ikke delte noget med nogen, skulle hun nok modbevise ham! Han behøvede såmænd ikke få ret bare fordi han mente det var sådan.
N’zall lod ham nå op på siden af hende, og kastede kun et hurtigt blik mod ham. En lille tilfredshed hvilede i hendes indre, for det lod til hun alligevel havde formået at sætte ham en smule på plads ved deres sidste møde.

”Så hvad er det du har haft så travlt med du ikke har haft tid til dine ofre?”

Hun havde ikke selv hørt noget nyt angående planen han havde præsenteret for hende sidst, men havde såmænd heller ikke tænkt sig at spørge direkte ind til den. Hun ønskede trods alt ikke problemer mere end højst nødvendigt. Han skulle heller ikke have lov til at tro hun bare var parat til at springe til bare fordi han havde lokket hende en smule.

“ Det vil tiden vise “

Brummede han med et lusket udtryk i det blå øjne, mens en mild klukken lød fra hans brystkasse. Han røbede da ikke sine hemmeligheder. Han kunne ikke forestille sig at skade lige præcis hende, men hvis andre bare troede de kunne komme og fifle med hende så kunne de godt tro om. Han lod de blå øjne følge hende, mens han kom med et lille hemmelighedsfuldt smil.

” Ting og sager. ”

Lød det kortfattet. Han havde ikke i sinde og røbe hans daglige gøremål. Hun måtte dvæle lidt i nysgerrigheden. Han havde brugt lidt tid på at observere sin mor fra en afstand. Den gyldne hingst havde fornemmet noget på tordenhoppen og han kunne ikke lide det. Måske virkede det ikke sådan, men hans mor var hans mor og den gamle heks var en af de få den gyldne havde kær.

1

"Ja, det må tiden vel vise"

N'zall var bestemt ikke tilfreds med det svar, men hun lod ham slippe for denne gang. Hun ville ikke give ham tilfredsstillelsen af at skulle tigge og bede om et ordentligt svar, så i stedet lod hun det ligge. Hans hemmelighedsfulde smil blev derfor også kun lige noteret, hvorefter N'zall vendte sin opmærksomhed væk fra hingsten. Hans andet svar behagede hende heller ikke. Hun skænkede ham ikke et blik denne gang, men lod i stedet de hvide øjne glide hen over landskabet mens hun overvejede sit næste træk.

Uden at slå over i trav eller galop, satte hun alligevel farten op. Skridtene blev lidt længere og benene flyttet lidt hurtigere, men det var stadig kun skridt.

"Måske skulle du fortsætte med de ting og sager så"

Utilfredsheden kunne godt anes som en lille spids kant på ordene. Han måtte jo gerne vide hun ikke brød sig om hans kortfattede svar, og at hun hellere ønskede andet selskab, hvis det var alt han kunne give hende. Der måtte være noget bedre selskab derude et sted.

En veltilpas klukken kom fra den gyldne hingst, som blot fulgte troligt efter den sorte hoppe, mens han godt bemærkede hendes skridt, blev længere. Intet problem for den hurtige hingst, som blot luskede med. Det morede ham at hun blev utilfreds, men andet selskab kunne ikke komme på tale. Han kunne godt lide at drille hende, og kunne godt lide modstanden.
” Jeg er skam i gang. ”

Lød det så fra ham med et uskyldigt smil inden han forsvandt ind i hans egne tanker. Han kunne ikke lade være med at være eftertænksom efter alt det som der var sket for nyligt. Derfor så han heller ikke rigtig hvor han gik og sakkede derfor en smule bagud. De mandelformede ører vippede let frem og tilbage og de blå øjne blev fjerne.

1

Hans veltilpasse latter havde N’zall mest af alt lyst til at kvæle eller stoppe ned i halsen på ham så han selv kunne kvæles i den, men da hun ser sig hen over skulderen for at kommentere på det, var han allerede sakket bagud. Ørene lagde hun ned i nakken og gjorde holdt for at vende sig rundt og se mod ham. Ikke bare se mod ham, men rent faktisk hugge ud efter ham med et tydeligt blottet tandsæt.

”Hvis du skal være i mit selskab, kræver jeg din opmærksomhed. Hvis du skal gå og lede efter andre, bedes du venligt stoppe det…..”

Hun kunne sagtens have givet ham ordren om at forsvinde hvis han skulle søge efter andre, men ønskede jo heller ikke selv stå helt uden selskab. Ikke før hun måske kunne finde noget der var bedre. Eller….. Hvis hun kunne finde noget selskab at tilføje til deres indtil videre to-mands gruppe, så hun kunne køre lidt mere på guldhingsten og se om hun kunne skubbe ham ud over kanten.

En brat opvågning var hvad den gyldne hingst fik da lyden af tænderne der klappede sammen foran ham, rev ham ud af sin fraværende sindstilstand. Han fnyste svag og en enkelt rynke kunne anes på den mørke mule.

“Pfft, så du bekymrer dig rent faktisk om mit nærvær “

Sang han så i en dårlig mimik af hendes sukkersøde toner. Han trådte et skridt frem og lagde hovedet uskyldigt på sned. Han nød skam at kunne stikke lidt igen i ny og næ.

4

N’zall sendte ham et uimponeret blik. Var det virkelig det han troede? At hun rent faktisk bekymrede sig om hans nærvær? Nej. Sådan var det ikke helt. Men når hun var i selskab med nogen, uanset hvem, krævede hun deres fulde opmærksomhed, med mindre det var et nødstilfælde – og det var kun et nødstilfælde, hvis hendes eget liv eller hendes selskabs liv var på spil.

”Du har meget høje tanker om dig selv. Jeg siger bare at hvis du skal holde mig med selskab kræver jeg opmærksomhed. Ellers kan du lige så godt bruge den på hvem end du holder øje med”

Der lå en lille utilfredshed i stemmen, for selvfølgelig brød hun sig da ikke om at han gav andre opmærksomhed i stedet for hende. Men selvom der var en lille utilfredshed i stemmen, var der også stadig noget sukkersødt, der kunne være med til at skjule hendes lille jalousi.

Var det en snært af jalousi som den gyldne kunne spore i den sorte? Xenon smilede skævt for sig selv og klukkede fornøjet for sig selv. Han luskede en runde om hende og tiltede hovedet på sned.

” Hmm, hvem siger jeg ikke holder øje med dig. ”

Brummede han nu med det sædvanlige luskede smil. Han tiltede da hovedet på sned og fandt en mere sarkastisk uskyldighed frem i de blå øjne.

5

Langsomt trak N’zall sine ører bagud, da guldhingsten luskede omkring hende. Noget ved hans ord fik det til at krybe koldt ned af ryggen på hende. Hovedet lod hun hæves en smule mens hun samtidig trak det en anelse tilbage som om hun ville vige væk fra hingsten uden at flytte sig. Hun kunne sagtens give ham et svar. Hun havde et svar klar, men hun valgte at holde det for sig selv. I stedet slog hun et svirp med halen og kastede sig frem i næsten direkte galop, med et lille skjult smil i den ene mundvig. Det ville være langt nemmere bare at teste ham end at argumentere for sin sag.

Xenon kunne fornemme hendes følelse og tøvede derfor en anelse i det hun nu kastede sig væk i galop. Hm. Han kunne vel godt lade hende få et forspring i det han nemt ville kunne finde hende igen. Langsomt satte han i skridt efter den sorte hoppe med et næsten dovent udtryk med en overbærende sukken.
Der var mange ting som Xenon tænkte over alt i mens han tøffede afsted efter N'zall, og nogle gange kunne man næsten undres at han orkede denne her endeløse leg med hende. En dag ville han måske blive voksen.

6

At guldhingsten ikke rigtig fulgte med fik ikke N’zall til at sætte farten ned. Tvært imod. Hun satte farten op uden en bestemt destination. Hvis ikke hun havde et sted i tankerne kunne han vel heller ikke se hvor hun ville hen, før hun havde besluttet sig – kun retningen.

De lange ben bragte hende fremad hurtigt og på samme tid som om hun var lige så let som en fjer. Det krævede trods alt ikke mange muskler at flytte på den spinkle krop. I et kort øjeblik så hun sig tilbage for at se om der skulle være nogen i sigte, men det lod til hun var kommet langt nok væk. Den høje fart blev dog bremset af en mur før hun overhovedet havde fået rettet blikket fremad igen, og lugten blev kortvarrigt slået ud af lungerne på grund af sammenstødet.

13

Azazael, endnu en gang med skæld ud fra sin mor, var vandret væk fra broderskabets område for at søge et mere roligt område. Roligt var det også hvis ikke man lyttede til stemmerne i det indre, der blev ved med at give ham gode- eller årlige idéer, alt efter hvordan man så på dem. De blev dog afbrudt af en lyd. Lyden af hove mod jorden og endda i en høj fart.

Gør det! Gør det, gør det, gør det!

Azazael behøvede ikke engang spørge om hvad det var han skulle gøre, før han automatisk var sat i retningen af lyden. Ganske roligt, for det lød til, hvem ellers det var, at den var på vej i hans retning og han behøvede ikke flytte sig ret meget for at spærre vejen. Slet ikke for en ukoncentreret hoppe. Han genkendte hende godt, og burde vel ikke røre en af broderskabets tilhængere. Men han var jo ikke indviet endnu, så han kunne vel sagtens retfærdiggøre lidt useriøs leg. Var der nogen bedre måde at fange hans mors opmærksomhed på?

”Hvorfor så travlt?”

Tonen kunne sikkert få de fleste til at vende rundt med det samme og søge væk. Der havde altid ligget noget djævelsk over Azazael, men for det meste var det gemt væk – eller tæt på. I ny og næ lukkede han det dog ud, for kun på den måde kunne han være helt sig selv. Der skulle vel også mere til at skræmme en skrækhoppe med kun en halv mule.

Lugtesans var også noget der kunne bruges fremfor hans evner. Han fulgte hendes spor i et adstadigt tempo. Inden han hørte noget tumult længere fremme, men det fik ham dog ikke til at sætte farten op, men han nåede i stedet frem til stedet, hvor sørme om det ikke var den lille lort der var rendt ind i hende.

" Jeg ser du fandt dig bedre selskab "

Fik han så kækt sagt med et lille grin. Hvem han talte til var uvist. Det kunne meget vel være dem begge to.